oldtidskundskab

Har du læst Symposion? Det kan læses i første sætning i indledningen.

der siges den a ha foregået ja... Men hvornår er den skrevet ned?? Jeg har et tal der hedder ca. 384-369 f. kr???

Hvem er Eros i Symposion?

Eros er en gud, mener man, indtil Sokrates lærer han egentligt ikke er en gud men en Daimon. Han kan ikke være en gud da han begærer det skønne, og i løbet af samtalen er de kommet frem til at man ikke kan begære hvad man selv er - ergo må Eros være det grimme, og en gud kan ikke være grim!

Eros er en mellemting mellen en gud og et menneske, så han er faktisk det smukke - det som mennesket begærer, nemlig kærligheden til det smukke.

Det kan diskuteres ud fra hvad der står i teksten. Men du kan muligvis have ret. Jeg er ikke ekspert...

#4 + #5
I taler om to forskellige former for Eros fra to forskellige taler.

Første tale holdes af Faidros. Han påviser hurtigt og let ved hjælp af mytiske og sagnhistoriske eksempler, at hvert sammenhold(samfund, venskab) ikke kan eksistere uden Eros, fordi æresbegrebet bliver stærkt fremkaldt og derigennem offervilje i mennesket.

Derefter omtaler Pausanias to forskellige former for Eros: En himmelsk Eros (sjælens perfektion samt stræben efter skønhed) og en almindelig Eros (vulgær kønsdrift). Der pointeres, at himmelsk kærlighed med det åndelige i centrum praktiseres af mænd(det homoseksuelle forhold).

Eryksimachos, den tredje taler, mener, at den himmelske Eros er en universel kraft, som kun fungerer i balance i følgende:
1)naturen,
2)menneskekroppen
3)kulturen

Aristofanes beskriver meneskets søgen efter vores anden halvdel ved hjælp af en sagnberetning. Han fortæller, at menneskene før i tiden var cirkelformede, tvekønnede dobbeltvæsner. Guderne valgte at spalte menneskene i to dele for at undertrykke vores overmod(hybris). Af denne grund leder vi efter vores tabte halvdel. Ud fra denne beskrivelse kan Eros tolkes som vores stræben efter totalitet.

Agathon fortæller om Eros med sine flotte ord(viser retorisk kunnen). Han fortæller om Eros som den bedste, lykkeligste og skønneste gud, der besidder alle dyder: (dikaiosyne)retfærdighed, (sofrosyne)besindighed/mådehold, (andreia)tapperhed og (sofia)visdom. Alle klapper med stor tilfredshed ad hans tale.

Nu er det Sokrates' tur. Han starter med at få Agathon til at indse, at hans retorik er noget vrøvl. Derefter refererer han to samtaler, han har haft med en klog kvinde, Diotima.

Sokrates argumenter herefter:
1)Forholder Eros sig til noget? Ja
2)Besidder man det man begærer? Nej
3)Siden Eros begærer det skønne er han ikke selv skøn.

For at forstå Diotimas fremstilling af Eros må ens hoved være renset for misforståelser. Det er derfor, Sokrates kritiserer Agathons og de andres taler. De tror fejlagtigt, at det gælder om at vinde ved brug af smukke ord, men det gælder om at finde sandheden ved hjælp af præcise definitioner, og det er det, Sokrates vil have dem til at indse. Eros er ikke skønhed, men stræben efter skønhed. Det kan de godt forstå, og så kan Sokrates slutte af med at referere, hvad Diotima har "lært" ham: Eros er et symbol på menneskenes evige længsel og stræben efter udødelighed med andre ord åndelige "børn" (tanker), dvs., Eros er et søgende væsen. På den måde bliver erotik "kærlighed til visdom" (filo-sofi). Første stadie i denne tolkning er fysisk tiltrækning af en smuk (mande)krop. Foreningen med det guddommelige er sidste stadie.