Erhvervsret

ejendomsforbehold.

19. oktober 2007 af etteren (Slettet)
Hejsa, har lige en lille opgave, som jeg meget gerne kunne tænke mig at få lidt hjælp til. Opgaven er som følger:

Opgave – Sandra og Søren Sally
Sandra Sally lånte den 27. maj 2007 100.000 kr. af sin rige onkel, Peter Kristensen.
Pengene fik hun straks udbetalt og indsatte dem på sin kassekredit i Nordbanken.
Lånebeløbet skulle hun bruge til nogle forbedringer af sin ejendom, hvor fra hun drev
et stutteri. Peter ønskede at få sikkerhed for sit tilgodehavende, og Sandra underskrev
den 6. juni 2007 et pantebrev på beløbet med pant i hendes ejendom. Pantebrevet
indeholdt bl.a. vilkårene for tilbagebetalingen af lånet. Det underskrevne pantebrev lagde Peter i sin skrivebordsskuffe hjemme hos sig selv. Pantebrevet havde prioritet efter et indestående realkreditlån til Erhvervskredit A/S.

Lånet fra Peter var ikke tilstrækkeligt til at finansiere Sandras investeringer. Hun indgik
derfor den 26. juni 2007 en låneaftale med sin bank, Nordbanken. Lånet var på kr.
225.000. Under samtalen med banken havde medarbejderen undret sig lidt over, at
Sandra skulle låne, da han havde konstateret, at der indestod et pænt beløb på
kassekreditten, hvilket ikke var normalt. Sandra havde ikke kommenteret dette. Til
sikkerhed for lånet ønskede banken at få pant i et ejerpantebrev af samme størrelse
som lånet. Ejerpantebrevet blev underskrevet samtidig med låneaftalen. Pengene blev
stillet til rådighed med det samme. Banken anmeldte ejerpantebrevet til tinglysning
den 5. juli 2007. Ejerpantebrevet respekterede kun det indestående realkreditlån til


Erhvervskredit A/S. Sandra nævnte ikke overfor banken, at hun havde lånt nogle
penge af sin onkel.

Den 1. juli 2007 foretog en af Sandras kreditorer, Niels Notlevsen, udlæg i fogedretten
for kr. 75.000 i hendes ejendom og i hendes nyindkøbte bil – en Mazda 6 stationcar.

Udlægget blev anmeldt til tinglysning på ejendommen den 4. juli 2007. Niels
Notlevsen havde gennem nogen tid forhandlet med Sandra om betaling af gælden,
men uden stort held. Grunden til, at udlægget blev foretaget nu var, at udlægshaver
var blevet orienteret om, at Sandra havde lånt penge med sikkerhed i ejendommen.

Da udlægget blev sendt til tinglysning fik Peter det at vide af Niels, som han havde
kendt gennem en årrække. Niels fortalte også Peter om Sandras lån i Nordbanken.
Peter kontaktede med det samme sin advokat og spurgte, hvad han skulle gøre.
Advokaten rådede Peter til straks at anmelde sit pantebrev til tinglysning, hvilket
Peter gjorde den 6. juli 2007.

Udlægget i Sandras bil blev anmeldt til tinglysning den 10. juli 2007. Da udlægsdokumentet kom retur, havde det anmærkning om et ejendomsforbehold til Mazda Auto A/S på 270.000 kr. Det viste sig, at Mazda Auto A/S, da det solgte bilen til Sandra i maj 2007, tog et gyldigt ejendomsforbehold. Men pga. en fejl anmeldte firmaet først ejendomsforbeholdet til tinglysning den 10. juli 2007, efter at det havde fået kendskab til udlægget i bilen. Det fik anmærkning om udlægget.

Der opstod herefter en tvist mellem Peter Kristensen, Nordbanken og Niels Notlevsen i
forhold til ejendommen. Alle tre rettighedshavere mente at have prioritet umiddelbart
efter det indestående realkreditlån i ejendommen.

Niels Notlevsen og Mazda Auto A/S var også meget utilfredse med at anmærkningen
om hinandens rettigheder. Begge mente, at deres ret har prioritet forud for den
anden.

Spørgsmål 1
Tag stilling til uoverensstemmelserne mellem rettighedshaverne i den faste ejendom.

Spørgsmål 2
Er svaret anderledes, hvis det lægges til grund, at Peters panteret anmeldes til
tinglysning den 5. juli 2007 og Nordbanken anmelder sin panteret den 6. juli 2007?

Spørgsmål 3
Hvordan er prioritetsstillingen mellem ejendomsforbeholdet og udlægget i bilen?

Svar #1
19. oktober 2007 af etteren (Slettet)

Jeg mener selv, at svaret er noget i denne retning:

1: Niels Notlevsen har 1. prioritet da han var den første til at tinglyse sin ret, derefter Nordbanken og til sidst Peter Kristensen.

2: Niels Notlevsen stadig 1. prioritet, Peter 2. og Nordbanken 3.


3: Da Niels Notlevsen tinglyste sit udlæg før Mazda A/S tinglyste sit ejendomsforbehold, han han 1. prioritet.


Hvad siger i til dette? Hvis der er nogle §§ at henvise til, vil jeg meget gerne have dem :-)

Brugbart svar (3)

Svar #2
22. oktober 2007 af Roman Garcia

Spørgsmål 1 = jeg vil give dig ret. Hvis man vil henvise til nogle bestemmelser, så kan man henvise til § 1 i Tinglysningsloven.

Spørgsmål 2 = Her vil jeg også give dig ret.

Spørgsmål 3 = Her vil jeg også give dig ret. Sikringsakten for ejendomsforbehold i biler er tinglysning jf. Tinglysningsloven § 42d, stk. 1, 1. pkt. Da sikringsakten ikke foretages før udlægget, er ejendomsforbeholdet ikke sikret, og det kan eksstingveres af det tinglyste udlæg. Dog kan du også skrive, at hvis Mazda A/S havde taget bilen tilbage, altså foretaget rådighedsberøvelse, så ville de være sikret uanset, at de ikke havde tinglyst ejendomsforbeholdet. Dette er en undtagelse til hovedreglen, og den står i § 42d, stk. 1, 2. pkt.

mvh. RG

Skriv et svar til: ejendomsforbehold.

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.