persiske breve

Du skal huske på, at hans breve var ment satiriske - et instrument han brugte til at kritisere samtidens stat og kirke.

Tanten

#0
Det er mange år siden, jeg har læst Montesquieus brevroman, Lettres Persanes (1721), men jeg har set lidt på det, og forstår ikke helt dit spørgsmål:

a. Så vidt jeg kan se, er brev 3 FRA haremskvinden Zachi TIL 'haremsejeren' Usbek, dateret 1711 og altså længe før opstanden og Roxanes selvmord. I brev 161, dateret 1720, skriver Roxane til Usbek og fortæller, at hun elsker den henrettede eunuk, og at hun aldrig har elsket Usbek, men foregivet det. Endvidere fortæller hun, at skønt hun har underkastet sig og foregivet kærlighed er hendes ånd forblevet fri. Nu vil hun ikke længere acceptere undertrykkelsen, hun har taget gift, og hun skriver dette sidste brev, mens den dødelige gift langsomt virker i hendes krop.

b. Du skriver: "jeg har opfattet det som, at han sys det er i orden?". Hvem er den 'han', der synes, Roxanes selvmord er i orden: Usbek eller Montesquieu?


#1
Jeg forstår heller ikke svar #1: "hans breve var ment satiriske". Hvis breve??? Det kan ikke være Montesquieu, for det er ikke hans breve, det er hans brevroman. Der er mange fiktive brevskrivere i denne brevroman. De er ikke satiriske, men Montesquieu har klart haft en kritisk hensigt med NOGLE af brevene, nemlig dem, der beskriver forholdene i Frankrig

Romanen består af et dobbeltgreb, hvor den rige perseren Usbek rejser i Frankrig og skriver rejsebreve hjem om alt det mærkelige han ser og oplever i dette mærkelige land, der er så anderledes og så moderne indrettet i forhold til hans eget. I denne del af romanen benytter Montesquieu det satiriske greb, at lade en fremmed kigge ind ad Frankrigs vinduer - og opnår derved at kunne stille de naive og kloge spørgsmål, som samtiden ellers ikke kunne stille. For den del af romanen passer beskrivelsen med kritikken af stat og kirke.

Men i denne roman er indlejret en anden roman om oprøret i Usbeks harem (seraillet). Heri skildres misforholdet mellem den i Frankrig så frisindede rejsende, der dog er despot i sit hjemland, hvor han holder sine hustruer indespærret i sit harem. I denne del er Montesquieu vel IKKE ironisk, men sympatiserer med Usbeks yndlingshustru, Roxane, der beslutter selvmord, da oprøret i seraillet slås ned, og hendes sande elskede, eunukken, dør. Hendes fri ånd kan ikke længere acceptere at leve i fangenskab og undertrykkelse.
Giver det mening?