Novelle

jeg har lavet en kort novelle. er der nogen der vil læse den, rette den, give karakter og give råd til hvordan jeg kan forbedre den? tak på forhånd :)

Dolken

Han gik ud i entreen.” Jeg vil råde jer til at finde den til i aften,” sag-de han.
Så gik han uden at sige farvel. Han var rasende og det kunne høres i hans stemme som lød af fyrværkeri en nytårsaften: høj, larmende og farligt. Moderen kunne mærke den negative stemning, der havde lagt sig, i køkkenet. Hun skyndte sig straks at rydde af bordet.
Barnet sad ved bordenden og så helt fortabt ned i sin havregrød, mens han sad med hånden klemt fast om skeen, uden at spise. Han var åbenbart ikke kommet sig over chokket, faderen havde givet ham, ved at kigge vredt ind i hans øjne, før han gik ud af døre. Mo-deren tog en dyb indånding og satte sig langsomt og træt, ved siden af sin søn. Hun prøvede at glatte sit krøllede forklæde ud som hun havde krøllet, nervøst mellem fingrene.
Hver gang barnet, der ikke var god til at passe sine ting, havde mistet et stykke legetøj, blev det erstattet, så vidt så muligt, med noget ma-gen til, for at undgå vrøvl. Men denne dolk kunne ikke erstattes. Moderen tænkte tilbage på den juleaften, hvor faren lykkeligt havde overrakt dolken, til sin egen søn og fortalt hvor meget han ønskede, at den skulle gå fra generation til generation. Hun huskede også hvordan han alvorligt, uden nogen afbrydelser, havde fortalt at dol-ken var købt i Finland og at der ikke fandtes sådan en i Danmark. Han havde hele den juleaften fortalt historier om hvordan finske sø-mænd, alle havde sådan en på sig.
Hendes tanker løb og løb og nåede til konklusionen der kød: den kunne ikke være andre steder end i her, hjemme. ”Vi finder den nok,” hviskede hun, mens hun klappede barnet på hovedet. Der var helt stille. Kun uret på væggen tikkede. I det hun skulle til at rejse sig op, åbnede døren sig. Han var stadig vred. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra humør til humør. Jo gladere han var, jo yndere så han ud og modsat når han var sur. Han var kommet tilbage. Moderen rettede sig op og skyndte sig hen til ham. ” Er der sket noget?” Han så på hende. Som om der ikke er sket rigeligt, tænkte han. Uden så meget som at sige et ord, gik han på jagt efter sin mappe, inde i stu-en. På det næsten ældgamle skrivebord, fandt han sin mappe.
Derefter forlod han hjemmet, endnu engang, og endnu engang efter-ladte han frygt og vrede. Moderen og drengen, der endnu ikke vidste hvad de skulle stille op, gik langsom og tavse rundt, først i stuen, for at finde den. moderen, der ikke var den skarpeste kniv i skuffen, tænkte sig alligevel om, før hun atter gik i gang. Alle andre prakti-ske opgaver kunne vente. Moderen der var hjemmegående hustru, kendte huset ind og ud. Hun vidste hvor en lille ting lå. Det var klart, da det var hende der havde indrettet lejligheden. Enhver bog var sat ind i hylden, efter hendes valg. Hun var ikke typen der reflekterede over tingene i særlig lang tid. Var noget væk, skulle det bare glem-mes skånselsløst, men det skulle selvfølgelig erstattes af noget, der mindede om det. Sådan var det med alt i livet, for hende.
Hun var ikke særlig gammel, da hun mødte sin mand. Hun stude-rede og var flyttet hjemmefra. Hun var forvirret, når det gjald alt i livet, men når det kom til kærlighed, var hun så sikker som en fugl, der uden landkort, kunne finde vejen, til det varme land. Hun vidste det sekund hun mødte ham, at han var den udvalgte. Den hun uden tvivl, ville dele sit liv med. Før de blev gift, blev hun gravid. Inden maven bulede sig frem og nogen opdagede det, blev de nød til at gifte sig. hun var også en kvinde, der aldeles gik op i sit udseende og hendes ry var vigtigt. Først da rygtes om hendes bulede mave, før ægteskab, havde spredt sig, vidste hun at hun skulle stramme op på sig selv.
Ingen skulle ødelægge hendes ry, bare fordi hun var ny, i nabolaget, selvom hun ikke havde gjort sig fortjent til et bedre ry. Før der var gået et år, havde hun skabt sig en uopløselig vennekreds, der alle holdte af hende. Hun forstod sig godt på disse menneskers behov og ønsker. De delte alle deres hemmeligheder med hende, uden at have en form for mistro, til hende. Hun rodede i hylderne hvor bøger af Carit Etlart lå. Hun havde altid undret sig over, hvorfor han havde de ubrugelige bøger. Han havde haft dem siden de mødes, siden de havde flyttet ind i lejligheden. De havde skabt en verden uden for ham, de var bange for ham og trak sig tilbage fra ham. Men det hav-de ikke altid været sådan. Han havde altid været uberegnelig og gå-defuld. Han kunne komme hjem med en splinter ny ting, men han fortalte ikke hvor og hvordan han havde skaffet det. Det havde de efter hånden vænnet sig til. Derfor var der en del hun ikke, vidste om ham. Bl.a. vidste hun ikke hvad de bøger, var til for.
”Mor! Jeg tager over til Preben for at finde dolken, måske har jeg glemt den ovre hos ham.” ”Ja ja, bare du ikke glemmer, hvad det er, du er der ovre for.” Hun valgte denne gang at kigge under sengene og sofaen. Den var efter hånden blevet rigtig godt gammel. Under den, lå der alt anden end dolken. Hun bøjede sig ned på knæ og åb-nede døren ind til kakkelovnen. Den var kold som vejret udenfor. Det eneste hun kunne se, var mørket og lugten af kål, hun ikke brød sig om. Uberegneligt, blev hun ved og ved, med at lede efter dolken. Telefonen ringede: ”Ja hej Ester.
Jeg ringer fordi jeg måske har fundet dolken. Du ringede jo for nog-le dage siden, for at høre om barnet havde efterladt den her, mens han legede.” ”Ja ja, lærke, bare sig frem.” ”Ja, da jeg var i gang med oprydningen, fandt jeg den liggende under Prebens seng, men... Men den er temmelig ødelagt.” ”ødelagt! Jamen, hvordan kan det være.” Hun tog en dyb indånding og vidste nu at han ville blive mere rasen-de, hvis han fandt den ødelagt. ”Kan du komme over med den?” Pludselig kom en underlig opstemthed over hende. Tiden var inde til at være kreativ. Hun ville selv lave dolken. Ud af hvad vidste, hun ikke, men noget skulle der gøres, inden helvede bryd lød.

Hun tog sin frakke på og ud til foråret, gik hun. Foråret havde tyde-ligt lagt sine fodspor: blå forårshimmel og kolde vindpust. Hun kom ud af gården.
Med blussende kinder, helt forpustet, løb barnet over til sin mor: ”Mor mor! Jeg har fundet dolken, den lå hjemme hos Preben, der havde den hele tiden ligget.” I stedet for at være taknemlig, rynkede hun panden og kiggede op til Lærkes vindue. ”Jeg har fundet mig i tilstrækkelig meget nu.” ”Hvorfor løj hun?” Drengen var helt væk i sin egen verden og hørte derfor ikke, hvad hun sagde. Hun ville ikke have problemer med nogen. Hun kunne ikke tage chancen og øde-lægge det for sig selv. Måske var det bedst ofr dem alle, hvis hun bare holdte mund. Når hun kiggede på ham, kunne hun ikke lade vær med at være glad og stolt. Barnet der vidste at faderen, ville komme den vej, satte sig ved en af dør trapperne til bageren og ventede spændt og ubevidst om hvad faderen havde i tankerne. Faderen kom gående hen ad fortovet og hen forbi barnet og moderen. Barnet rejste sig op og nervøsitet tog over ham. ”Far, se jeg har fundet dolken den lå hjemme hos Preben.” Han gik bare direkte forbi, men så dolken tydeligt. Moderen der var vred på Lærke, lod vreden gå ud over fa-ren:” Jeg tror ikke at nogen ville syndes du var mindre, bare fordi du for en gangs skyld indrømmede hvor glad du er!” Råbte hun ud til faren. Hun stod bare på fortovet og så ham gå hurtige skridt, mens drengen prøvede at følge med.
Drengen så ængsteligt op på ham. Han måtte småløbe for at følge sin fars lange skridt. ”hvorfor ser du ikke glad ud far?” Spurgte han beklemt. Han fik ikke noget svar.