Novelle

Smid den op mester :)

Super :D det gøre jeg.

Jeg har altså skrevet 1 og en halv side nu :) vil du stadig læse den igennem og måske rette ? det skulle siges, at jeg mangeler en del kommaer..

Jeg var nervøs og bange. Bange for at svare forkert. Vi havde kæmpet og øvet os dag og nat, og det afgørende blik var nu. Enten svarede jeg rigtig på det spørgsmål der skulle stilles, ellers måtte vi alle glemme drømmen. Vi var nået så langt til at opnå vores mål så tæt på, alt det vi havde gået og drømt om i 2 uger. Det var mærkeligt for det føltes alligevel så langt væk.
Jeg havde ikke besøgt mit hjemland i 5 år nu. Det var hårdt, at folk ikke forstod hvor svært hvor hårdt det kunne være for en at leve i et land som man stadig ikke have vænt sig til. Jeg havde chancen nu, min drømmeby ventede på mig. Jeg lukkede øjnene et par sek. og kunne se strøjet Istiklal Caddesi i Istanbul propfyldt af mennesker, kunne pludselig høre manden med guitaren spille min ynglings sang, det føltes som om alt ventede på mig. Det afhængt af mig, jeg var ligesom chaufføren bag rettet nu og jeg bestemte hvilken vej vi skulle køre. Folk der havde gået rundt og fortalt os at vi ikke kunne vinde konkurrencen. Folk der havde nedgjort os, og folk der havde gjort grint af os, de skulle alle overbevises. Disse minutter var afgørende øjeblikke for mig. Jeg havde sammen med de andre 4 i gruppen muligheden for at komme væk fra alt i en uge. Det var så typisk, den hang på mig som altid, men denne gang skulle jeg ikke bestemme hvem som skulle score ham den lækre fra 9 klasse. Det her var seriøst, og folk forventede jeg gav det rigtige svar. Jeg kunne ikke skuffe dem, jeg kunne ikke bare skubbe en uges ferie tilbage med min hånd. Vi 5 piger havde hele livet drømt om at rejse sammen. Jeg opmuntrede mig selv med de samme sætninger i hovedet igen og igen ”jeg kan!”.
Vi havde kun fået 3 dage til at forberede os til konkurrencen om en uges ferie til Istanbul. Vi alle vidste godt det var umuligt at vinde konkurrencen men vi havde ikke givet op og vi ville vinde ferien men desuden også få lov til at overbevise folk om hvor meget det egentlig betød for os at få en uges ferie.
Siden kurderne havde angrebet Istanbul med bomber og konflikten mellem Tyrkiet og Pkk havde udviklet sig, havde vi ikke været i Tyrkiet. Derfor var denne mulighed ikke bare en mulighed men også en drøm som kunne opfyldes.
Jeg blev ringet op af lederen af tyrkisk kulturhus og han fortalte mig at der ville blive afholdt en konkurrence i Ikast. Jeg havde først takket nej sådan noget pjat havde jeg ikke tid til tænkte jeg. Dansk stil , geografi aflevering og tysk lektierne skulle laves og jeg havde ikke tid til andet end lektier. Jeg gav ham blot alligevel lov til at snakke. Pludselig kom han med en sætning ”vinderen af konkurrencen vinder en uges ferie til Isatnbul alt inklusiv”.
Og nu sad jeg så her sammen med mine 4 veninder for at vinde over de andre grupper fra de forskellige byer. Vi var spændte, bange og nervøse. Lejla sad og kiggede på mig, hun gav mig blikket som betød ”nu tager du dig sammen og svarer rigtig på det sidste spørgsmål”. Vi var kun to grupper tilbage. Horsens pigerne som var os og Vejle drengene som var vores stærke modstander.
Jeg kiggede et øjeblik ud til publikummet og fik øje på damen som sad med en fin hvid kjole på hun smilete til mig. Jeg så ned på det grønne græs udenfor, og fik øje på et firkløver. Solen lyste som en blodappelsin. Pludselig spredte et smil sig på mine læber.
Spørgsmålet blev stillet. Jeg rejste mig op for at svare. Folk kiggede på mig med tvivlsomme, tomme og uforglemmelige blikke. Jeg svarede på spørgsmålet men jeg vidste ikke selv hvad jeg snakkede om, for ordene fløj bare ud af min mund.
Der blev stilhed og jeg satte mig ned. Stilheden var dræbende, folk blev ved med at kun stirre på
mig og jeg kunne mærke rødmen sprede sig på ansigtet. Det føltes som om der var en som kvælde mig, jeg havde svært med at trække vejret. Angsten spredte sig i min krop og jeg rystede i hele kroppen. Der gik et par minutter før en af dommerne rejste sig op og begyndte med at gå hen til mikrofonen. Det var nu det blev afgjort, nu skulle han fortælle om vi havde vundet konkurrencen.
Jeg havde mistet håbet, noget i mig sagde jeg havde svaret forkert men hvad nu hvis jeg havde svaret rigtig?.

Tager lige et kig på den ja

super tuusind tak :D

Må sige at det er en temmelig spøjs novelle, men har prøvet at rette lidt i den. Du skal bare tage de ting til dig, som du kan bruge. Resten forkaster du selvfølgelig som du vil :)

Jeg var nervøs og bange. Ikke mindst bange for at svare forkert. Vi havde kæmpet og øvet os dag og nat, og det afgørende (øje)blik var nu kommet.: Enten svarede jeg rigtigt på det spørgsmål, der skulle stilles, eller også måtte vi alle glemme drømmen. Vi var nået så langt i opfyldelsen af målet. Alt det vi havde gået og drømt om i to uger, var nu så tæt på. Det var mærkeligt, for det føltes på en måde så langt væk.

Jeg havde ikke besøgt mit hjemland i 5 år nu. Det var hårdt, at folk ikke forstod hvor svært og krævende det kunne være for en person at leve i et land, som man endnu ikke havde tilvænnet sig. Jeg havde chancen nu i og med min drømmeby ventede på mig. I et par sekunder lukkede jeg mine øjne, og kunne se strøget Istikal Caddesi i Istanbul propfyldt af mennesker. Ydermere kunne jeg pludselig høre en mand med guitar spille min ynglingssang. Det føltes som om alt ventede på mig – og afhang af mig. Jeg var nu chaufføren bag rettet og bestemte hvilken vej vi skulle køre. Folk, der havde gået rundt og fortalt os at vi ikke kunne vinde konkurrencen, folk der havde nedgjort os og folk, der havde gjort grint med os, skulle alle overbevises. Netop disse minutter var afgørende øjeblikke for mig. Jeg havde sammen med de fire andre i gruppen nu muligheden for at komme væk fra alt i en uge. Typisk var det dog at situationen, som altid, hang på mine skuldre. Denne her gang skulle jeg dog ikke bestemme hvem, der skulle score ham den lækre fra 9. klasse. Det her var mere seriøst, og folk forventede jeg gav det rigtige svar.

Jeg kunne ikke skuffe dem. Jeg kunne ikke bare skubbe en uges ferie tilbage med min hånd. Hele livet havde vi fem piger drømt om at rejse sammen, hvilket da også, i mit stille sind, opmuntrede mig til at tænke: ”jeg kan!” Vi havde kun fået 3 dage til at forberede os til konkurrencen om en uges ferie til Istanbul.
Alle havde vi på fornemmelsen, at det var umuligt at vinde konkurrencen med en uges ferie, men klamrede os ikke desto mindre til det spinkle håb. Desuden kunne vi få lov at overbevise folk om hvor meget det egentlig betød for os at få netop denne uges ferie. Siden kurderne havde angrebet Istanbul med bomber samtidig med at konflikten mellem Tyrkiet og Pkk havde udviklet sig, havde vi ikke været i Tyrkiet. Derfor var denne mulighed ikke bare en mulighed, men også en drøm, som kunne gå i opfyldelse.

En dag blev jeg ringet op af lederen fra det tyrkiske kulturhus, som fortalte mig, at der ville blive afholdt en konkurrence i Ikast. Jeg havde først takket nej, da jeg tænkte, at sådan noget pjat umiddelbart ikke havde min interesse. Dansk stil, geografiaflevering og tysklektierne var lektier, der skulle laves, så jeg havde ikke tid til meget andet end netop dette. Alligevel gav jeg ham lov til at snakke, som bl.a. resulterede i sætningen: ”Vinderen af konkurrencen vinder en uges ferie til Istanbul med alt Inklusiv.” Nu sad jeg så her sammen med mine fire veninder i spænding om at vinde over de andre grupper fra de forskellige byer. Vi var spændte, bange og nervøse. Laila sad og skævede til mig med et blik som berettede: ”nu tager du dig sammen og svarer rigtigt på det sidste spørgsmål.” Vi var kun to grupper tilbage.: Pigerne fra Horsens, som jo var os samt Vejledrengene, som var vores stærke modstandere. Jeg kiggede et øjeblik ud på publikummet, og fik øje på en dame, som sad med en fin hvid kjole på. Hun smilede til mig. Jeg så ned på det grønne græs udenfor, og fik øje på et firkløver. Solen lyste som en blodappelsin, og med ét spredte et smil sig på mine læber.

Spørgsmålet blev stillet, og jeg rejste mig prompte op for at svare. Med tvivlsomme, tomme og uforglemmelige blikke stirrede folk på mig. Godt nok blev spørgsmålet besvaret, men jeg havde ingen idé om hvad jeg snakkede om, da jeg følte at ordene blot fløj ud af min mund i en vilkårlig rækkefølge. Efter mit svar indtraf der pludselig en stilhed, og jeg satte mig ned. Stilheden var dræbende, og folk blev ved med at stirre på mig, hvilket resulterede i en spredt rødmen over hele ansigtet. Tavsheden føltes omklamrende, ja nærmest kvælende, hvilket betød, at jeg følte en pågående åndenød. Angsten spredte sig i min krop, og jeg rystede i hele kroppen. Der gik et par minutter før en af dommerne rejste sig op og med sagte skridt begyndte med at nærme sig mikrofonen. Det var nu det hele blev afgjort. Nu skulle han fortælle om vi havde vundet konkurrencen. Egentlig var jeg begyndt at miste håbet, og noget i mig sagde, at jeg havde svaret forkert, men hvad nu hvis jeg havde svaret rigtig?
 

Tusind tak for hjælpen kasper :) hvad ville din umiddelbart vurdering være ? tror du jeg kan få et 7 tal ?

TAK IGEN!!