Litterær artikel om "mit vindus årstider"

Her er der lidt hjælp :D

Noter til analysen:

TITEL "MIT" understreger det subjektive og den personlige synsvinkel.

"VINDUE" er både situationsskabende og rumskabende: digteren, der sidder inde i sin lejlighed (54/55) og ser ud i vinterlandskabet, som er koldt, frysende og nedslående. Samtidigt understreges igen, at det er hans udsigtspunkt til verden, naturen og medmennesket, der er tale om.

"ÅRSTIDER" peger på en vigtig dobbelthed i dette digt: verdens og naturens gang, som er en selvfornyende, cyklisk proces (”skal bevares”) og så på den anden side det forgængelige og korte menneskeliv (hans udsigt, der vil forsvinde).

INDIVID Digtets første spalte tager så udgangspunkt i hans private, subjektive ”udsigt til verden/naturen”. Den del han kan se og som er hans liv. Det skal ikke bevares; det vil formentligt - præcis som ham selv - forgå. Strofe 1 + 2 tegner gennem årstidernes skiften netop dette traditionelle billede af ungdom, livskraft, modnen, ælde gående mod død (gul > grå > hvid > nøgen, død). Der er i denne sammenhæng, at TRÆET og FUGLEN bliver det centrale billede. Fuglen i det frysende vinterlandskab bliver et billede på ”livskraft på trods” (fugl finder føde 27), men også et billede på digteren selv og hans situation: den nedtrykte digter, der iagttager det frysende vinterlandskab><den frysende fugl, der slår sig ned i den nøgne rødtjørn. Fuglen finder (trods alt) føde; digteren finder troen på naturen og verdens fortsatte gang/eksistens - udover sin egen individuelle død.

UNIVERS
Digtets første halvdel omhandlede det, der skal forgå/ ”ikke skal bevares”, som det hedder. Digtets anden del anlægger en universel synsvinkel og omtaler (efter ”men” 32) det, der fortsat vil bestå - grønt og frugtbart igen efter vinterens kulde og hærgen. Det universelle ses specielt i linje 33 - 43.
Men så kommer det, der måske opleves som en svaghed: Digteren gennemfører ikke den todelte komposition, som han selv lægger op til. Han vender tilbage til den individuelle udgangsposition og henvender sig til FUGLEN, som den der ”fuldkommengør” synet fra digtets første halvdel: den frysende spurv =

1. symbol på selve livskraften, det ukuelige i naturen og verden; og
2. symbol på digteren, der også svag og frysende alligevel sender livsvilje og fremtidstro ud i verden.
Fuglen vækker i øvrigt fornyet livsvilje i digteren uden at ane det; den ænser ikke mennesket oppe i vinduet (selvfølgelig), hvilket kan opfattes som et udtryk for menneskets adskillelse fra naturen (”jeg ville ønske det var til mig”).

Så hvordan man end vender og drejer det, så handler digtet om et digterjeg, der iagttager sin årstidsbestemte udsigt til (om)verdenen, hvor vinteren og det livstruende dominerer. Dette fører digterjeg'et ud i overvejelser over død og undergang, men vækker også fortrøstningsfulde tanker om naturens fortsatte og fornyede LIV. Samtidig indarbejdes et KUNST/LIV - plan (21-27): FUGL/DIGTER og FINDE FØDE/FORNYET LIVSMOD > skabe digte.
Også her drejer det sig i en vis forstand om fortsat liv/”bevarelse”: gennem digtet foreviges oplevelser, sansninger, stemninger og følelser. Selv den lille fugl, som ikke anede, at den blev iagttaget og gjort til symbol, er således ”udødeliggjort” gennem digtet, kunne man sige.