Studieportalen.dk
Andreas Lund 2.w og
27-07-2007
Simon Due 2.w
Dansk Litteraturprojekt
om Johannes V. Jensen
til, at man har følt en speciel tilknytning til barndomsbyen. Dette samt ære- og slægtsfølelse er for-
mentlig grunden til, at det på den tid var meget almindeligt at tage sin bys navn til sig. Dog er der
en anden sjov teori, der siger, at Martin Andersen, senere Nexø, blot gjorde det for at undgå, at hans
bøger stod øverst til venstre (under A) i bogreoler.
Martin Andersen Nexøs værker er mærket af hans tro på arbejderklassens sejr. Dette kommer til
udtryk ved, at han ud over at være forfatter også var politisk aktiv for arbejdernes parti, Socialde-
mokratiet (og senere kommunistpartiet). Litterært ses dette i hans hovedværk ”Pelle Erobreren”.
Her præsenteres vi for en dreng, Pelle, der efter sin mors død flytter med sin far til Bornholm, hvor
han bliver indlogeret på en gård i et hjørne af en kostald. Som tyende udsættes han for stor uretfær-
dighed og nogle elendige vilkår. På trods eller måske i kraft af dette, ender han med at ”erobre ver-
den” ved som udlært skomager at flytte til København, hvor han kæmper en politisk kamp for den
sociale underklasses rettigheder.
Ligesom Martin Andersen Nexø skriver også Jeppe Aakjær om de problemer, som underklassen
tyngedes af - han var sågar kendt som ”tyendets forfatter”. Et af hans mest kendte digte er ”Jens
Vejmand” fra 1905, som Carl Nielsen komponerede musik til i 1907. Her skildres en fattig mand,
”der af sin sure Nød med Ham’ren maa forvandle de haarde Sten til Brød”. Dette udvalgte tekst-
stykke er meget sigende for sangen - en mand der må arbejde fra tidlig morgen med et fysisk opsli-
dende job for at kunne tjene til dagen og vejen - et job der ender med at slå ham ihjel. Han døde så
fattig, at han end ikke kunne få en sten på sin grav. En tragisk skæbne som desværre giver et godt
billede af tyendets livsvilkår.
Pelle Erobreren og Jens Vejmand1 repræsenterer det folkelige gennembrud godt, da de begge
skildrer de lavest rangeredes levevis. Den store forskel ligger i, at hvor Jens Vejmand er mere pes-
simistisk omkring arbejdernes skæbner, bringer Pelle Erobreren håb til tyende og landarbejdere,
hvilket også var medvirkende til, at den fik stor succes i den kommunistiske verden.
1 Begge værker er i øvrigt en del af Kulturministeriets ”Kulturkanon”
2/4