STX, Skriftlig dansk, 18. maj 2011
Krimi på godt og ondt
I forbindelse med et emne i danskundervisningen, der beskæftigede sig med litteratur af de
sidste fem år, faldt der en tung sten fra mit hjerte. Jeg havde i længere tid gået rundt med dårlig
samvittighed over at hade krimigenren med en inderlighed, jeg ikke vidste, jeg havde i mig.
Men så læste jeg et ”manifest” af nogle svenske forfattere, der højt og helligt lovede, at de
ville skrive litteratur, og ikke selvbiografier, krimi og chicklit. Dette styrkede mig i min
overbevisning om, at de fleste paperback krimier, der for tiden oversvømmer de fleste
boghylder i diverse butikker, var, ikke nødvendigvis af det onde, men i hvert fald ikke af det
mere intellektuelle.
I ”Den sidste gode genre”, hvor Jesper Stein Larsen besvarer spørgsmålet ”Hvorfor er krimien
så populær?” nævner han tre ”filosofiske grundpiller”, Det Gode, Det Sande og Det Skønne,
der indgår i krimigenren, og er årsagerne til dens brede appel.
Det Skønne, der udmærker sig i krimiens genoprettelse af den før brudte harmoni, og
harmoniske ved krimiens klassiske, sammenhængende fortælleform; Det Sande, der er meget
simpelt at finde ”i form af detektivens søgen efter sandheden”, og endelig Det Gode, som jeg
om lidt vil bruge tid på, der præsenterer sig som etik og moral, som krim ien (åbenbart)
beskæftiger sig meget med.
Tillad mig at sige undskyld mig? Krimien er populær, fordi den hører hjemme i romantikken,
eller hvad? Det sidste, jeg hørte om det gode, det sande og det skønne, var, at det var alt det vi
gjorde op med under det moderne gennembrud, og at litteraturen er kommet videre.
Men særligt til hans beskrivelse af det gode, vil jeg knytte en kommentar; Jesper Larsen taler
om ”det gode”, men det er ikke helt klart for mig, hvad han mener. Jeg læser: ” det gode i form
af en diskussion af, hvad der er moralsk korrekt, en moralsk vurdering af samtiden”. Er det så
selve diskussionen, der er god - altså god, som i modsætning til ond? Eller er det fordi det
gode er lig det moralsk korrekte? Og hvor finder man dét i den moderne krimi?
Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været en ganske habil krimifan i tidligere tider. Jeg har set
både Inspektor Frost, Barnaby, Columbo, Morse og så videre, alle udmærkede ældre politifolk
med mere eller mindre privatliv. De er, som Bjørn Bredal i ”Krimifascisme?” kalder dem; ”en
gruppe gode politifolk (...) med skilsmisser og hovedpine og ulykkelig barndom (...)”, men
1