Bro Rasmussen, 2.d
Esbjerg Gymnasium
14-09-2007
Ludvig Holberg - Den Politiske Kandestøber
Størstedelen af 1700-tallet kaldes oplysningstiden. Oplysningen opstår som en reaktion på
barokken, der er iscenesættende og dybt religiøs. I oplysningstiden kommer videnskabsmænd,
filosoffer og forfattere frem og vil kaste lys over verden; de vil oplyse verden med deres nyfundne
viden om verdens, naturens og samfundets opbygning.
Rationalisterne træder på denne tid frem og danner en del af grundlaget for oplysningen. De tager
udgangs punkt i menneskets medfødte fornuft og mener, at denne er grundlaget for al sand viden,
og desuden at denne viden frembringes ved brug af logik. Denne logik bruges af flere filosoffer til
at frigøre sig fra det religiøse grundlag, der hidtil har været for samfundet.
Rationalismens modstykke er den engelske empirisme, der tager udgangspunkt i, at bevidstheden
ved fødslen er en ren tavle, og at mennesket i løbet af livet opnår erkendelse via sansning og
refleksion. Når vi først har erkendt verden, kan vi reflektere over den og dermed nå frem til
fornuftige logiske slutninger omkring naturens love. Den engelske empirisme udgør altså den anden
store del af oplysningens grundlag.
De to ismer bliver forenet af den tyske filosof Immanuel Kant, og det er denne kombination der
udgør oplysningen.
Stilistisk set spiller klassicismen en stor rolle i oplysningen. Klassicismens drama har en meget
stram komposition, der bygger på fem-akts-modellen (fem-akts-dramaet) og Aristoteles’ tre
enheder.
I fem-akts-dramaet er der, som navnet antyder, kun fem akter, der hver har sin egen funktion, og det
er vigtigt, at forfatteren ikke kommer til at overskride de meget faste rammer, der er sat om hver
akt.
Modellen ser således ud:
1.akt: Eksposition:
Modsætningerne anslås, hovedpersonerne introduceres.
2.akt: Knude:
Konflikten bryder ud. Hovedpersonen uddybes.
1