Studieportalen.dk
Anna Hestbek Mørkeberg
Samfundsfag 3.g 2004
”Hvordan forebygger vi nye trusler, for verden står ikke stille, det er ikke End of History, der vil
stadig være nogle, som vil forsøge at udfordre den amerikanske verdensorden.”. Heurlin tilhører
den realistiske eller neo-realistiske tankegang og udtrykker netop den pessimisme, som er
kendetegnende for den retning. Hvad skal man så gøre ved de nye trusler, spørger han sig selv?
Realististerne anbefaler oprustning og afskrækkelse, og det er jo præcis hvad Heurlin også siger.
Der hersker stadig anarki blandt staterne - omend måske strukturelt, men USAs omgave er at
bevare sin position i hierarkiet, bevare sin plads som supermagt, og det gøres ved at varetage egne
nationale interesser. På journalistens spørgsmål om hvorfor amerikanerne offentligt lægger sig fast
på et raketskjold og dermed lægger sig ud med russerne og europæerne, svarer Heurlin netop at det
er for at sende signaler til omverdenen om USAs overlegenhed, men også til USAs egen
befolkning: ”Vi skal nok beskytte jer. Men så sandelig også udadtil”. Hovedopgaven er altså
sikringen af magt samt sikkerhed.
Heurlin anser også regeringens handlinger for motiveret af den klassiske realisme, men heri er
Vibeke Schou Pedersen ikke enig. Hun skriver i kronikken den 14. juni 2001 at fx netop
raketforsvaret bryder på centrale punkter den klassiske realismes logik. Heurlin skriver at USA
fortæller os at de inden for en overskuelig årrække vil være i stand til at opnå usårlighed, og det går
som Schou siger imod den opfattelse af at ifølge realismen er absolut sikkerhed er umulig.”Netop
evenen til at leve med usikkerhed er det centrale for realismen”.
Et andet punkt, hvor Schou angriber USA for at have misforstået realismens mening, er at for at
man kan fremme sin stats egne interesser må man skele til andres interesser og altså også operere
med en kollektivistisk forståelse af magt. Et punkt, som ellers mest kendetegner idealisterne og går
ud på at indgå i en overnational myndighed som FN, hvortil man må overgive en vis suverænitet.
Hun mener magt kræver mere end bare militær overlegenhed. Det kræver også intuition,
kompromisvillighed og fleksibilitet, og det er man kan leve med grader af sikkerhed. Det mener hun
ikke Bush-regeringen har. Schous egen holdning synes altså egentlig mere at bevæge sig over til
den idealistiske holdning i og med det menerhun man skal institutionalisere freden gennem
internationale organisationer.
Hun lægger ud med sætte sig selv sammen med en hel gruppe af kommentatere, som skulle have
den samme holding som hende efter at USA har afvist både Kyoto-aftalen og en nyt
missilforsvarsudspil. Man kan altså tolke det som en generel irritation af måske især europæere over
at USA på den måde kører deres eget løb, sætter sig selv højere end alle andre lande og tilsidesætter
evetuelle fællesinteresser for at fremme egne interesser. Schou citerer blandt andet nogle citater af
6