Biords-t: enormt morsomt (AA1)

Du skal huske –t’et på dine biord. Fejlen med at glemme sit –t på biordene sker ofte, når tillægsord bruges som biord:

  • Hun sang smukt. 
  • De arbejdede hårdt.
  • Klovnen var enormt sjov.  

Smuk, hård og enorm uden -t er alle tillægsord, men når de bruges som biord, altså når de beskriver måden noget gøres på eller graden af noget, skal der altså tilføjes et –t.

Video om biords-t: enormt morsomt

Biord skal som hovedregel ende på –t, men, der er dog nogle undtagelser. 

Skal fx der -t på disse eksempler? 

  • De sejlede roligt ned ad floden. Eller: De sejlede rolig ned ad floden. 
  • Du har gjort det enorm godt. Eller: Du har gjort det enormt godt. 
  • Det er heldigvis korrekt Eller: Det er heldigvist korrekt. 

Regel 1: Den første huskeregel siger at: når biordet beskriver måden noget gøres på, skal du altid sætte et –t på (dvs. er der tale om et mådesbiord, tilføjes et –t). Fx:

  • De sejlede rolig ned ad floden eller De sejlede roligt ned ad floden.

Her beskriver “roligt” måden de sejler på, og der skal derfor tilføjes et –t:

  • De sejlede roligt ned ad floden. 
     
  • Hun smilede venligt. Eller: Hun smilede venlig. 

Her beskriver “venligt” måden hun smiler på - hun gør det på en venlig måde og derfor tilføjes et –t.

Regel 2: Den anden huskeregel siger at: når biordet forstærker tillægsord eller andre biord, skal du sætte et –t på (dvs. er der tale om et gradsbiord, tilføjes et –t). 

En nem måde at finde gradsbiordene lyder, at hvis du kan udskifte ordet med “meget” eller “lidt for”, er der tale om et gradsbiord. Det ser sådan her ud: 

  • Løberen var enorm langsom Eller Løberen var enormt langsom. 

Enormt forstærker tillægsordet langsom. Han var ikke bare langsom, han var enormt langsom. 

Dobbelttjek ved at udskifte ordet med meget eller lidt for. Han var meget langsom. Det fungerer fint, og der er derfor tale om et gradsbiord, og vi skal derfor have –t på. 

Note: Det er ikke alle gradsbiord, der skal have –t til sidst. Hvis de ender på –lig og –ig er det valgfrit, men det er aldrig forkert at sætte –t’et på dem, så det er nu det sikreste. 

Huskeregel 3: Når der aldrig skal –t på. 

Ved biord som er ’født’ biord tilføjes ikke et –t. Der er her tale om ca. 20 ord, der aldrig skal have ’t på. Her er de 12 hyppigste: 

  • Aldrig 
  • Heldigvis
  • Henholdsvis
  • Muligvis
  • Naturligvis
  • Nemlig
  • Sandelig
  • Sandsynligvis
  • Sædvanligvis
  • Temmelig
  • Tilfældigvis 
  • Uheldigvis

Fødte biord betyder, at de ikke kan fungere som tillægsord. Du kan tjekke om der er tale om et født biord ved at prøve at bruge det som et tillægsord. Kan det ikke lade sig gøre, er der tale om et født biord, og du skal ikke have –t på. Lad os prøve med ordet “uheldigvis” som tillægsord:  

  • En uheldigvis mand. 

Det fungerer ikke, og der er derfor tale om et født biord. 

Eksempel:

  • Det heldigvist korrekt. Eller: Det er heldigvis korrekt. 

Kan ordet fungere som tillægsord? En heldigvis mand. Nej, det kan det ikke, og der er derfor tale om et født biord, og der skal derfor ikke noget –t på. Det er heldigvis korrekt. 

Huskereglerne lyder altså:

  • -t på, når biordet beskriver måden noget gøres på
  • -t på, når biordet forstærker tillægsordet
  • Ingen-t når biordet er født biord.