Af eller ad? (P2)

At få byttet rundt på “af” og “ad” er noget, der let kan ske. Ofte opstår fejlen ved, at du bruger ”af”, hvor der faktisk skulle have stået ”ad”, simpelthen fordi de to små ord i talesprog lyder ens. Det betyder, at du især skal lære, hvornår du skal bruge ”ad”. Har du styr på, hvornår du skal bruge ”ad”, så ved du automatisk også hvornår du skal bruge ”af”.

Det er ikke lige meget, om du bruger ”ad” eller ”af”, da dette lille ord kan have stor betydning for din sætnings betydning. Prøv at se et i eksemplet her:

  • Toget kørte ad sporet. (Alt er ok – “ad” betyder, at toget kører langs med sporet, med skinnerne under hjulene.) 
  • Toget kørte af sporet. (Ulykke! - her er der tale om, at toget kører væk fra sporet, hvilket selvfølgelige resulterer i en ulykke.)

Som du nok kan se, er det ikke helt lige meget, om du bruger ad eller af. Heldigvis findes der en forholdsvis enkel regel, der klarer de fleste situationer, og sikrer dig, at du for fremtiden ikke kommer til at bytte rundt på dem.  

Video om af eller ad

Hovedregel

  • Ad bruger man, når man skal beskrive en bevægelse:  gennem noget, over noget, langs med noget eller i retning af noget. 
  • Af bruger man i forbindelser, der betyder ”væk fra”. 

Ad

Hver gang du kommer i tvivl, om det skal hedde ad eller af, skal du prøve at tænke over den bevægelse, du vil beskrive. Hvis det, du vil beskrive, er en bevægelse: 

  • Gennem noget 
  • Over noget 
  • Langs med noget
  • I retning af noget 

så skal du bruge ad. Det er derfor vigtigt, at du husker på disse fire.

Eksempel: 

De fik elefanten ind ad/af døren. 

Ad eller af? Prøv at tænke over den bevægelse, der her beskrives. De fik elefanten ind [gennem] døren. Da bevægelsen, vi beskriver, er en bevægelse gennem noget, skal vi bruge ad. 

På samme måde med disse eksempler: 

  • Sveden løb ned ad/af ansigtet på ham. 
    • Sveden løb ned [over (noget)] mandens ansigt. Den virker, og du skal derfor bruge ad. 
       
  • De går hen ad/af landevejen. 
    • De går [langs med] landevejen. Derfor skal sætningen være med ad.
       
  • Hunden gøede ad postbudet. 
    • Hunden gøede [i retning] af postbudet. Derfor ad.

Af

Med “af” er det noget nemmere at huske, da du her kun skal huske på, at der er tale om en bevægelse væk fra noget. Det vil sige, at hvis du lige så godt kan skrive “fra” skal du bruge af. 

Eksempler: 

  • Han faldt ned af stigen. 
    • Han faldt ned [fra] stigen.

Her er bevægelsen væk fra stigen + at ordet kan udskiftes med fra. Der skal derfor bruges "af".

  • Spillerne kom ud af bussen. (Bevægelse væk fra bussen). 
    • Spillerne kom ud [fra] bussen.

Tænk over betydningen i sætningen

Som eksemplet med togene af/ad sporene viste, kan der være tilfælde, hvor man både kan bruge af og ad, men så har sætningerne altså vidt forskellig betydninger, som fx her: 

  • De kom op ad kirkegulvet. (gående) 
  • De kom op af kirkegulvet. (kravlende) 

Den første er højst sandsynligt den, man mener.

De kommer smukt gående op ad kirkegulvet, mens de kom op af kirkegulvet betyder at de rent fysisk kommer op af gulvet.

Øvelse

Test dig selv i af/ad her