Ligge/lægge, sidde/sætte (forveksling af udsagnsord) (VF4)

Problemet med at kende forskel på "ligge" og "lægge" er udbredt, og laver man fejl her, kan det også høres i det talte sprog.

Hovedreglen hedder: 

  • Lægge bruges, når der er tale om en bevægelse (både lægge og bevægelse indeholder et æ).
  • Ligge bruges, når der er tale om stilstand (både ligge og stilstand indeholder et i).

Video om ligge/lægge, sidde/sætte (forveksling af udsagnsord)

Eksempel på lægger

  • Jeg lægger blyanten på bordet.

Her bruges lægger. Når man lægger en blyant på et bord, så foretager man en fysisk bevægelse. Man bevæger hånden ned til bordet for at lægge blyanten.

Eksempel på ligger

  • Blyanten ligger på bordet.

Her bruges ligger, fordi blyanten ligger stille på bordet. Der er ingen form for bevægelse på spil her. 
 
Det er en god idé at prøve at forestille sig situationen, når man er i tvivl om, hvad man skal bruge. Hvis der er en form for bevægelse, dynamik eller handling i situationen, skal man bruge lægge. Er der stilstand og sker der ikke noget, skal man bruge ligge.

  • Jeg lægger mig ned.

Det kræver en bevægelse at lægge sig ned. Derfor lægge.

  • Jeg ligger ned.

Her ligger man allerede ned. Der er ingen bevægelse, men bare stilstand. Derfor ligge.

  • Hønen lægger æg.

Her er der også tale om en bevægelse, når ægget kommer ud. Derfor lægge.

  • Hønen ligger på æg.

Her ligger hønen stille og roligt på ægget. Ingen bevægelse. Derfor ligge.

Bøjningsformer

Det er også vigtigt at skelne mellem ligge og lægge i andre tider end nutid. Her er en kort tabel, der viser, hvordan de bøjes i andre former:

Navneform Nutid Datid Kort tillægsform
Ligge at ligge ligger har ligget
Lægge at lægge lægger lagde har lagt

I alle de andre tider er det den samme huskeregel, der skal bruges. 

At ligge: 

  • Han hader at ligge i sengen 
  • Han ligger i sengen 
  • Han lå i sengen 
  • Han har ligget i sengen. 

At lægge:

  • Han var ved at lægge an på pigen 
  • Han lægger an på pigen 
  • Han lagde an på pigen 
  • Han har lagt an på pigen

Tip: Byt ud med sidder/sætter

Hvis man er i tvivl om, om der er en bevægelse eller ej, er et andet godt tip at bytte ligge og lægge ud med sidde og sætte.

Sidde (med i) = ligge

Sætte (med æ) = lægge

Fx:

  • Jeg ligger tasken fra mig (jeg [sidder] tasken fra mig.)

eller

  • Jeg lægger tasken fra mig (jeg [sætter] tasken fra mig.)

Så kan du nemmere høre, hvad der er det rigtige ord: Det lyder meget bedre at bruge sætter end sidder i sætningen her. Da sætter erstatter lægger er den korrekte sætning:

  • Jeg lægger tasken fra mig.

Øvelse

Her kan du teste dig selv i ligge/lægge.