Tysk

Tysklands historie

28. maj 2006 af Malika
Hej allesammen.

Er der nogen der har noter om tyskland historie

På forhånd tak..

Brugbart svar (0)

Svar #1
28. maj 2006 af lassebrunø

har denne artikelsamling fra politikken i forbindelse med valget dernede:

Tysklands historie
Tyskland går til valg søndag. I ugen op til fortælles Tysklands dramatiske historie i de sidste 100 år.
Det er historien om et land, der rakte ud efter verdensherredømmet, en ambition, der kostede ufattelige lidelser og millioner af døde, den største moralske katastrofe i Europas historie.
Men det er også historien om viljen til demokrati og et opgør med fortidens dæmoner.
Af Steffen Heiberg – fra Politiken.dk

Kapitler:
1. Det wilhelminske Tyskland
2. Første Verdenskrig
3. Weimarrepublikken
4. Det nazistiske Tyskland
5. Anden Verdenskrig
6. Det delte Tyskland
7. Det genforenede Tyskland


Kapitel 1: Kejserens Tyskland. Militærstaten og fædrelandet blev en ideologi, der skulle camouflere mangelen på en fælles identitet.

Det tyske fædreland
Den 9. november er dagen, som går igen i Tysklands historie. Efter fire års krig, der havde kostet to millioner tyske soldater livet og påført civilbefolkningen sult og elendighed, abdicerede kejser Wilhelm 9. november 1918. Samme dag udråbte socialdemokraten Philipp Scheidemann den demokratiske republik, mens den senere kommunist Karl Liebknecht proklamerede den socialistiske republik. Det lykkedes dog at undgå en revolutionær udvikling efter russisk mønster.
Men den demokratiske republik var fra begyndelsen under angreb fra både højre og venstre. 9. november 1923 forsøgte Hitler at vælte republikken og demokratiet ved et statskup. Ølkælderkuppet i München mislykkedes, men varslede ondt for fremtiden. Den nazistiske ondskab blev demonstreret for hele verden natten mellem 9. og 10. november 1938. Det var Krystalnatten med brændende synagoger og angreb på jøders liv og ejendom. Og dog var Krystalnatten kun optakten til noget endnu værre. Vejen til Auschwitz og holocaust var åben.

Et delt Tyskland
Anden Verdenskrig efterlod et delt Tyskland med ødelagte byer og millioner af døde, men værst af alt var det uhyggelige moralske deficit. Hvordan kunne det ske, hvordan kunne en kulturnation, der har fostret kunstnergenier og intellektuelle giganter som Dürer, Leibniz, Goethe, Schiller, Mozart, Heine og Einstein, ende i sådanne udskejelser? Og så endelig Murens fald 9. november 1989, der førte til et genforenet demokratisk Tyskland. Denne gang synes demokratiet mere stabilt end i den republik, Scheidemann udråbte 9. november 1918.
Det nye Tyskland har ikke undgået økonomisk krise, og desillusionen i øst har været betydelig, men de antidemokratiske yderfløje har i modsætning til 1920'erne ingen gennemslagskraft. Trods lidt DDR-nostalgi og enkelte højtråbende nynazister har seks årtier med nazistisk og kommunistisk diktatur sat en effektiv stopper for de totalitære ideologiers tiltrækning.
Tyskerne selv og omverdenen har spurgt om årsagerne til det 20. århundredes politiske og moralske sammenbrud. Nogle har søgt forklaringen i konkrete økonomiske og sociale kriser, andre i desillusionen efter Første Verdenskrig, og atter andre har set både nazisme og kommunisme som produkter af det 19. århundredes tyske romantik. Der er blevet fokuseret på Preussens militaristiske tradition og på en påstået særlig tysk autoritetstro og undersåtmentalitet udviklet i de små absolutistiske fyrstestater før 1800.
Mange historikere har set Bismarcks afgang som tysk rigskansler i 1890 som en afgørende begivenhed. En næsten profetisk tegning fremkom i den anledning i det engelske vittighedsblad Punch. Her er Bismarck fremstillet som lodsen, der går fra borde, mens kejser Wilhelm står ved rælingen uden at forstå konsekvenserne af, at lodsen ikke vil være med længere. I hvert fald fik den selvbevidste og samtidig nervøse og usikre kejser store vanskeligheder med at holde det tyske statsskib på fast kurs.
Men det var ikke kun et spørgsmål om personer. Det tyske kejserrige, som Bismarck havde skabt i 1871, havde ingen klar historisk identitet. Fra begyndelsen var der en række indbyggede modsætninger. Selve kejserriget var blevet en slags overbygning over en række enkeltstater med vidt forskellig tradition og identitet. I det tyske kejserrige indgik hele fire kongeriger (Preussen, Sachsen, Bayern og Württemberg) samt nogle og tyve mindre fyrstendømmer. Det hele var baseret på Preussens overherredømme.
Den preussiske konge var efter konstruktionen tysk kejser. Men Preussen selv var et konglomerat bestående af store halvfeudale områder i øst og højt industrialiserede områder ved Rhinlandet og Westfalen. Disse områder var først kommet til Preussen efter Napoleonskrigene. Man kan ikke sige, at man følte det preussiske styre som egentligt fremmedherredømme, men industriherrer i Ruhr og godsejere fra Østpreussen havde ikke meget til fælles hverken mentalt eller med hensyn til økonomiske interesser.

Skizofren identitet
Den identitetsmæssige krise forstærkedes af, at en væsentlig del af den historiske identitet var knyttet til områder, der lå uden for det nye Tyskland. Gennem størstedelen af 1800-tallet havde de to største tyske stater, Preussen og Østrig, kæmpet om at beherske Tyskland. I høj grad takket være Bismarcks statsmandsgeni var Preussen gået af med sejren. Men konsekvensen var, at Østrig blev smidt ud af Tyskland.
Bismarck var ikke tysk nationalist. Han var preussisk kongetjener, og hans ambition var at styrke Preussen så meget som muligt. Ofte udtalte han sig hånligt om tysk patriotisme, »det tyske halløj«, kaldte han det. Samtidig brugte han den tyske nationalisme til at kitte sin preussiske stormagt sammen. Men at efterlade Østrig med Wien, det tysk-romerske riges gamle hovedby, uden for Tyskland var en fornægtelse af Tysklands historie. Det var som at konstruere et Frankrig uden Paris.
Oven i købet gik historikerne til angreb på 1700-tallets tysk-romerske rige som en uværdig stat præget af politisk og social opløsning, en periode, hvor overklassen fornægtede tysk folkeånd og i stedet efterabede alt fransk. Det var Haydns og Mozarts Wien, der på denne måde blev dømt ude af den tyske historie. Tysk identitet blev derfor skizofren, splittet mellem en statslig og en etnisk nationalisme.
Den herskende ideologi i den preussisk-tyske stat blev fædrelandet, 'das Vaterland', og en overdreven dyrkelse af statens symboler. Alle mulige statslige funktioner blev uniformeret. Sabler og epauletter blev standardudstyr for postmestre og stationsforstandere. Afdankede lærere mødte op til skolens årsfest i mølædte reserveofficersuniformer. I pakkerne under juletræet lå legetøjsuniformer til drengene. Og i den preussiske landdag og den tyske rigsdag gik ministrene på talerstolen i uniform og slog på sabelskæftet for at give argumenterne vægt.
Den preussiske militære tradition gjorde det kejserlige Tyskland til et stort uniformeret kostumebal. Dyrkelsen af fædrelandet kulminerede på Sedandagen, 2. september, årsdagen for den franske kapitulation ved Sedan i 1870. Det var fædrelandet som religion eller som ideologisk overbygning på en stat med store mentale forskelle på det lutheranske nord og det katolske syd.
Tyskerne var ikke ene om at fejre militære sejre. Det gjorde englændere og franskmænd også. Forskellen var, at i Tyskland fejrede man sejren, intet andet, mens de nationale festdage i Vesteuropa også var dyrkelsen af humanistiske og politiske idealer som menneskerettigheder og demokrati. Dyrkelse af fædrelandet betød ofte angreb på medborgere, der blev anset for 'fædrelandsløse', det gik især ud over socialdemokraterne og den internationale arbejderbevægelse. Men også jøder fik let denne kliché hæftet på sig, selv om antisemitismen i det wilhelminske Tyskland ikke var af samme omfang som i Østeuropa.
Ved siden af dyrkelsen af det tyske fædreland var der en etnisk nationalisme, som inkluderede tyskerne uden for den preussisk-tyske stat, især i Østrig-Ungarn. Ofte var definitionen af tyskhed aggressiv. Historikere og sprogfolk lavede store etniske og sproglige udviklingsmodeller, der endte med at vise, at hollændere, flamlændere og andre 'germanske' folk sådan set også var en slags tyskere.
En af de mere spektakulære påstande var, at jyderne, i hvert fald vestjyderne, i virkeligheden var tyskere, fordi man i vestjysk ved bøjningen af navneord i modsætning til andre danske dialekter har foranhængt artikel, ikke manden, men 'æ man'. Den slags skræmte. Johannes Steenstrup, en førende dansk historiker, følte det nødvendigt at gendrive vrøvlet.

I førertrøjen
Industrialiseringen havde skabt en arbejderklasse, som var organiseret i det tyske socialdemokrati, SPD. Den tyske rigsregering såvel som enkeltstaterne bekæmpede arbejdernes organisationer, samtidig med at man ved hjælp af en ganske omfattende sociallovgivning søgte at lukke dampen ud af den sociale trykkoger. Berlin, der omkring 1800 havde et folketal på 150.000, var i 1920 nået op på mere end 4 millioner.
Fra alle sider, men især de fattige landbrugsområder i øst, strømmede indvandrere til industriområderne og de stadigt voksende storbyer. Storbyerne blev anset for farlige. Der var slum og fattigdom, desuden fristelser, der kunne føre i fordærv. Og for så vidt var den borgerlige frygt berettiget. Berlin var fuld af intellektuelle og kulturelle subkulturer. Her smeltede politisk radikalisme, kunstnerisk avantgardisme og kønslig frigjorthed sammen i en fælles front mod kejserdyrkelse, Sedanhysteri og hele det uniformerede halløj.
Takket være arbejderbevægelsernes organisationer og den statslige socialpolitik, der ikke var velfærdspolitik i moderne forstand, var Tyskland socialt dog mere stabilt end England og USA. Man har brugt betegnelsen statskapitalisme om Sovjet efter 1945, men der giver det ingen mening. Tyskland før 1914 repræsenterede derimod en organiseret kapitalisme reguleret gennem delvis statsstyrede karteller. Organisation og rationel anvendelse af ressourcerne betød, at Tyskland omkring 1900 havde overhalet England industrielt.
Tyskerne kunne konkurrere både på kvalitet og pris, hvilket man var længe om at erkende på den anden side af Nordsøen. For at advare de engelske forbrugere mod udenlandske produkter skulle disse mærkes med angivelse af oprindelseslandet, men 'Made in Germany' virkede mod hensigten. Det blev et kvalitetsstempel.
Et væsentligt grundlag for succesen var et fremragende uddannelsessystem, bedre end i andre lande. Tyske universiteter var i den videnskabelige førertrøje. Inden for stort set alle videnskaber var det tyske forskere, som definerede de faglige standarder. Einstein, hvis akademiske karriere var længe om at tage fart, og Max Planck er blandt de stjerner, som de tyske universiteter producerede.
Men også på universiteterne finder vi de mærkværdigste modsætninger. Ud over den mest avancerede undervisning i verden var det dueller i form af mensurfægtning og nationalistiske ritualer. Et ar på kinden pådraget i mensurfægtning var det egentlige akademiske borgerbrev. Mensurfægtningen var ingen gammel tradition; den var udtryk for militariseringen af normerne hos 1800-tallets akademiske ungdom.
Trods vældige stigninger i produktion og eksport var den tyske økonomi i ubalance med dundrende underskud på både statsbudget og betalingsbalance, hvilket skyldtes et enormt offentligt forbrug. Militæret kostede astronomiske summer, udgifterne til sociale ydelser var større end i andre lande, dertil et ressourcekrævende, offentligt støttet boligbyggeri i de hastigt voksende industribyer. Heller ikke her hang tingene sammen.

Mental forgiftning
Tyskland var således spækket med modsætninger. Verdens bedst organiserede industri rammet ind af et halvfeudalt politisk system, hvor store industrialister dårligt nok havde samme sociale anseelse som en uniformeret embedsmand. Verdens bedste universiteter pakket ind i absurde nationalistiske ritualer, Europas stærkeste økonomi, men i voldsom ubalance på grund af enorme militærudgifter, en storbykultur med livsformer og normer, der udfordrede det uniformerede og autoritære embedsborgerskab.
Dertil en uklar historisk identitet, som blev kompenseret ved en overdreven dyrkelse af fædrelandet. Nationalisme og fædrelandskult var ikke noget specielt. Tysklands ulykke var i en vis forstand 1800-tallets militære sejre. I Danmark var der lige så meget national tågesnak. Men nederlaget i 1864 rev sløret fra øjnene og tvang de danske ledere til realistisk erkendelse af virkeligheden, mens folkeånden blev sendt på højskole. I Tyskland betød 1800-tallets militære sejre, at moderniteten blev kombineret med national irrationalisme.
Det kejserlige Tyskland var ingen aggressiv stat. Udenrigspolitikken var gennemgående fredelig. Det var heller ikke Tyskland, der startede Første Verdenskrig. Men den kulturelle og sociale ubalance i et samfund præget af konflikt mellem modernitet og en irrationel fædrelandsdyrkelse kombineret med en uklar historisk identitet resulterede i en skinger politisk retorik, man kunne møde på alle niveauer i det tyske samfund.
Omverdenen brød sig ikke om Alldeutsches Verbands politiske pamfletter med europakort, hvor Holland, Belgien, Danmark, Norditalien og store dele af Østeuropa var inkorporeret i et etnisk Tyskland. Det var ikke officiel udenrigspolitik, men symptom på en mental forgiftning, der skulle få uoverskuelige konsekvenser som følge af den desillusion, som blev resultatet af Første Verdenskrig. Mere herom i morgen.

Kapitel 2: Den tyske drøm om verdensherredømme fører til Første Verdenskrigs skyttegravshelvede, sult og intet nyt fra Vestfronten.

Drømmen om verdensmagten
Første Verdenskrig fra 1914 til 1918 er den store katastrofe i Europas historie. Med 10 millioner unge mænds død var den et moralsk sammenbrud uden fortilfælde. Det gamle samfund var uhjælpeligt kompromitteret, døren åben for totalitære ideologier som kommunisme og senere nazisme.
Krigsudbruddet i 1914 er formentlig det bedst udforskede enkeltspørgsmål i verdenshistorien. Alligevel er det uklart, hvorfor krigen kom. Det begyndte 28. juni med mordet i Sarajevo på det østrigske tronfølgerpar begået af en serbisk nationalist. Mordet udløste et østrigske ultimatum til Serbien, man ville gøre op med den serbiske nationalisme, som var en dødelig trussel mod det multinationale østrig-ungarske imperium.
Det østrigske ultimatum fik Rusland på banen. Tsarriget begyndte at mobilisere, mens Tyskland bakkede Østrig op. 1. august erklærede Tyskland krig. Statsmænd i alle lande syntes kollektivt opgivende og resignerede, det var, som om alle mente, at opgøret var uundgåeligt. Oveni kom en god portion kynisme. Inden for den tyske ledelse var der kredse, som ønskede et opgør med Rusland, mens Tyskland endnu havde et industrielt forspring. Tyske politikere og industriledere vurderede, at den russiske industriproduktion ville overhale Tysklands i løbet af 10-20 år. Det gjaldt om at slå til i tide.

Offentlighedens begejstring
Modsætningen til de opgivende statsmænd var offentlighedens larmende begejstring. Der havde ikke været stormagtskrig i Europa siden 1871. Man havde glemt, hvad krig var. I det militariserede Tyskland, men også i andre lande, var forestillingen om krigen blevet romantiseret. »Det er ikke krigsfaren, men fredsfaren, man skal tage sig i agt for«, lød et berygtet udsagn. Alle havde tilsyneladende fået solstik i den varme sommer. Men heller ingen kunne forestille sig det industrialiserede massemord, der skulle komme.
På et fotografi af den ophidsede mængde på Odeonplatz i München har man kunnet udpege den 25-årige Adolf Hitler, der senere skrev i Mein Kampf: »overvældet af stormende begejstring faldt jeg på knæ og takkede Forsynet for den lykke, det var at opleve denne tid«. Hitler var ingen afviger, han repræsenterede den kollektive psykose. Det betyder ikke, at alle tyskere og europæere var for krigen. Mange havde håbet og troet, at Socialdemokratiet og arbejdernes internationale solidaritet ville gøre krigen umulig. Illusionen brast. De tyske socialdemokrater stemte for krigsbevillingerne, mens kejser Wilhelm brølede: »Jeg kender ikke længere partier, kun tyskere«.

Krig på to fronter
Tysklands problem var tofrontskrigen. Krig mod Rusland var nemlig ensbetydende med krig mod Frankrig. Det havde den tyske generalstab taget højde for. Den såkaldte Schlieffen-plan, opkaldt efter den officer, der havde udarbejdet planen, gik ud på at knockoute Frankrig med det samme, hvorefter man kunne vende sig mod Rusland, hvis mobilisering man regnede med ville tage lang tid. Schlieffen-planen var hasard.
Den forudsatte, at den tyske hær marcherede gennem det neutrale Belgien, så man kunne omringe Paris fra nord og vest. Men angrebet på Belgien fik Storbritannien til at gå med Frankrig og Rusland. Tyskerne havde håbet, at englænderne ville nøjes med diplomatiske protester, men det var en illusion. England følte sig moralsk forpligtet til at forsvare folkeretten, afgørende var det dog, at det tyske angreb i Belgien blev anset for en strategisk trussel mod Englands flådemagt.
På få uger fik Tyskland mobiliseret fire millioner soldater og placeret dem ved to fronter, en formidabel logistisk bedrift. Men så gik det galt. Paris blev ikke erobret. Schlieffen-planen blev en fuser, tofrontskrigen en realitet. Den tyske krigsførelse blev fra nu af defensiv - man gemte sig i skyttegravene, mens de allierede hamrede løs med artilleri og mere eller mindre hovedløst løb storm mod de tyske linjer. Amiens, St. Quentin,Arras, Passchendaele var navne, der gik igen i krigskommunikéerne de næste tre år. Kun én gang forsøgte tyskerne sig med en offensiv. Det var ved Verdun i 1916, hvor omkring 700.000 tyske og allierede soldater på et halvt år satte livet til på 30 km frontstykke.
Lige så blodig og resultatløs var den engelske offensiv ved Somme samme år. De ufattelige tab skyldtes, at forsvaret var angrebet overlegent, maskingeværer og artilleri stoppede ethvert fremstød, giftgas var med til at gøre dette til helvede på jorden, som det er beskrevet i Erich Maria Remarques roman 'Intet nyt fra Vestfronten'. Det er bogen om nervøs venten, dårlig mave, kammeratskab, opofrelse, desillusion og resignation, fremmedgørelse i forhold til familie, og et civilt samfund, der ingen forudsætninger havde for at forstå livet ved fronten.

USA ind i krigen
Men også det civile samfund led, kræfterne var anspændt til det yderste, den britiske blokade førte til underernæring og langsom demoralisering. Det indlysende middel til at bryde blokaden var den flåde, der med stor bekostning var opbygget før 1914, men da det kom til stykket, turde man kun bruge den defensivt.
I stedet satte man sin lid til ubådene, angreb på handelsskibe skulle overskære Englands forbindelseslinjer og tvinge landet i knæ. Ubådskrigen blev en fiasko, englænderne garderede sig med konvojer; værre var det, at ubådskrigen betød, at det sultende blokaderamte Tyskland fik den neutrale opinion mod sig. Det var ikke ubådene, der fik USA til at gå ind i krigen i 1917, men sammen med et klodset tysk intrigespil i Mexico, gjorde de det muligt for præsident Wilson at overbevise opinionen.
Den amerikanske indtræden i krigen kom på et tidspunkt, hvor England og Frankrig var ved at forbløde. For Tyskland gjaldt det om at få krigen i vest afgjort, inden den amerikanske blodtransfusion virkede. Den russiske revolution betød, at Tyskland kom fri af tofrontskrigen.
Det kommunistiske Rusland blev tvunget til at slutte den meget hårde fred i Brest-Litovsk i begyndelsen af 1918, der gav Tyskland kontrol med store landområder i øst, en vældig forøgelse af det ressourcemæssige grundlag for krigsførelsen. Lige så vigtigt var det, at man fik frigjort en million soldater, der nu kunne sættes ind på Vestfronten.
Den store tyske offensiv, der begyndte 21. marts 1918, var det sidste forsøg på en militær afgørelse. Tyskland havde ikke haft nogen politisk plan for krigen. Men krigen satte gang i fantasierne. Der dukkede tanker op om permanent indlemmelse af Holland (som ikke var med i krigen), Belgien og Nordfrankrig samt en storstilet kolonisering af Østeuropa. Drømmen om verdensherredømmet havde meldt sig.
Rigsdagens flertal derimod ville have fredsforhandlinger. Det fremkaldte en protestskrivelse fra 1.100 universitetsprofessorer, der så fredsforhandlinger som kapitulation. I skrivelsen blev det påstået, at de folkevalgte rigsdagsmedlemmer i dette spørgsmål ikke repræsenterede folkeviljen. Det gjorde professorerne åbenbart.

Planløs offensiv
Men folkeviljen kunne ikke vinde krigen. Ganske vist kom Paris igen inden for rækkevidde, men offensiven var underlig planløs. Man angreb først et sted, så et andet, i håb om at finde de allieredes svage punkt. Alle offensiver kørte fast. Dertil kom, at den tyske krigsførelse, trods professorernes snak om folkeånd og en særlig tysk ethos, manglede overordnede idealistiske mål. Præsident Wilson er ofte blevet karakteriseret som naiv idealist. Men i sine berømte '14 punkter' formulerede han idegrundlaget for en verdensorden baseret på demokrati, national selvbestemmelse og universelle moralske værdier, der repræsenterede et reelt alternativ til både militarisme og bolsjevisme.
I efteråret 1918 var spillet ude for Tyskland. Dets allierede faldt fra, befolkningen havde fået nok, flåden gjorde mytteri, den sociale revolution truede. 9. november abdicerede kejser Wilhelm II, to dage senere fulgte våbenstilstanden. Tyskland havde tabt efter at have ført krig mod bogstaveligt talt resten af Verden. To millioner tyskere var faldet i krigen, mange flere var de invalider, der humpede rundt på torve og banegårde, civilbefolkningen var udhungret af blokaden. Spørgsmålet var nu: Hvad ville verden stille op med Tyskland, og hvordan ville Tyskland forholde sig til verden?


Kap. 3: Weimar-republikken måtte slås med store forskelle i opfattelsen af demokratiet og med inflation og økonomisk krise. Imens blev Tyskland delt i en omfattende kulturkamp mellem traditionalisme og modernitet. Eller mellem Berlin og resten af landet.

Kampen mellem demokrati og fædreland
Tysklands demokratiske mønsterforfatning blev underskrevet i Weimar i august 1919. Men fra begyndelsen havde Weimar-republikken et legitimitetsproblem. Den nye republik blev identificeret med freden i Versailles, som mange oplevede som ydmygende. Ganske vist var det det kejserlige regime, som havde kastet Tyskland ud i den tabte krig. Men det var Socialdemokratiet og republikken, der kom til at betale regningen. Socialdemokratiet, der i vinteren 1918-19 reddede landet fra kaos og fik forhindret, at den tyske revolution endte med proletariatets diktatur efter russisk forbillede, kom til at slås med dolkestødslegenden, myten om den ubesejrede fronthær, der blev stukket ned bagfra af fædrelandsløse socialdemokrater og jøder.
Venstrefløjen kritiserede Socialdemokratiet for at have forrådt den socialistiske revolution, højrefløjen anklagede partiet for at svigte fædrelandet.
Forsøg på at vælte republikken skortede det ikke på. I München sad der en overgang en Sovjetregering, i 1920 forsøgte konservative officerskredse et kup i Berlin, i oktober 1923 kom det til en kommunistisk opstand i Hamburg, 14 dage senere, 9. november, fulgte Hitlers mislykkede kupforsøg i München.

Historikerne har ofte givet Versaillesfreden skylden for det politiske kaos. Man har ment, at de allierede i egen selvforståelse burde have givet Tyskland de indrømmelser, som kunne have styrket de tyske demokratiske politikeres prestige. Det er en forenkling. For den tyske højrefløj var hovedfjenden demokratiet. Men Versailles var et brugbart symbol i den antidemokratiske agitation.
I virkeligheden var Versaillesfreden relativt moderat. Etableringen af den polske korridor og fristaden Danzig var ganske vist ikke genial statsmandskunst, men i sammenligning med mange tidligere europæiske fredsslutninger var Tysklands landafståelser begrænsede og berørte ikke rigets kerneområder. Tyskland selv var gået ganske anderledes hårdt til værks i den fred, det havde dikteret det kommunistiske Rusland i Brest-Litovsk halvandet år tidligere.
Eftertiden har set de krigsskadeerstatninger, Tyskland skulle betale, som det egentlige onde, men bortset fra, at de blev sat urealistisk højt, var erstatninger ikke noget nyt fænomen i europæisk historie. Den konkrete hensigt var at sikre de allierede økonomisk kontrol med Tyskland i en årrække. Erstatningerne blev begrundet med de ødelæggelser, den tyske krigsførelse havde påført Frankrig og Belgien, i højrefløjens nationalistiske propaganda blev det til, at Tyskland havde påtaget sig skylden for krigen, hvad der ikke var tale om. Men påstanden om den såkaldte krigsskyldsparagraf kunne bruges til at underminere republikkens nationale legitimitet.

Inflation og krise
Erstatningerne har fået skylden for den tyske hyperinflation i 1923, hvor pengevæsenet løb løbsk, på et tidspunkt kostede en dollar mere end 4 billioner mark. Inflationen var en følge af, at krigen og senere krigsskadeerstatningerne i vidt omfang var finansieret ved at lade seddelpressen køre. Medvirkende til det økonomiske kaos var, at franskmændene havde besat Ruhr, da man mente tyskerne saboterede erstatningerne. Resultatet var strejker, der satte produktionen i stå. Det lykkedes dog at få inflationen under kontrol, en ny guldmark blev fastsat til en billion (1.000.000.000.000) papirmark. Men inflationen havde kostet mange mennesker deres opsparing, andre var til gengæld sluppet ud af deres gæld. Det var en omfordeling, der ville noget.
Med inflationen under kontrol fulgte en vis stabilisering, både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk. Gennem den såkaldte 'opfyldelsespolitik' lykkedes det at få forholdsvis overkommelige aftaler omkring krigsgælden, Tyskland blev medlem af Folkeforbundet og var ikke længere udstødt af det gode selskab. Stabiliteten kunne aflæses indenrigspolitisk. Socialdemokratiet genvandt noget af sin tidligere styrke, mens de yderligtgående højrefløjspartier, herunder Hitlers nazister gik tilbage. 12 mandater svarende til 2,5 procent af stemmerne var alt, hvad nazisterne fik ved valget i 1928. Men så kom den store verdenskrise i 1929 med fallitter og fabrikslukninger. For anden gang inden for ti år mistede middelklassen sine penge, mens arbejdsløshedstallet steg til mere end seks millioner.
Den økonomiske krise fik øjeblikkeligt politiske konsekvenser. Ved valget i 1930 fik Hitlerbevægelsen hele 107 mandater. Da også kommunisterne gik frem, kunne yderfløjene i modsætning til begyndelsen af 1920'erne blokere arbejdet i Rigsdagen. Regeringen måtte regere ved hjælp af dekreter, mens kommunister og nazister sloges i gaderne. Ved folkekøkkenerne stod de sultende i kø for at få et måltid mad, andre gik til pantelånerne med deres vielsesringe og arvede guldure for at skaffe penge til huslejen. Tyskland var tilbage i kaos, gadekampe og desillusion.
Økonomisk og politisk kaos er de gængse forklaringer på Hitlers fremgang. Dertil kom, at det ikke var lykkedes at gøre demokratiet til en del af tysk identitet. Fædreland og demokrati blev gjort til modsætninger. Og man skal huske, at stort set alle voksne tyskere i 1920'erne var opdraget i den kejserlige fædrelandskult. Samtidig var Tyskland en delt nation, ikke politisk og geografisk som efter 1945, men mentalt. Der var langt fra Østpreussens skove til vinmarkerne ved Mosel, pommerske fiskere levede i en anden virkelighed end kulminearbejdere i Ruhr.

To verdener
Det store skel gik mellem Berlin og resten af Tyskland. Landet havde mange betydelige byer: Hamburg, Leipzig, Dresden, Köln, München o.s.v., byer med en halv til trekvart million indbyggere. Men Berlin var med mere end fire millioner, fem-ti gange større, en gigantisk metropol af en karakter som aldrig var set i Tysklands historie. Samtidig var Berlin en ny by, ganske vist 700 år gammel, men indtil begyndelsen af 1800-tallet en beskeden stad, som først Tysklands samling gav vokseværk.
Byen havde ikke samme historiske forankring som de vesteuropæiske storstæder som London og Paris. Berlin var præget af traditionsløs modernitet, der forstærkedes af, at kejseren var væk og gadebilledet ikke længere domineret af parader og hærens uniformer. Selve byens centrum flyttede sig væk fra de preussiske monumentalbygninger på Spree-øen og langs Under den Linden til Kurfürstendamm og Tauentzienstrasse med stormagasiner, biografpaladser, teatre, gallerier og kabareter. Åndslivet var fremadrettet, byen blev et laboratorium for moderniteten, i endnu højere grad end Paris.
Traditionelle udtryksformer inden for kunst og litteratur blev forkastet, det samme gjorde traditionel borgerlig livsstil. Fri sex var ikke noget, der blev introduceret af 1960'ernes ungdomsoprør. Det blev praktiseret til overmål af 1920'ernes berlinske kulturelite. Kunstnerisk avantgardisme var forbundet med politisk radikalisme, som regel i tilknytning til kommunisterne. Otto Dix, Georg Grosz, Conrad Felixmüller og Bertolt Brecht brugte billeder og tekster i politisk og social agitation. Ekspressionismen blev venstrefløjens billedsprog.
Weimarårene var tysk films storhedstid, Fritz Lang skabte 'M' og 'Metropolis', Georg von Sternbergs 'Die blaue Engel' gjorde Marlene Dietrich verdensberømt, Ernst Lubitch instruerede sine farcer, et ungt talent var Billy Wilder. En dansk aktie i tysk films storhedstid er Asta Nielsen. Også Garbo begyndte i Berlin.

Kulturkamp
Tyskland og Berlin var forskellige verdener. Nazisterne havde på forhånd opgivet at erobre det intellektuelle Berlin. I stedet koncentrerede man sig om at bemægtige sig akademiske miljøer uden for storbyen. Mange af Tysklands universiteter lå i små eller mellemstore byer. Her var de professorer, for hvem fædrelandet stadig var en religion. Overalt var der proletariserede embedsmænd og småborgere, der havde sparet forgæves op, og som i Berlin så et Sodoma skabt af demokrati og moderne kunst. Tyskland omkring 1930 var økonomisk i krise, politisk desillusion, gadeslagsmål mellem kommunister og nazister, men måske mest af alt en gigantisk kulturkamp mellem tysk traditionalisme og berlinsk modernisme.
Tyskland var fortsat et samfund uden fælles identitet. Det betød en eksistentiel forvirring, der ikke alene satte demokrati-forsvaret ude af kraft, men også almindelige moralske værdier. Herom i morgen.


Kap. 4: Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 gav indtryk af effektivitet og ordnede forhold, men betød også moralsk sammenbrud og den største hjerneflugt i historien.

Nazismen som samfundsorden
Det Tyskland, som i 1933 blev overtaget af nazisterne, var i mange henseender verdens førende nation. Den faglige standard på universiteter og læreanstalter var den højeste i verden, og intet land havde en så veluddannet befolkning. Berlin var ikke alene Tysklands hovedstad, det var Europas kulturby nummer 1 - kun Paris var jævnbyrdig. Berlin var også den førende filmby, Babelsberg var endnu foran Hollywood.
Alt dette blev sat over styr som følge af den nazistiske magtovertagelse, der betød den største hjerneflugt i historien. Videnskabsmænd, forfattere, skuespillere og kunstnere forlod landet i stort tal. Især USA profiterede af intelligensens flugt. Einstein og Thomas Mann kender de fleste, men hvem tænker på, at Billy Wilder, der instruerede 'Ingen er fuldkommen', engang hed Wilhelm Wilder og kom fra det berlinske miljø (han er dog født i det gamle Østrig-Ungarn). Det er tvivlsomt, om Tyskland nogensinde har overvundet følgerne af intelligensens flugt. Det betød ikke, at det nazistiske Tyskland var uden kreative genier. Der var en Leni Riefenstahl, som instruerede regimets propagandafilm, og hvis optagelser fra olympiaden i Berlin i 1936 og de store partidage i Nürnberg var en så effektfuld iscenesættelse af det nye regime.
En betydelig del af de flygtede var jøder. De kom af sted i tide og undgik holocaust og Anden Verdenskrigs udryddelseslejre. I tysk historie var der intet, der umiddelbart pegede på et sådant moralsk sammenbrud. Der havde været jødeforfølgelser i ældre tid, men det havde der også været i andre lande. Preussen var et af de lande, hvor jøderne tidligst fik almindelige borgerrettigheder. Antisemitismen var tilsyneladende mindre udtalt end i Østrig og Wien, og der var ikke pogromer som i Rusland. Tværtimod så den tyske offentlighed pogromerne som vidnesbyrd om Ruslands tilbagestående civilisatoriske stade.

Nyt jødehad
Jøder havde før Første Verdenskrig fremtrædende positioner i erhvervsliv, politik og kunst. Det wilhelminske Tysklands store kunstnernavn var Max Liebermann, en impressionistisk maler på niveau med de store franskmænd. Liebermann har i øvrigt malet det bedste billede, vi har af Georg Brandes. Det hænger i Kunsthalle i Bremen.
En anden jøde med en fremtrædende position var Walther Rathenau, der organiserede den tyske krigsøkonomi under Første Verdenskrig, og som senere blev udenrigsminister. Hans forsøg på en forståelsespolitik i forhold til de allierede bragte ham i konflikt med nationalistiske kredse, og han blev myrdet 1922. Rathenaus jødiske baggrund blev brugt i angrebene på ham, et vidnesbyrd om, at en farlig og irrationel kobling mellem antisemitisme og nationalisme var under udvikling. Det var vanskeligt at finde en person, der havde gjort fædrelandet større tjenester end Rathenau.
Det hævdes ofte, at Hitler kom til magten ad parlamentarisk vej. Det er ikke rigtigt, normal parlamentarisk statsskik var for længst sat ud af kraft - i øvrigt for at holde Hitler fra magten. Tyskland blev regeret ved hjælp af præsidentdekreter. Men partiets fremgang ved rigsdagsvalgene gjorde, at det ikke kunne negligeres. Regeringen fra 30. januar 1933 var en koalition mellem NSDAP og diverse konservative partier domineret af preussiske junkere og officerer. De anså Hitler for en barbar og udannet tølper, men troede, at de kunne bruge ham som redskab for deres egen konservativ-nationale revolution.

De Lange Knives Nat
Når junkerne bildte sig ind, at de havde styr på Hitler, skyldtes det snævre sociale og familiære relationer til officerskorpset og Rigsværnet. Men Hitlers stormtropper, S.A., beherskede gaderne, dertil kom, at Hitler og nazisterne besad en handlekraft og hensynsløshed, som kom fuldstændig bag på de konservative regeringspartnere. Rigsdagsbranden, der sandsynligvis var anstiftet af nazisterne selv, blev et påskud til at sætte de sidste rester af parlamentarisk styre ud af kraft. Fagforeningerne blev forbudt, det samme gjorde de politiske partier, modstandere af den nye orden blev sendt i koncentrationslejre. De Lange Knives Nat 30. juni 1934 blev mulige konkurrenter til Hitler inden for nazipartiet likvideret; samtidig myrdedes fremtrædende officerer. Virkningen udeblev ikke. Da præsident Hindenburg døde en måned efter, aflagde officererne uden modstand ed til Hitler.
Eftertiden har altid undret sig over, hvor let Hitler kunne udradere demokratiet og magtfulde samfundsinstitutioner som fagforeningerne og Rigsværnet. Ingen kan sige, at de ikke var advaret. Intentionerne stod at læse i 'Mein Kampf'. Det går heller ikke kun at skyde skylden på økonomisk krise, krisen ramte lige så hårdt i England og USA, uden at demokratiet kom i fare.

Drømmen om storhed
Den nationalistiske propaganda spillede uden tvivl en stor rolle. Næsten alle, der var voksne i 1930'erne, var opdraget med kejsertidens dyrkelse af fædrelandet. Der var også nationalisme i England og Frankrig, men her var den i en helt anden grad knyttet til moralske og etiske idealer, i Frankrig var det menneskerettigheder og den franske revolutions lighedsideologi, i England var den nationale identitet knyttet til den parlamentariske tradition, individuel frihed og troen på Storbritanniens som civilisatorisk budbringer til hele verden. Tysk nationalisme havde intet ideal ud over national storhed. Første Verdenskrig var endt med et nederlag, selv om det blev bortforklaret med diverse dolkestødslegender. Men under krigen havde der været perioder, hvor sejren syntes inden for rækkevidde, her var drømmen om verdensherredømmet blevet undfanget.
1920'ernes konservative tyske ideologer skræmtes af det uhyre, de selv havde været med til at fremkalde. De kastede sig over æstetikken og gik i indre eksil, i modsætning til det intellektuelle venstre, der i vid udstrækning drog i udenlandsk eksil. Men også venstrefløjen havde svigtet ved sit sværmeri for en kommunistisk inspireret kulturradikalisme i stedet for at støtte SPD og Weimarkoalitionens kamp for republikken og demokratiet.
Efter at have erobret den politiske magt bestræbte nazisterne sig på at knuse den berlinske modernitet, som man stadig så som et ideologisk modbillede. Udtryk herfor var bogbrændinger og kampagnerne mod moderne 'entartet' kunst. Det gik bl.a. ud over Max Liebermann.

Ordnede forhold
Trods terror og forfølgelse af anderledes tænkende steg regimets anseelse i de følgende år, hvad der i reglen forklares med, at man fik bugt med arbejdsløshed og social nød gennem oprustning og anlæg af autobaner. Der er heller ingen tvivl om, at mennesker, der ikke gav sig af med politiske og moralske refleksioner, og som ikke var så uheldige at være af jødisk afstamning, i mange tilfælde har følt, at ordnede forhold var vendt tilbage.
En anden grund til den nazistiske succes var, at partiet gav de oversete identitet. På lokalt plan gennemførte nazisterne en social revolution i den forstand, at partiet gerne gav outsidere og ubetydeligheder position og dermed identitet. Hvordan fremgår af i Edgar Reitz' filmepos 'Heimat', hvor den godmodige Eduard Simon bliver borgmester i den lille by, stærkt bakket op af sin ambitiøse hustru, som han ved et tilfælde havde samlet op på et berlinsk bordel. 'Der Eduard's problem var et jødiskklingende efternavn, som nødvendiggjorde adskillige kirkebogsundersøgelser, før positionen var sikret. Som person udtrykker Eduard den banalitet, som Hannah Arendt fandt karakteristisk for Adolf Eichmann, der administrerede massemordet på jøderne.
Når Hitlerstyrets anseelse steg i årene efter 1933, hang det også sammen med velfærdspolitikken, der især gik ud på at forbedre børnefamiliernes situation. Man præmierede ganske enkelt børneavl og dyrkede moderskabet. Både i og uden for Tyskland misforstod man intentionerne med den nazistiske familiepolitik. Mange priste, hvad de troede var en tilbagevenden til traditionelle borgerlige familienormer og et opgør med Weimartidens frigjorte berlinske erotik. Det var en fejlfortolkning af dimensioner.
Nazisterne afskaffede begrebet 'uægte' børn, og gængse borgerlige normer omkring graviditet uden for ægteskabet blev afvist. Naturligvis var der ikke tale om progressive humanistiske foranstaltninger. Til grund lå den perverterede nazistiske befolkningspolitik, hvis hensigt var at få unge, sunde kvinder til at formere sig, dels for at forbedre 'racen', dels for at styrke det befolkningsmæssige grundlag for ekspansionspolitikken. Nazismen var en krigsideologi.
Ironisk nok skulle det vise sig, at den nazistiske moderskabs- og familieideologi endte med at virke mod hensigten. Den gjorde det nemlig umuligt for Tyskland at mobilisere kvinderne i krigsindustrien i samme grad som hos de allierede, hvilket i væsentlig grad bidrog til Tysklands endelige nederlag i Anden Verdenskrig, emnet for næste artikel.


Kap. 5: Nazismen var en krigsideologi, hvis mål allerede fra 1933 var at gøre Tyskland klar til krig. Enhver modstand i hæren blev brutalt fjernet i løbet af 1937 og 38, så Hitler kunne lancere sin aggressive udenrigspolitik, som i starten fejrede triumfer. Eftertiden har siden undret sig over ikke mindst Frankrigs passivitet i 1939, da vejen til Berlin reelt stod åben.

Den totale krig
Mens diskussionen om årsagerne til Første Verdenskrig aldrig har fundet en egentlig afklaring, har der aldrig været tvivl med hensyn til Anden Verdenskrig. Krigen blev udløst af Hitler. Nazismen var en krigsideologi, allerede fra 1933 var målet at gøre Tyskland klar til krig. I 1937 redegjorde Hitler over for hærledelsen for sine planer om en krig senest i 1943 og for en tysk kolonisering af Østeuropa. Inden for officerskorpset var der modstand mod krigsplanerne, men kritikerne blev renset ud i løbet af 1937 og 38. Da Hitler iværksatte sin aggressive udenrigspolitik i 1938, forsøgte kredse inden for hæren for sidste gang at stoppe ham.
Noget tyder på, at tyske officerer i forbindelse med den tjekkiske krise endog søgte kontakt med den engelske regering. Englænderne turde dog ikke bygge på de uklare henvendelser, i stedet indgik man overenskomst med Hitler i München. Appeasementpolitikken er blevet symbolet på naiv eftergivenhed, men formentlig kendte englænderne fra efterretningsrapporter hele den tyske køreplan. Men havde bare ikke ressourcer til at opretholde imperiet og samtidig føre krig i Europa.
Den tyske indmarch i Prag 15. marts 1939 stillede imidlertid England over for et moralsk ultimatum, der tvang landet til at opgive appeasementpolitikken, selv om det ikke var parat til et opgør. Ingen var i tvivl om, at Polen var næste ret på Hitlers spiseseddel. For at bevare sin troværdighed var England tvunget til at garantere Polens uafhængighed. Hvordan var spørgsmålet; i sommeren 1939 forhandlede vestmagterne med USSR om et militært samarbejde rettet mod Tyskland. 23. august sprang bomben. Det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Rusland havde indgået en ikkeangrebspagt. Polen var reelt udleveret til Tyskland. I en hemmelig tillægsaftale delte Hitler og Stalin Østeuropa. 1. september rykkede Hitlers soldater ind i Polen. To dage efter erklærede England og Frankrig Nazityskland krig. Tyskerne nedkæmpede Polen på under tre uger; 17. september faldt Sovjet polakkerne i ryggen. For fjerde gang i historien var Polen blevet delt mellem sine naboer.

Passive Frankrig
Man har altid undret sig over Englands og især Frankrigs passivitet i efteråret og vinteren 1939. Den franske hær blev anset for verdens stærkeste. Og vejen til Berlin var reelt åben. Hitler havde endnu en gang spillet højt spil og sat stort set alle tyske militære ressourcer ind mod Polen. Den franske passivitet er blevet forklaret med Maginotlinjen og en defensiv tankegang, hvis grundlag var erindringen om de håbløse offensiver under Første Verdenskrig.
Men defensiv tankegang og ønsket om at spare ressourcer er næppe hele forklaringen. Store dele af det franske officerskorps var fjendtligt stemt over for demokratiet og gennemsyret af had til det politiske system. På den franske højrefløj var der en ganske betydelig sympati for Hitler. Det kan have påvirket den franske krigsførelse og forklare passiviteten. Den franske krigsførelse eller mangel på samme er det hvide område i udforskningen af Anden Verdenskrig.
Krigens historie skal ikke genfortælles her. Forløbet er velkendt: besættelsen af Danmark og Norge, vestfelttoget, Frankrigs fald og slaget om England i 1940, Balkanfelttoget og angrebet på Rusland i 1941, ørkenkrigen og invasionen af Italien i 1943, slaget om Atlanterhavet, luftkrigen, invasionen i 1944 og sammenbruddet i 1945. De fleste skildringer af krigen ser forløbet fra en angelsaksisk synsvinkel, men hvordan tog det sig ud i tyske øjne?
Frankrigs fald i 1940 efter det blændende dygtigt gennemførte vestfelttog var Hitlers største stund. De tyske ugejournaler lyver ikke, ekstasen i Tyskland var enorm, man havde fået revanche for nederlaget i 1918. At England ikke var erobret blev regnet for en detalje. Fra 1941 var al opmærksomhed koncentreret omkring Østfronten. For tyskerne var felttoget i Rusland den egentlige krig. Engelsk historieskrivning har gjort meget ud af ørkenkrigen; set med tyske øjne var det en sekundær front med beskeden indsats af mandskab og materiel.
I december 1941 stod tyskerne foran Moskva, hvor de blev stoppet af vinteren og en russisk modoffensiv. Der er spekuleret meget over, hvad der ville være sket, hvis Moskva var blevet erobret. Det er et kontrafaktisk spørgsmål, umuligt at besvare. Tyskerne har formentlig håbet på eller regnet med, at Sovjet ville bryde sammen. I hvert fald havde man ingen planer for et videre forløb. Det er svært at forestille sig en fortsættelse af felttoget i det enorme sovjetiske bagland. Alene at opretholde forsyningerne til en millionhær 2.000 km inde i et land uden veje var et logistisk problem, der ikke lod sig løse af selv den skarpeste preussiske militærhjerne.
Tysklands mål var ikke kun at besejre Sovjetunionen militært, det var kolonisation. Slaviske 'Untermenschen' skulle enten udryddes eller gøres til slaver. Denne ideologiske dagsorden gjorde krigen på østfronten til den mest barbariske og brutale i Europas historie. Oveni kom den nazistiske racekrig mod jøderne. Holocaust var ikke alene mordet på millioner af individer, det betød også en likvidering af gamle jødiske kulturmiljøer i Vilnius, Lemberg (L'viv) og mange andre central- og østeuropæiske byer. En vigtig dimension af Europas historie og civilisation var væk for altid.

Ideologisk hindring
Indtil invasionen i 1944 var det luftangrebene, der erindrede tyskerne om, at de også var i krig med de vestallierede. Fra 1943 gennemførtes de store luftkampagner, bl.a. det voldsomme angreb på Hamburg. Ildstormene gjorde de tyske byer til helvede på Jorden. Trods kombinationen af strategiske bombardementer rettet mod krigsindustrien og terrorangreb på befolkningen lykkedes det ikke at bremse den tyske krigsproduktion, der kulminerede så sent som i efteråret 1944.
Og så er det endda sandsynligt, at bombardementerne ikke var den største hæmsko for den tyske produktion. Tyskland var i flere henseender dårligere organiseret, end det havde været under Første Verdenskrig. Konkurrencen mellem diverse partiorganer og statsinstitutioner betød, at indsatsen på vigtige områder var ufokuseret og ineffektiv. Også den nazistiske ideologi var en hindring. Den ideologiske dyrkelse af moderskabet og præmieringen af børneavlen betød, at Tyskland først meget sent i krigen påbegyndte en systematisk mobilisering af kvinder til krigsindustrien. Albert Speer, der havde ansvaret for krigsproduktionen, hævdede efter krigen, at hvis Tyskland havde mobiliseret kvinderne i samme omfang som andre krigsførende, havde man formentlig kunnet sætte en dobbelt så stor hær ind på østfronten i 1941.

På flugt
I foråret 1945 begyndte regningerne for de nazistiske udskejelser for alvor at forfalde. Alle kom til at mærke konsekvenserne af den totale krig, Goebbels havde proklameret i 1943. 13. og 14. februar 1945 blev Dresden lagt i ruiner ved et luftangreb, der kostede 50.000 mennesker livet, heraf mange flygtninge fra Østeuropa. Det var et terrorangreb uden militær mening; i tysk historieskrivning er det blevet beviset på, at tyskerne ikke var de eneste barbarer. Materielle ødelæggelser og tab i menneskeliv er principielt usammenlignelige, men Europa mistede en by, som var et kunstværk på linje med Rom og Paris.
I vinteren 1944-45 dundrede den røde hær ind over Østeuropa og nåede tyske områder i Østpreussen, Pommern og Schlesien. Foran russerne flygtede den tyske civilbefolkning mod vest, nogle på landevejene i 10-20 graders frost, andre ad søvejen; tusinder mistede livet på de skibe, som blev skudt i sænk af russiske torpedoer. 30. januar sank færgen 'Wilhelm Gustloff' med 6.600 om bord, senere blev andre skibe med henholdsvis 3.500 og 7.000 flygtninge sænket. Alle var de på vej væk fra Den Røde Hærs myrderier, massevoldtægter og plyndringer; endnu et forfærdeligt kapitel af Europas historie, samtidig et kapitel, der er blevet fortiet.
Først med Günter Grass' roman 'I krebsegang' om 'Wilhelm Gustloff's forlis er tabuet blevet hævet. I 1945 var medlidenheden med flygtningene til at overse. Det er Danmark et godt eksempel på. Som tyskere blev de identificeret med Det Tredje Riges forbrydelser. Men det var ikke kun en befolkning, der blev fordrevet; også her var det en kultur, som blev likvideret. I stedet for det smukke og velordnede østpreussiske herregårdslandskab og kulturbyer som Königsberg og Tilsit fik vi den sovjetiske losseplads ved Kaliningrad.
Slutspillet foregik i Berlin. Det er nu på aldeles fremragende vis blevet genopført i filmen 'Der Untergang' med Bruno Ganz som en uhyggelig troværdig og nuanceret Hitler. Hitler ønskede, at Tyskland skulle dø med ham. Men 'Der Untergang' blev ingen undergang. Europa slap af med nazismen. Tyskland kunne man ikke undvære.


Kap. 6: Omverdenens forhold til Tyskland efter Anden Verdenskrig var ikke mindst præget af billederne fra koncentrationslejrene, men ansvarlige statsmænd vidste, at Europas fremtid afhang af at få landet på fode igen.

Wirtschaftswunder og indespærring
Sommeren 1945 var for Tyskland år nul, Stunde Null. Krigen havde kostet millioner af døde, hvor mange er der forskellige opgørelser af, 5-7 millioner er de almindelige tal, over halvdelen var civile. Luftangreb havde gjort de fleste større byer til ruinhobe, huse og lejligheder ubeboelige, dertil kom, at de vestlige dele af landet var oversvømmet med flygtninge fra øst. Fødevareforsyningen var utilstrækkelig, ernæringssituationen kritisk, pengevæsenet brudt sammen, cigaretter, der stammede fra amerikanske soldater, var hård valuta. Medlidenhed var der ikke tale om. Billeder af udmagrede koncentrationslejrfanger gik verden rundt. Tyskerne blev anset for pariaer, en fordømt slægt, der havde forbrudt sig mod Guds og menneskers lov.
Hvad skulle man stille op med det ødelagte land? Forskellige projekter cirkulerede. Der var forslag om at opdele landet i små stater som før 1871, industrierne skulle nedlægges, Ruhr demonteres, befolkningen leve af at dyrke hvede og sukkerroer, Men alt det var pladder, ansvarlige statsmænd vidste, at Europas fremtidige velfærd afhang af, at Tyskland igen kom på fode. Men det måtte ske på en måde, så Tyskland ikke igen blev en trussel mod de andre. Det hele kompliceredes af, at krigstidens alliance mellem det kommunistiske Sovjetunion og de vestlige demokratier ikke var holdbar.
Allerede i 1946 konstaterede Churchill, at et jerntæppe var trukket ned gennem Europa, man vidste ikke, hvad der foregik bag det. Spørgsmålet om Tysklands genopbygning og dets fremtid blev koblet sammen med modsætningen mellem øst og vest.

Berlin opdelt
Det delte Berlin gav de vestallierede en forpost i den russiske zone. Det havde ikke kun politisk og militær betydning. Da man opgav at komme til enighed om et forenet Tyskland, blev besættelseszonerne forvandlet til ideologiske slagmarker, der skulle demonstrere henholdsvis kapitalismens og socialismens overlegenhed. Med valutareformen og introduktionen af D-marken i 1948 var de vestlige zoner blevet slået sammen til en økonomisk zone. Det aktualiserede spørgsmålet om Berlin.
Siden 1945 havde russerne systematisk afskåret Berlin fra den omgivende russiske besættelseszone. Indtil 1948 var forskellen på de vestlige zoner og Østberlin mest af politisk karakter, varer og penge manglede både i øst og vest. Men med Marshallhjælp og D-mark kom varerne som ved et trylleslag frem i vest. Pludselig var Øst- og Vestberlin to forskellige verdener. D-markens succes var et prestigetab af dimensioner for Sovjetunionen. I Berlin måtte hullet i jerntæppet, der både var politisk og økonomisk, lukkes. Resultatet var blokaden af Vestberlin, der blev besvaret med den allierede luftbro. Den kolde krig var en realitet. Fronten gik ned gennem Tyskland. Hver side organiserede sit Tyskland, i vest Forbundsrepublikken, i øst Den Tyske Demokratiske Republik, DDR.
DDR var det gamle preussiske kerneland omkring Berlin, den nye stat blev en besynderlig blanding af traditionel preussisk embedsmandsstat, planøkonomi og sovjetinspireret marxisme; samtidig et besat land, hvor den sovjetiske besættelsesmagts krav sinkede genopbygningen og blokerede for økonomisk vækst. DDR's fiasko aflæstes i de stadig flere, der flygtede til Vestberlin og Vesttyskland, indtil hullet blev endeligt lukket med opførelsen af Muren i 1961. I begyndelsen af sin eksistens profiterede DDR i begrænset omfang af den gamle alliance mellem kunstnere og venstrefløj. Koryfæer fra 1920'erne som Brecht og Conrad Felixmüller forlenede styret med en vis kulturel prestige. Og som så mange andre autoritære regimer forsøgte DDR-styret at forandre virkeligheden gennem storstilede byggeprojekter.
Hitler og Albert Speer havde ikke fået realiseret deres projekter, det gjorde kommunisterne til en vis grad. I Østberlin anlagdes den monstrøse Stalin Allee, en paradegade flankeret af et paladsagtigt boligbyggeri i totalitær klassicisme tilsat lidt sovjetisk kransekage med lejligheder forbeholdt partifunktionærer. Planerne om at føre gaden igennem Berlins gamle centrum til Brandenburger Tor blev dog aldrig realiseret. Propagandaværdien forsvandt brat, for det var på byggepladserne på Stalin Allee, arbejderne gjorde oprør mod det kommunistiske styre og de sovjetiske besættelsestropper 17. juni 1953.

Wirtschaftswunder
Stalin Allee var en slags marmorbeklædte potemkinkulisser, der skulle skjule, at DDR-regimet var ude af stand til at hamle op med det vesttyske 'Wirtschaftswunder', der i 1960'erne gjorde den vesttyske økonomi til verdens tredjestørste, kun overgået af USA og Japan. Vesttysklands første kansler var Konrad Adenauer. Han var 73 ved tiltrædelsen, alligevel sad han på posten i 14 år. Han var rhinlænder, borgmester i Köln indtil 1933 og er blevet citeret for at have sagt, at der var tre slags tyskere, vintyskere i vest, øltyskere i syd og snapsetyskere i øst, og kun de første, dvs. rhinlændere som ham selv, havde forstand på at regere Tyskland. Pointen var, at Adenauer ønskede et Tyskland, hvor tyngdepunktet lå ved Rhinen, et Tyskland i nært samarbejde med de vestlige naboer.
Det er blevet antydet, at Adenauer i virkeligheden skulle have været mod en tysk genforening. Det er næppe tilfældet, men han udnyttede, at der med hensyn til økonomisk og social struktur var større lighed mellem forbundsrepublikken og dets vestlige naboer end mellem de to Tysklande, til at integrere Vesttyskland i Vesteuropa. Det havde ikke noget at gøre med DDR og kommunismen. Adenauers betragtning var historisk. I hans øjne skyldtes den tyske katastrofe, at det politiske tyngdepunkt siden middelalderen havde forskudt sig fra Rhinlandets byer med deres borgerånd og foretagsomhedsmentalitet til det storgodsdominerede Preussen med dets feudale og militære tradition.
Adenauers 14 år ved magten betød en mental revolution. Resultatet blev en europæisering af tysk bevidsthed og historieforståelse. I skolebøger, museumsudstillinger, overalt understregede man ligheden mellem Vesttyskland og Vesteuropa. Det betød ikke, at national bevidsthed forsvandt. Men nationale tilkendegivelser var altid beherskede, man vidste, at udlandet var på vagt over for selv den svageste antydning. Wirtschaftswunder gav imidlertid ny selvbevidsthed, men fremkaldte også nostalgi og antimodernitet, der kom til udtryk i 1950'ernes Heimat-film, som overgik selv danske Morten Korch-film i banalitet og tåbelighed.

Fodbold
Reservatet for tysk selvfølelse blev fodbold. Da Vesttyskland højst uventet besejrede Puskas og de andre ungarske stjerner i VM-finalen i 1954, oplevedes det af mange tyskere som oprejsning, begrebet Tyskland havde fået et positivt indhold. Det var ikke den sidste triumf. VM i fodbold domineredes i årtier af Vesttyskland og Brasilien. Det paradoksale er, at DDR satsede langt større ressourcer på sport end forbundsrepublikken. Ved OL var DDR sammen med USA og USSR sportens supermagt, selv om indbyggertallet var langt mere beskedent. Satsningen på sporten skulle styrke DDR's anseelse både udad- og indadtil. Men DDR's mange sportslige sejre var uden identitetsmæssig betydning.
I de fyrre år mellem 1949 og 1989 udviklede forbundsrepublikken en stærk og entydig demokratisk og europæisk bevidsthed. Bortset fra fodboldens særlige reservat blev nationalfølelse og fædrelandsforestillinger kun anset for legitime i disse sammenhænge. Det tyske fædreland var ikke længere noget metafysisk. Tysk identitet var omsider blevet knyttet til rationelle politiske og moralske begreber. Det nye demokratis modstandskraft viste sig, da 1970'ernes venstrebevægelser afsporede og endte i Rote Armee Fraktion. Senere blev det afsløret, at bevægelsen havde støtte i DDR og hos Stasi.
Men det var en udvikling, Vesttyskland havde været alene om. Indespærringen af DDR-borgerne bag Muren betød, at befolkningerne i de to Tysklande kom til at leve i hver sin verden og fjernede sig mentalt fra hinanden. Hvor meget skulle vise sig efter 1989.


Kap. 7: Efter Anden Verdenskrig voksede de to tysklande i hver sin retning, hvorfor det efter Murens fald blev umådelig vanskeligt at tilpasse de to staters helt forskellige økonomiske og sociale systemer til hinanden. Men det kom heller ikke på tale. DDR blev likvideret.
Den tyske forbundsrepublik, Vesttyskland, var forud for genforeningen i 1990 Europas økonomiske supermagt, desuden et stabilt demokrati med en 40-årig parlamentarisk tradition bag sig. Hvad var det da, som var lykkedes for Vesttyskland i modsætning til Weimarrepublikken efter Første Verdenskrig?
En afgørende forskel var, at Weimarrepublikken fra begyndelsen havde de gamle sociale eliter imod sig. Junkerne, officerskorpset, industriherrerne var følelsesmæssigt knyttet til kejsertidens institutioner og fjendtligt stemt over for demokratiet. Anderledes efter Anden Verdenskrig. Den tyske stat var gået til grunde, det samme var produktionsapparatet, og der var reelt ikke længere nogen social elite. Med oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 etableredes helt nye politiske og administrative rammer. Den politiske og sociale genopbygning skabte en ny elite, der i sagens natur var loyal over for den forbundsrepublik, som var dens forudsætning.
Tilsvarende i det kommunistiske Østtyskland. Den gamle preussiske elite var næsten væk. Mange var flygtet fra den fremstormende Røde Hær, andre var blevet likvideret for deres formodede medskyld i det mislykkede attentat mod Hitler 20. juli 1944. DDR-styret behøvede derfor ikke at gennemføre et opgør med den gamle feudale overklasse. Hitler havde gjort arbejdet for Ullbricht.
Men i modsætning til Vesttyskland blev der ikke udviklet nogen identitet i tilknytning til DDR-statens institutioner. Dopede svømmepiger og den enorme medaljehøst ved OL hjalp ikke. Afhængigheden af Sovjetunionen gav DDR-styret et legitimitetsproblem. Da Sovjetimperiet begyndte at krakelere, var DDR færdigt.

Et folk
Alle, der oplevede det, husker de fantastiske billeder af de jublende tyskere på Muren 9. november 1989. Inden et år var den politiske genforening en realitet. I de ekstatiske dage omkring Murens fald blev der råbt: »Vi er ét folk«. Men det var bestemt ikke tilfældet. De to tysklande var mentalt vokset fra hinanden, dertil kom umådelige vanskeligheder med at tilpasse de to staters helt forskellige økonomiske og sociale systemer til hinanden. Det blev der heller ikke tale om. DDR blev likvideret.
Det var forudset, at DDR's nedslidte produktionsapparat ville gøre genforeningen til en bekostelig affære. Men det blev langt dyrere end forventet, hvilket hang sammen med, at det marked, som DDR's industri havde haft i sovjettiden, forsvandt med østblokkens kollaps. Og trods de mange penge, der blev pumpet i det tidligere DDR, viste det sig vanskeligt at skabe ny dynamik, hvilket også havde mentale årsager. Det var ikke nemt at fremme initiativlysten i en befolkning, der havde levet under forhold, hvor initiativ ikke var blevet påskønnet og ofte havde vist sig farligt. Det var et mentalt problem, som der måtte et generationsskifte til for at løse.
Følgen blev en invasion af vesttyskere til stillinger på højere niveau for overhovedet at få noget i gang. Set med østtyske øjne begyndte det at ligne en kolonisering. De tidligere DDR-borgeres passive attituder fremmede en vesttysk overlegenhedsfølelse, der skabte irritation. Tyskerne i øst kom til at fremstå som 2.-klasses borgere uden samme karrieremuligheder som de tidligere vesttyskere. Den traditionelle vesttyske elite har kun i ringe omfang åbnet sig for østtyskerne. Man skrev checks ud, man inviterede til middag. Sammenlignet med tiden før 1945 var situationen blevet vendt på hovedet. Dengang var det metropolen Berlin og preusserne, der havde demonstreret overlegenhedsfølelse og bedreværd.

Ny hovedstad
Ved genforeningen ønskede mange vesttyskere, at hovedstaden skulle forblive i Bonn som en understregning af, at det nye Tyskland var en vesteuropæisk, ikke en centraleuropæisk stat.
Uden tvivl var det klogt, at man flyttede til Berlin. Dels på grund af Berlins symbolske betydning, dels fordi Berlin i grunden var det eneste, de to tysklande havde fælles. Var hovedstaden forblevet i Bonn, er det muligt, at frustrationerne i øst kunne have ført til egentlig separatisme. Nu er Berlin trods alt blevet omdrejningspunktet i det nye Tyskland.
Berlin har forandret sig voldsomt. Væk er de små Trabanter og den underlige dunst af både brunkål og brunkul, som tidligere hang over Østberlin. Væk er det store ingenmandsland foran Muren. Potzdammer Platz er genopstået med det monstrøse SonyCenter. Der satses enormt på arkitektur og kultur. Friedrichsstrasse er blevet mondæn med modeforretninger med alle de velkendte mærkevarer. Metropolkarakteren er ved at vende tilbage. Byen er en magnet for indvandrere. Der er i dag flere hundrede tusinde polakker i Berlin. Murens og kommunismens fald samt Polens indtræden i EU har nemlig givet Berlin sit gamle østlige opland tilbage. Også for 100 år siden var der masseindvandring til Berlin fra øst. En meget stor del af det nuværende Polen var dengang en del af Tyskland og indvandrerne teknisk set tyskere. Men de kom fra de samme egne og havde samme polske navne.

Arbejdsløshed
Metropolvirkningen vil på et tidspunkt få effekt for den økonomiske udvikling i hele det gamle DDR, hvor der allerede er stor forskel mellem det relativt dynamiske Sachsen i syd og delstaten Mecklenburg-Vorpommern ved Østersøen, der er et rent DDR-museum. Mecklenburg er barndommens land, her kan man opleve, hvordan et europæisk landskab så ud for 40-50 år siden. Mecklenburgs tilbageståenhed er ikke noget nyt fænomen. Bismarck skal engang have sagt noget i retning af, at når verdens undergang kom, skulle man tage til Mecklenburg, for der indtraf alt med 100 års forsinkelse!
Tysklands nuværende krise er ikke er et fænomen, der udelukkende hænger sammen med genforeningen. Allerede inden 1990 var Vesttyskland ved at have problemer med et aldrende produktionsapparat og strukturproblemer. Hvis man ikke får gennemført de nødvendige reformer, kan Tyskland have nogle problematiske år foran sig. Arbejdsløsheden har ramt hårdt i traditionelle centre som Hamburg, Bremen og industriområderne i Nordrhein-Westfalen. Den økonomiske krise antyder, at den hidtidige modsætning mellem øst og vest kan blive suppleret med et skel mellem et stagnerende nord og et vækstbetonet syd.
Omkring genforeningen var der forventning om, at det nye Tyskland ville komme til at spille en fremtrædende rolle på den internationale scene. De sidste femten års demonstrative danske tilknytningspolitik til USA skyldes uden tvivl ønsket om ikke at blive for afhængig af Tyskland og et tysk domineret Europa. Forventningerne om et dominerende Tyskland er endnu ikke blevet til virkelighed.
Siden 2001 har tysk udenrigspolitik ændret karakter. Den europæiske integration er stadig et hovedpunkt. Hvor man tidligere prioriterede et nært forhold til USA lige så højt som det europæiske samarbejde, har Irakkrigen skabt distance til USA. Og det vil et magtskifte i Berlin næppe ændre på. Den tyske katastrofe og det tyske selvopgør har skabt en politisk kultur og mentalitet med stærke forbehold over for det berettigede og hensigtsmæssige i militære løsninger. I to verdenskrige rakte Tyskland forgæves ud efter verdensherredømmet. Til gengæld har selvopgøret gjort Tyskland til en betydningsfuld moralsk kraft i den moderne verden.



Svar #2
28. maj 2006 af Malika

wwooow tak :)

Det skal være på tysk, kan jeg finde på internettet:)

Skriv et svar til: Tysklands historie

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.