Emner i samfundsfag

Hej

Skal lave en obligatorisk dokumentationsopgave i samfundsfag. Delområderne kultur, sociologi og danskhed, Politik og demokrati, Arbejdsmarked og globalisering skal indgå i opgaven. Det skal kobles sammen og der skal være en rød tråd i opgaven, mangler emner, synes det er svært at komme igang. Kan du hjælpe - helst i dag?? HG2

Hej Ven

1#

-Måske kunne du skrive om globaliserings påvirkning af vores velfærd og arbejdsmarkede

-du kunne også skrive noget om, hvilken effekt globalisering har på vores politiske system. Hvad har globalisering gjort ved vores kultur

Min plan er at skrive noter til emnerne i 0#, som folk kan læse. Det kommer alligevel til at tage lidt tid, før de er færdige. 

1 og 2#

Politisk globalisering:Efter murens fald er verdens lande i stigende grad begyndt at samarbejde. Vi samarbejder i langt højere grad om problemstillinger, som har en betydning for alle verdens lande f.eks. handel, fattigdom, klima, udenrigspoltik osv. I nogle tilfælde er det bedst, hvis så mange lande som overhovedet muligt kan arbejde sammen. På f.eks. klima-og miljøområdet er det en god ting, hvis alle lande kan arbejde sammen. Forureninger krydser som sagt landegrænser, og det har betydning for hele kloden, hvis landene i fællesskab udleder meget CO2.

Den kulturelle globalisering er påvirkning af et lands kultur udefra. Vores kultur er altså blevet meget ens. I gamle dage i Danmark var der f.eks. ikke sushi, McDonalds, nike-sko, adidas-T-shirts osv. Man holdte sig til sovs og kartofler. Indvandring og udvandring, internettets opfindelse og øget samarbejde landene imellem, har os mennesker mere påvirket af andre kulturer. Folk rejser ud i verden og tager nye traditioner og vaner til sig. Folk flytter også til vores land, og vi lærer om deres kultur. 

Kulturel globalisering består af stømligning og berigelse. Vi bliver beriget med alle disse udenlandske varer og kulturelle tilbud. Strømligning betyder, at disse tilbud findes overalt i verden

Vores forbrug er blevet globalt, og kulturer påvirkes i stigende grad af andre kulturer. Den kulturelle globalisering gør, at verden bliver mere ens og dermed vil der kun være ringe kulturel mangfoldighed. Vestens og USA's kultur bliver i stigende grad udbredt til resten af verden. Dette kalder man homogeniseringtanken.

Andre mener, at de meget ens kulturer kan skabe flere og mere forskelligartede kulturer. Globalisering giver nemlig mulighed for at blande kulturer. Dette kaldes heterogenitetstanken

den øgede kulturelle globalisering gør det muligt at opnå en bedre forståelse af andre kulturer. Øget påvirkning fra andre kulturer kan også gøre en befolkningsgruppe mere interesseret i deres egen kultur. Nogle ønsker at beholde den kultur, som de er vokset op med, og tilhører deres land. De er derfor ikke så glade for andre landes kulturers påvirkning af netop deres land.

Arbejdsmarked er det marked, hvor arbejdskraft købes og sælges. Arbejdsgiveren køber arbejdskraft, og arbejdstageren sælger sin arbejdskraft. Man kan godt sige, at globalisering har lagt pres på det danske arbejdsmarked.I Danmark har vi ingen mindsteløn, i princippet kunne man godt få 1 kr i timen for sit arbejde. I Danmark har vi ingen mindsteløn fordi, at arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne traditionelt set selv har aftalt overenskomsten(aftale om løn, barselsorlov, sygdom, ferie, arbejdstid osv.) Den danske model går b.la. ud på, at regeringen blander sig så lidt som overhovedet muligt i overenskomsterne. Det overlades til arbejdsmarkedets parter at lave en overenskomst, og regeringen blander sig udenom. Vores medlemsskab af EU gør, at os danskere og andre europæere kan tage til andre EU-lande og opholde os og studere. I EU er der nemlig fri bevægelighed for personer. EU-borgere kan tage til Danmark og opholde sig og søge arbejde. Der er især meget østeuropæisk arbejdskraft i Danmark på især bygge-og landbrugsområdet. Nogle snakker om, at danskere ikke gider at tage de lavtlønnede jobs. Og østeuropæere derfor tager disse jobs. I byggebranchen er der nogle gange ikke overenskomster, der er så ikke nogen regler vedrørende mindsteløn eller arbejdstider. Man kan derfor give folk mindre i løn. F.eks. polakkere vil gerne arbejde for 50-90 kr i timen, det er jo mange penge i forhold til lønnen i Polen, mens en dansker ikke gider at arbejde for så lidt i løn. Virksomhederne kan udnytte, at polakkerne er villig til at arbejde for en lav løn. Polakkerne føler selv, at de får en høj løn, og virksomhederne sparer lønomkostningerne, for dem er det billigere at have en polak ansat end en dansker, da en dansker kræver mere i løn. Dette kaldes social dumping

I Tyskland og rigtig mange andre lande har de et lidt anerledes system end i Danmark. I Tyskland har regeringen for nylig fastsat en mindsteløn på omkring 8 euro. Voksne tyskere må altså ikke få mindre i løn end dette. I Danmark har vi som tidligere nævnt ikke en officiel mindsteløn, da regeringen ikke at blander sig i overenskomster og derfor fastsætter de heller ikke en mindsteløn. Det er altså op til arbejdsmarkedets parter at aftale løn og meget andet. Den fri bevægelighed for personer i EU, og at der ingen officiel mindsteløn er i DK, har b.la. medvirket til social dumping

Arbejdsmarkedet

Vores arbejde har stor betydning for vores selvopfattelse. Noget af det første du spørger folk om er, hvad deres arbejde er. Vores arbejde er en stor dele af vores identitet, og det fortæller noget om, hvem vi er som mennesker. Meget af det du lærer på din uddannelse ruster dig til at klare et job på arbejdsmarkedet. I Danmark har vi et organiseret arbejdsmarked. Fagforeningerne varetager lønmodtagernes interesser, og arbejdsgiverorganisationerne varetager arbejdsgivernes interesser. Danske arbejdsgiverorganisationer er organiseret ud fra hvilken branche, de tilhører. Ofte slås disse foreninger sammen til en stor forening. Den største arbejdsgiverorganisation i DK hedder DI/Dansk Industri. Blandt medlemmerne tæller Carls Berg og Post Danmark. Arbejdsgiverorganisationerne på det private arbejdsmarked, er en sammenslutning kaldet DA/Dansk Arbejdsgiverorganisation

De fleste danskere er medlem af en fagforening. Fagforeningen varertager medlemmernes interesser i forhold til b.la. løn og arbejdstid i forhold til arbejdsgiverorganisationerne. De forskellige fagforeninger repræsenterer en bestemt gruppe af medlemmer. DLF repræsenterer lærerne, 3F repræsenterer de faglærte f.eks. kokke, tjenere, murere, snedkere osv. DJØF repræsenterer jurister og økonomer osv.

Fagforeningerne slutter sig ofte sammen i hovedorganisationer. Faglærte fagforeninger såsom HK og 3F hører under LO, som er modparten til DA. Mellemlangevideregående uddannelse, f.eks. fagforeninger for lærere og sygeplejersker hører under FTF. Fagforeningerne, som repræsenterer akademikerne hører under AC(Akademikernes Centralorganisation)

Danmark har en høj grad af organisering på arbejdsmarkedet. Alligevel er der sket et fald i antallet af medlemmer af fagforeningerne. Flere og flere danskere arbejder på steder, hvor der ikke er nogen overenskomst eller fagforening. Andre gider ikke at betale for at være medlemmer af en fagforening, men de får måske alligevel de fordele, som medlemmerne får. Netop fordi, at langt størstedelen af medarbejderne er organiserede. 

Arbejdsgiverforeningerne og fagforeninger laver fælles aftaler om løn og arbejdstid mm. også kaldet overenskomst. De varetager desuden deres medlemmers interesser i forhold til EU og Folketinget. 

I Danmark er lønnen bestemt efter overenskomst. Lønnen er ikke aftalt mellem chefen og medarbejderen, men aftales nemlig kollektivt mellem fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne. Som tidligere nævnt er det tradition i DK at arbejdsmarkedets parter forhandler og udformer de aftaler, som er gældende på arbejdsmarkedet. Disse aftaler kaldes overenskomster. En overenskomst er reglerne for løn, arbejdstid, ferie, arbejdsvilkårene, barsel...

I stedet for et frit arbejdsmarked, hvor den enkelte medarbejder forhandler sin løn med chefen, har lønmodtagerne i stedet dannet fagforeninger, der påtager sig opgaven med at forhandle med arbejdsgiverne. Den enkelte ansatte står altså derfor ikke alene over for sin chef. Hvis lønmodtagerne ønsker mere i løn, kæmper fagforeninger for, at de skal få en højere løn.

Virksomhederne har også dannet deres egne organisationer, som varetager deres interesser i forhold til lønmodtagerne. Arbejdsgiverne og lønmodtagerne har modsatrettede interesser. Arbejdsgiverne ønsker, at virksomhederne skal have det størst mulige overskud-derfor vil de gerne holde omkostningerne til lønninger nede. Fagforeninger kæmper derimod for, at lønmodtagerne får den højest mulige løn for deres arbejdskraft. Forhandlingerne om overenskomst kan derfor godt trække ud i lang drag. Hvis forhandlingerne går i hård knude, kan begge parter presse hinanden. Fagforeninger kan opfordre til strejke og arbejdsgiverne kan lockoute. Under en strejke stopper alle arbejdere inden for en bestemt fagforening med at arbejde. I mens tjener virksomheden ingen penge, og arbejderne håber, at de kan presse arbejdsgiverne til at give dem enten bedre løn eller bedre arbejdsvilkår.Arbejdsgiverne kan lockoute. Det betyder, at de forhindrer lønmodtagerne i at arbejde. På den måde håber arbejdsgiverne, at fagforeningerne vil droppe deres høje krav om løn og arbejdsvilkår. I Danmark foretrækker man frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, uden at staten blander sig. Parterne har selv ansvaret for at forny deres overenskomster efter et par år og kontrollere om de overholdes ude på virksomhederne. En konflikt, strejke eller lockout, kan nogle gange have så store konsekvenser for samfundet, at regeringen vælger at gribe ind(regeringsindgreb). De kan enten forlænge overenskomsten eller lave en ny overenskomst. Der laves så en lov, hvis over halvdelen af Folketinget stemmer for, på den måde kan konflikten stoppe, hvis arbejdsmarkedets parter ikke kan blive enige. Når overenskomsten er indført, er der fredspligt. Det vil sige, at man ikke må strejke eller lockoute i den tid, overenskomsten er gældende. Når der på et tidspunkt skal forhandles overenskomst igen, må arbejdsmarkedets parter gerne strejke/lockoute igen for at presse hinanden. 

Hovedaftalen og septemperforliget

I slutningen af 1800-tallet var der rigtig mange strejker og lockouts. Det kulminerede med storlockouten i 1899. Årene før havde forbundene/fagforeningerne slået sig sammen og stod nu stærkere. Arbejdsgiverne vil nu på en gang sætte dem på plads og satte en lockout i gang. De udvidede en jysk snedkerstrejker til en landsdækkende lockout.30.000 arbejdere blev sat på gaden. Arbejdsgiverne ville ikke forhandle, og lockouten medførte for de udelukkede arbejdere og deres familier stor nød og fattigdom. De borgerlige kredse var utilfredse med, hvordan de udelukkede arbejdere blev behandlet og de samlede penge ind til dem. Efter 4 måneders lockout indgik parterne September-forliget, senere kaldt arbejdsmarkeds grundlov/hovedaftalen. Arbejdsgiverne anerkendte arbejdstagernes ret til at organisere sig, mens arbejderne accepterede, at arbejdsgiverne har ledelsesret dvs. retten til at lede og fordele arbejdet.Ueniger skulle løses ved forhandlinger eller voldgift. 

Hovedaftalen er de vigtigste regler på arbejdsmarkedet. Hovedaftalen blev indgået mellem LO og DA. Så den gælder for alle underorganisationer, som hører under DA og LO.  Der må ikke indgås aftaler på arbejdsmarkedet, som strider i mod hovedaftalen.

Regulering af løn og arbejdsvilkår skulle ske ved forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

-ingen må forfølges pga organisationsmedlemsskab. En person må f.eks. ikke fyres eller mobbes fordi, at han er medlem af en anden fagforening end de andre lønmodtagere på arbejdspladsen

-Afskedigelser må ikke ske vilkårligt-En virksomhed må ikke fyre en person fordi, at han eller hun er grim eller træls. Der skal være en saglig begrundelse for en fyring f.eks. nedgang i produktionen eller at personen ikke laver sit arbejde.

-Der skal herske fredspligt i en overenskomstperiode. Så længe overenskomsten gælder, må arbejderne ikke strejke/nedlægge arbejdet og arbejdsgiverne må ikke forhindre arbejderne i at arbejde(lockoute) Parterne skal overholde de aftaler, der indgås. Hvis der alligevel strejkes, skal organisationer med alle midler stoppe dem. Gør de ikke det, foreligger der organisationsansvar, som kan indbringes for arbejdsretten. En fagforening kan idømmes bøder, hvis den med penge støtter medlemmer, der er ude i en ulovlig arbejdsnedlæggelse. Man må gerne bryde fredspligten, hvis man trues på livet, bliver sat til at arbejde med farlige opgaver osv. I sådan et tilfælde må man gerne bryde fredspligten og strejke. 

Arbejdsgiverne udøver ledelsesretten-arbejdsgiveren har ret til at bestemme, hvad der skal laves, hvordan det skal laves, og hvem der skal gøre arbejdet i virksomheden. Arbejdsgiverne har ledelsesretten. Fagforeningerne har prøvet at lave om på dette, men uden held.

Jeg skriver mere lidt senere-det er nemlig et ret stort emne

Arbejdsmarkedet fortsat

Den danske model

Arbejdsmarkedets partere store indflydelse på beskæftigelsespolitik samt løn-og arbejdsvilkår er noget helt særligt for den danske arbejdsmarkedes model

Den danske model består af trepartssamarbejde, kollektive overenskomster og en høj organisationsgrad

Trepartssamarbejdet dækker hele arbejdsmarkedspolitiken. Staten samarbejder med arbejdsmarkedets parter på beskæftigelsespolitiken. På områder som arbejdsmiljø, jobformidling, arbejdsløshed, A-kasser og også videre har staten et udstrakt samarbejde med parterne. Lovforslag, som vedrører arbejdsmarkedet, bliver sendt til høring hos parterne, før folketinget vedtager dem. På mange måder er der lokale og centrale råd, hvor arbejdsmarkedet parter deltager, som træffer afgørelser. Der er samtidig løbende kontrakter mellem statsadministrationen og arbejdsmarkedets partere. 

Løn-og arbejdsvilkår reguleres gennem kollektive overenskomster. Staten blander sig ikke i regulering af løn-og arbejdsvilkår, overenskomster, så længe arbejdsmarkedets parter er i stand til at løse problemerne selv og nå til enighed om en overenskomst. At regeringen ikke blander sig i regulering af løn og arbejdsvilkår er noget særligt for det danske arbejdsmarked. De kollektive overenskomster er gode, fordi arbejdsmarkedets parter hurtigere og bedre selv kan tilpasse aftalerne til den enkelte branche eller enkelte virksomhed en staten kan. Parterne accepterer i langt højere grad også de vilkår, som selv har været med til at bestemme. 

Det er altså fagforeningerne og arbejdsgiverne som laver aftaler om ferie, løn, barsel, arbejdsvikår, arbejdstid osv. og ikke regeringen. Overenskomsten har altså betydning for den enkelte lønmodtagers ansættelsesforhold. Arbejdsgivere, som er omfattet af en overenskomst, er forpligtet til at også at overholde overenskomstens regler for lønmodtagere på arbejdspladsen, som ikke er organiseret. 

Høj organisationsgrad-for at overenskomstsystemet i Danmark skal fungere, er det vigtigt, at der er en høj organisationsgrad. Fagforeningerne repræsenterer nemlig lønmodtagernes interesser. Omkring 75% af den danske befolkning er organiseret dvs. medlem af en fagforening. 

Flexicurity

Flexicurity er en blanding af de to engelske ord flexibility(fleksibilitet) og security(sikkerhed). Modelen giver fleksibilitet for virksomhederne, og sikkerhed for lønmodtagerne

Flexicurity-modelen findes kun i Danmark og kaldes også den gyldne trekant. Den består af fleksible regler for at hyre og fyre, aktiv arbejdsmarkedspolitik og høj arbejdsløshedsunderstøttelse.

De fleksible regler for at hyre og fyre gør, at virksomhederne kan tilpasse antallet af medarbejdere efter efterspørgslen. Det kan afskrække et firma at ansætte nye medarbejdere, hvis reglerne for at fyre dem er meget skrappe eller det bliver dyrt at fyre dem. I Spanien er man ansat på kontrakt. Det er meget upraktisk i forhold til, hvis virksomheden i en periode har sværere ved at sælge sine produkter, så kan virksomheden ikke fyre en medarbejder uden at det bliver meget dyrt. I sidste ende er det også dyrt at have for mange ansat, hvis man i en periode ikke kan sælge ret meget. I Danmark er der altså lette regler for at fyre og hyre. Hvis en virksomhed har det svært i en periode, kan den fyre medarbejdere meget nemt. Hvis mange køber et firmas produkt, er der brug for flere medarbejdere til at lave flere produkter. Derfor er det smart, at firmaet meget hurtigt kan ansætte arbejdskraft

I Danmark er det nemt at hyre og fyre. Det koster ikke penge for virksomheden at f.eks. fyre en medarbejder. Det smarte er, at virksomheden kan tilpasse antallet af ansatte efter efterspørgslen på deres varer og tjenester. Hvis virksomhedens produkter i en periode er meget efterspurgte, kan den ansætte flere medarbejdere. Hvis efterspørgslen på produkterne er lille, kan virksomheden fyre ansatte nemt.

Hvis man bliver fyret, træder den aktive arbejdsmarkedspolitik i kraft. Man hjælper den fyrede person enten aktiveringer, kurser eller omskoling til at finde et nyt job efter, at han/hun er blevet fyret. Dette gør, at arbejdsløse hurtigt kommer tilbage i beskæftigelse. Danskerne er sikre på, at kunne få et nyt job, hvis de bliver fyrede

Vi har en høj arbejdsløshedsunderstøttelse i Danmark. Hvis man er medlem af en A-kasse, kan man få dagpenge, hvor man får flere penge end ved kontanthjælp. Hvis man ikke er medlem af en A-kasse, kan man få kontanthjælp af staten i tilfælde af arbejdsløshed. Den høje arbejdsløshedsunderstøttelse gør, at danskerne er mindre bange for at miste deres job end i andre lande. Man bliver nemlig ikke kastet ud i fattigdom ved at miste sit job i Danmark. Modellen giver danskerne sikkerhed, og de tør godt at skifte job eller i en periode være arbejdsløse fordi, at understøttelsen er så høj. Den høje arbejdsløshedsunderstøttelsen er lønmodtagernes accept af, at virksomhederne har nemt ved at hyre og fyre. Den danske flexicurity-model gør, at danskerne i meget høj grad bevæger sig rundt på arbejdsmarkedet/ofte skifter job.

Overenskomster

En række bestemmelser for arbejdsvilkår i en bestemt aftalt periode. Der kan f.eks. stå i overenskomsten, at mindstelønnen er 102 kr i timen inden for faget, at der er 37 timer i en arbejdsuge, seks ugers ferie osv.

Overenskomster omhandler oftest løn, arbejdstid, ferie, overarbejde, skifteholdsarbejde, opsigelsesregler, tillidsmandsregler osv.

Før man forhandler overenskomst, skal lønmodtagerne være enig om, hvad de skal kræve i forhandlingerne. Det samme gælder for arbejdsgiverne. For lønmodtagerne er det som regel svært, at blive enige om, hvad man skal have med i den nye overenskomst. Nogle ønsker måske længere ferie, mens andre ønsker en lønforhøjelse. Blandt arbejdsgiverne kan der også være uenighed. Der kan være uenighed om, hvor meget man vil give i lønstigninger. Nogle vil give lønmodtagerne en pæn lønforhøjelse, mens andre holder mere igen. 

De ansatte på virksomheden starter med at diskutere, hvilke krav der skal stilles til overenskomsten. De kan f.eks. være enige om, at lønnen skal stige med 2 procent om året. Eller de kan være enige om en uges ekstra ferie. Kravene sendes så til den lokale fagforening. Fagforeningen behandler de mange forslag på en generalforsamling. Der besluttes hvilke krav, der skal sendes videre til fagforbundet. De fælles krav sendes til den lokale fagforbund. På hovedbestyrelsesmødet bliver der taget stilling til de endelige krav, man skal forhandle med arbejdsgiverne om. De endelige krav sendes så til LO. Et møde afholdes i LO, der deltager repræsentanter for alle fagforbund. Ved arbejdsgiverne diskuterer man først i den lokale arbejdsgiverforening, hvad man gerne vil have med i den nye overenskomst. Disse krav videresendes til de landsdækkende arbejdsgiverforeninger, der igen udtager de endelige krav. Disse krav sendes så til DA. 

Overenskomster kan foregå på to måder. Hvis LO og DA forhandler dele af overenskomsten, er der tale om et centraliseret forhandlingsforløb. To store hovedorganisationer forhandler de  af overenskomsten på vegne af de små organisationer. 

Hvis det enkelte fagforbund forhandler alle krav med den tilsvarende arbejdsgiverorganisation, er der tale om et decentralt forhandlingsforløb. Hovedorganisationerne er ikke direkte involveret i forhandlingerne. Forhandlingerne foregår decentralt mellem de enkelte fagforbund og de tilsvarende arbejdsgiverorganisationer. 

Når parterne når frem til enighed, skal medlemmerne spørges om, de kan acceptere resultatet af overenskomsten. Hvis et flertal af lønmodtagerne stemmer ja til overenskomsten, har de accepteret aftalen. Hvis forslaget forkastes, kan der ikke indgås ny overenskomst på det foreliggende grundlag. Arbejdsgiverne tager stilling til samme spørgsmål i arbejdsgiverforeningen. Hvis flertallet stemmer nej, er aftalen/overenskomsten forkastet. Hvis de stemmer ja, skal overenskomsten derpå godkendes på en generalforsamling i DA. Selvom arbejdsgiverne har sagt ja/stemt for overenskomsten, kan DA altså godt gå imod og forkaste overenskomstforslaget. 

Der findes to lønssystemer. Normallønssystemet anvendes især inden for det offentlige. Omkring 10-15% af det private arbejdsmarked forhandler efter dette system. Hele lønnen fastsættes i overenskomsten. I normallønssystemet blive lønstigningerne fastlagt i overenskomsten. Det kan være, at lønnen stiger med 1, 80 kr i timen pr. 1 marts 2014 og så kan ske en yderlig stigning på 0,9 kr i timen pr. 1 september 2014. 

Mindstebetalingssystemet er det mest udbredte system i dag. Dette lønssystem er primært på det private arbejdsmarked. Der aftales en mindstesats i overenskomsten. Dette kunne f.eks. være 98 kr i timen, så ingen må få mindre end dette beløb. Mellem ansatte og arbejdsgiverne ude på virksomhederne aftales tillæg. Tillæggene og mindstesatsen udgør tilsammen den løn, som man får. 

Arbejdsmarkedet fortsat 

Brain drain, Brain gain, Brain circulation

Brain drain:når folk med særlige kvalifikationer eller god viden forlader deres hjemland

Brain gain er gevinsten ved at modtage folk med gode kvalifikationer eller særlig viden

Brain circulation er, når veluddannet arbejdskraft rejser mellem lande. 

Brain drain er et problem for et land, som bruger mange penge på at uddanne sygeplejersker, læger, ingeniører og jurister osv. Brain drain påvirker både fattige lande og velstillede lande.

Brain drain sker tit i lande, hvor der er krig eller fattigdom. F.eks. kan ingeniører og læger fra Afrika og andre fattige steder tage til de velstillede lande og få en god løn og bedre levevilkår. De fattige lande har hårdt brug for den veluddannede arbejdskraft for at sørge for befolkningens behov og skabe vækst. 

Brain drain er også et problem i et land, som Danmark. Vi er bange for, at folk med særlig viden og kvalifikationer vil flytte til udlandet, hvor skatten er lavere, eller opsøge professionelle netværker andre steder i verden uden at vende tilbage til Danmark. Danmark har en vidensøkonomi. Vi har en meget stor og dyr velfærdsstat, som vi finansierer gennem et højt skattetryk. Priser, lønninger, skatter og materialer osv. er derfor dyre i Danmark. Vi kan derfor ikke konkurrere med billig arbejdskraft i udlandet f.eks. fabriksarbejde. Men vi kan sagtens konkurrere med vores gode kvalifikationer og viden. Innovation, design, medicinalindustri, teknik og meget andet er noget Danmark kan konkurrere med andre lande med. 

Det kan være et tab for Danmark, hvis en dansk ingeniør f.eks. flytter til USA og aldrig kommer tilbage igen.Hvis den danske ingeniør arbejder et par år i USA, og kommer tilbage til Danmark med nye ideer og kvalifikationer kan det være en fordel for Danmark og på sigt skabe økonomisk vækst. 

For U-landene er brain drain en fordel, hvis de personer, som er taget til velstillede lande, sender penge hjem til deres familier. Emigranterne tjener ofte en god løn og har penge nok til at sende penge hjem til deres familier.

Effekten af en skattelettelse, indkomsteffekten, substitutionseffekten

Mange bruger den påstand, at skattelettelser vil få os til at arbejdere mere. Effekten er ikke så simpel og entydig, og det er usikkert hvor meget en skattelettelse vil få os til at arbejde mere. Substitutionseffekten er tanken om, at man vil arbejde mere, hvis man få en skattelettelse/gulerodseffekten. Hvis man sænker skatten, bliver det mere attraktivt at arbejde. Hvis man sætter skatten, får du flere penge til dig selv. Hvis du så begynder at arbejde mere, kan du hurtigt tjene mange penge. Det sjovere at gå på arbejde, hvis man har mulighed for at beholde flere penge til sig selv. Skattelettelsen giver en gulerod til at arbejde mere og hårdere-man tjener flere penge på arbejdet, når man nu ikke skal betale så meget i skat. 

Indkomsteffekten/hængekøjeeffekten:hvis man får en skattelettelse, får man en større købekraft, man kan købe mere. Man kan købe mere for den samme arbejdskraft, hvis skatten bliver sat ned. Du får på den måde flere penge ved den samme arbejdsindsats. Effekten kan være, at nogle mennesker i stedet ønsker at arbejde mindre. Hvis man allerede har det godt nok, kan det være at man ikke ønsker flere penge, men mere fritid. De ekstra penge, som skattelettelsen giver, kan bruges på at købe mere fritid. Fritid har også en omkostning(de penge, man kunne have tjent) Hvis du egentlig var tilfreds med dit liv før skattelettelsen, du havde penge nok osv. Så er det ikke nødvendigvis pengene, du havde brug for. Den økonomiske gevinst ved en skattelettelse vil du måske i stedet bruge på at gå ned i tid på arbejdet. 

sort arbejde

Hvis en person udfører et stykke arbejde, uden at der betales moms eller skat. Arbejdet oplyses ikke til skat og der betales derfor ikke forsikring, skat, moms, feriepenge. Prisen på det sorte arbejde er derfor betydeligt lavere end på hvidt arbejde(hvor der betales skat osv.) Den personer, som udfører sort arbejde, og den person, som køber arbejdskraften, drager begge økonomiske fordele ved arbejdet

Man har ikke mulighed for at klage over arbejde, som er blevet udført dårligt, hvis der ikke er blevet betalt skat. Det er derfor ens eget ansvar at dække skaderne, hvis det sorte arbejde er udført for dårligt og derfor går i stykker.

Hvis man udfører sort arbejde, kan man ikke få dagpenge/kontanthjælp, forsikring, feriepenge osv. Det er ens eget ansvar, hvis man kommer til skade, mens man udfører sort arbejde. 

Mange tak, nu har jeg vidst nok.

Arbejdsmarkedet forsat

7# Det er godt, jeg skriver lige lidt mere. Så kan du og andre kan få gavn af det.

Outsourcing

En virksomhed kan f.eks. spare penge ved at have fabrikken/produktionen i udlandet, hvor lønnen-og produktionsomkostningerne er billigere. Danmark er et dyrt land at producere varer i. Vores skatter og afgifter er høje, og dermed er lønnen også høj. Vi kan ikke så godt konkurrere på f.eks. fabriksarbejdsarbejde, men vi kan f.eks. godt konkurrere på vores viden. Fordelen ved at få syet f.eks. bukser i Asien er, at lønnen til en syerske kun er få kroner. I Danmark er lønnen til ufaglærte meget højere end i f.eks. Asien. Den lave løn i Asien gør, at virksomhedens omkostninger til løn falder. Dermed bliver prisen også lavere og deres konkurrrenceevne øges.

En dansk virksomhed holder stadig hjemme i Danmark, men vælger ofte at få sine varer produceret i f.eks. Asien. En dansk tøjvirksomhed vil designe og markedsføre tøjet i Danmark, men fremstillingen af tøjet vil foregå i lande som f.eks. Indien, Kina eller Tyrkiet, hvor lønnen er lavere. Men man er så småt begyndt på at outsource mere videnstungt arbejde. Indien f.eks. har dygtige ingeniører, som kan lave det samme stykke arbejde billigere end en dansk ingeniør osv.

Der er både fordele og ulemper ved outsourcing. Virksomheden lægger produktionen ud til lande, hvor lønnen er lavere. Dermed bliver virksomhedens udgifter til løn meget mindre og de behøver derfor ikke tage en så høj pris for varen. Virksomheden bliver mere konkurrencedygtig og forbrugerne får varer til billigere penge. Det koster danske arbejdspladser, når produktionen flytter til udlandet. Vi har især mistet mange udenlandske jobs

Arbejdsløshed

En arbejdsløs er en person, som har alderen og helbredet til at arbejde, men p.t. ikke er i job. Arbejdsløshed defineres som det antal personer, der ikke arbejder, men står til rådighed for arbejdsmarkedet. Arbejdsløshed eller ledighed opstår, når efterspørgslen på arbejdskraften er mindre end udbuddet. Der er ikke jobs nok til alle

Der er forskellige former for arbejdsløshed/ledighed. Det er vigtigt at skelne mellem disse

Hvis man f.eks. er blevet fyret eller har sagt sit job op, går der måske et par uger eller længere før at man finder et nyt job. Dette kaldes for skifteledighed. Det er jo netop skiftet fra et job til et andet job.

Der er også sæsonledighed. Det er når ens branche afhænger af de skiftende årstider. En gartner er sæsonledig, da han ikke har noget at lave om vinteren.

Strukturledighed er når folk er arbejdsløse fordi, at de ikke kan finde et job eller uddanne sig der, hvor de bor.

Konjunkturledighed er når Danmark er inde i en økonomisk krise og der af den grund er mange arbejdsløse

Efterspørgslen har stor betydning for arbejdsløsheden. Hvis folk begynder at købe flere møbler, så ansætter møbelproducenterne flere ansatte, og dermed falder arbejdsløsheden. I en højkonjunktur er efterspørgslen høj og arbejdsløsheden er lav. I en lavkonjunktur/finanskrise er efterspørgslen lille og arbejdsløsheden stor. 

Den finanspolitik, som føres, kan påvirke antallet af arbejdsløse. Hvis man fører en ekspansiv finanspoltik, hvilket man ofte gør, når landet er i krise, og efterspørgslen er lille, og arbejdsløsheden er stor, vil man ofte sætte skatter og afgifter ned og bygge mere i det offentlige. Hvis man hæver skatten, vil folk få flere penge til privatforbrug. Når folk har flere penge, køber de også mere-de efterspørger altså flere varer. Den øgede efterspørgslen gør, at der skal produceres flere varer. For at producere de mange varer, skal virksomheden ansætte flere medarbejdere. Dermed falder arbejdsløsheden. Ved at bygge mere i det offentlige, f.eks. kunne man bygge en bro. Jamen man skal både ansætte entreprenører, håndværkere, murere, ingeniører osv. De har måske gået arbejdsløse før, og så kommer de i arbejde, og staten har ikke længere udgifter til dagpenge og kontanthjælp. Hvis man skal bygge en bro, skal man b.la. også have beton, stål og mursten og meget andet. Staten køber disse materialer ved virksomheden. Virksomheden oplever øget efterspørgsel og skabe producere mere-de ansætter flere medarbejdere og arbejdsløsheden falder yderligere. 

Det kan være hårdt for mennesker at blive arbejdsløse. Arbejdet er en stor del af vores identitet og selvbillede, og det at udføre et stykke arbejde giver mening for det enkelte menneske. Arbejdsløshed kan skabe mistrivsel for den enkelte. Og det er ikke sjovt at blive fyret. 

Situationen med udenlandsk arbejdskraft i Danmark

I 2004 blev EU udvidet med 10 nye lande fra Øst-og Centraleuropa. Det indre marked i Europa gør, at EU-borgere frit kan arbejde og bosætte sig i andre EU-lande, end det land som de kommer fra. Polen blev medlem af EU i 2004, hvilket har betydet, at polakker frit kan bosætte sig og søge arbejde i f.eks. Danmark. I Polen er lønnen meget mindre end i Danmark. Derfor vil mange polakker gerne arbejde i Danmark, også selv om de ofte får lavere løn end danskerne. Det er dog ikke alle polske håndværkere, som bor i Danmark. De arbejder i en periode i DK og kommer tilbage til Polen. I sådanne tilfælde er en polak, kun udstationeret. Virksomheder, som udstationer medarbejder, er forpligtet til at følge bestemte regler. Problemet er, at løn i Danmark ikke er reguleret af national lovgivning(Der er ingen mindsteløn i Danmark, som der f.eks. er i Tyskland). Men lønnen reguleres efter kollektive overenskomster. Polske virksomheder er derfor ikke forpligtede til at give deres udstationerede ansatte løn efter dansk overenskomstmæssig løn. 

Danske fagforeninger er bange for, at østeuropæiske håndværkere vil komme til Danmark og arbejde for en lille løn. Vigtigt at pointere at der er stor forskel på en løn i Polen og en løn i Danmark. Nogle danske virksomheder vil måske ansætte polsk arbejdskraft bare fordi, at de ikke kræver en særlig høj løn. Det er selvfølgelig ikke i orden, hvis der er en overenskomst på virksomheden

Dermed vil nogle danskere miste jobbet eller blive tvunget ned i løn. 

Østeuropæisk arbejdskraft er altså ikke kun en ulempe for Danmark. Hvis Danmark har haft mangel på folk i byggeriet, er der kommet mange østeuropæere for at udføre arbejdet. Uden disse havde vores økonomi, ikke gået så glat. Meget byggeri vil f.eks. have været længe om at blive bygget og dermed blivet dyrt, hvis vi ikke havde benyttet os af østeuropæisk arbejdskraft.

Den trejde verden

Udviklingsbistand er den økonomiske hjælp, som de rigere lande giver til de fattige lande. Udviklingsbistand kan gives af et lands regering eller en NGO f.eks. Røde Kors eller Folkekirkens Nødhjælp. Meningen er, at udviklingsbistand skal give økonomisk og social udvikling for det land, som modtager pengene. Udviklingshjælpen skal give U-landet mulighed for at bekæmpe den store fattigdom. Der kan være mange grunde til at give udviklingsbistand. Mange vil mene, at det er umoralsk, at vi i Vesten lever i sus og dus, mens mange afrikanere lever under en dollar om dagen og har svært ved at få råd til mad og medicin. De rige lande kan også give U-landsbistand fordi, at de interesserede i at starte et nyt marked op i disse lande, altså de er interesseret i handel med disse lande. 

Udviklingsbistand gives direkte til U-landets regering, som har ansvar for at bruge pengene fornuftigt. Det sørgelige er, at regeringen nogle gange er korrupt eller udemokratisk, og så havner pengene i deres egen lommer, så de bliver rige. Meningen er jo, at pengene skal komme befolkningen, som helhed til gavn Andre gange er udviklingsbistand blevet bruget på våben, som slet ikke var hensigten. 

Projektstøtte gives til større projekter, f.eks. forbedring af infrastruktur eller byggerier af skoler eller hospitaler

Humanitær bistand gives i tilfælde af krig, naturkatastrofer, hungersnød osv. Målet med humanitær bistand er at mindske nøden hos mennesker i den tredje verden. Det kan man f.eks. gøre ved at dele mad og vand og medicin ud i de områder, som er ramt af en katastrofe.

Bistand kan gives på forskellige måder. NGO'er som Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors og mange flere giver penge til U-landene. En NGO er uafhængig af staten og de kæmper som regel for sager, som f.eks. menneskerettigheder, bekæmpelse af fattigdom, miljø osv. NGO'er få som regel lidt penge fra staten/regeringer. Men langt størstedelen af de penge NGO'er giver til u-landene, kommer fra indsamlinger fra virksomheder og privatpersoner

Udviklingsbistand kan gives enten bilateralt og multilateralt. Bilateral bistand gives direkte til U-land. Bi betyder to fordi, at der er to med i processen. Tanzania i Afrika er det land, som Danmark giver flest penge til. Når Danmark giver Tanzania Ulandsbistand, er det bilateral bistand. Multilateral bistand er når en international organisation giver U-landsbistand. Det kunne f.eks. være FN eller EU, som yder multilateral bistand. 

Danmark er blandt de lande i verden, som giver flest penge i udviklingsbistand målt på BNP pr indbygger. FN har den målsætning at lande skal give mindst 0,7 procent af deres BNP på udviklingsbistand. Danmark giver snart en 0,9%-1% af vores BNP på udviklingsbistand

Lige efter 2.verdenskrig modtog vi dog også selv udviklingsbistand fra USA(Marshall-hjælpen). Disse penge brugte vi på at købe en masse traktorer. I DK begyndte vi at give udviklingsbistand, da vi var med til at stifte FN. Da vi i 40'erne begyndte at give udviklingsbistand, var det multilateral bistand gennem FN. I 1960'erne begyndte Danmark at give bilateral bistand. Dvs. at Danmark gav pengene direkte til et U-land. I 60'erne og 70'erne var det vigtigste mål for dansk bistand at bekæmpe ekstrem fattigdom. I dag er det også blevet et mål med bedre rettigheder for kvinder og politiske rettigheder osv. Man begyndte i 90'erne og 2000'erne fra dansk side at fokusere på få lande i stedet for mange lande. Danmark giver bilateral bistand til programsamarbejdslandene, som er de lande, vi har valgt at støtte. Målet var at gøre dansk bilateral bistand mere effektiv og skabe bedre resultater. Danmark giver ikke blot bilateral bistand til U-lande, men også f.eks. konfliktområder som Afghanistan og Mellemøsten. Man vil nemlig bruge pengene på at bekæmpe terror og løse konflikter. Samtidig vi man forsøge at skabe en god regeringsførelser, hvor korruption og tortur o.lign. bekæmpes. 

Med udviklingsbistand vil man gøre U-landens overgang til I-lande hurtigere(industrialisering skal gå hurtigere ved, at der gives hjælp til byggeri, infrastruktur, sygdomsbekæmpelse osv. 

Udviklingsbistand kan også medvirke til at 2015-målene opfyldes

Målene er b.la. at fremme kvinders rettigheder, begrænse børnedødeligheden, mindske fattigdom og sult, stoppe smitten af sygdomme som f.eks. Aids, diare og maleria osv. samt at man skal kæmpe for en miljøvenlig og bæredygtig vækst.

Disse mål blev truffet omkring 2000. Det er første gang, at man har set så klart definerede mål. Det ser ud som om, at nogle lande ikke helt, når at opfylde målene. Dog har lande som Kina og Sydkorea nået rigtig langt i forhold til afrikanske lande. Ulandenes regering og FN udarbejder i fællesskab en rapport over, hvordan det enkelte land lykkedes med at opnå målene. Man har måske været lidt optimistisk, da man lavede målene. Finanskrisen har været hårde for U-landene. De sidste år er klimaforandringerne især gået ud over Afrika. Afrika bliver nu oftere og hårdere ramt af tørke og hungersnød. Tørke fører f.eks. til mangel på mad, som medfører, at flere mennesker i verden sulter. 

Der kan være mange årsager til fattigdom. Uligheden i verden er enormt stor. I Danmark har vi det rigtig godt. Vi har råd til mad, et sted at bo, medicin, tøj på kroppen, fjernsyn og computere, at tage på ferie og meget andet. Over 1 milliard mennesker i verden lever under en dollar om dagen. Mange af disse har knap nok råd til de mest basale ting, som mad, medicin, husly og andre nødvendigheder. Generelt kan man sige, at en stor del af goderne tilhører en lille del af verdens befolkning. Der altså kæmpe ulighed i fordeling af goderne i verden. Der kan også være meget store forskelle på befolkningen i et land. I et land kan der f.eks. være mange fattige og nogle få rige, som sidder på langt størstedelen af goderne. Man kan sige, at Danmark er både et rigt og lige land. Skatten udligner forskellen mellem rig og fattig. Og helt almindelige mennesker har råd til at have det rigtig godt. 

Den tredje verden fortsat

Fair trade

Folk i U-landene får alt for ofte en lav løn og arbejder under dårlige forhold. Fair trade er en bestemt form for handel, hvor producenterne forpligter sig på, at levevilkårerne for de ansatte er ordentlige. 

Vore kaffe og chokolade kommer som regel fra et U-land. Det er svært at vide, om de ansatte, som har lavet vores varer, er blevet behandlet ordentlig og har fået en ordentlig løn. Især varer, som vi køber fra verdens fattigste lande. Fair Trade's formål er, at sikre bønder i U-landene en fair behandling, ordentlige arbejdsforhold og en rimelig løn. Fair Trade er dermed forpligtet til at give de ansatte en ordentlig løn og sikrer ordentlige arbejdsforhold. Der må heller ikke benyttes børnearbejde eller tvangsarbejde i produktionen. Fair Trade giver også penge til udviklingsprojekter i bøndernes lokalområder, f.eks. til at lave en vej eller bygge skoler og hospitaler

Fair Trade skal skabe en mere retfærdig verdenshandel. Der er som sagt meget stor forskel på rigeste og fattigste lande i verden. Levevilkår er for bønderne i U-landene, som regel meget dårlige. Fair Trade's mål er at mindske uligheden og sikre deres ansatte gode vilkår. U-landene skal gennem Fair Trade langtsomt udvikle sig til I-lande. Miljøet spiller også en vigtig rolle i Fair Traide. Producenterne af Fair Trade's varer skal skåne miljøet gennem en bæredygtig produktion-når Fair Trade varer produceres tages der hensyn til miljøet og naturen. 

Folkestyret og grundloven

Det danske parlament, Folketinget, hører til på Christiansborg Slot i København. Her arbejder 179 folketingsmedlemmer, som stemmer om alle love. Lovene er de regler, som gælder for alle i Danmark. Når man er fyldt 18 år, bosiddende i Danmark og dansk statsborger, kan man stemme ved valgene til Folketinget. 

Efter et valg går flertallet af Folketinget sammen og vælger en statsminister. Det er så statsministeren, der bestemmer, hvem der skal være ministre. Statsministeren sørger for at udvælge ministre fra alle regeringspartierne. Statsministre kan også vælge folk, som ikke sidder i Folketinget, til at blive ministre. 

Alle uenigheder om love skal afgøres af dommerne i domstolene. Dommerne er politisk uafhængige og kan kun afskedes, hvis Folketinget så laver en lov om det. Domstolene er den dømmende magt i Danmark

I 1849 fik Danmark sin første frie forfatning, som siden er blevet kendt som Grundloven. Det var nu ikke længere Kongen, som bestemte. Danmark blev til et demokratisk land, hvor magten er adskilt. Grundloven dikterer, hvordan den udøvende, dømmende og lovgivende magt skal arbejde. I Grundloven står der også, hvilke rettigheder og pligter, borgerne har. Meningen med demokratiet er at borgerens frihedsrettigheder sikres. I Danmark/ i demokrati et alle mennesker født frie og lige.

Den første tirsdag i Oktober er Folketingets åbning. Her begynder man et nyt folketinget. Alle politikerne mødes i Folketingssalen. Folketinget skal have valgt en formand og fire næstformand, som alle kommer fra de 5 største partier. Statsministeren holder en tale om regeringspolitik og målsætning for arbejdet i det nye folketingsår. Folketingsmedlemmet, som har været i Folketinget i flest år, åbner mødet med at ringe med en klokke. Medlemmerne vælger en formand for folketinget og de fire næstformænd. Disse fem menneske er Folketingets præsidium. De skal styre Folketingets arbejde og de 5 skiftes til at lede møderne. Partierne beslutter sig i for vejen for, hvem de vil stemme på ved valget til præsidium. Formanden af præsidiumet takker for sin udnævnelse og leder resten af mødet, den dag.

Statsministeren holder som tidligere nævnt en åbningstale ved Folketingets åbning. Vi hører, hvordan ministrene/regeringen vil løse problemstillinger i samfundet. Vi får at vide, hvilke love regeringen vil kæmpe for at få gennemført i det nye folketingsår. Regeringen har bestemte planer. Disse planer/målsætninger kommer regeringen med forslag til, hvordan de skal nås. Hvis nu elever i den danske folkeskole skal blive bedre til engelsk og matematik, kan statsministeren f.eks. foreslå mere undervisning i disse fag. 

Partierne holder 2 dage efter en debat om Folketingets åbningstale-her diskuteres statsministerens tale, også kaldet åbningsdebatten. 

Nogle partierne bakker op om regeringen. Det er de partier, som sidder i regeringen eller støtter regeringen. Resten af partierne er kritiske. De er ikke enig i den politik, som regeringen fører, og bryder sig ikke om den måde, regeringen styrer landet på. Oppositionen kontrollerer regeringen f.eks. om de følger lovene, løser problemer i samfundet og om pengene bruges på en hensigtsmæssig måde.

Folkestyret og grundloven fortsat

I Danmark har vi folkestyre, dvs. at det er folket, som styrer Danmark. Folkestyre er ensbetydende med demokrati

I 1849 fik Danmark demokrati. Før 1849 lå al magt hos Kongen, han havde alene magten til at bestemme alle love. Han kunne også smide folk i fængsel, hvis de ikke overholdte hans love. Det var måske forbudt at være imod Kongens synspunkter, og man kunne blive sat i fængsel for at ytre ens utilfredshed med kongen.

Direkte demokrati er den første form for demokrati. Direkte demokrati opstod i Grækenland for over 2000 år siden, hvor alle mænd mødtes og diskuterede og stemte om love. Direkte demokrati er, når alle er med til at stemme om en lov. Vi har kun få folkeafstemninger i Danmark, f.eks. ved afgivelse af suverænitet til EU og ændring af grundloven. En folkeafstemning er, når alle voksne med valgret er med til at stemme direkte om en bestemt lov. 

I Danmark har vi langt størstedelen af tiden repræsentativt demokrati. Det er besværligt at have direkte demokrati, da der vedtages og behandles så mange love om året. Den enkelte borger har ikke tiden eller ressourcerne til at sætte sig ind i alle lovforslagene. Danskerne vælger politikere, som repræsenterer deres holdninger bedst, til at repræsentere sig i Folketinget. Politikerne på Christiansborg behandler alle love. Danmark er nemlig styret af love, hvor der står, hvad vi må og ikke må. 

I et demokrati vælger borgerne de politikere, som de er mest enige med. Politikerne styrer landet gennem love, som et flertal har vedtaget.

Ikke alle demokratier er indrettet ens. USA og Danmark er begge demokratier, men forskellige demokratier. USA har en præsident, som amerikanerne har valgt. I USA skal lovene vedtages af medlemmerne i repræsentanternes hus og af medlemmerne af senatet, før de bliver til love. USA har et to-kammer-system. I Danmark har vi et etkammersystem, lovene gælder, når de er vedtaget et sted, nemlig i Folketinget. Det amerikanske demokrati er et to-kammersystem, da lovene skal vedtages to forskellige steder, før de kommer til at gælde i det amerikanske samfund.

For at et land er demokratisk skal valgene være hemmelige, lige og frie. Vælgeren skal kunne sætte sit kryds på stemmesedlen, uden at dette ses af andre. Uanset om man er rig eller fattig, sort eller hvid, mand eller kvinde, så er alles stemme lige meget værd. Der er valgret, dvs. at borgerne skal kunne stemme på de politikere/medlemmer af de lovgivende forsamlinger.

Der er selvfølgelig regler for hvem, der kan stemme til Folketingsvalget, og blive valgt til Folketinget. Når man er statsborger i Danmark, bor i Danmark og er mindst 18 år, har man både valgret og man er valgbar. Dvs. at man kan stille op til valg, og man kan stemme ved folketingsvalg. Alle vælgere får et valgkort tilsendt med posten. Man afleverer sit valgkort på valgtstedet, før man får sin stemmeseddel.

Danmark fik den 5 juni 1849 sin grundlov, som Kong Frederik d. 7 skrev under på. Grundloven er den vigtigste lov i Danmark, og ingen andre love må være i strid med Grundloven. Grundloven giver danskerne frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed osv. Grundloven gjorde Danmark til et demokrati. Borgerne bestemmer selv-kongen eller monarken bestemmer ikke. Vi har nemlig indskrænket demokrati. Grundloven beskriver, hvordan Danmark skal styres. Dette skal ske gennem love, der vedtages i Folketinget. Reglerne for arbejdet i Folketinget er beskrevet i Grundloven. Grundloven beskriver desuden, hvordan medlemmerne til Folketinget vælges. Grundloven dikterer, at medlemmerne af Folketinget skal vælges ved frie og hemmelige valg, at der skal være valg til Folketinget mindst hver 4 år. 

Politikerne kan også lægge magt ud til borgerne ved at lade borgerne bestemme om en lov skal vedtages eller forkastes ved en folkeafstemning. Mindst 60 medlemmer af Folketinget skal være enige om, at der skal afholdes en folkeafstemning. Så skal borgerne stemme ja eller nej til loven. Dog må man f.eks. ikke sende finansloven til folkeafstemning. Der skal være folkeafstemning, når færre end 5/6 af medlemmerne i Folketinget stemmer ja til, at Danmark skal overgive opgaver til EU. Der kræves altid folkeafstemning, hvis Grundloven skal ændres. 

Vi har som sagt et indskrænket monarki i Danmark. Regenten har i realiteten ikke nogen magt. Regenten afskediger og udnævner statsministre og ministre. Dronnningen kan ikke bestemme hvem, der skal være statsminister eller minister for et bestemt område. Hvem der skal være statsminister, er op til et flertal i Folketinget. Når det så er sket, møder statsministeren op på Amalienborg Slot for at blive udnævnt af dronningen. Bagefter udnævner dronningen alle de ministre, som statsministeren har valgt. Dette kaldes for dronningerunden. Dronningen og den ansvarlige minister for et område, skal skrive under på et lovforslag før det behandles første gang i Folketinget. Et lovforslag skal altid behandles tre gange. Love vedtages ved 3.behandling i Folketinget. Så skriver dronningen og den relevante minister loven under. Så gælder loven ude i samfundet. Loven er dermed stadfæstet. Grundloven dikterer, at dronningen er ansvarsfri. Hun kan derfor ikke stilles til ansvar for lovforslag, hun har skrevet under på. Ministeren, der skriver under på loven, har ansvaret for at den kommer til at gælde i samfundet. Hvis ministeren gør noget direkte ulovligt i sit arbejde, nedsættes der en rigsret, som dømmer ministeren. 

Folkestyret og grundloven fortsat

I et demokrati sikres, at borgerne har personlig frihed til at leve, som de vil. Dog skal de regler, som gælder i samfundet, overholdes. Dog er der love, som sikrer borgerne grundlæggende frihedsrettigheder, de er skrevet ind i Grundloven. Alle skal kunne samles frit og drøfte forskellige sager, forsamlingsfrihed. Grundloven dikterer, at vi har ytringsfrihed dvs. at man har ret til at sige, hvad man mener. Man har dog også et ansvar over for domstolene, og man kan blive straffet, hvis man taler usandt om andre eller kommer med racistiske udtalelser. Alle har ret til at danne foreninger(foreningsfrihed). Domstole kan forbyde en forening, hvis den formål er vold. Vi har forsamlingsfrihed, og kan mødes frit til møder og demonstrationer. Alle har ret til at dyrke den Gud, de ønsker. Dette kaldes religionsfrihed.

Der står desuden i Grundloven, at "den personlige frihed er ukrænkelig" og "boligen er ukrænkelig" og "ejendomsretten er ukrænkelig"

Politet kan altså ikke bare ransage ens hjem, med mindre at de har fået tilladelse fra en dommer. Staten må ikke bare bygge en motorvej i din baghave medmindre, at det er til fællesskabets fordel, og staten skal give dig fuld økonomisk kompensation.

I et demokrati skal der altid være lighed for loven. Alle skal behandles ens, om man er mand eller kvinde, sort eller hvid, rig eller fattig, muslim eller kristen har man de samme rettigheder og pligter som borgere. Man må f.eks. heller ikke få en strengere straf for tyveri, bare fordi at man f.eks. er sort i huden.

Et demokrati skal have en uafhængig presse før, at det kan fungere. Pressen skal være kritiske over for de mennesker, som har magten og dermed kan bestemme over andre. Pressen har også pligt til at afsløre politikernes bedrageri og snyd. De afklarer også, hvis borgere behandles dårligt. Gennem journalisters nyhedsindslag, nyhedsartikler og radioshows får vi viden om politikernes arbejde. Vi kan dermed alle sammen følge med i arbejdet med Christiansborg. Politikerne bruger også medierne til at komme ud til vælgerne. Gennem medierne kan politikerne fortælle deres budskaber, ideer og løsninger til vælgerne.

Folkestyret og Grundloven fortsat

Der er 179 medlemmer af folketinget i DK. 175 er valgt i Danmark, 2 er valgt på Grønland og 2 er valgt på Færøerne.

I Danmark har vi forholdstalsvalg som valgsystem. Det betyder, at partierne tildeles mandater ud fra, hvor mange de stemmer får. Hvis et parti får 20% af stemmerne, får det 0,2*179=36 mandater i folketinget. Dette system gør, at vi kan få mange partier ind i vores parlament/Folketing. Vores folketing i Danmark er et flerpartisystem, vi har altså 8 partier i folketinget. Nogle partier vil derfor ligne lidt hinanden med enkelte undtagelser. Vores mangfoldighed af partier gør, at mange forskellige mennesker har mulighed for at blive repræsenteret. I Danmark har vi en spærregrænse på 2 pct. Det betyder, at et parti skal få mindst 2 procent af stemmerne for at være repræsenteret i Folketinget. Det har man gjort for at undgå alt for mange små partier på Christiansborg, som besværliggøre arbejdet på Christiansborg.

I USA og Storbritanien har man flertalsvalg i enkeltmandskredse. Her vælges de kandidater med flest stemmer i de enkelte valgkredse. Alle andre stemmer går tabt. The winner takes it all-vinderen får alle stemmerne. Dette valgsystem gør, at der ikke er plads til små partier. De store partier vil vinde, og alle stemmerne på de små partier vil være spildte. I USA har de et topartisystem, dvs. at de kun har republikanerne og demokraterne til at repræsentere sig i kongressen.

Parlamentarisme: En regering dannes ud fra parlamentets sammensætning. Vælgerne har gået til valg og stemt på partier/politikere, som nu repræsenterer dem bedst. Det er nu tid til at sammensætte en regering. I et land med positiv parlamentarisme, skal parlamentet stemme om regeringen, før den kan tiltræde. I et land som Tyskland er der ofte flertalsregeringer, da regeringen skal godkendes inden indsættelsen

I et land som Danmark har vi negativ parlamentarisme. Der må bare ikke være et flertal imod regeringen.

I parlamentarismen har befolkningen ingen indflydelse på, hvem der bliver landets leder. Det går an på resultatet af valget, og hvordan man vælger at sammensætte en regering.

Flertalsregering:Regeringen har flertallet.

Mindretalsregering:regeringen har ikke flertallet af mandaterne. Den får hjælp af et parlamentariske grundlag/støtteparti, så den ikke får et flertal imod sig.

Støtteparti: Er ikke med i regeringen, men bakker op om regeringens politik.

Parlamentarisk grundlag:Et støtteparti er et parlamentarisk grundlag, når regeringen er afhængig af støttepartiet, så det ikke får et flertal imod sig.

 Præsidentalisme:Her vælges landets leder/præsident direkte af folket. Der skabes på den måde større skel mellem den udøvende og lovgivende magt. Det er dog et problem, hvis præsidenten og kongressen i USA ikke kan blive enige. Præsidenten har nemlig veto-ret og kan blokere, at lovforslag fra kongressen bliver til noget. Dette problem undgår man i et land med parlamentarisme

Direkte demokrati:Når borgerne stemmer direkte om en beslutning. Det er op til borgerne om en lov skal vedtages eller forkastes. Direkte demokrati sker i Danmark ved folkeafstemninger om afgivelse af suverænitet til EU og grundlovsændringer. I Danmark har vi meget lidt direkte demokrati fordi, at den almindelige borgere har travlt med familie og venner, arbejde og foreningsliv. Den enkelte borger har ikke tiden eller ressourcerne til at sætte sig ind i alle lovforslag.

Repræsentativt demokrati: Borgerne stemmer på de politikere, som repræsenterer dem og deres holdninger bedst. Politikerne laver en masse lovforslag på borgernes vegne, som kommer til at gælde for dem. Repræsentativt demokrati er en konsekvens af, at almindelige borgere ikke har tid og ressourcerne til at gennemgå alle lovforslag.

Folkestyret og grundloven fortsat

magtens tredeling

Magten deles i 3 i Danmark. Det kaldes magtens tredeling. Det gøres så, magten ikke kan misbruges. Ingen instanser får for meget magt. Oppostitionen fører kontrol med regeringen. Domstolene kontrolerer at ingen love strider imod grundloven. 

Lovgivende magt ligger hos folketinget:Folketinget, både regeringen og oppositionen, kan komme med lovforslag. Det er dog regeringen, som kommer med de fleste lovforslag. Regeringen kan nemt finde et flertal eller lave et kompromis, så der kan blive et flertal for en lov. Regeringen har også ministerierne/embedsmændene til at hjælpe sig med lovforslagene, hvor oppositionen har færre at hjælpe sig. 

Den udøvende magt ligger hos regeringen. Det er regeringens opgave, at lovene kommer til at gælde ude i samfundet. F.eks. har undervisningsministeren ansvaret for at lovene på undervisningsområdet bliver gennemført. Han/hun vil kigge på, om kommunerne overholder lovgivningen. 

Den dømmende magt ligger hos domstolene. Det er deres opgave at dømme dem, der bryder lovene. Domstolene tager stilling til, om almindelige mennesker har gjort noget ulovligt. Hverken den lovgivende magt(lovgivner) eller ministrene eller kommunerne(udøverne) kan blande sig i dommerens tolkning af loven og hans/hendes vurdering, hvorvidt nogen bryder eller overholder loven.

Konkurrencedemokrati

Den moderne borger har travlt nok med sit eget liv. Derfor skal borgerne vælge politikere til at repræsentere sig i folketinget. Disse politikere tager så beslutninger, som gælder alle borgere

Politikerne skal have ro og fred til at sætte sig ind i lovforslag og lave love, uden at borgerne blander sig.

Hvis borgere er utilfredse med politikerne, kan de vare vælge nogle andre ved næste valg

Deltagelsesdemokrati

Borgerne bliver bedre og klogere mennesker af at deltage i demokratiet. Befolkningen skal være med i så mange afstemning som muligt. Folk bliver gladere for beslutninger, som de selv har været med til at træffe. 

Demokrati er ikke bare en styreform, men også en livsstil. Forældre bliver f.eks. klogere mennesker af at være en del af deres børns skoles skolebestyrelse. På den måde får de indsigt i, hvordan skolen fungerer og hvilke udfordringer den står overfor.

Målet er direkte demokrati. Men det enkelte mennesker har travlt nok med fritidsinteresser, familier og venner og job, så det har ikke tiden eller ressourcerne til at sætte sig ind i de mange lovforslag, som hvert år bliver behandlet. 

EU og menneskerettigheder

Europarådet

Europarådet arbejder for at fremme demokrati, retsstat og respekten for menneskerettigheder

Europarådet er et resultat af efterkrigstidens bestræbelser på at mindske de europæiske landes indbyrdes konflikter og rivaliseringer. Siden oprettelsen af Europarådet i 1949 har rådets opgave været at fremme demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettigheder. Under den kolde krig var rådets opgaver kun koncentreret om de vesteuropæiske medlemslande. Siden murens fald i 1989 har Europarådet haft en vigtigere rolle i helbredelsen af det europæiske kontinent. 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Europarådets medlemslande vedtog i 1950 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Konvention trådte i kraft 3 år senere og giver borgerne en række borgerlige og politiske rettigheder som f.eks. beskyttelse mod tortur, privatlivets fred, religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed. Modsat FN's menneskerettighedserklæring, er der i den europæiske menneskerettighedskonvention ingen bestemmelser om økonomiske eller sociale rettigheder. 

De 47 lande som har underskrevet den europæiske menneskerettighedskonvention er juridisk bundet af den, og konventionsbestemmelserne gælder lige så meget som dansk lovgivning. Man kan derfor godt lægge sag an, hvis konventionens bestemmelser ikke overholdes. Retssagen kan ske ved en dansk domstol eller ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. 

For at lægge sag an ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal ens sag, dog først afprøves ved ens nationale domstol. Når sagen er afprøvet ved en national domstol, kan man så lægge sag an ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Når den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tager en afgørelse i en sag, er hvert enkelt land juridisk bundet til at overholde afgørelsen

Det er den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opgave at den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes i de 47 lande, som har underskrevet den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor kan stater og borgere klage, hvis de har den mening, at menneskerettighederne brydes. 

En stat er ikke kun forpligtet i forhold til de domme, som er rettet mod landet selv. Alle de europæiske lande, som har tilsluttet sig aftalen, skal hele tiden følge de afgørelser, som falder ved EMD. Staterne er forpligtet til at justere lovgivning, så den passer til EMD's afgørelser.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blev etableret i 1959. Den er en overstatslig domstol i Europa, men den er ikke en del af EU-systemet og er således ikke at forveksle med EU-Domstolen

EU's menneskerettighedspolitik

Ligesom FN opfatter EU menneskerettighederne som universielle. EU mener altså ligesom FN, at menneskerettighederne skal gælde alle uanset nationalitet, køn, seksuel orientering, alder, politiske ståsted osv. Derfor arbejder EU for at fremme menneskerettighederne i Afrika og Mellemøsten. EU's menneskerettighedspolitik har både fokus på civile, politiske, økonomiske og sociale rettigheder. EU arbejder derfor også på at fremme børn og kvinders rettigheder, og forbedrer mindretals og internt fordrevnes rettigheder. 

EU fører også dialog med lande, som ikke er europæiske, om menneskerettigheder, f.eks. Rusland og Kina.EU har i de senere år også ført sanktioner mod Burma og Zimbabwe for deres overtrædelser af menneskerettighederne.

"Arbejdsretten

I Danmark er der tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster. Derfor er lovgivningen på det ansættelsesretlige område begrænset.

Arbejdsretten behandler især sager om overtrædelse og fortolkning af hovedaftaler og tilsvarende overenskomster med almindelige og principielle bestemmelser på det kollektiv arbejdsretlige område, om overtrædelse af andre kollektive overenskomster vedrørende løn- og arbejdsforhold, samt om lovligheden af kollektive kampskridt, herunder anvendelse af sådanne til støtte for krav om overenskomst på områder, hvor kollektiv overenskomst ikke er indgået.

Faglig Voldgiftsretterne 
Faglig Voldgiftsretterne er den sidste retsinstans i det fagretlige system. Inden voldgiftsretten har der været afholdt forhandlingsmøde og mæglingsmøde mellem parterne. En kendelse fra en faglig voldgift kan normalt ikke ankes.

Forligsinstitutionen 
Forligsinstitutionen bistår, hvis arbejdsmarkedets parter ikke kan blive enige om at indgå eller forny overenskomster. "

http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Arbejdsret/Det%20arbejdsretlige%20omraade/Arbejdsretlige%20institutioner.aspx

Arbejdsretten tager sig af konflikter, hvor de røde fagforeninger, altså dem med bånd til Socialdemokratiet, er indblandet. 

Konflikter, hvor de gule fagforeniner og arbejdsgiverorganisationer, er indblandet løses ved de almindelige domstole/en voldgift.

Arbejdsmarkedet fortsat

Opsummering

Overenskomster er forskellige, men indeholder som regel bestemmelser som løn, ferie, overarbejde, sygdom, barsel, skiftehold, lærlingebestemmelse og tillidsmandsregler. I Danmark aftales overenskomsterne mellem fagforbund og arbejdsgiverorganisationer. Det er arbejdsmarkedets parter som aftaler en mindsteløn og arbejdstider. I andre lande, f.eks. Tyskland, er det parlamentet som beslutter, hvor lang arbejdstiden skal være og hvor meget man skal have i løn. I Tyskland blev der for nylig lavet en mindsteløn på omkring 8 euro. I Danmark har vi ingen mindsteløn, som regeringen har fastsat fordi, at aftaler på arbejdsmarkedet laves af arbejdsmarkedets parter. 

Strejke: Hvis en fagforening ikke er tilfreds med arbejdsgivernes krav i en overenskomst, kan de vælge at strejle. Dette er et middel til at presse arbejdsgiverne. De strejkende får ikke løn under strejken, men fagforeningen har en kasse, hvor de kan låne fra. Arbejdsgiverne får i den periode heller ingen arbejdskraft. 

Lockout: Hvis arbejdsgiverorganisationer ikke er tilfredse med fagforeningskrav, kan de lockoute de ansatte. Dette er arbejdsgiverorganisationernes måde at presse lønmodtagerne/fagforeninger på. Som tidligere nævnt får lønmodtagerne ingen løn, og arbejdsgiverne får ikke arbejdskraften.  

Regeringsindgreb:Normaltvis blander regeringen sig uden om overenskomster. Det er op til arbejdsmarkedets parter at lave en overenskomst. Man tror nemlig, at de er bedst til at lave aftalen. En strejke eller lockout kan gå så meget ud over samfundet, hvis den ikke stoppes. Hvis skraldet ikke bliver fjernet, hvis børn ikke kan komme i skole, hvis der ikke bliver kørt varer ud osv. vælger regeringen at gribe ind i konflikten. Regeringen kan enten forlænge overenskomsten eller lave en ny overenskomst. Hvis regeringen laver en ny overenskomst, skal et flertal af folketinget stemme for. Når regeringsindgrebbet er fuldført, skal arbejdet fortsætte. Så hersker der fredspligt

Fredspligt:Der må ikke strejkes eller lockoutes i den periode overenskomsten er gældende. 

Fagforeningerne repræsenterer lønarbejderne inden for et fag. Det kunne f.eks. være DJØF, HK eller 3F. De har til formål at skabe de bedst mulige vilkår for deres medlemmer. De repræsenterer medlemmernes interesser med hensyn til løn og arbejdsvilkår over for arbejdsgiverne.

Arbejdsgiverorganisationer repræsenterer arbejdsgiverne, når der skal forhandles overenskomst. Det kan godt være, at lønmodtagerne kræver mere i løn, men i visse tilfælde føler arbejdsgiverne måske ikke, at de har råd til give en lønforhøjelser.

Arbejdsmarkedet fortsat

Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen

Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, de røde fagforeninger som fx. 3F, har haft tætte bånd. De røde fagforeninger kæmpede for arbejdernes løn og arbejdsvilkår. Socialdemokratiet blev stiftet i 1871 for at varetage den voksende arbejderklasses interesser i samfundet. På dette tidspunkt vandrede meget arbejdskraft fra landet til byerne. Socialdemokratiet er et resultat af, at arbejderne i de store byer forende sig for at få bedre arbejdsforhold, lejligheder og lægehjælp. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet arbejdede begge for bedre vilkår for arbejderne, og derfor har de været tætforbundne.

Arbejdsmarkedet fortsat

De gule fagforeninger 

Har ingen bånd til fagbevægelsen eller socialdemokratiet, er modstander af strejker og lockouts.Ved konflikter er der en voldgift, hvor både den gule fagforening og arbejdsgiverorganisationer er forpligtet til at følge dommerens afgørelse. 

I de sidste år har mange danskere vendt de røde fagforeninger ryggen og meldt sig ind i de gule fagforeninger, som fx. Krifa. Problemet er, at Krifa giver dårligere løn-og arbejdsvilkår end de traditionelle fagforeninger. Til gengæld er det billigere at være medlem af Krifa end fx. 3F. Folk synes nemlig, at de røde fagforeninger er for dyre.