Dantes Allé (Skal aflevers i morgen)-Hvad synes I?!

27/6 2009 

Kære Birthe 

Jeg beklager dybt min respektløshed overfor jer, at jeg bare har efterladt alt mit rod til jer, uden selv at tage stilling til det. Alting er gået så stærkt, siden jeg sidst så jer, så jeg føler nu, at jeg skylder jer en forklaring på hvad der skete den tirsdag aften, hvor jeg "bare" skulle ned og hente mælk. Vi havde i mange måneder efter finanskrisen,  økonomiske problemer, som vi begge vidste ikke ville løse sig.  

Aftenen jeg forlod jer, traf jeg en beslutning, som stod for både mine, og jeres vilkår. Troede jeg.  

I var alle gået i seng, og stilheden over lejligheden, havde lagt sig.  

Jeg tog bilen ned for at hente mælk, hvor jeg på stationen, stød ind i Leif, min gamle folkeskole kammerat. Du husker ham nok ikke. Vi tog hjem til ham, hvor vi havde en lang samtalte, om hvad vi hver især, havde brugt vores år på, siden vi sidst havde set hinanden.  Samtalen endte med, at komme ud på et sidespor, vedr. hans kosmetolog firma, som lå i Miami. Jeg fortalte om vores økonomiske problemer, vores banklån og dermed hvordan vi i flere år havde kæmpet for at forblive i lejligheden. Lars havde tidligere fortalt mig, at han tidligt om morgenen, efter denne aften, ville tage flyet til Miami, da han havde et møde dernede. Uden en bevidst tanke, om hvad jeg havde begivet mig ud i, havde jeg takket ja, og skrevet under på flere kontrakter, vedr. luksuriøse lejligheder, om at blive personlig firma assistent hos Lars, lån af penge, registrering som udrejst af landet og acceptering af vilkår. Jeg havde aftalt med mig selv, at tage på en spontan tur, uden nogen ide om hvor jeg ville hen, før jeg ville tage flyet til Miami. Jeg havde kørt hele natten til Onsdag, da jeg endelig støder på et hotel, til rimelig pris. Onsdag morgen, vågnede jeg sent op, da jeg ikke havde sovet særligt behageligt, hele natten. Jeg pakkede sammen, og tog bilen videre. Da der nu var gået 2 uger, havde jeg været i Tyskland, Schweitz og Frankrig, alle penge lånt. Jeg sidder nu i Miami, med følelsen af det lykkelige liv. Jeg tjener dobbelt så meget, af hvad jeg har brug for, og har nu modet til endelig at skrive til dig. Jeg lever nu i nutiden, og ikke datiden. Efter alt dette, har jeg længe haft tanken om dig og børnene, ikke kunne tage herned, hvor vi dermed kunne leve lykkeligt uden nogle problemer? Alt dette er op til jer. Jeg savner jeg alle frygteligt meget, og kan ikke udtrykke mine følelser tydeligere på skrift. Jeg bliver nød til at se jer snarest muligt.  
 
Kh. Thomas 

Hvad synes I?! (Skal afleveres i morgen!)