har skrevet en historie (på balkonen) tænkte om jeg kunne få hjælp med at rette den og jeres mening

Jeg vågnede op ved lyden af et kanonslag og flere tusinde hujende mennesker. Festivalen var begyndt, om et par timer ville flere hundrede tyre løbe ned ad de snoede brostensbelagte gader, i Pamplona Spanien. Jeg er født og opvokset her. Jeg gik ud på balkonen, flere tusinde mennesker stod klar hele vejen ned ad de snoede gader, klar til at opleve festivalens højdepunkt (på ingen afstand) (hvad med: 'på nærmeste hold'?). Det var en risiko som de fleste spanioler (hedder det ikke en spanier i dag?) var villige til at tage.
Min mor var allerede i fuld gang med at lave mad. Om et par timer ville hele familien samles hjemme hos os, til vores årlige familie tradition. Hvert år samles hele min familie hjemme hos os, propper sig mætte i alt den lækre mad min mor havde brugt flere timer på at lave, så ville mine små kusiner og fætre blive puttet og hele familien ville samles ude på balkonen. Den samme balkon jeg står på nu. Balkonen er et perfekt sted at se tyre løbet fra, man kunne ikke komme til skade og man så løbet tæt på.
Jeg kunne høre den stressede tone i min mors stemme “no ahora seguramente debe ser lo suficientemente pronto!” og kort efter kunne jeg lugte noget brændt. Hvert år ville mor prøve at lave en (endnu mere kompliceret ret) end forrige år, i forsøget om på at imponere hele familien. Og i sidste minut ville hun indse at det nok var bedst at holde sig til de simple spanske retter hun plejede at lave. Jeg tog tøj på og gik ind til mor. Hun havde så travlt, at hun ikke lagde mærke til at jeg var vågnet eller for den sags skyld stod foran ovnen og inden jeg kunne nå at reagere fik jeg ovnen klasket lige i hovedet. Jeg begyndte at grine selvom det gjorde ret ondt. Først blev hun chokeret, så blev hun sur og til sidst grinte hun af det.
Efter jeg havde spist morgenmad gav mor mig nogle penge, og så var jeg ude af døren. Jeg gik ned til den lokale blomsterhandler, for at købe en buket blomster til min veninde. Buketten var allerede klar da jeg kom derned. Ejeren hedder Louis og er en nær familie ven, det var hans datter jeg købte buketten til.
Jeg sad i bussen i 2 timer før jeg skulle af, nu var jeg her. Jeg tog en dyb indånding og gik langsomt hen imod hende. Hen imod minderne vi havde haft, jeg kunne mærke tårerne pressede sig frem. Jeg satte mig på huk foran hendes gravsten, jeg sad uden at sige noget i 20 min, minderne strømmede hurtigt gennem mit hoved. Jeg lagde den nye blomsterbuket på gravstenen og fjernede den gamle. “Jeg håber du har det godt hvor du er, familien kommer snart hjem til os og spiser, så skal vi ud på balkonen og se tyreløbet. Jeg har ikke glemt dig og din kærlighed til min mors mad, jeg har dækket op til dig. Vi elsker dig og savner dig.” Jeg sad og tænkte på den dag det skete, “du skulle absolut snige dig væk fra balkonen, gå ned på gaden og se tyrene på tæt hånd hold. Det skete hurtigt. Familien gik amok. Folk nede på gaden prøvede at hjælpe, men forgæves. Det var din sidste dag på denne jord.”
Jeg rejste mig op, tørrede tårerne fra mine kinder væk og skyndte mig over til busstoppestedet, bussen var lige kommet.
De 2 timer i bussen føltes som 1 min, min hjerne torturerede mig med gamle minder vi havde haft. Jeg skyndte mig hjem. Der jeg kom ind af døren så jeg at klokken næsten var 16:00, tiden var løbet hurtigere fra mig end jeg havde troet (den formulering lyder mærkeligt i mine ører). De havde allerede spist og stod klar ude på balkonen for om 1 min gik det for alvor løs. Jeg skyndte mig ud og sagde hej, hele familien kiggede spændt oppe fra balkonen. Tre dos uno lød det fra højtaleren og tyrene blev sluppet fri, nu var festivalen begyndt.

Jeg har to overordnede ting, du skal være opmærksom på:

1) Tid. I de understregede sætninger enten skifter du i tid, eller tiden passer ikke ind med resten af teksten.

2) Komma (og punktum). Jeg har ikke rettet dette i hele teksten, kun nogle gange. Du sætter af og til nogle forkerte kommaer og nogle kommaer hvor der, efter min mening, burde være et punktum og ny sætning. For bedst at kunne få styr på dette, ville jeg råde dig til at læse teksten højt og lægge mærke til, hvor den naturlige rytme er i teksten. Hvis der er en længere naturlig pause i oplæsningen, ville jeg foretrække et punktum frem for et komma.

1. Et punktum er ikke så meget et spørgsmål om rytme eller pause som om at man sætter et punktum før man begynder en ny hovedsætning. Et komma er ikke nok her.  På den anden side kan man ikke bare fortsætte en sammenhæng efter et punktum.  (.......og gik langsomt hen imod hende. Hen imod minderne vi havde haft,)   Det giver ingen mening.

Din mangel på punktummer er meget iøjnefaldende.

2. "spanioler" er et nedsættende udtryk -på linje med "nigger". En indbygger i Spanien hedder en spanier (med lille 's'). Ordet "spanioler" bruger man i dag kun om de spanske soldater der brændte Koldinghus ned i 1808.

3. Sammensatte navneord skal på dansk samskrives, dvs. skrives i ét ord (f.eks. "familietradition", -ikke "familie tradition").

4. Man kan næppe få en hel ovn klasket i hovedet, men måske en ovndør, -hvis det altså er det der menes.

5. Du må lære forskellen på "af"og "ad". 

6. Man sætter sig på "hug" (ikke "huk)

-sorry, Policeman hvis jeg har gentaget noget af det du allerede har peget på.

Tak for hjælpen :) 

og Stygoius det har du helt ret i men jeg håber kun at lære af mine fejl. Vil også lige sige at jeg ikke vidse at man skrev spanier eller at spanioler var på linje med nigger, det var ikke min mening at skrive noget nedladende :) og ja jeg mente en ovendør. Nu hvor jeg har set hvad jeg skal rette, kan jeg så spørge jer om hvad i synes om selve historien ? 

Nu har jeg rettet og kigget den igennem :) håber at det er bedre nu
 

På balkonen

Jeg vågnede op ved lyden af et kanonslag, og flere tusinde hujende mennesker. Festivalen var begyndt, om et par timer ville flere hundrede tyre løbe ned ad de snoede brostensbelagte gader, i Pamplona Spanien. Jeg er født og opvokset her. Jeg gik ud på balkonen, flere tusinde mennesker stod klar hele vejen ned ad de snoede gader. Klar til at opleve festivalens højdepunkt på nærmeste hold. Det var en risiko som de fleste spanier var villige til at tage.
Min mor var allerede i fuld gang med at lave mad, om et par timer ville hele familien samles hjemme hos os til vores årlige familietradition. Familietraditionen hvor vi propper os mætte i alt den lækre mad, min mor havde brugt flere timer på at lave. Så ville de små blive puttet og resten af familien ville samles ude på balkonen. Den samme balkon jeg står på nu. Denne balkon var det perfekte sted at se løbet fra, man kunne ikke komme til skade og man var tæt på de vilde dyr.
Jeg kunne høre den stressede tone i min mors stemme “no ahora seguramente debe ser lo suficientemente pronto!” og kort efter kunne jeg lugte noget brændt. Hvert år ville mor prøve at lave en endnu mere kompliceret ret end forrige år, i forsøget på at imponere hele familien. Og i sidste minut ville hun indse at det nok var bedst at holde sig til de simple spanske retter hun plejede at lave.
Jeg tog tøj på og gik ind til mor. Hun havde så travlt, at hun ikke lagde mærke til at jeg var vågnet eller for den sags skyld stod foran ovnen. Inden jeg kunne nå at reagere fik jeg ovndøren klasket lige i hovedet. Jeg begyndte at grine selvom det gjorde ret ondt. Min mor blev først chokeret, så blev hun sur på mig og til sidst grinte hun af det.
Efter jeg havde spist morgenmad gav mor mig nogle penge, og så var jeg ude af døren. Jeg gik ned til den lokale blomsterhandler, for at købe en buket blomster til min veninde. Buketten var allerede klar da jeg kom derned. Ejeren hed Louis og var en nær familie ven. Det var hans datter jeg købte buketten til.
Jeg sad i bussen i 2 timer før jeg skulle af, nu var jeg her. Jeg tog en dyb indånding og gik langsomt hen imod hende. Jeg kunne mærke tårerne pressede sig frem. Jeg satte mig på hug foran hendes gravsten. Jeg sad uden at sige noget. Minderne strømmede hurtigt gennem mit hoved. Jeg lagde den nye blomsterbuket på gravstenen og fjernede den gamle. “Jeg håber du har det godt hvor du er. Familien kommer snart, så skal vi spise og ud på balkonen og se tyrene. Jeg har ikke glemt dig. Vi savner og elsker dig.”
Jeg sad og tænkte på den dag det skete, hun skulle absolut snige sig væk fra balkonen, gå ned på gaden og se tyrene på tæt hold. Det skete hurtigt. Familien gik amok. Folk nede på gaden prøvede at hjælpe men forgæves. Det var hendes sidste dag på denne jord.
Jeg rejste mig op, tørrede tårerne fra mine kinder væk og skyndte mig over til busstoppestedet. Bussen var lige kommet.
De 2 timer i bussen føltes som 1 min. Min hjerne torturerede mig med gamle minder vi havde haft.
Der jeg kom ind af døren så jeg at klokken næsten var 16:00, jeg blev overrasket og indså at løbet kunne begynde når som helst. De havde allerede spist og stod klar ude på balkonen. Jeg skyndte mig ud og sagde hej, hele familien kiggede spændt oppe fra balkonen. Tre dos uno lød det fra højtalerne.Tyrene blev sluppet fri, nu var festivalen for alvor begyndt.

Begivenhederne, som de er beskrevet her, afviger en del fra de faktiske tyreløb i Pamplona. Hver morgen i den uge i juli, hvor festivalen finder sted, sendes 6 tyre fulgt af 6 stude af sted kl 8.00 om morgenen. Hele løbet er overstået på 3-4 minutter, hvor tyrene så når frem til arenaen, hvor de om eftermiddagen er de uvildige aktører i dagens tyrefægtninger.

Hvis der tælles ned på spansk, skal det nok være "tres, dos, uno".

ad #2

En lille tilføjelse:

Ordet "spanioler" er enten nedsættende eller et vulgært, -socialt lavt-  ord for en spanier, -på samme måde som "polak" er det når det udtales med tryk på den første stavelse.

Andersen11
Jeg har slet ikke skrevet hvordan det rigtigt foregår, det var slet ikke noget jeg gik efter i historien :) opgaven lydder på:
 Forstil dig, at  du er en af personerne på billedet (billedet er af mange mennesker der står på en balkon) Fortæl historien fra dengang, i stimlede sammen på balkonen for at se ...?
Det, i ser fra balkonen, skal spille en væsentlig rolle i din historie.

Stygotius
Tusinde tak for at du har foklaret mig det :) godt at jeg har fået det på plads

Kig på det her.

På balkonen

Jeg vågnede op ved lyden af et kanonslag(,) og en hujen fra flere tusinde (hujende) mennesker. Festivalen var begyndt, og om et par timer ville flere hundrede tyre løbe ned ad de snoede brostensbelagte gader, i Pamplona i Spanien(. J), hvor jeg er født og opvokset (her). Jeg gik ud på balkonen(, f).Flere tusinde mennesker stod klar hele vejen ned ad de snoede gader(. K), klare til at opleve festivalens højdepunkt på nærmeste hold. Det var en risiko som de fleste spaniere var villige til at tage.
Min mor var allerede i fuld gang med at lave mad, og om et par timer ville hele familien samles hjemme hos os til vores årlige familietradition. (Familietraditionen) Det er den hvor vi propper os mætte i al(t) den lækre mad, min mor (havde) har brugt flere timer på at lave. Så ville de små blive puttet og resten af familien (ville) samles ude på balkonen(. D), den samme balkon jeg står på nu. Denne balkon var det perfekte sted at se løbet fra, -man kunne ikke komme til skade og man var tæt på de vilde dyr.
Jeg kunne høre den stressede tone i min mors stemme “no ahora seguramente debe ser lo suficientemente pronto!”, og kort efter kunne jeg lugte noget brændt. Hvert år ville mor prøve at lave en endnu mere kompliceret ret end forrige år(,) i forsøget på at imponere hele familien. (Og i) I sidste minut ville hun så indse at det nok var bedst at holde sig til de simple spanske retter hun plejede at lave.
Jeg tog tøj på og gik ind til (mor) hende. Hun havde så travlt, at hun ikke lagde mærke til at jeg var vågnet eller for den sags skyld stod foran ovnen. Inden jeg kunne nå at reagere, fik jeg ovndøren klasket lige i hovedet. Jeg begyndte at grine selvom det gjorde ret ondt. Min mor blev først chokeret, så blev hun sur på mig og til sidst grinte hun af det.
Efter jeg havde spist morgenmad gav mor mig nogle penge, og så var jeg ude af døren. Jeg gik ned til den lokale blomsterhandler(,) for at købe en buket blomster til min veninde. Buketten var allerede klar da jeg kom derned. Ejeren hed Louis og var en nær (familie) ven af familien. Det var hans datter jeg købte buketten til.
Jeg sad i bussen i 2 timer før jeg skulle af, og nu var jeg her. Jeg tog en dyb indånding og gik langsomt hen imod hende. Jeg kunne mærke tårerne presse(de) sig frem. Jeg satte mig på hug foran hendes gravsten. Jeg sad uden at sige noget. Minderne strømmede hurtigt gennem mit hoved. Jeg lagde den nye blomsterbuket på gravstenen og fjernede den gamle. “Jeg håber du har det godt hvor du er. Familien kommer snart, så skal vi spise og ud på balkonen og se tyrene. Jeg har ikke glemt dig. Vi savner og elsker dig.”
Jeg sad og tænkte på den dag det skete(, h). Hun skulle absolut snige sig væk fra balkonen, gå ned på gaden og se tyrene på tæt hold. Det skete hurtigt. Familien gik amok. Folk nede på gaden prøvede at hjælpe, men forgæves. Det var hendes sidste dag på denne jord.
Jeg rejste mig op, tørrede tårerne fra mine kinder (væk) og skyndte mig over til busstoppestedet. Bussen var lige kommet.
De 2 timer i bussen føltes som 1 min. Min hjerne torturerede mig med gamle minder vi havde haft.
Der jeg kom ind af døren, så jeg at klokken næsten var 16:00(, j). Jeg blev overrasket og indså at løbet kunne begynde når som helst. De havde allerede spist og stod klar ude på balkonen. Jeg skyndte mig ud og sagde hej, mens hele familien kiggede spændt oppe fra balkonen. Tres dos uno, lød det fra højtalerne.Tyrene blev sluppet fri, nu var festivalen for alvor begyndt.