Terminsprøve opg

Hej. Jeg har lige været op i dansk skriftlig fremstilling! Jeg synes det er gået vildt dårligt. Vil i ikke være søde at rette min stil og give en karakter?
Tak på forhånd!


Du kommer for sent

"Husk nu, at det er dig som henter lillebror igen idag", sagde mor som sædvanlig inden hun gik ud af døren. John sukkede. Han skyndte sig at spise sin morgenmad færdig, tog tøj på og gik ud af døren. Det var en dårlig dag, ligesom alle andre dage. Han blev mobbet, slået og skubbet af alle. Han havde absolut ingen venner. På et tidspunkt, da de i klassen skulle danne grupper til en fremlæggelse, var der ingen der gad og have ham med. Men læreren satte ham så tælfældigt i en af grupperne, og det gik af helvedes til. Det endte nemlig med, at de alle gav ham en ordentlig blodnæse.

Da John kom hjem, var der en forfærdelig sørgelig stemning. Efter det uforventede mor fortalte ham, følte han noget skarpt der pressede sig direkte ind i hjertet. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Hans højtelskede far havde været ud for et bil uheld i løbet af dagen, og var nu indlagt på hospitalet. John kunne ikke tænke klart. Hans liv var fuldstændig ødelagt. Hans far var det eneste menneske, han så så meget op til. Hvordan kunne han leve uden det menneske, han mest så op til? Han løb skrigende op til hans værelse, rodede i alle skufferne, og endelig fandt han billedet. Han stod et øjeblik, og bare betragtede billedet af hans far. Han kørte den anden hånd op til billedet. Der trillede en tåre ned ad hans kind, og landede på billedet. Pludselig kunne han mærke en hånd bagfra, og han vendte sig øjeblikligt om. Det var bare mor. "Hold dig væk fra mig!", råbte han, og skubbede døren i morens ansigt. Han satte sig til at græde i sengen.

"John skat?", kaldte mor nedefra. Hun kaldte igen og igen men fik intet svar. Så gik hun oven på, og prøvede stille,at åbne døren til hans værelse. Låst. "John jeg har noget vigtigt at fortælle dig angående om din far, bare lås døren op skat" , sagde mor stille med en hæs stemme. Efter et par minutter låste han døren op med et knirk. Moren kom ind og satte sig ved sengekanten ved siden af ham. "Hør her skat. Der er sket det, at din far...." sagde moren stille. "Fortæl det nu bare!" , sagde han aggressivt. "Jeg er ked af at sige det men... din far overlevede desværre ikke. Du må ikke blive urolig min skat. Vi skal nok klare den". John begyndte at vælte alle ting, rev i sin pude og derefter smed den ud af vinduet. "Skat, rolig!" sagde moren forskrækket. Han begyndte at rode igen i sine skuffer, og fandt den pistol hans far havde givet ham fra politi stationen til nødstilfælde,hvilket var fuldkommen ulovligt. Han sigtede mod sin mor og sagde: "Hold dig væk fra mig, og du skal ikke følge efter mig! Hører du?". Derefter løb han ud af huset, og ind til skoven. Han skulle bare LANGT væk herfra. Han stoppede et øjeblik, og studerede pistolen. Så tog han den op mod tindingen. Han bliver nød til at gøre det her. Ikke nok med at han bliver mobbet i skolen, nu er det menneske han mest så op til,også død. Det var det menneske han kunne dele alt med. Ingen over, alle under. Hans far var det mest betydningsfulde i hans liv. Men nu havde han mistet det der betød mest for ham. Det bliver et besværligt liv. Han tænkte, at dette var den rigtige løsning. Og hvem siger ikke at der er en mulighed for at se sin far oppe i himlen. Paradiset eller Helvede? Det finder han snart ud af. Pludselig kunne han hører noget. Han gjorde tanker om, at det var et usikkert sted at gøre dette her, her. Han løb længere ind i skoven.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.