Gøre rede for hvorledes insulin kan stimulere glukoseoptagelse i fedtceller?

Nej man skal ikke komme ind på, hvordan insulin 'sætter sig' på receptoren, men derimod komme ind på insulins effekter på fedtvævet.

Insulins effekter på fedtvævet ved en postprandiel tilstand (når vi har spist glucose):
- øget glucoseoptaget via de insulin-afhængige GLUT-4-transpotere der mobiliseres til overfladen
- øget glykolyse for at danne triglycerid (Glykolysen forløber startende fra glucose og ender ved dihydroxyacetonefosfat, der videre omdannes til glycerol-3-P, der går sammen med fedtsyrer og danner triglycerid)
- øget fedtsyresyntese
- øget fedtsyreoptag via LPL
- hæmning af lipolyse

NB. dette var bare stikord

Insulins binding til receptoren og videre signalering (hvis du vil vide det; ikke svaret på dit stilne spørgsmål):

Insulin binder til receptorens extracellulære domæne, der fører til en autofosforylering af receptordimerens intracellulære tyrosinkinase. Herved autofosforyleres receptoren, som så kan binde en række signaleringproteiner, der indeholder SH2-type bindingsdomæner. Desuden
fosforyleres en række insulin receptorsubstrater på tyrosinrester. Insulinreceptoren tilhører gruppen af vækstfaktorreceptorer, som benytter samme mekanisme til den transmembrane signalering. Den inducerede signalering omfatter både aktivering af Protein Kinase C (PKC) og af nukleære transkriptionsfaktorer.
 

Videre signalering:

Receptoren binder fosfolipase C som katalyserer hydrolyse af PIP₂ under dannelse af IP₃ og membranbundet diacylglycerol (DAG). IP₃ stimulerer frigørelse af intracellulært Ca²⁺ som mobiliserer PKC til indersiden af membranen, hvor den endeligt aktiveres af DAG. Vækstfaktor-receptoren binder også Grb2-Sos og Gaf som henholdsvis aktiverer og inaktiverer den membranassocierede
GTPase Ras, som på sin side regulerer MAPK-kaskaden (via kinaserne Raf og MEK). MAPK translokerer til nukleus, hvor den aktiverer nukleære transkriptionsfaktorer ved fosforylering

Hej

Jeg må indrømme, at jeg forstår spørgsmålet, som hvordan insulin får glukoseoptagelsen til at stige i fedtvævet – altså signaltransduktionen. Det er rigtigt, som der bliver skrevet i #1, at der også sker øget glykolyse, triacylglycerolsyntese, induktion af lipoprotein lipase osv., osv. Disse forklarer imidlertid ikke, hvorledes insulin kan stimulere glukoseoptagelsen i fedtceller.

Signaltransduktionen KUN med fokus på glukoseoptagelsen.

Efter insulin er secerneret fra bugspytkirtlen, binder det til insulin-receptoren i bl.a. fedtvævet, der er en heterotetramer. Insulin binder til alfakæderne ekstracellulært, og det intracellulære domæne af beta-kæderne, som besidder tyrosin kinase aktivitet, fosforylerer tyrosin'er. Disse tyrosin-”mål” er 1) en familie af cytosolære proteiner betegnet insulin-receptor substrater(IRS) samt 2) Src homology C terminus (SHC). I dette tilfælde er det kun IRS, der er vigtige.

De fosforylerede IRS proteiner fungerer som docking station for andre effektorproteiner. Disse binder hertil og bliver aktiveret. Dette drejer sig om PI3K. PI3K fosforylerer PIP2 til PIP3 i membranen. PIP3 aktiverer en fosfatidyl inositol-afhængig kinase(PDK). Dette er en Ser/Thr kinase, der aktiverer proteinkinase B(PKB). Og det er netop PKB, der fører til, at intracellulære vesikler med GLUT-4-receptorer tømmer deres indhold til plasmamembranen.

GLUT-4 muliggør faciliteret diffusion af glukosen fra blodet ind i cellen. Hvorefter glukosen hurtigt fosforyleres af hexokinasen til glukose-6-fosfat.

Vh.

Tusind tak til jer begge to