1450 -1750

Perioden hvor mennesket lærte sin verdens fænomener at kende
og fandt ud af, hvordan de kunne bruges: tiden, himlene, havene, naturen, geografien og menneskets egen historiske arv.

Det er i denne periode at eruopæiske verden opdagede verden og for alvor blev verdensdominerene. det medførete en rigdom som alle erupaiske stater fik del i. også livet i middelandren hvor kriken var altdominerene og talrige krige når konger døde sluttede, det medførte at man fik et meget stabilt samfund hvor befolkningen for alvor kunne samles om staten (kongen). i perioden sketer der også mange skæbnesvange krige hvor det modnere erupæiske magtforhold i eruopa så sidt spæde lys!

Det er i denne periode at europæerne opdagede verden og for alvor blev verdensdominerende. Det medførte en rigdom, som alle europæiske stater fik del i. Også livet i middelalderen, hvor kirken var altdominerende og talrige krige, når konger døde, sluttede. Det medførte, at man fik et meget stabilt samfund, hvor befolkningen for alvor kunne samles om staten (kongen). I perioden udkæmpedes også mange skæbnesvangre krige, hvor de moderne europæiske magtforhold så deres spæde lys!

Meget kan nævnes
bl.a. forståelse af

det afgørende for en naturvidenskabelig iagttagelse er, at den er tilrettelagt og beskrevet på en sådan måde, at den kan reproduceres af andre.

...

at Jesus havde sagt det samme som Buddha og Zarathustra, som man godt nok ikke vidste ret meget om. Man fandt, at de alle i grunden havde sagt det samme, blot i hver sit sprog og afpasset efter deres tids tankegang.
Den naturlige konsekvens af en sådan opfattelse var vidtgående tolerance. Man fik øje for, at religiøse stridigheder i reglen udsprang af, at man hængte sig i ligegyldige formuleringer eller underordnede detaljer, og man vendte sig med afsky fra de forskellige kirkeafdelingers mangel på storsind, deres indbyrdes intolerance. Alt sådant var i hvert fald ikke i Jesu ånd.

...

at den rationalistiske livsbetragtning betød en gennemgribende ændring i menneskets opfattelse af sig selv og sin tilværelse, og den gav sig igen udslag i sociale og politiske forandringer. Man kan give et samlet udtryk for denne ændring i den sætning, at livet blev humaniseret, dvs. livet skulle indrettes sådan, at mennesket selv var formålet for alle indretninger. Livet havde intet højere formål end at fremme det enkelte menneskes livslykke så meget som muligt.