Dansk - Novelle

Er der nogen der vil tage et kig på min novelle, og bedømme den? Altså bare give lidt respons på den.

Pigebarnets regnbuehinder opslugte pupillerne, at man kun kunne se to små prikker. Hun var radmager. Man havde svært ved at se noget hud på hende, som var urørt. Hun var dækket til med åbne sår. Lyset fra den blinkende pærer, reflekterede sig på den skarpe kniv. Hans hånd havde et fast greb om kniven, og det dryppede med mørkerøde blodpletter. Moderns skrig var små uendelig piv, som forblev uopdaget af det lille antal nabolag. Ansigtet på pigebarnet havde ingen farve, ingen følelse og ingen form for forståelse for faderens barbariske handlinger. Han var en mand uden karakter, uden smag og kun med desperate handlinger. Han kastede kniven tilbage, så den endte lodret på det gamle trægulv. Derefter svingede han sin arm mod moderen, som gav et sæt i pigebarnet. Moderen stod hjælpeløs og så så fortvivlet ud. Hun kunne ikke mærke smerten.

En stank af et par fortabte mandfolk kom imødekommende, og kvinder som drak sig fulde var lige så. Han sad højt hævet end de andre, og aldeles fornem. Kvinder stod i kø for ham. Han var en velhavende mand, og så ud som om han havde styr på sit liv. Det skulle man tro. Der lugtede af utroskab, tåbeligheder  og personer som ventede på tilgivelse. De ventede bare i håb om at blive frelst, af nogen eller noget. De håbede at det var sidste gang, de nogensinde vil tilbringe en aften på sådan et sted.  Deres tanker var forvirrende,  men først når man var her, var man fanget. Fulde mennesker, som tilfredsstillede hinanden. De glemte familierne, børnene som havde brug for en mand som kunne forsørge dem. Børnene som havde brug for kærlighed fra moderen. Min lyst til at tage ham med var stærk som en stram knude. Jeg vil snart kunne få lov til at tage ham. Han smilede lumsk, øjenlågene var ved at dække de åbne øje. Han rejste sig og gik ud af galehuset. Han vandrede rundt på gaden. Man bemærkede let, at natten havde taget over, kulden bredte sig ud til hver en kantsten. Han gik kejtet og svingede, lidt til højre og lidt til venstre. Han havde godt fat rundt om flaskehalsen, og tog den op til munden for at få lidt mere. Det løb ud af mundvigene,  og sluttede som en mørk plet på hans grå skjorte. Han gik ind mod en mørk blindgyde. En mand sad bag nogle ildelugtende sorte affaldsposer,  krympet indtil muse størrelse. Den hjemløse kørte et blik  hen over  den fulde mand. Han stak sine beskidte, og vibrerende hænder ud. Han tiggede, bad om et par mønter. Men som forventet, grinede den forfærdelige mand. Han lænede sig op af den kolde mur. Derefter proppede han hånden i lommen, og rakte efter sin cigaret. Han tog sin tændstikker,  og strøg dem på ryggen af tændstikke parken. Ilden spejlede sig i hans grønne øjne. Han tog et sug, og pustede ud af munden. Varmen fra røgen gjorde at kulden dæmpede sig. Han smed cigaretten ude af syne. Han gik på sin sløve måde ud mod vejen. De få lygtepæle, og lyset fra husene var det eneste, som lyste op i  den buldrende mørke nat. Indholdet i flasken slikkede sig op ad kanten. Han efterlod et spor af våde pletter på det tørre asfalt.

Han åbnede den knirkende dør. Den var tung og imponerende stor. Der lugtede dødt. Han tog hatten af, og græd helt unaturligt.  Først kom en tårer, også den næste, også flere lige efter hinanden. De sidste par meter trak han sig selv over det glatte gulv. Han var utrolig følelsesladet. Han kravlede på fire, og sad i "bedestilling". Hans hænder om klappede hinanden, til en solidt lille kugle. "Du store herre tilgiv alle mine synder, tilgiv hvad jeg har udsat min allerkæreste for." Sagde han utroligt patetisk. Med hænderne på hovedet, hev han sine hår ud i store totter. Han rev sit tøj, og græd så meget, at man skulle tro at han havde dyppet sit hoved i en balje med vand. De røde blodårer havde strukket sig indtil centrummet af øjet. Det var det rene vanvid. Han var illoyal over for sig selv og for sine medmennesker. Han var en forfærdelig person, og overdreven falsk. Månen var fuld og var på sin rette plads. Lige over det runde vindue, ved Jomfru Maria vægmaleriet. Lige med èt vendte han sig om, og kiggede dybt i mine øjne.  Nej, han så igennem mig. Han havde på fornemmelse der var nogen. Jeg tog det som et tegn, tiden var inde. Jeg stod oprejst og var klar, klar til at tage ham med.