Hjælp til en novelle.

Der var engang en tid, hvor der var en by. Altså, en rigtig lille by. Der var befolkningen måske 1.000 mennesker. Omkring halvdelen af ??befolkningen var høje, og den anden halvdel var så lave. De høje og lave folk kunne normalt finde ud af det sammen, men der var et stort problem. 

Det var fordi byen var så lille, og der var kun én købmand og i hans ene butik, blev al tandpasta holdt på den øverste hylde i tandhygiejne gangen. Så, dette var ikke et stort problem for de høje mennesker, fordi de kunne nå den øverste hylde meget let, men de lave kunne ikke nå den. Enten måtte de bede en høj person, eller hvis der ikke var en høj person  ved siden af dem, var der ikke noget som de kunne gøre. 

En lav person klagede endelig over det til en manager. Manageren var ligesom alle de andre ledere, medarbejdere, og selv ejeren af ??butikken, en høj person som simpelthen ikke kunne forstå den lave persons problem.

“Ja, selvfølgelig kan du ikke se problemet!” Sagde den korte person. "Du er jo høj!"

"Hey, hey!,” svarede manager, "at være høj gør mig ikke et dårligt menneske!"

“Jeg sagde jo hellere ikke, at du er et dårligt menneske.”  svarede kunden, "Alt hvad jeg siger er selvfølgelig, at du ikke kan forstå mit problem, fordi du ikke har det. Du er høj, så du kan nå tandpasta. Jeg kan ikke, fordi jeg er lav. "

"Jamen, det er ikke min skyld, at du er sådan?" Sagde lederen defensivt.

"Jeg siger bare, at det er et problem for lave mennesker, fordi vi ikke kan nå tandpasta, og det er ikke fordi vi kan få den et andet sted, eller bare lade vær‘ med at købe tandpasta.” Svarede kunden hidsigt 

“Hvad vil du mig, til at gøre ved det?"

"Kan du måske flytte tandpasta til en lavere hylde, hvor alle kan nå det?" Foreslog kunden. I lang tid blev der diskuteret om det, og alle lave mennesker i byen blev enige om det, men kunden var i tvivl om hvordan lederen ville forstå det. 

"Men det jo så uretfærdigt for høje mennesker!" Svarede lederen

"Hvad? Hvordan! "

"Vi bliver jo til at bukke os ned for at nå tandpasta! Det ville ikke være så let for os at nå det, som det ville være for dig!” Forklarede lederen. 

"Jeg er nødt til at forcere hylde, så jeg kan nå den! Hvordan er det så fair overfor mig?! "

"Du har aldrig haft et problem med det før!” Svarede lederen afvisende.

"Jo, det har vi!” Sagde kunden. “Vi har altid haft et problem med det!"

"Nå, men du har aldrig klaget over det." sagde Lederen som om det viste sig at være et punkt.

"Vi klager faktisk meget over det.” Svarede kunden. "Vi har bare aldrig klaget til dig før, men nu klager jeg, og ser hvordan du behandler mig! "

"Nå, høje mennesker har problemer, og lave mennesker har ikke, og vi beder dig ikke om at løse dem! Du behøver ikke at bekymre dig om at ramle dit hoved på dørkarmene, eller passe ind i badekar! "

"Vi vil hjælpe dig, hvis du spurgte, men du behøver ikke spørge! Udover dem er det problemer, du har oprettet. Alle de mennesker, der besluttede hvilken størrelse vi bør gøre dørkarmene og badekarerne var høje mennesker. Ligesom alle de mennesker, der har besluttet at sætte tandpasta på den øverste hylde, hvor lave folk ikke kan nå den!”

“Det er derfor, vi beder dig om at ordne det. Ja, det er vores problem, men det er et problem, som du har oprettet. “ Svarede kunden som det sidste.

Men manageren ville ikke lytte. Han gad slet ikke at bekymre sig om deres problemer. 

Kunden valgte at forlade butikken med en følelse, som ikke er så rar. De lave mennesker følte sig alle, blevet ignoreret og at de var ligegyldige. Men der skete noget den dag. Noget, der startede en demonstration, der blev en strøm, en strøm af lave mennesker, som kommer frem og endelig klager over alle deres problemer, som de høje mennesker  var havde gjort. Alle de problemer, der aldrig var blevet behandlet, fordi de høje mennesker altid havde ret, fordi, ja, de var højere, og lave mennesker følte deres mening aldrig betød noget.

Desværre, noget andet også skete. Senere hen begyndte lederen at klage til alle de andre høje ledere om den lave person, der spurgte, om de kunne flytte tandpasta til en lavere hylde, så de kunne nå den, men de høje folk ville blive nød til at bøje sig ned, så en anden manager begyndte at klage over hvor irriterende det var at lave mennesker konstant bad høje mennesker om at række dem tandpasta. 

Senere da alle de lave kunder hørte det, følte de sig alle bange, og vidste ikke rigtig hvad der skulle ske med dem.

Overalt i byen, havde nogle høje mennesker aftalt med de lave, at de vil forsøge at hjælpe dem, men de fleste høje mennesker mente at lave folk var uhøflige, og at hvis de ønskede høje mennesker til at løse alle deres problemer, bør de i det mindste være rare, men lave folk ønskede ikke høje mennesker til at løse alle deres problemer. 

De ønskede høje mennesker at lade korte mennesker hjælpe med at løse alles problemer, høj og kort.

Men de høje folk ville ikke lytte. De troede de lave folk ønskede at gøre alting nemmere for dem selv, og sværere for de høje mennesker, men alt hvad lav folk ønskede var at gøre alting nemmere for alle. 

De høje troede at lave folk ønskede at stå for alt, men høje mennesker valgte ikke at lytte til lave mennesker længere,  men der var nogle høje mennesker der ønskede at hjælpe,  men alligvel valgte de lave folk at tage sagen i deres egen hånd.

Du har selv skrevet novellen, hvorfor ved du ikke om der optræder en metafor? :) Jeg tror, at du skal se på betydningen af begrebet; en metafor er et sprogligt billede, hvor karakteristika ved et objekt overføres på et andet objekt, der som oftest er urelateret. 

Drengen er torskedum.

I ovenstående er metaforen torskedum, da torskens karakteristika overføres til drengen. Nu kan du selv vurdere om du har anvendt en metafor i din novelle.