Analyse af friedrich Nietzsche af teksten herremoral og slavemoralen i hermeneutik metode

Nogen der har lavet denne tekst før så skriv lige 
Herre og slave moral fra 1886

Overfladiske noter fra da jeg analyserede teksten selv:

Herremoral og slavemoral
(Kristendommen som medlidenhedens religion)

Nietzsche mener at herremoral er den rigtige moral at have, hvorimod at slavemoralen er den forkerte. Ifølge ham har kristendommen slavemoralen, som “har taget parti for alt det svage, nedrige, mislykkede(…)” (s. 50)

Nietzsche mener at kristendommen har byttet om på hvad der er godt og skidt af herre- og slavemoral. (se side 191 i Filosofi fra antikken til vor tid)

Kristendommen får mennesket til at tro, at herremoralen er noget dårligt, gennem den kristne opfattelse: “Det jammerligeste eksempel: fordærvelsen hos Pascal, som troede, at hans fornuft var fordærvet gennem arvesynden, hvor den blot var fordærvet af kristendommen!” (s. 50)

Kristendommen undertrykker mennesket, og har stemplet det stærke menneske som det onde.

Nietszches tanker minder lidt om Darwins: “Jeg kalder et dyr, en art, et individ for fordærvet, når det mister sine instinkter, når det vælger, når det foretrækker, hvad der er skadeligt for det.” Altså at det er dumt at gå imod sin natur med slavemoralen: men skal hellere være egoistisk med herremoralen.

Medlidenhed ligger til kristendommen og om personer med herremoral siger Nietzsche: “ Et sådant menneske er netop stolt af ikke at være genstand for medlidenhed.” (s. 216)

“Antag, at det er de undertvungne, undertrykte, lidende, ufrie, de, der er usikre på og trætte af sig selv, der moraliserer. Hvad bliver da de moralske værdidomme der svarer til dem?” (s. 217) 

Han mener ikke man kan bruge slavemoralen til noget, men at den er en “(...) nyttemoral. Her er arnestedet for den berømte modsætning godt og ondt.” (s. 217). Han mener at der er et misforstået forhold mellem de onde og det gode.