Feudalisme (haster)

På latin kaldte man somme tider lensjord for feudum, og det er dette ord, der ligger bag begrebet 'feudalisme'. Begrebet blev opfundet længe efter middelalderen og er siden blevet en gængs historisk term med et bredt spekter af betydninger - ofte dog med en nedsættende klang. Oprindelig blev begrebet udviklet for at beskrive den styreform, hvor jord veksledes mod krigstjeneste i en hierarkisk pagt mellem medlemmer af samfundets øvre lag. Siden har bl.a. marxistiske historikere brugt 'feudalisme' som bredere betegnelse for den produktionsform (godsøkonomi), som var fremherskende i middelalderen, mens atter andre historikere simpelthen anvender termen for det middelalderlige samfund generelt. Der er med andre ord tale om et meget upræcist begreb, der i dag først og fremmest bruges af vane og i mangel af bedre.
Den franske historiker Marc Bloch gav i sin banebrydende bog La société féodale fra 1940 en "opstrammet" definition på feudalisme. Ifølge ham er det feudale samfund karakteriseret ved en specialiseret krigerklasses dominans, en undertvungen bondestand, udbredt brug af lensforpagtning i stedet for løn og sociale bånd af beskyttelses- og tjenesterelationer, der knyttede mennesker sammen, foruden fragmenter af andre former for fællesskab såsom familie og stat. 

Kilde:
              Kim Esmark
              Brian Patrick McGuire

              EUROPA 1000 - 1300
              Roskilde Universitetsforlag 1999

              ISBN 87-7867-041-1

              Bind 1 side 41

.

Feudalismen

Den herskende system i middelalderen var feudalismen. Denne var baseret på et samfund, der var karakteriseret ved:

• Landbruget som dominerende erhverv.
• Selvforsygningsøkonomi.
• Centreret omkring godser.
• Indre toldgrænser mellem godser.
• Godsejerne (herunder kongen og kirken) ejede al jord.
• Bønderne "lejede" jord af godsejerne.

Bønderne fik stillet jord til rådighed til gengæld for en arbejdspligt over for godsejeren og mod at levere en del af deres produktion til godsejeren. Bønderne havde også en pligt til at gøre soldatertjeneste for deres godsejer. Denne skulle nemlig stille en hær til rådighed til rådighed for kongen i tilfælde af, at landet blev angrebet. Godsejeren havde til gengæld en pligt til at beskytte bønderne i urolige tider og hjælpe dem blandt andet ved misvækst.
    Feudalismen fortsatte sin eksistens som system også efter, at dets forudsætninger var ophørt med at eksistere

Naturlige feudalistiske træk
Blandt andet kom håndværk og handel til at spille en stigende rolle. Dermed blev det økonomiske tyngdepunkt gradvist flyttet ind til byerne. Nogle af feudalismens karakteristika kan stadig findes i Italien, Spanien, Portugal og Latinamerika. En meget stor del af landbruget i disse lande er organiseret ved latifundier, det vil sige storgodser.
    Godsejerne bor i byerne og lader forvaltere drive brugene. Det sker ofte med ringe effektivitet, driften er ekstensiv, og store arealer ligger brak. Arbejdskraften leveres enten af daglejere, som kun har arbejdet i så- og høstperioder eller fæstere, der skal aflevere op til 70 pct. af afgrøderne til godsejeren. Da det ikke er fæsternes egen jord, "investere" de ikke, og de har i øvrigt ikke et økonomisk overskud at investere af.
    Godsejerne, som ofte har kapital, mærker ringe konkurrence og har derfor ikke noget incitament til at investere i deres godser.
    På grund af sådanne forhold er feudalismen præget af en ringe arbejdsdeling og en langsom økonomisk udvikling

Kilde:
       Hansen, Niels Houlberg m.fl.: Samfundsøkonomi og internationale forhold, Nyt fra
       samfundsvidenskaberne. Side 17-18. 4. udg. København, 1996.