Ang. Essay

Hej 

Alle der læser dette essay, kan i ikke være søde at skrive om jeg har skrevet det i en rigtig form, og hvad det er værd i karakter? Vi skal skrive om tid og ventetid.

                                                             Undskyld ventetiden

Det er vådt og koldt, sneen har lagt sig som et hvidt tæppe foran mine fødder. Jeg kan næsten ikke se noget for mig, det er begyndt at sne og blæse voldsomt. Jeg håber ikke at det ender som en by der er begravet i store snedriver, og man ikke kan komme nogen steder.

Jeg kigger på mit ur, klokken er snart 12.03 helt præcist, jeg kigger på køreplanen, efter planen skal toget til Odense gå klokken 12:15, det er om 12 minutter, det føltes som en evighed, der har kun gået 3 minutter indtil videre, kun 3 minutter, jeg bestemmer mig for at jeg vil gå hen for at købe en sandwich, det kan jeg godt nå, jeg går hen til en butik der hedder 7 eleven, der er altid meget at vælge på, men jeg ved aldrig helt om jeg skal vælge den grønne og sunde salat ret med pasta, eller en sandwich med sprød bacon, og de runde og lækre tomater ovenpå. Men i dag har jeg bestemt mig for sandwichen og sådan skal det være. Jeg går hen til kassen, der står en høj og slank dame, hun kigger ned på mig, og siger “er det alt” jeg svarer ja det skulle det gerne være, damen siger at det bliver 25 kr, jeg mærker efter i min lomme, og efter lidt tid har jeg fået mine penge op på bordet. Damen ser bare roligt og afslappet på mig og giver mig mine byttepenge til mig. Pludselig får jeg en tanke om at der er noget jeg skal nå, jeg kigger på mit ur, klokken er 12:14. Jeg spæner alt hvad jeg kan ud på perronen, jeg ser mit tog køre langsomt afsted. Jeg bliver så vred at jeg siger til mig selv, hvor dum kan man være, jeg skulle aldrig havde købt den sandwich, råber jeg højt. Alle der kommer forbi ser på mig som jeg har sagt noget forkert, eller er det fordi jeg har fået en mågeklat i håret. Jeg ved det ikke, jeg er flov.

Jeg går hen til køreplanen, det næste tog går 12:45, om cirka en halv time. Hvad skal jeg lave, det tager ikke en halv time om at spise en sandwich, jo kun om man er den langsomste i verdenen til at spise.  Jeg sætter mig på en bænk, det føltes som det lige har regnet, bænken er våd. Jeg rejser mig op, og begynder at sparke på den, alt er bare så irriterende i dag. En gammel dame kommer gående forbi med en rollator i hånden, hun siger at bænken er våd fordi der har lagt sne på, men sneen er smeltet, og jeg skal hidse mig lidt ned. Som svar tilbage siger jeg bare at jeg lige har mistet mit tog, men hun går videre som om jeg er luft. Jeg ser at mine bukser er våde, det ligner at jeg har tisset i bukserne. Det er ikke sjovt, jeg har bare lyst til at gå hjem, men det kan jeg ikke, jeg skal på arbejde.

Jeg går hen til en af de nærmeste tøjforretninger for at købe et par bukser, på vejen derhen ser jeg, det store ur, man kan næsten se det hvor man end er i byen. Tænk at det er uret der er med til at styre ens hverdag, man ligger jo næsten ikke mærke til at den er der, man følger den bare, ligesom en førerhund fører ens ejer. Jeg kigger på mit ur, og siger til mig selv at denne gang skal jeg ikke miste mit tog for så kommer jeg for sent på arbejde.

Yes, jeg er her, jeg går indenfor, jeg ser med det samme de bukser jeg vil have, det er mode nu for tiden. De koster 300 kr på tilbud, jeg skal bare have nogle bukser hurtigt. Jeg går hen til kassen og betaler, denne gang er der ikke problemer med at hive de store sedler op fra min dejlige og bløde jakke, den er lavet af ulveskind. Jeg kigger på bukserne, og spørger kassedamen om jeg må låne prøverummet, hun siger selvfølgelig ja, hun er ligeglad. Jeg skynder mig hen for at skifte. Jeg kigger rundt, dette prøverum er stort, jeg har aldrig prøvet et så stor et prøverum før.

Endelig er jeg færdig, jeg kigger på mit ur klokken er 12:35, ti minutter tilbage. Jeg går hen til perronen, og denne gang sætter jeg mig på en dejlig og tør bænk, som ikke er våd og klam. Jeg ser ud over perronen, og ser mennesker der går ind og ud af togene. Det er nok deres liv, de følger også uret, som jeg også gør. Tænk dem der har opfundet uret siger jeg stille. Klokken er 12:40, der har gået 5 min, det har været som en evighed, nok fordi jeg bare sidder og venter. Pludselig ser jeg mit tog komme kørende ind, jeg rejser mig op fra bænken for at kunne komme hen til toget. Nu er jeg ved døren ind til toget, jeg stiger ind, jeg siger yes, inde i mig selv, jeg mærker en lykke og glæde i at komme med mit tog, jeg sætter mig ind. Jeg tager selvfølgelig en plads ved vinduet, jeg har altid villet sidde der, det er den bedste og dejligste plads, man har næsten hele udsigten for sig selv. Jeg kigger ud af vinduet, og smiler tilfreds og glad. Jeg for et sæt, pludselig sidder der en i siden af mig, det er den gamle dame med rollatoren, hun der sagde at jeg skulle tage det lidt med ro. Ja nu skal jeg nok tage den med ro hvisker jeg til den gamle dame, hun siger tilbage at det ville være en god ide for ellers ville jeg nok blive smidt ud for toget, og så ville du vente for tredje gang. Jeg bliver bange og er helt stille hele vejen, og den gamle dame vil ikke få problemer med mig.

Toget er ved at sænke farten til en rolig og vuggende takt, jeg er næsten ved at falde i søvn med så ser jeg det farverige og store skilt, Odense, yes jeg hopper op i luften, men sætter mig hurtigt ned igen, da billetkontrolløren kommer gående for at sige at nu har vi kommet til Odense, og at alle skal huske deres bagage. Jeg tager min brune taske over skulderen, for at gå hen til døren, den gamle dame siger, glem nu ikke din energi, jeg kan mærke at den stadig er her, den gamle dame hopper op og ned på den blå og bløde stol. Jeg smiler og går ud af døren, jeg kigger mig omkring og går min sædvanlige rute til mit arbejde. På vejen møder jeg en af mine arbejdskolleger, de er også på vej til arbejde. Jeg ser på mit ur det siger 7:55 , der er 5 minutter til der er arbejde på programmet, ikke fordi jeg ikke har haft nok arbejde at lave. Jeg begynder at løbe lidt raskt, jeg kommer til døren ind til mit arbejde jeg træder ind, min chef siger at jeg skal skrive en god historie til vores slutning i avisen, fordi det er fredag i dag. Jeg ved allerede hvad jeg skal skrive om, så jeg skal til at komme igang. Det vil blive en god og sjov historie, og jeg håber at folk vil elske den.

Har puttet lidt flere tillægsord ind, en der er i denne tekst.