Dansk

Fortolkning

11. februar 2016 af Rezwan9 (Slettet) - Niveau: A-niveau

Hej alle

Nogen, der vil være sød at forklare mig, hvad dette digt (vedhæftet) handler om, for jeg er helt blank? Jeg er godt klar over, det er religiøst og kristent, men mere kan jeg ikke sige.. Jeg er lidt på bar bund. Håber, jeg kan få ét konkret (ville selvfølgelig også være dejlig med flere) eksempel på, hvor man kan se noget, der kan fortolkes videre..

På forhånd, tak!


Brugbart svar (0)

Svar #1
12. februar 2016 af Stygotius

Du kan godt få en fortolkning, men du kan ikke bare lægge et billede ind her. Den går ikke. Man kan  ikke læse det mens man er i gang med at skrive et svar til dig. Du bliver nødt til at skrive hele digtet af og lægge det ind her.


Svar #2
12. februar 2016 af Rezwan9 (Slettet)

Der står et slot i vesterled

tækket med gyldne skjolde;

did går hver aften solen ned

bag rosenskyernes volde.

Det slot blev ej med hænder gjort:

mageløst står det smykket;

fra jord til himmel når dets port;

vor Herre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld,

porten skinner som ravet;

med strålestøtter underfuld sig borgen spejler i havet.

Guds sol går i sit guldslot ind, skinner i purpurklæder

I rosensky på borgens tind

står lysets banner med hæder.

Solenglen svinger lysets flag,

vandrer til fjerne lande;

ham følger liv og lys og dag

bag nattens brusende vande.

Lig solen farer livet hen,

går til forklaringskysten.

Med glans opdukker sol igen

fra Paradiset i østen.


Brugbart svar (1)

Svar #3
12. februar 2016 af Stygotius

Du skal se det der står i digtet, for dine øjne, -helt konkret.
Vesterled” er jo noget der findes i vest, og vi ved at solen går ned i vest.
Tit går den ned mellem mange stoe skyformationer, som man sagtens kan få til at ligne alt muligt, -også et stort slot. Solens stråler farver jo tit skyerne gule/gyldne eller røde (”purpur”), så det giver god mening at kalde dem ”rosenskyer” og også at sige at slottets tag er som skjolde af guld, ”tækket med gyldne skjolde”. Der står jo også direkte at solen hver aften går ned der. Omkring et slot er der tit jordvolde, og med lidt god vilje kan disse skyer godt ligne nogle volde, som skyerne går ned bag.
Digtet er bl.a. en hyldest til Gud, som har skabt alting, og dette slot er lavet af Gud, og ikke af mennesker (”Det slot blev ej med hænder gjort”). Hvordan kan vi nu vide det? -jo, fordi det er så smukt som det er: ”mageløst (pragtfuldt) står det smykket”. Der står da også direkte at Gud har lavet det: ”Vorherre selv det har bygget”  -så der er ikke noget at tage fejl af. Porten til det slot er så stor at alle kan få adgang til det ” fra jord til himmel når dets port”, dvs. porten når helt fra himlen  og ned til jorden, dvs. til alle os mennesker. Vi kan alle komme ind i det slot, som er et billede på Paradiset.


Vers 2 er en beskrivelse af slottet, dvs. Paradiset. Det hele skinner. Alle tårnene skinner lige som guld, og porten skinner som det røde rav. Solens stråler er lige som mursøjler (”strålestøtter”)  der støtter slottet når det spejler sig i havet (et billede på evigheden).  
Allerøverst på slottet ("på borgens tind(e)”) står lysets banner (flag) og stråler med pragt (”hæder”) på samme måde som solen jo står øverst på himlen og stråler på dette pragtfulde sky-slot. 
Vers 1 og 2 har været rent stillestående beskrivelser, men i vers 3 kommer der en bevægelse.
Solenglen”, dvs. solen, får lyset til at bevæge sig (”svinger lysets flag”) og vandrer til fjerne lande på samme måde om solen jo vandrer, dvs. flytter sig i løbet af dagen. Livet står ikke stille, men bevæger sig.
Selv når det er mørkt (”bag nattens brusende vande”) findes lyset; vi kan bare ikke se det.
Det vil sige at når det er mørkt, -når livet er svært og hårdt og ikke til at klare- har vi stadigvæk lyset, dvs. at Gud stadig er hos os og lyser for os, .....hjælper os.
    Digtet går nu over til at blive et billede på livet, og solopgangen bliver til et billede på livets begyndelse og solnedgangen bliver et billede på livets afslutning, -døden.
Lige som solen står op den næste dag, vil mennesket stå op igen efter døden –på ”forklaringskysten”, dvs. den kyst som er grænsen til havet, dvs. evigheden,  -det evige liv.
Der står jo direkte at livet vandrer lige som solen (”Lig solen farer livet hen”) og kommer til en ny solopgang (”går til forklarings-kysten”). Alting bliver så godt (”med glans opdukker sol igen -  fra paradiset i østen”).
Digtet er således meget optimistisk for et menneske som tror på Gud.


Du kan også tænke på et andet digt af den samme digter, B.S. Ingemann, nemlig ”I Østen stiger solen op”. Her er solen også et billede på Gud, som ”spreder guld på sky” (linje 2).

Er det hele lidt lettere at forstå nu???  
Du kan se at det hele faktisk står i digtet. Man skal bare læse det lidt omhyggeligt.


Brugbart svar (0)

Svar #4
12. februar 2016 af exatb

Paradiset er i himlen("heaven", ikke "sky"), og det fysiske liv er på jorden. Her skal porten symbolisere overgangen fra livet til døden. Det er ikke en port i fysisk forstand.

Forklaringskysten er ikke den nye solopgang. Efter dødens port når vi forklaringskysten, dvs at vi ser svarene på al uvished og på det som vi fandt urimeligt/uretfærdigt i livet. 

"Lig solen farer livet hen, går til forklaringskysten."


Brugbart svar (0)

Svar #5
12. februar 2016 af Stygotius

exatb har bl.a. ikke forstået hvad "forklaring" betyder. Det har ikke noget at gøre med at forklare noget.

Han siger noget sludder om "heaven"  (Hvad har engelsk at gøre her?)

I øvrigt har det billede som Ingemann her fremtryller, netop noget at gøre med "sky", dvs. den fysiske himmel som billede på den guddommelige. Desuden er porten her set som en indgang, ikke som en udgang. Netop derfor er den så stor at den når fra jorden til himlen og giver plads til alle der vil ind.  

Hvis exatb havde kendt Jakob Knudsens "Se, nu stiger solen", ville han have tænkt på at Knudsen maler helt det samme billede i strofe 1 som Ingemann gør i sin salme, og på de sidste to linjer i denne strofe "hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst", -nemlig "forklaringskysten"


Brugbart svar (0)

Svar #6
12. februar 2016 af exatb

Hvem taler om at forklare noget? Vi SER svarene fordi vi opnår en tilstand af oplysthed.

Porten er ikke stor fordi alle skal kunn passere den. Porten er ej af hænder gjort. Porten skal TOLKES som et forbindende led mellem livet og døden.


Brugbart svar (0)

Svar #7
12. februar 2016 af Stygotius

"Forklaringskysten"  har ikke noget med en  forklaring på noget at gøre og slet ikke med en intellektuel forståelse af noget, -heller ikke af vores forstand..

Ordet "forklaring" skal læses som "forklarelse", dvs. "afklaring",  -det at noget er gjort "klart" og uden mystik og desuden "klaret", dvs. oplyst  -gennemskinnet af Guds klare lys  Vi har den samme betydning i Biblens ord om "forklarelsen på bjerget". Man kan her tænke på  Richard Strauß,'  tonedigt "Tod und Verklärung" -med ordet i den samme betydning.

Efter en farefuld sejlads i en nat -som et billede på døden- når mennesket til den nye morgen. I den sidste strofe af "Se, nu stiger solen" læser vi da også "Se, da stiger solen af hav på ny" og også "Lyset stander stille på Livets Kyst"  (NB. "stander", dvs. 'bliver der altid', -derfor digtets optimisme). Lige siden vores folkeviser har havet været et billede på noget uhyggeligt, hvor alle mulige farer lurer, -et "sted" eller en tilstand hvor alt kan ske.   F.eks. i "Germand Gladensvend")

Man kan godt sige at porten er et bindeled (som alle døre er). En dør  kan jo være enten åben eller lukket. Dette er en åben port, og dens funktion er her at være en indgang til noget, nemlig indgangen til det pragtfulde slot, - det såkaldt himmelske Jerusalem. På mange af vore kirkers kalkmalerier er Paradis afbildet som et slot, .....som det himmelske Jerusalem..


Svar #8
12. februar 2016 af Rezwan9 (Slettet)

Tusind tak i begge :D Hjalp mig virkelig på vej og på at få en lidt anden synsvinkel på hele digtet :) Et lille spørgsmål, hvis I var mig, ville I så omtale teksten som et digte eller en salme? Er lidt i tvivl..

På forhånd, tak!


Brugbart svar (0)

Svar #9
13. februar 2016 af Stygotius

En salme er et digt som er beregnet på at blive sunget


Skriv et svar til: Fortolkning

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.