Studievalg og videregående studie

Cand.scient. versus cand.polyt.

04. april 2016 af Arccossintan (Slettet)

Hej

Jeg går på nuværende tidspunkt i 2.g og skal starte på en bacheloruddannelse i september 2017, hvorfor ansøgningsfristen er d. 5. juli 2017, altså om ca. 15 måneder. Jeg skal således til at spore mig ind på, hvilken bacheloruddannelse jeg gerne vil optages på. Jeg har været ude på DTU fire gange efterhånden og snuse til studiemiljøet, og dette tiltaler mig meget. Jeg er vild med den innovative og anvendelsesorienterede tilgang til naturvidenskaben, og jeg elsker, at man selv kan forme sin uddannelse i den retning man vil, og at man, selvom man fx læser bioteknologi, også får undervisning i matematik og fysik. Jeg er dog bange for, at man på DTU uddanner sig i en retning, hvor man ikke kan bedrive grundforskning, og at man i erhvervslivet vil blive brugt til, i mine øjne, noget så kedeligt som drift/produktion/anden ledelse, og at man er mindre teoretisk stærk end en cand.scient.'er.

Hvis man læser til cand.scient. i fx kemi eller biologi på KU, hvor avancererede er fagene så i forhold til DTU, og har man her også meget matematik? Hvilke kandidater har i øvrigt bedste jobmuligheder efter endt uddannelse - cand.scient.'er eller cand.polyt.'er?

Jeg er interesseret i følgende uddannelser, og jeg modtager derfor gerne svar fra nuværende eller tidligere studerende på de nævnte studier, som evt. kan afdække gode og dårlige aspekter af de respektive uddannelser:

Bioteknologi, DTU

Kemi og teknologi, DTU

Teknisk biomedicin, DTU

Biologi, KU

Biologi-bioteknologi, KU

Biokemi, KU

Kemi, KU

Jeg troede engang, at jeg skulle læse medicin, men jeg blev hurtigt skuffet, da min storesøster startede på medicinstudiet og fortalte, at der stort set ingen matematik er, og at uddannelsen er meget generel, hvorfor man ikke kan specialisere sig i noget specifikt og meget hardcore klassisk naturvidenskabeligt under uddannelsen, så det er jeg altså ikke interesseret i mere, men jeg interesserer mig derimod meget for matematik, fysik, organisk kemi, biokemi, humanbiologi, bioteknologi/mikrobiologi og genetik/molekylærbiologi. Jeg ved, at mine interesser er meget brede, men hvis jeg alligevel kunne finde et studie, hvor jeg kan kombinere så mange af de nævnte elementer som muligt, kunne det være fantastisk. Jeg er ikke begrænset af karaktergennemsnit, da mit nuværende karaktergennemsnit, og det karaktergennemsnit jeg forventer at ende ud med, er væsentligt højere end den højeste kvote 1 adgangskvotient (pr. 2015) for alle de nævnte uddannelser. Håber at nogen kan komme med nogen kvalificerede svar, og jeg beklager, hvis jeg har gjort nogen grove antagelser! :)

Mvh. Emil


Brugbart svar (0)

Svar #1
04. april 2016 af peter lind

Jeg har fulgt matematikkurser på både KU og DTU og jeg håber mine erfaringer fra det kan være en hjælp. På DTU drejer matematikkurserne sig om at lære at regne matematikopgaver. Matematiske beviser er en mangelvare. Fordelen ved det er at man på relativ kort tid kan lære at regne disse opgaver. Bagdelen er at man ikke lærer det ordentligt, og derfor ikke bruger matematikken rigtig.Her er to eksempler hvor det gik galt.

I England fremkom en børnelæge og professor ermeritus med kendskab til statistik på brugerniveau i en mordsag mod Sally Clark med et statistisk vidensbyrd, der var helt ved siden af. Denne statistik fik dømt mindst 3 kvinder for dobbeltmord. En senere domstolsafgørelse gjorde at sagerne skulle gå om; hvilket fik anklagemyndighederne til at droppe sagen.

I en anden sag i Danmark brugte en matematiker et års tid på nogle kemiafhandlinger og fandt 150, som havde brugt en ikke anvendelig formel. Disse afhandlinger måtte trækkes tilbage.

Når jeg har valgt disse ud skyldes det at den første er den med de alvorligste følger og den anden er den største.

Matematikundervisningen på KU er mere abstrakt og her er det væsentlige beviserne. Man er ikke særlig interesseret i anvendelser. En hel del.af denne abstrakte matematik, som man mente var uanvendelig har senere vist sig i høj grad at være anvendelige. En fysiker har endda undret sig over at når han skulle anvende noget matematik, kunne han henvende sig til matematikerne. Et eksempel er Einstein. Da han skulle udvikle den almene relativitetsteori, spurgte han en ven til råds. Han anbefalede differentialgeometri og tensoranalyse. Det satte Einstein sig så ind i, hvorefter han brugte det på relativitetsteorien.

Dette kan naturligvis ikke direkte overføres til andre kurser; men jeg mener det beskriver ånden i det. 


Svar #2
05. april 2016 af Arccossintan (Slettet)

Tak for svaret! Hvis man fx læser kemi eller biologi på KU, hvilken slags matematik vil man så få, og kan man evt. tage valgfrie kurser, der ligger udover pensum?


Brugbart svar (0)

Svar #3
05. april 2016 af peter lind

Du må spørger på de pågældende institutter eller studerend om den slags. Jeg har ikke selv på nogen måde været indblandet i disse kurser. Der kommer jo også introduktionsdage. Du kan spørge der. Jeg har selv taget kurser ud over pensum men det er mange år siden, så det kan være ændret. Du har formodentlig  ret til at overvære forlæsningerne (igen gamle regler)

Skulle måske lige nævne at på fysikstudiet er forskellen groft sagt at på DTU interesserer man sig for brug af fysikken, på KU for selve fysikken


Skriv et svar til: Cand.scient. versus cand.polyt.

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.