Læse medicin, men undlade at blive læge

Der er ingen tvang. Du kan sagtens blive cand.med, men i stedet gå  medicinalforskningens vej. Hvor mange der gør det, ved jeg ikke, men jeg kender en enkelt fra KU, der bestemt ikke bryder sig om patientkontakt, og derfor aldrig vil praktisere.

Der er også mange læger, der har arbejdet tidligere, men nu forsker på fuldtid.

En del forskere - eller ansatte som lærere og professorer på KU - har titel af læge, men har aldrig arbejdet med at behandle patienter, siden de blev uddannet.

I dag får man lægetitlen samtidig med at man bliver cand.med. og aflægger lægeløftet, altså efter seks års studium. Men for at blive en normal læge - det hedder officielt "læge med tilladelse til selvstændigt virke" - skal man gennemføre KBU (tidligere turnus), der er 12 måneders praktik på lægeklinikker og sygehuse.

Jeg er ikke sikker på om det altid har været sådan, da jeg tror at nogle universitetslærere og forskere på medicin har titel af læge, mens andre ikke har.

Det er ikke nogen ulempe at tage turnus, selv om du ikke skal abejde som læge. Du behøver ikke blive speciallæge, hvilket tager nogle flere år. Hvis du har lægetitlen og ret til selvstændigt virke, kan du altid tage ekstraarbejde, hvis du får lyst til at tjene penge, f.eks. som lægevikar i Norge eller som vagtlæge i telefonen.

Man er ikke forpligtet til noget som helst som cand.med og nyudnævnt læge (altså efter de seks års studium). Hvis du skal have KBU (turnus), er du forpligtet til at tage det sted, som du bliver udvalgt til med lodtrækning - det kan være overalt i Danmark. Men det er jo kun et år.

Du kan i øvrigt også blive patolog - en speciallæge der ikke har patientkontakt. Inden du kan blive speciallæge, skal du dog igennem den sædvanlige uddannelse med KBU.

Du kan også blive arbejdsmediciner, socialmediciner eller samfundsmediciner - jeg tror heller ikke de har patientkontakt. Radiologer har vist kun minimal patientkontakt. Retsmedicinere nok mest kontakt med døde patienter. Samfundsmedicinere kommer til at arbejde f.eks. som embedsmænd i Sundhedsstyrelsen. Det ville være et forfærdeligt job for mig, men vi mennesker er jo forskellige.

Hvis det er arbejdsforholdene og systemet du er utilfreds med, kan du blive privatpraktiserende læge helt uden for sygesikringen, eller på et privathospital.

Der er også en del praktik på sygehuse under selve studiet, på kandidatdelen, dvs de sidste tre år. Så hvis du slet ikke gider have med mennesker at gøre, vil det være bedre at studere noget andet, f.eks. molekylær biomedicin, humanbiologi, medicinsk teknologi, folkesundhedsvidenskab, it og sundhed. bioinformatik osv. Universiteterne opfinder for tiden  mange nye uddannelser inden for emnet.

Just to clarify: Retsmedicinere har rigtig meget patientkontakt med levende mennesker. Volstægtsofre, børn i grimmere sager osv. bliver alle undersøgt i retsmedicinsk regi. Socialmedicinere har patientkontakt som primært arbejdsområde. Arbejdsmedicinerne det samme.
Man skal ned på de parakliniske fag, for at finde et minimum af patientkontakt. Biokemikerne, mikrobiologerne osv. har til daglig intet med patienter at gøre.

Det er ikke så meget fordi, at jeg ikke ville gide patientkontakt - ellers vil det vel ikke rigtig give mening at uddanne sig til læge. Jeg tænkte mere noget i retning af, om man, hvis man under uddannelsen til læge pludselig får lyst til at gå forskningens vej, absolut skal virke som læge og ikke kan forske full-time, men det lader ikke til at være tilfældet. Det lader i øvrigt til at være en meget god (og bred) uddannelse, som giver et hav af jobmuligheder; adskillige lægelige specialer, job i det offentlige og private sundhedssystem, mulighed for at arbejde som selvstændig praktiserende læge, forsknings- og undervisningsjob på universitetet, forskningsjob i medicinalindustrien, job i Forsvaret osv. Patientkontakten vil jeg have det ganske fint med, omend i begrænset omfang. Jeg er ikke typen, der gider at bruge hele dagen på blot at snakke med folk, jeg vil også lave noget praktisk, hvorfor jeg tænker, at et job som fx kirurg kunne være meget spændende. Hvor meget patientkontakt har en kirurg egentlig, og hvor meget får han lov at operere? Der er selvfølgelig forskellige kirurgiske specialer og arbejdsforhold, men sådan generelt?

En kirurg har patientkontakt i forskellige situationer; dem, der opererer elektivt (planlagt) møder deres patienter i ambulatoriet, når der siges godnat og som regel når patienten vågner igen (dvs. når de er kørt på afdelingen). Måske udskriver kirurgen selv sin patient. Dem, der opererer akut, har naturligvis ikke altid sindssygt meget patientkontakt inden operationen - akut betyder dog ikke nødvendigvis "vi skal operere NU!" men kan sagtens betyde "vi skal operere inden der er gået 3 timer", hvor man først har været på tilsyn på patienten og har snakket med vedkommende. Kirurgerne er dog kendetegnet og berygtet for, at de ikke behøver særligt stor viden om deres patienter, og deres journalføring er derfor kort og ret fokuseret på det kirurgiske problem. 

En kirurgs job er at operere, så generelt kan en kirurg stå i operation hele dagen. Der vil det så være de yngre læger, der tager sig af skadestuearbejdet og stuegangen - der er dog altid supervision til de yngre af ældre læger, der ikke opererer eller har ambulatorietjans den enkelte dag.