Studievejledning

Tvunget sabbatår

30. juli 2016 af Smut1

Hej SP

De her dage kan jeg med stor misundelse læse om, hvordan adskillige af mine tidligere venner og klassekammerater er blevet optaget på deres drømmestudie, nogen efter at have holdt et sabbatår. Og ja det er med stor misundelse, for da jeg begyndte på min gymnasiale uddannelse tilbage i 2012, havde jeg ikke drømt om, at jeg ikke ville være færdig i nu.

Min historie er lang og også lidt kompliceret, men ikke mere end så mange andres-, som af en eller anden grund dropper ud af gymnasiet og starter på hf. Men sagen er den, at jeg efter fire års almen slid og et rundt snit på 10 oprigtig glædede mig til at fokusere på et enkelt fag. Dette skulle dog vise sig at være uladsiggørligt efter jeg blev syg i den uge, hvor der skulle skrives SSO (større skriftlig opgave), som er et krav for at få en fuld hf.  Jeg meldte mig syg og fik en lægeerklæring i den tro, at jeg ville få en sygeeksamen og selvfølgelig stadigvæk have mulighed for at starte på mit studie selvsamme år, og i første omgang var alt i den fineste orden. Uger efter min sygemelding får jeg dog oplyst, at sygeeksamen først finder sted i det nye skoleår. At jeg dermed ingen mulighed har for at få lukket mit eksamensbevis og søge en på en videregående uddannelse er ikke noget studievejlederne kan oplyse mig om, men noget jeg selv må ringe rundt til universiteterne for at erfare.

På det tidspunkt, hvor det gik op for mig, at jeg fik tildelt et tvunget sabbatår, så jeg det bare som livets lod: Man bliver syg, man får en lægeerklæring og skolen fortæller dig så, hvornår din sygeeksamen ligger. Da jeg ringede ind til VUC’s vejledningskontor for at forhøre mig om datoerne for min sygeeksamen, fik jeg at vide, at det ikke var en sygeeksamen, men at jeg skulle tilmelde mig på ny ligesom alle andre kursister. Og der meldte frustrationen sig så, ikke blot fordi der står i de papirer, man får udleveret om SSO, at ”sygdom og andre særlige omstændigheder, hvor du må anses uforskyldt, behandles efter regler om sygeprøve,” hvilket er mildest talt misvisende, men fordi flittige og lærelystne studerende tvinges til at tage ufrivillige sabbatår. Principielt kunne jeg lige så godt have ladet været at melde mig syg, da der ingen fastlagte regler er for, hvor man gange man må skrive SSO, hvilket vil sige, at jeg i syg tilstand har været hele vejen op forbi lægen og lægge lige godt 200 kr. på disken til ingen verdens nytte. Fedt!

Min lillesøster på 14 spurgte mig her den anden dag om, hvad jeg havde tænkt mig at gøre ved det? Få det bedste ud af mit sabbatår, gøre alt det, som man bør gøre, så man ikke føler, at man spilder tiden, svarede jeg med depressionen lysende ud af øjnene, for det er da klart nemmere at få noget godt ud af sit sabbatår, hvis man selv har valgt at tage det.

Er det rimeligt, at man ikke kan få en sygeeksamen i SSO? Og hvad ville du have gjort?


Brugbart svar (0)

Svar #1
30. juli 2016 af JustMyName (Slettet)

Man kan selvfølgelig altid være bagklog, men hvorfor sætter du dig ikke ind i, hvad en sygemelding har af konsekvenser. Javist, kommer sygdom i sagens natur sporadisk - men du kunne måske have orienteret dig lidt om, hvornår en sygeeksamen kunne have fundet sted, i dine "indledende" faser af sygtilstanden. 

Af personlige erfaringer vil jeg ligeledes nævne, at du kan dræbe ventetiden (sabbatår) ved at anskaffe dig et fuldtidsjob, hvis tiden synes ulidelig.  


Svar #2
30. juli 2016 af Smut1

Jeg satte mig ikke ind i sygeeksamener på forhånd, fordi det virker lidt absurd at sætte sig ind i hele hf-bekendtgørelsen i tilfælde af, at man en gang skulle få brug for det.

Da jeg blev syg, var jeg jo syg. Der kunne jeg hverken sætte mig ind i en sygemelding eller forholde mig til konsekvenserne af denne.

Tak, jeg sætter meget pris på dit svar!


Svar #3
30. juli 2016 af Smut1

Ups, det står selvfølgelig ikke i hf-bekendtgørelsen, men det understreger bare min pointe: Hvor umuligt det er at kunne alle regler udenad.

Jeg tager på højskole det første halve år. Sidste år arbejdede jeg som vikar i en integreret institution, og jeg må nok indrømme, at det at arbejde ikke lige er mig, jeg kan bedre lide at gå i skole.


Brugbart svar (0)

Svar #4
31. juli 2016 af mathias1997

Det er godt nok surt og ikke specielt fair at du skal forsinkes et helt år pga. en enkelt opgave. Det er jo nok alligevel for sent at klage, da studiepladserne er blevet fordelt, så mit eneste råd er, at du skal finde dig et arbejde og evt. lave en lille opsparing, så er du bedre stillet, når du starter på studie. Sket er sket, og der er nok ikke så meget at gøre ved det, så du må bare acceptere det. 1 år går hurtigere end man tror.


Svar #5
31. juli 2016 af Smut1

Nej, der er helt sikkert ikke noget at gøre for mig, jeg må bare nyde mit sabbatår. Jeg tænker bare på, om der ikke kan gøres noget for de kommende studerende, således at ingen sidder tilbage med den følelse jeg har nu.  Desuden er det spild af statens penge!


Brugbart svar (0)

Svar #6
01. august 2016 af mathias1997

Skriv et læserbrev.

Brugbart svar (0)

Svar #7
14. august 2016 af EnStuderende

Tjah, shit happens. Det lyder sgu træls, men lad være med at bebrejde dig selv... eller nogen andre, for de har sikkert tænkt lige så lidt over det, som du selv gjorde, da du var syg. Uddannelsessystemet har en masse huller, så er det sagt, også selvom det overordnet set er et privilege.

Men hvorfor lader du det stoppe dig? Du elsker at læse - læs! Du har hele verdens biblioteker lige foran tasterne. Nu ved jeg ikke, om du skal på AU eller KU eller hvad du vil, men hvis det er på AU kan du endda gå ind på deres hjemmeside og læse (faktisk ret udførlige) beskrivelser af, hvilke fag de har på uddannelsen og - her kommer guldet - hvilket læsemateriale de bruger til de enkelte fag. Så kopierer du titlerne og taster "pdf" efter, trykker en enkelt gang på søg-knappen, og så har du faktisk en okay god chance for at finde bøgerne gratis på nettet, uden løgn (specielt hvis det er engelske bøger). Og hvis du ikke kan, så kan du altid købe dem selv på saxo.com, høre tidligere studerende ad eller måske låne dem på biblioteket. 

Vær smart, vær selvstændig. Find ud af, hvad du kan læse op på. Behøves ikke engang være samme læsemateriale, bare du kender indholdet af fagene. Internettet er en guldkiste - du kan med garanti finde den viden, du skal bruge. Du har et helt år til at få et kæmpe forspring på dit drømmestudie. Hvor fedt ville det lige være at være så god fra starten af og fyre den af til eksamenen? Og hvad bedre er der at bruge tiden på, hvis det virkelig er det, du vil?


Skriv et svar til: Tvunget sabbatår

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.