Metafor i digt

Hej! Er så dårlig til at finde metaforer, er der nogen der kan give en hånd? :)

Det her er digtet:

Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet,
kødet før kjolen
og kjolen før dit svævende blik,
for det er december, og mere
nøgne end den frygtelige kylling,
jeg tog fra køledisken og straks smed fra mig,
da dens tynde blod pludselig pibled
gennem cellofanen og ned i mit ærme,
er træerne,
hvis sorte strukturer forfølger mig
som alt, der er levende, men minder om døden
som alt, der er dødt, men synes at leve;
regnestykker med syv variable,
digtes snoede sneglehuse,
og Nordhavns kraner, der gir sig i vinden,
mens jeg sover ind i dine lange lemmer,
men drømmer om højhuse belejrede af stilladser
og om stilladser behængt med buldrende presenninger.
Tilgiv mit blik, der iler over dig som årstider
for skiftevis at krone dig med kærtegns lys
og klæde dig af som en råkold regn;
jeg påstår jo ikke,
at denne måneds strenge stammer
er sandere end de dunede blade i maj -
og sandheden har jeg i øvrigt
overladt de unge:
For mig er det tilstrækkeligt,
at sige tingene som de er