Studievalg og videregående studie

Efter gymnasiet

07. januar 2017 af Anonyminized (Slettet)

Hej

Jeg står i den situation, at jeg afslutter gymnasiet til sommer. Mit gennemsnit er med bonus pt. 13,0, og jeg forventer, det kommer til at ligge deromkring, når jeg bliver student. Jeg har, uden at pynte på sandheden, opnået dette gennemsnit uden på noget tidspunkt at have anstrengt mig, og jeg har således ikke nogen faglige svagheder. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg vil bruge mit liv på, og jeg har slet ingen fornemmelse af, hvad der kunne være interessant at arbejde med. Da jeg startede i gymnasiet, var jeg meget interesseret i naturvidenskab, og jeg var stensikker på, at jeg ville være læge. Det ændrede sig i løbet af min gymnasietid til, at jeg ville være ingeniør efter flere besøg på DTU. Jeg er stadig interesseret i naturvidenskab, men det er ikke på denne brændende måde, det var før. Det er lidt blevet sådan, at jeg bare læser og laver, det jeg skal, fordi jeg skal, og ikke fordi jeg bare ikke kan lade være. Jeg har lidt mistet interessen for den akademiske verden efter tre års kedsomhed og utallige frustationer, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det mon stadig er det rigtige at sigte i en af de nævnte retninger, og at min tvivl egentlig bare skyldes, at jeg hader alt ved gymnasiet. Jeg er blevet så ked af at gå i skole, at jeg mest af alt bare ser frem til 40-60 år i et trivielt lortejob, der kommer til at stinke ligeså meget som min gymnasietid. Hvad kan man gøre i en sådan situation? Jeg drømte før gymnasiet egentlig om at blive professionel soldat, men denne drøm bristede, da jeg blev erklæret uegnet til at aftjene min værnepligt, hvilket jeg er rigtig ked af, da jeg, nu hvor jeg skal ud i det virkelige liv, anser denne mulighed som den eneste, jeg egentlig ønsker, da jeg tror, den kan udfylde min kedsomhed og til tider store rastløshed på tilstrækkelig vis. Jeg keder mig ekstremt nemt, og jeg er bange for at komme til at kede mig på universitetet. Jeg er virkelig begyndt at få det dårligt over disse overvejelser, da de fylder alt for meget, og da der ikke rigtig er nogen hjælp at hente på mit gymnasium - jeg skal jo også snart til at søge ind på, hvad end jeg nu skal. Hvad gjorde I for at finde ud af, hvad I virkelig gerne ville efter gymnasiet?

Jeg beklager den lidt pessimistiske stemning i indlægget.


Brugbart svar (0)

Svar #1
07. januar 2017 af TineS94 (Slettet)

Hej :)

Jeg vil stærk anbefale dig at gå ind på de forskellige universiteters hjemmesider og se intro-videoerne. Måske kan det vække en interesse.

Studerende for en dag kan også varmt anbefales - det kan igen være der tændes en gnist ved at være ude og prøve forskellige uddannelser af.
Og ellers er der altid studievejledere som kan hjælpe. Men hvis du er virkelig studietræt, så tag et sabbatår. Arbej lidt, kom ud og rejs. Få lidt nye perspektiver og oplevelser der kan give et friskt pust.

Jeg læser selv biomedicin, så hvis du kunne have interesse i det er du velkommen til stille spørgsmål. Giver også gerne en rundvisning på SDU Odense. 


Brugbart svar (0)

Svar #2
07. januar 2017 af Therk

1-2 års sabbat tror jeg ville være rigtig godt til dig. Benyt forårssemesteret her på at tage ud til diverse universiteter på en "studerende for en dag"-tur, som TineS94 også anbefaler. Ved at komme væk fra studiebænken i et stykke tid, skal du nok få lysten tilbage, og, forhåbentligt, få en bedre ide om hvad du vil.

Husk at politikerne kun har lukket for uddannelsesskift, efter man har fået en uddannelse, så vær ikke bange for at starte på det forkerte studie; du har stadig op til 3 år til at vælge om (de fleste finder ud af om en uddannelse er for dem inden for det første semester).


Brugbart svar (0)

Svar #3
07. januar 2017 af MannaPapaya

Ligesom de to andre vil jeg også foreslå sabbatår. Lad være med at vælge noget, bare for at komme hurtigt videre.

Har stået i samme situation som dig og har både været på højskole, arbejdet og begyndt på 2 forskellige uddannelser inden jeg som 23-årig fandt det, som bare føles helt rigtigt. Det har været en længere tur, men det har virkelig været det værd. Har lært en masse om mig selv undervejs og er blevet langt mere moden.

Så tag dig god tid :) du får tid nok på arbejdsmarkedet bagefter.

P.S.: Går på studie med flere, som er 25-29 år (vi skal til at begynde på 2. semester), og vi har det alle virkelig godt sammen, så det bliver altså ikke for sent.


Skriv et svar til: Efter gymnasiet

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.