Essay om krig

Jeg skulle skrive et essay om krig, og hvordan jeg personligt bliver påvirket af det til dagligt, og hvordan min omverden bliver påvirket. Jeg mangler stadig færdiggøre den, men indtil da, vil jeg gerne vide om resten af mit indhold er 'godt', for så kan jeg godt bygge en slutning på. Konstruktiv kritik ville betyde rigtig meget!

Krig: 

“Jeg havde lige den sygeste drøm. Jeg var ude og sejle med nogle venner, og så droppede Nordkorea en atombombe på USA, hvilket kort tid efter medførte krig.”

Så sent som i sidste uge stod jeg og snakkede med en af mine venner, da han pludselig kom med et indbrud om krig og hvor bange han egentligt var for atomkrig efter Donald Trump var kommet til magten. Er landenes uoverensstemmelser virkelig ved at trænge ind i hovederne på os og påvirke vores hverdag?

Krig er et ord som omfatter mange forskellige holdninger, meninger og baggrundshistorier. Allerede som små får vi et indblik i krigens verden. Vi forbinder det med små tinsoldater, store maskiner og geværer som siger “bang bang.” Vi render rundt ud i haven, med fingrene flettet som en pistol, og vi kaster os frem og tilbage. Rullefald, geværlyde med munden og grin bliver spredt i haven. Med tiden vokser vi op og begynder at lægge mere mærke til realiteten i verden omkring os. Først der, går det op for os, hvad krig betyder og hvilke konsekvenser det kan medføre. Det er ikke små tinsoldater med udstyr eller en sjov dag i haven fyldt med grin. Det er ikke en leg. Krig er uenighed. Vold. Død.

Vi hører om det hver evig eneste dag: lytter til det i radioen, ser det i fjernsynet og diskuterer det i fællesskabet. Selvom vi i dagens Danmark ikke har oplevet det, tager det hårdt på størstedelen af os. Men i bund og grund påvirker det os nok ikke nært så meget, som vi måske går og bilder os selv ind når 10.000 mennesker, inklusiv mig selv, vælger at skrive “#prayforparis.” på Facebook og udtrykke vores medlidenhed via et sølle opslag. Et opslag som ikke redder liv eller stopper omtalen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg skrev det for den positive opmærksomhed. Jeg synes, at det decideret er sørgeligt, at nogle mennesker skal gennemgå denne form for tortur. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at disse situationer i lande, som jeg trods alt har befundet mig i, påvirker mig som person og giver mit liv en større mening.

Alle de indbyrdes konflikter har med tiden gjort terror til et større og bredere emne. Der har altid eksisteret terror, men et terrorangreb som startede en kæmpe verdens debat efter tvillingetårnene, vil nok være terrorangrebet mod Paris den 13. november 2015. Et par mennesker er utilfredse med lovgivningen, og derfor valgte de at beskyde og bombe store dele af Paris. Fordi de her 6 mennesker opførte sig uacceptabelt og gjorde noget dumt, valgte bl.a. Danmark, Rusland, Frankrig og USA at bombe Islamisk stat. Hvad med alle de uskyldige mennesker som tager konsekvensen på vegne af nogle personer som ikke tænker længere end til deres egen næse?

Tænk på alle dem som kommer hjem fra en fest, sammenkomst, fødselsdag eller en anden begivenhed, som bare modtager et opkald, hvori der bliver sagt, at flere af ens familiemedlemmer er gået bort. Ens dag, ens liv, ens humør kan blive vendt på hovedet i et split sekundt. Jeg ser frem til den dag, hvor regeringen indser, at vi skaber en endeløs cyklus. Får vi retfærdighed ved at bombe tilbage? Så er det vel en smagssag om man selv føler en slags retfærdig. Det vil udelukkende skabe flere og større konflikter og uskyldige mennesker går hen og mister tætte folk, eller måske endda selv risikerer og miste livet. Vi har indbyrdes skabt en fordom på flygtninge, fordi de, som det siges, ødelægger vores verden, men alligevel tænker ingen over, at skaber vi deres leveforhold. Det er os, som vælger at bombe deres levested, vi sætter dem i en situation, hvor de er nødsaget til at flygte i håb om et bedre liv.

Vi mennesker over hele verden lever på et “hvad nu hvis.” Hvad nu hvis der kom en atomkrig? Hvad nu hvis der kom et terrorangreb mod Danmark? Vi lever alle sammen på en kant, ingen kan forudsige faldet, ingen kan forudsige hvornår, men vi alle er godt klar over, at det på et tidspunkt vil ske.