Hvorfor sætte spørgsmålstegn på religionstroen

Tolerancen var den ide, oplysningsforfatterne hyldede og kæmpede for med størst varme og så som deres hovedformål at få udbredt og lovfæstet - ved siden af trykkefriheden, der jo også er en slags tolerance. Det var Locke, som gav den første mere grundige udredning af den religiøse tolerance. Locke mener, at staten hverken kan eller bør blande sig i borgernes trosforestillinger, og at "den lovgivende myndighed intet har at gøre med moralske dyder og laster, der vedrører samfundet", undtagen for så vidt de er gavnlige for det almene vel eller for at beskytte menneskene. Derimod kan staten påbyde eller forbyde handlinger, der har at gøre med "ægteskab, slilsmisse, flerkoneri, testamenter, helligdage, kost og ædruelighed", dersom disse ting er til skade for folkets fred, velfærd og sikkerhed.

Den mest utrættelige talsmand for tolerance var deisten Voltaire, fanebæreren blandt oplysningsskribenterne. Han var  imidlertid ikke tilhænger af fuld religiøs ligestilling, men kæmpede for at få indført den engelske samvittighedsfrihed i Frankrig: retten til at dyrke Gud, som man ville.

 Voltaire blev aldrig træt af at forfægte trykkefriheden, hvori han så hovedbetingelsen for, at man offentligt kunne fremdrage misbrug og mangler, offentliggøre nye og frugtbare ideer og forslag, og i det hele en offentlig politisk debat til fremme af forandringer og fremskridt kunne komme i stand.

I forhold til tidligere århundreder var 1700-tallet en dyster tidsalder for den officielle religion og dens repræsentanter. Pavestaten oplevede politisk nedgang i takt med, at de katolske konger fik større magt over deres egne kirker. Oplysningstidens filosoffer angreb katolicismen og talte for sækularisering. Pavens tro væbnere siden 1500-tallet, jesuitterne, blev smidt på porten af den ene oplyste enevoldskonge efter den anden. Under indtryk af omgivelsernes pres så også pave Clemens 14. sig i 1773 nødsaget til helt at afskaffe jesuitterordenen, et forbud, der først blev ophævet i 1814. Adskillige munkeklostre var så forfaldne, at de blev nedlagt (for nonneklostrene gik det bedre, eftersom rige fædre havde for vane at placere deres ugifte døtre der). Blandt de vesteuropæiske intellektuelle blev det populært at forkaste de kristne dogmer og holde fast ved en "naturlig" religion - Vorherre fik ofte lov at blive, men derudover forestillede man sig et univers kontrolleret af de love, naturvidenskaben og fornuften kunne påvise.

Under denne overflade var der dog meget, der blev ved det gamle. Folket holdt fast ved dets fester og traditioner, som ofte var nært knyttet til religionsudøvelse. For det overvejende flertal af katolikker og ortodokse bragte 1700-tallet få nyheder på det religiøse område. I det protestantiske Europa var der faktisk voksende folkelig interesse for åndelige anliggender, men hovedsageligt uden for statskirkernes sfære.

kilde:
side 186 i
Dick Harrison og Merete-Louise Rodén
EUROPA 1600-1800
1. udgave 2001
Roskilde Universitetsforlag 2001
ISBN 87-7867-102-7

Værket er udgivet i samarbejde med Historiske Media Lund, Sverige.
 

kilde til #1:
siderne 256 og 258 i

De europæiske ideers historie
Erik Lund, Mogens Pihl, Johannes Sløk
Gyldendal 1963

Har du ikke et link?