Gensplejsning af planter

Af Bjarne Munk Hansen og Jens C. Pedersen 27. jun 1997 kl. 00:00

Af Bjarne Munk Hansen og Jens C. Pedersen

Det er egentlig så simpelt og alligevel så kompliceret at gensplejse en plante. Men det kan afkorte udviklingen af en ny sort med 10 til 15 år. Gensplejsning er i princippet et vidundermiddel, der markant kan afkorte den tid, det tager at udvikle en ny sort. For en sukkerroe tager det eksempelvis 15-20 år at udvikle en ny sort med de gammelkendte krydsning- steknikker. Med gensplejsning tager det 5-6 år. Det er en af grundene til, at der er gang i gensplejsningen i disse år, men hvordan gør man? I grunden er det så simpelt. Man tager et gen, klipper det ud, og klistrer det ind i et lille cirkelformet stykke DNA, et såkaldt plasmid (minikromosom), som man så sætter ind i planten. Hokus pokus optager planten det nye gen, som var det dens eget, og bliver dermed f.eks. resistent over for et ukrudtsmiddel. Men i praksis er det mere kompliceret.

TRE NØDVENDIGE GENER

For gensplejserne er det stort set ligegyldigt, hvor de finder et gen. Hvad enten DNA'et kommer fra en virus, en bakterie, en svamp, en anden plante, et dyr eller sågar et menneske, kan det bringes til at virke i planterne, fordi den genetiske kode er den samme. Derfor kan en DNA-sekvens bruges af planten, uanset hvor den stammer fra. Normalt indsætter man mindst tre forskellige gener i planterne. Først og fremmest naturligvis den ønskede egenskab, der kan være resistens mod et ukrudtsmiddel. Den resistens har man fundet i en anden plante, f.eks. petunia. Så skal man bruge en såkaldt selektiv markør, der hæmmer væksten af de planteceller, som ikke er gensplejsede. Her har man hidtil typisk brugt en antibiotikaresistens som f.eks. et kanamycin-resistent gen fra en bakterie. Spredningen af antibiotika-resistente gener har imidlertid været omdiskuteret, og gensplejserne har derfor brugt mange kræfter på at lede efter alternativer. Herhjemme har Danisco således patenteret et system ba- seret på sukkerarten mannose. Endelig indsætter man et gen for endnu en markør, så man i mikroskop kan checke, om plantecellerne nu også er gensplejsede. Eksempelvis GUS (glucuronidase) genet fra kolibakterien, hvor man vil kunne se de gensplejsede celler farvet blå i mikroskopet. I det tænkte tilfælde står vi altså med en såkaldt kassette bestående af tre gener, nemlig en ukrudtsmiddel-resistens fra en plante, en antibiotika- resistens fra en jordbakterie og GUS fra kolibakterien. Dem skal vi nu have sat ind i en plante. Her viser det sig, at planter er ret forskellige.

Håber det kan hjælpe dig.