Studievalg og videregående studie

Timer statskundskab kandidat ku

28. juli 2017 af Dittebirkebæk (Slettet)
Hej!

Jeg er ved at overveje at læse en kandidat i statskundskab på KU.
Problemet er imidlertid, at jeg i samme periode planlægger at flytte til Aarhus.

Derfor spørgsmålet:

Hvor mange timer er man på studiet på ugebasis og kan det lade sig gøre at pendle?
Jeg kan overnatte en gang i mellem i Kbh, men ønsker som sagt at bo i Aarhus.

DBH

Brugbart svar (0)

Svar #1
28. juli 2017 af JulieW99

Var det så ikke smartere at læse det i Aarhus? At læse i Kbh og bo i Aarhus virker ret hul i hovedet. Pendlingen ville jo afskære dig fra det sociale liv, og det er træls at være afhængig af overnatninger. Jeg synes du skal genoverveje den konstellation.

- - -

Vh Julie


Svar #2
28. juli 2017 af Dittebirkebæk (Slettet)

Hej!

Jo, det har du helt ret i. Men jeg er ved at færdiggøre en professionsbachelor i journalistik. Og det eneste sted man kan overbygge med statskundskab er på KU. Planen var inden udd. loftet at tage en bachelor i statskundskab i Aarhus efter journalistikken :-)

Brugbart svar (0)

Svar #3
28. juli 2017 af M@ds (Slettet)

Hvor mange timer er man på studiet på ugebasis og kan det lade sig gøre at pendle?
Jeg kan overnatte en gang i mellem i Kbh, men ønsker som sagt at bo i Aarhus.

DBH

Her er en vejledende ugeplan fra 1. semester på kandidaten. http://studier.ku.dk/kandidat/statskundskab/bokse/ugeplaner/ka_skema_1_aar_1_sem.pdf

Rent tidsmæssigt kan det godt lade sig gøre at pendle. Det er snarere et spørgsmål om du kan holde det ud eller om du kører død i det. Og om du har den selvdisciplin der skal til, for ikke at sige "fuck it, jeg tager en fridag i dag". For hver gang du gør dét, bliver det en lille smule nemmere at gøre det næste gang.


Brugbart svar (0)

Svar #4
29. juli 2017 af JulieW99

#2

Så tror jeg at jeg ville finde ud af noget bolig i Kbh i stedet for og så flytte for de par år, så du ikke som #3 siger, kører død i det eller skal gå glip af en masse socialt. 

- - -

Vh Julie


Brugbart svar (0)

Svar #5
29. juli 2017 af M@ds (Slettet)

Jeg kan bidrage med mine egne erfaringer til alle dem der overvejer at pendle langt mellem bolig og uddannelsessted.

Jeg tog både bachelor og kandidat på SDU i Odense, og jeg boede både før og under studiet i en studielejlighed i hovedstadsområdet. Det tog næsten præcis 2 timer hver vej, når man medregner hele transporten + ventetid ved skift, men ikke ventetid ved kø.

På bacheloren havde jeg omkring 20-25 forelæsninger/holdtimer om ugen. På kandidaten var det ca. 15 timer. Især på bacheloren var de fordelt på 4-5 dage om ugen, så der var sjældent "fridage" hvor jeg ikke skulle af sted. På kandidaten var der normalt 1-2 fridage om ugen.

Det bliver hurtigt træls at skulle pendle den tur, hvis man ikke er minded på den slags. Det kan ærgre voldsomt at rejse 4 timer for at have 2 timers forelæsning tirsdag og igen onsdag, fordi fagene ikke lå samme dag. Jeg har siden 8. klasse været vant til at pendle 1-2 timer hver vej til skole eller job, så jeg tog det ikke så tungt. Der var to andre ting ved det som var værre.

For det første prisen. Da jeg begyndte på bacheloren, betalte staten de første x hundrede kroner - resten betalte man selv. Så det blev dyrere, jo længere væk man skulle. Så blev det senere omvendt, så man selv betalte de første x hundrede kroner selv, og så betalte staten resten uanset afstand. Mit pendlerkort gik fra at koste ca. 2.500 om måneden - (halvdelen af mit SU-stipendie, og min husleje var ligeledes på halvdelen af mit SU-stipendie) - til at koste ca. 700-800 kroner om måneden. Jeg tog SU-lån ved siden af, så jeg ikke behøvede at arbejde ret meget ved siden af studiet. Men man risikerer ikke at have råd til transport, fordi man ikke arbejder ved siden af. Og ikke at have tid til at arbejde ved siden af, fordi man bruger tid på transport.

For det andet er det et lotteri at få en siddeplads i toget. Mine timer lå tit, så jeg skulle med myldretiden ud på universitet eller med myldretiden hjem derfra. Det var for dyrt for mig med pladsbilletter hver gang, så det gjorde jeg kun hvis jeg ville forkæle mig selv eller hvis jeg skulle hjem på tidspunkter som fredag eftermiddag, hvor der er ekstra mange folk med. 

Jeg havde før jeg begyndte på bacheloren beroliget mig selv med, at jeg i det mindste kunne benytte rejsetiden til at læse pensum i. Jeg blev hurtigt klogere! Tit endte jeg med ikke at få en siddeplads, og jeg kunne hverken stå og læse eller skrive på den bærbare. Selv når jeg fik en siddeplads, hændte det at der var for meget uro og støj til at kunne koncentrere sig ordentligt eller også kunne jeg kun læse på en del af turen, fordi jeg blev køresyg af det.

Julie nævnte det med sociale. Jeg prioriterede ikke selv det sociale på universitetet udenfor undervisningen, altså forelæsninger, holdtimer, obligatorisk gruppearbejde, osv., så for mig personligt var det ikke et problem. Jeg havde nok i min eksisterende sociale kreds hjemme i min egen by. Et par cowboy'er-tricks til at afhjælpe den slags, kunne være at finde en ny bedste ven eller kæreste i studiebyen, som man så kan overnatte hos i ny og næ. Det tager toppen af rejse-leden. Eller måske er man så heldig, at der er nogle fra studiet som også pendler med toget noget af strækningen, som man kan snakke med undervejs.

Jeg nævnte selv tidligere det med viljestyrke og selvdisciplin. Kom jeg 1 minut for sent til bussen derhjemme, ville det måske betyde at jeg missede nogle bus- og togskift, som kostede mig halve og hele timer i den anden ende. Det er UALMINDELIGT svært at motivere sig selv til at bruge 4 timer på transport på at nå den sidste af de to undervisningstimer, man havde den dag. På fredage er dynen også tit lidt tungere end de øvrige hverdage. Man vil sikkert også opleve at der skal mindre sygdom til, før man bevilliger sig selv en lægeerklæring.

Jeg var meget selvdisciplineret de dage, hvor andre var afhængige af mit fremmøde, fordi vi havde læsegruppe, obligatorisk gruppearbejde eller holdtimer med få mennesker. Dem ville jeg ikke svigte, når jeg havde lavet en aftale, så det skete aldrig. Men den smuttede indimellem når det gjaldt fremmøde til forelæsning i et 500-personers auditorium med et par hundrede andre. Jeg har ganske vidst adgang til mine lærebøger, mit log-in til fagets side, hvor underviser lægger alt fra powerpoint af dagens undervisning til supplerende materiale op. Men til gengæld går man glip af de guldkorn som tit opstår i auditoriet, når underviser får et spørgsmål fra en studerende, og underviser så begynder at associations-galoppere derudaf i den ene anekdote efter den anden.

Men der er nu også fordele ved at pendle. Man slipper for - med typisk en måneds varsel inden studiet begynder - at skulle ud at finde en ny bolig i konkurrence med tusindevis af andre studerende, der har fået samme idé. At finde en ledig bolig (uden at blive snydt), at flytte alt sin habengut - måske på tværs af landet - og at skrabe penge sammen til indskud, flytteudgifter, dobbelt husleje, m.v. er et mareridt. Især hvis man står i SU-hullet mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse! Gør man det "bare" for at kunne læse en kandidat, så kan man gentage hele øvelsen to år efter.

Pendlerkortet ER dyrt, men når det først er betalt kan det (i hvert fald for mit vedkommende) dække det meste af det transportbehov man har i dagligdagen eller på endagsture/byture til større byer i fritiden - døgnet rundt.

Man kan måske beholde et studiejob på sin hjemegn, som man er rigtig glad for, eller man kan måske finde et af slagsen i sin nye studieby - eller på strækningen imellem. Dobbelt op på søgemulighederne.

Så det er ikke fordi at det skal være en no-brainer at sige nej til at pendle langt.


Brugbart svar (0)

Svar #6
30. juli 2017 af Stats

Jeg pendler også ca. 2 timer om dagen. Jeg tager af sted klokken 5 på banen klokken 5:30 tager toget klokken 5:50 og er som regel på Nørreport klokken 7:30. Derefter tager jeg bussen og er der ude 7:50... Jeg anvender tiden i toget til at læse og lave opgaver. Hvis der ingen siddepladser er, så læser jeg. Hvis der er siddepladser, så laver jeg opgaver eller læser. Man skal være forberedt på, at turen i toget er meget trættende og specielt hvis forelæsningerne/øvelsestimerne varer til klokken 17.
- - -

Mvh Dennis Svensson


Svar #7
30. juli 2017 af Dittebirkebæk (Slettet)

Mange tak for de gode svar med både plusser og minusser! :-) I må stadig meget gerne komme med jeres erfaringer og bud :-) 

Det bliver først aktuelt om et år i såfald, men allerede nu skal jeg tænke lidt over,hvor min bopæl osv. skal være :-) Jeg håber stadig, at der kommer lovændringer  på udd. området, så det bliver mere overskueligt, men jeg ser tiden an. 

God søndag! 


Skriv et svar til: Timer statskundskab kandidat ku

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.