"
>

Romantikken

Download Romantikken

Her kan du læse om hvad romantikken er, romantikken som periode og de særlige kendetegn ved romantikken. 

Romantikken som periode

Romantikken er en europæisk kulturhistorisk periode i 1800-tallet, som i Danmark er på sit højeste i årene 1805 til 1860. Hvor man sætter grænserne, for hvornår romantikken begynder og slutter, afhænger af, hvilken kulturhistorisk tradition, man følger, og hvilket land man har med at gøre. For eksempel er den romantiske strømning udbredt i Tyskland flere år før, den får betydning i Danmark. Inden for både litteratur, musik, filosofi og kunst kan man tale om romantikken som periode.

Romantik forstås i begyndelsen af 1800-tallet som noget fremmed, noget der afviger fra det normale. Det er altså ikke romantik, som den, der kan opstå mellem to mennesker, der er tale om her.  Romantikkens tekster handler derimod om noget større, om en universel eller national romantik.

I romantikken giver ordet romantik associationer til noget hinsides den jordiske, konkrete verden. Det kan være fantasi, drømme eller følelser, det der ikke er håndgribeligt. I romantikken dyrker man netop drømme, fantasi og det åndelige i det hele taget, hvilket i litteraturen kommer til udtryk gennem følsomme digteres værker. Disse digtere søger bort fra den jordiske virkelighed og ind i en bedre og mere åndelig virkelighed. 

Romantikken som reaktion på historiske begivenheder

At man søger væk fra den virkelige verden, er i litteraturhistorien blandt andet blevet tolket som en reaktion på de historiske begivenheder, der finder sted i slutningen af 1700-tallet. I kølvandet på Den franske revolution i 1789 kommer industrialiseringen, og den liberalistiske ideologi bliver udbredt. Med industrialiseringen ændrer de europæiske samfund sig på mange måder. Fabrikker skyder op over alt, hvilket forandrer landskabet og byerne, og produktionen af alverdens varer effektiviseres i industrialiseringen. Det betyder, at de, der arbejder med at producere varer, bliver fremmedgjorte overfor det produkt, de er med til at lave. Indtil industrialiseringen er det ofte den samme mand eller kvinde, der påbegynder arbejdet med at lave en vare, som også færdiggør den og efterfølgende sælger den videre. Men nu er det færdige produkt langt fra de mennesker, der arbejder med at producere dem. De arbejdere, der står ved samlebåndet på de mange nye fabrikker, ser kun en lille del af den samlede proces. På den måde opstår der hos arbejderne en følelse af at være fremmedgjorte i forhold til deres arbejde, hvilket blandt andet bliver tematiseret i en del af den engelske romantiske litteratur.

Men verden ændres ikke kun i sit udseende. Også mange værdier bliver revurderet og nye normer og ideologier vinder frem. Det samme gør nye sociale klasser. De, der arbejder på fabrikker, kommer til at udgøre en ny arbejderklasse, og de, der ejer fabrikkerne, udgør en rig overklasse af arbejdsgivere.

Det er nogle af grundene til, at verden pludselig synes mere hård end tidligere. Det er netop denne verden, digterne og kunstnere vender sig væk fra i romantikken. Det hårde samfund og klasseforskellene er i den danske romantiske litteratur anvendt som tema i eksempelvis nogle af H.C. Andersens eventyr.

Romantikken som en reaktion mod oplysningstiden

Romantikken bliver i litteraturhistorien også opfattet som en reaktion på 1700-tallets oplysningstid. Oplysningstiden er en europæisk periode, som strækker sig fra omkring 1690 til 1780. I denne periode udbredes troen på en menneskelig fornuft. Idealet i oplysningstiden er, som det fremgår af navnet, at alle mennesker skal være oplyste. Mennesket skal være dannet og kunne tænke rationelt. Rationalitet er et af de centrale nøgleord for oplysningstiden.

Litteraturen fra oplysningstiden bærer præg af, at den er blevet mere løsrevet fra religiøse og traditionelle opgaver. Dette vækker lyst til at udforske den del af det menneskelige, som ikke har med religion og tro at gøre. Essayet bliver en mere anvendt genre, hvori der er plads til refleksion over, hvad det vil sige at være til og være menneske. Samtidig bliver satiren udbredt på teatret og i hjemmet læser flere og flere gerne romaner, som også bliver en mere udbredt genre.

Nogle af de mest betydningsfulde danske digtere fra oplysningstiden er Ludvig Holberg, J.S. Sneedorff og P.A. Heiberg.

I slutningen af oplysningstiden begynder man flere steder at vende sig bort fra rationalisme og fornuftstænkning. Litteraturen skal ikke kun være moraliserende og belærende, men skal have selvstændig kunstnerisk værdi – det der i dag kendes som kunstens autonomi. Kunst må være kunst for kunstens egen skyld, og litteraturen for litteraturens egen skyld.

Nogle af romantikkens centrale kendetegn er, at man i stedet for rationalitet søger en inderlig følsomhed, og i stedet for at forlige sig med verdens kaotiske tilstande søges en ophøjet indre harmoni. Romantikeren forsøger ikke at ændre den virkelige verden, men at slippe væk fra den. Det er ikke længere idealet at være et rationelt menneske. I stedet skal man være et følende menneske, som formår at følge sin intuition. Romantikken har således nogle andre idealer end oplysningstiden. I oplysningstiden forholder man sig også først og fremmest til den virkelige fysiske verden, hvorimod man i romantikken søger ud over den virkelige verdens grænser og ind i en metafysisk virkelighed, som er hævet over den jordiske. Den følsomme side af mennesket fremhæves i romantikken og den rationelle skubbes i baggrunden i opgøret med oplysningstiden. 

Tanken om geniet

I romantikken er der en tendens til at dyrke enestående mennesker - eller genier. Nogle digtere bliver for eksempel opfattet som nærmest overmenneskelige genier, der har en enestående evne til at følge deres intuition og dermed skabe fantastiske værker. De bliver betragtet som mennesker, der har en stærk forbindelse til det åndelige samt evner, der gør det muligt, at formidle den sande ånd igennem litteraturen. Men også romantikkens musikere, malere og videnskabsmænd kan betragtes som særlige enere.

Geniet er det inspirerede individ, der har en form for indsigt i verden, som andre almindelige mennesker ikke har. Geniet adskiller sig fra talentet ved, at talentet blot er dygtig inden for ét felt, mens geniet formår at samle og forene flere videnskaber og perspektiver i en højere enhed. I Danmark tilhører de, der betragtes som genier, forskellige kunstarter og videnskaber. Fra naturvidenskaben er det eksempelvis kemikeren og fysikeren H.C. Ørsted, der er verdenskendt for sin opdagelse af elektromagnetismen. I litteraturen er Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen to eksempler på digtere, som blev betragtet som genier. Fra malerkunsten kan man nævne guldaldermaleren C.W. Eckersberg, og fra filosofiens verden er Søren Kierkegaard et godt dansk eksempel. Alle disse har status som genier i den danske romantik.  

Video: Den filosofiske tankegang i romantikken