"
>

Universalromantikken

Download Romantikken

Universalromantikken vender sig bort fra dualismen. I stedet for at tænke dualistisk som nyplatonikerne gør, tænker man i universalromantikken monistisk – hvilket vil sige, at verden ikke kan deles i to, men at den er én samlet verden. Her skelnes der ikke mellem ideerne og fænomenerne. Alt er her forbundet som én stor sammenhængende enhed, hvor alt har en plads og et formål i den større helhed.

Universalromantikken fremstår først i den tyske by Jena. På byens universitet studerer i begyndelsen af 1800-tallet blandt andre filosoffen F.W.J. Schelling, teologen Friedrich Schleiermacher og de to digtere Novalis og Johann Ludwig Tieck. Deres litterære og filosofiske værker er på forskellig vis eksperimenterende i forhold til blanding af genrer, form og indhold. Fælles for dem er, at de har en idé om det totale kunstværk. De laver kunst for kunstens skyld, og hvert værk har sin autonomi. Det enkelte værk er sin egen virkelighed og sin egen verden.  

F.W.J. Schelling er naturfilosof og spiller en væsentlig rolle i udbredelsen af tanken om, at alting hænger sammen i ét stort hele. Jeget er en del af naturen, og ånden og bevidstheden hænger sammen med det legemlige og naturen. Jeget behøver ikke at føle sig splittet imellem det fysiske og det åndelige, fordi det hele hører sammen og indgår i en dynamisk proces. Naturen bliver nu set som grundlaget og forudsætningen for, at jeget kan være skabende. Jeget skal bruge naturen og ikke søge væk fra den. Schellings naturfilosofi ser verden som en enhed, bestående af ånd og natur. Ånden er ifølge Schelling ikke forbeholdt det tænkende menneske, men er også til stede i naturen. Schelling og digteren Johann Gottlieb Fichte udbreder en idé om, at det skabende menneske, såvel som kunstværket, ikke er autonomt, men at det kun kan opstå og være, fordi der eksisterer én samlet og universel enhed af ånd og natur. Der er en ånd i naturen, og der er en natur i ånden. Det er netop disse tanker, der gør sig gældende i det, der kendes som universalromantikken.

I romantikken i Danmark er nogle af de vigtigste repræsentanter for universalromantikken digterne Adam Oehlenschläger og Carsten Hauch. Universalromantikken er herhjemme på sit højeste i årene 1802 til 1807. Romantikkens digte herhjemme er ellers i høj grad præget af den nationalromantiske strømning.

Organismetanken i universalromantikken

I forbindelse med de tanker, Schelling præsenterer, udspringer ideen om, at hele universet er én stor organisme. Organismetanken er en idé om, at alle dyr, sten, planter og mennesker hænger sammen i en organisme. Ifølge Schelling er det den samme ånd, som er i alle disse ting, det er den samme ånd som fylder hele universet – eller den samlede organisme. Forskellene mellem alle tingene består i, hvor bevidste de er. Der er en form for åndeligt hierarki for, hvor bevidst alting er, hvorom Schelling siger, at ånden ”slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket”. Med andre ord er mennesket på det højeste niveau i dette bevidsthedshierarki, og stenen er altså det, der er mindst bevidst. At alle ting er forbundet i én stor samlet organisme betyder, at der hersker en helt fundamental harmoni.

Organismetanken er også synlig hos mange andre betydningsfulde personer end Schelling. Eksempelvis filosoffen J.G. Herder, som skriver om, hvordan forskellige kulturer har en cyklus, som går gennem barndom, ungdom, manddom og alderdom. At noget forløber i en cyklus, som gentager sig selv, ligger tæt op af organismetankens idé om helhed og harmoni. Også hos digteren Goethe kan man finde spor af organismetanken, idet han beskriver en helhedsskabende kraft, som ses både i naturen og i menneskets bevidsthed.

Den religiøse udgave af universalromantikken kaldes ”panteisme”, hvilket omtrent betyder ”Gud er i alt”. Panteismens idé er, i forlængelse af organismetanken, at Gud eller Ånden gennemstrømmer verden fra det mindste atom til de største solsystemer. Gud (”teos”) er altså til stede overalt (”pan”) i naturen, inklusive i mennesket. Panteister blev mødt af stor kritik fra den traditionelle kirke, der så panteismen som en kættersk lære.