Talegenrer

Download Talegenrer

Den mundtlige tale, har inden for retorikken traditionelt set været opdelt i tre såkaldte talegenrer; den deliberative tale (politiske), den forensiske tale (retstalen) og den epideitiske tale (lejlighedstalen).

Disse talegenrer blev opstillet af Aristoteles (græsk filosof og retoriker) omkring år 350 f.Kr., og opdelingen gælder til en vis grad stadig i dag; dog er det nu mere almindeligt at blande talegenrerne i såkaldte ’hybridformer’ (blandingsformer).

Den deliberative tale

Den deliberative tale kaldes også den politiske tale. Denne type tale har til formål at overveje politiske spørgsmål, fx økonomi eller krig. Hermed diskuteres fremtidige handlinger, og publikums rolle er at træffe beslutninger på baggrund af de argumenter, der bliver fremsat.

I antikken blev denne type taler holdt på eksempelvis Athens’ pladser, hvor alle frie mænd havde mulighed for at tale og diskutere politiske spørgsmål – det var sådan, vores demokrati opstod. I dag hører den deliberative tale typisk hjemme i politiske institutioner, fx Folketinget. Politiske taler gør brug af alle tre appelformer, idet talen både skal overbevise ud fra fornuft og facts (logos), følelser (patos) og troværdighed (etos). 

Den forensiske tale

Den forensiske tale kaldes også retstalen eller den juridiske tale. Den forensiske tale foregår i retssalen, hvor den tiltalte for en forbrydelse enten forsvares eller anklages. Hermed fokuserer denne talegenre på handlinger, der er foregået i fortiden, og den har til formål at bestemme den tiltaltes skyld eller uskyld, og om en forbrydelse har fundet sted eller ej. Publikums rolle er i den forbindelse at dømme, om der er begået ret eller uret mod den tiltalte.

Den forensiske tale opstod i antikken, hvor den anklagede selv kunne føre sin sag eller få en retoriker til det. I dag bruges retstalen typisk i retssager, når advokaten fremfører sin sag for en dommer eller jury. Retstalen trækker især på logos og etos, da den forsøger at fremstille sagen på en klar og overskuelig måde, samtidig med at den fremstiller den tiltalte som troværdig og sympatisk. 

Annonce litterær artikel

Få hjælp at analysere taler

  • - Lær til at analysere de forskellige talegenrer
  • - Få styr på både indhold og kontekst
  • - Bliv bedre til selv at opbygge en tale
Læs vejledningen nu

Den epideitiske tale

Den epideitiske tale kaldes også lejlighedstalen. Denne type tale holdes ved mærkedage eller højtidelige lejligheder og ceremonier, og fordi den er knyttet til lejligheden, bruges den til at sige noget om nuet. Den epideitiske tale skal ikke på samme måde som de to andre taletyper overbevise eller sætte nogen bestemt handling i gang. I stedet bruges lejlighedstalen til at udtale ros eller kritik, samtidig med at den udtrykker nogle fælles værdier i samfundet og dermed skaber engagement og sammenhold blandt tilhørerne.

I antikken kunne en lejlighedstale fx være en gravtale eller en hyldesttale for hjemvendte krigere. I dag findes der mange typer af lejlighedstaler, fx nytårstale, festtale, takketale, dimissionstale osv. Lejlighedstalen bygger hovedsagelig på brugen af patos, da den forsøger at tale til publikums følelser, og etos, da taleren ønsker at fremstille sig selv som troværdig og tillidsvækkende. 

Herunder ser du et skema over de tre klassiske talegenrer og deres typiske kendetegn:

Den politiske tale
(den deliberative tale)
Retstalen
(den forensiske tale)  
Lejlighedstalen
(den epideitiske tale)
Emne Politiske spørgsmål  Skyld eller uskyld Fælles værdier
Formål Træffe politiske beslutninger Anklage eller forsvare Rose eller rise
Tid 

Fremtiden (hvad skal vi gøre fremover?)

Fortiden (hvad er der sket?)  Nutiden (hvad fejrer vi her og nu?)
Publikums rolle  Beslutningstagere  ”Dommere”   Tilhørere
Anledning Politiske forsamlinger, fx Folketinget  Retssager Mærkedage, højtidelige lejligheder
Appelformer  Etos, patos og logos  Logos og etos Patos og etos