Alfastråling

Alfastråling er biproduktet af alfahenfald. Det består af heliumkerner med to protoner og to neutroner. Alfahenfald sker når tunge kerner bliver så ustabile at de mister masse ved at udsende heliumkerner.

Et eksempel på alfahenfald:

Det radioaktive uranatom frigiver en heliumkerne og henfalder til thorium. Man kan også skrive heliumkernen som en alfapartikel. Alfapartikler skrives med symbolet α, som er det græske tegn alfa.

Alfapartiklerne har en energi på 4 til 9 elektronvolt. Denne energi giver, når man medregner deres masse en hastighed på 15000 km/t. Selvom dette lyder som en høj hastighed er den ikke særlig stor i forhold til andre former for stråling. 15000 km/t er kun 5 procent af lysets hastighed.

Alfapartiklernes relativt lave hastighed og deres +2 positive ladning (de har to protoner og ingen elektroner), gør at de reagerer meget hurtigt med andre atomer. De har derfor den laveste gennemtrængningsevne af alfa-, beta- og gammastråling. Der skal kun nogle få centermeters luft, eller millimeter tyndt metal, til stoppe alfastråling.

Alfastråling er derfor ikke farligt, hvis man har det på afstand, men hvis man for eksempel indtager det, kan skaderne være langt større end for de andre strålingstyper, på grund af deres relativt høje masse og ladning.

Alfastråling anvendes i røgalarmer, hvor strålingen ioniserer luften inden i et lille kammer i alarmen, så der kan løbe en strøm. Når der er røg i luften kan strømmen ikke løbe mere og alarmen sættes i gang.

Alfapartikler vil forsøge at få deres elektromagnetiske ladning ophævet og derfor vil de ofte ende som heliumatomer. Helium er en ædelgas og reagerer derfor sjældent med atomer eller molekyler. Næsten al den helium der findes på jorden kommer fra alfahenfald af radioaktive stoffer, som for eksempel uran. Hvis der ikke foregik alfahenfald på jorden, ville alt jordens helium langsomt forsvinde ud af atmosfæren og ud i rummet.