Ioniserende stråling

Ioniserende stråling er en form for stråling, der har nok energi til at ionisere andre atomer. Ioniserende stråling kan derfor være hvilken som helst form for stråling, men det forbindes hovedsageligt med radioaktiv stråling.

Vi deler derfor ioniserende stråling ind i de samme tre grupper som radioaktiv stråling: alfastråling, betastråling og gammastråling. Se artiklerne Alfastråling, Betastråling og Gammastråling for en beskrivelse af disse. Udover disse findes også den radioaktive stråling neutronstråling.

Neutronstråling sker ved spontan fission eller neutron emission. Spontan fission er, når en tung ustabil kerne pludselig falder fra hinanden. Kernen deles i mindre dele, og ofte vil en eller flere neutroner blive skudt ud med høj energi.

Neutron emission er en form for henfald, hvor en ustabil atomkerne afgiver en neutron. Neutronen bliver skubbet ud af den stærke kernekraft. Den stærke kernekraft er den kraft, der holder atomkerner sammen, da den virker tiltrækkende ved meget små afstande. Men samtidig virker den også frastødende ved endnu mindre afstande. Derfor når en kerne har for mange neutroner, vil de ligge så tæt, at den stærke kernekraft begynder at virke frastødende. Efter neutron emission forbliver atomet det samme grundstof men skifter isotop-type.

Røntgenstråling er også ioniserende i større eller mindre grad afhængigt af strålingens energi.

Ioniserende stråling er i de fleste tilfælde meget skadende for kroppen, da ioniseringen af molekyler i vævet kan føre til mutationer, som fører til kræft. For alfa- og betastråling er gennemtrængningsevnen mindre end for gammastråling, så de største skader sker ved direkte indtagning af disse.

Man måler mængden af stråling, et legeme har modtaget som dosis, hvilket er lig energien modtaget fra strålingen divideret med massen af legemet: D = E/m. Standardenheden for strålingsdosis er Grey (Gy). Oftest vil man tage højde for typen af stråling, da nogle typer er mere skadelige end andre. Dette gør man med en kvalitetsfaktor. De forskellige former for stråling har forskellige kvalitetsfaktorer. Når man har ganget kvalitetsfaktoren Q på dosen D, regner man den i enheden sievert (Sv).

Selvom ioniserende stråling kan være skadende for kroppen, kan det også bruges til behandling og diagnosticering på hospitaler. Disse metoder kaldes nuklearmedicin. Et eksempel er røntgenstråling, som er blevet brugt i mange år og er et utrolig vigtigt redskab for mange former for læger.

Man bruger også den såkaldte strålebehandling til at behandle kræft. Stråling skader celler, som er ved at dele sig langt mere end de andre celler, og da kræftceller deler sig langt mere end normale celler, vil strålingen skade dem mere end de raske celler.