Racisme

Racisme er forestillinger og handlinger som taler for, at mennesker kan inddeles i racer på baggrund af særlige fysiologiske, mentale og sociale karaktertræk, og at disse træk gør nogle racer overlegne i forhold til andre.

Hvad er racisme?

Begrebet racisme tager udgangspunkt i en særlig form for diskrimination af mennesker eller befolkningsgrupper. Racister har som oftest en fjendtlig holdning over for visse grupper af mennesker grundet deres etniske baggrund eller fremmedartede udseende, hudfarve, religion, kultur, normer, traditioner eller lignende. Disse grupper udgøres ofte af minoriteter i samfundet, som er mere udsatte for diskrimination.

Racismens historie

Oprindeligt indebar racisme idéen om, at mennesker kan inddeles i forskellige grupper alt efter, hvilken biologisk race de tilhører. Denne form for racisme påpeger, at der er et hierarkisk forhold imellem racerne, hvilket betyder, at nogle racer er hævet over andre. Siden racismebegrebets oprindelse har det udviklet sig, så det i dag også inkluderer andre forhold end blot forskelle imellem biologiske racer. Det drejer sig nu også om kulturelle, etniske og religiøse forskelle.

Racisme findes i alle verdens samfund og kommer ofte til udtryk igennem nedværdigende og ydmygende handlinger, fordomme, diskrimination, undertrykkelse og fremmedhad.

Racismens definitioner

Racisme kan inddeles i forskellige underkategorier alt efter hvilken slags diskrimination, der er tale om. De to primære underkategorier kaldes ’isoleret diskrimination’ og ’strukturel diskrimination’.

Isoleret diskrimination indebærer individers racistiske adfærd og handlinger, f.eks. overfald mod personer fordi de har en anden hudfarve, etnisk baggrund, religion osv. Den isolerede diskrimination kan også udgøres af racistiske handlinger, som har et bevidst politisk budskab eller formål. Sådanne handlinger er for det meste nøje planlagt og arrangeres oftest af racistiske grupper, foreninger eller partier. Derudover kan isoleret diskrimination også opstå på baggrund af fordomme over for andre mennesker og deres etniske baggrund. I nogle af disse tilfælde er den diskriminerende part selv ikke klar over, at han/hun forskelsbehandler, da fordomme om andre mennesker kan være en del af folks intuitive og ubevidste handlinger.

Strukturel diskrimination kan både opleves direkte og indirekte. Den direkte strukturelle diskrimination sker, hvis et samfunds institutioner (f.eks. et lands parlament eller en skole), erhvervs- eller kulturliv handler på en måde, der holder minoriteter uden for indflydelse og fratager dem retten til medbestemmelse i samfundet. På den måde kan visse befolkningsgrupper, der adskiller sig fra flertallet, nægtes adgang til ydelser, som resten af befolkningen kan nyde godt af. Det kommer f.eks. til udtryk i tilfælde, hvor en person med anden etnisk baggrund nægtes adgang til et diskotek på grund af personens hudfarve. Det kunne også være, hvis Folketinget vedtog en lov, som ekskluderer personer med visse karaktertræk eller etnisk baggrund fra en offentlig service, som normalt tilbydes alle i samfundet.

Den indirekte strukturelle diskrimination indebærer, at en regel eller bestemmelse i et samfund eller på en arbejdsplads får utilsigtede konsekvenser for en gruppe af mennesker med en bestemt hudfarve, religion eller etnisk baggrund. Et eksempel kunne være en arbejdsplads, som indfører en regel om ens påklædning eller uniform for medarbejderne. Det kunne også være et direkte forbud imod en vis beklædningsgenstand på arbejdspladsen. Konsekvensen af sådanne regler vil være, at personer, f.eks. kvinder som til daglig bærer tørklæde, diskrimineres på baggrund af deres religion eller kultur. Påklædningskravet kan dog synes neutralt for de fleste, da det gælder for samtlige medarbejdere på arbejdspladsen – og det viser, hvordan indirekte diskrimination oftest er et følsomt emne at diskutere og enes om.

Antiracisme

Begrebet antiracisme refererer bl.a. til overbevisninger, handlinger og vedtagne politikker, som udvikles til at modarbejde racisme. Generelt har antiracisme til formål at fremme et ligeværdigt samfund, hvor folk ikke udsættes for forskelsbehandling på grund af race. Antiracistiske bevægelser har desuden tendens til at fremme det synspunkt, at racisme er både samfundsødelæggende og socialt skadeligt, og at særlige ændringer i det politiske, økonomiske og/eller sociale liv er nødvendige for at fjerne den.

I Danmark arbejder forskellige foreninger, bl.a. Indvandrerrådgivningen, med antiracisme. Her kan folk søge hjælp, oplysning og rådgivning, hvis de har oplevet forskelsbehandling og racisme.

På europæisk plan findes European Network Against Racism (ENAR). ENAR er et europæisk antiracistisk netværk, der arbejder for etnisk ligestilling og forbedret samarbejdet mellem antiracistiske bevægelser i Europa. Organisationen blev oprettet i 1998 af græsrodsaktivister, som kæmpede for lovændringer på europæisk plan for at opnå etnisk ligestilling i alle EU-lande.

Racisme i Danmark

Mange lande vedtager i dag lovgivning, der forbyder diskriminerende handlinger og offentlige udtryk for racistiske holdninger. I Danmark forbyder Forskelsbehandlingsloven fra 1971 al racistisk diskrimination i erhvervslivet, hvilket kan straffes med bøde eller fængsel. På samme måde er det strafbart at nægte personer adgang til steder og sammenkomster (der ellers er åbne for alle) på grund af race. Derudover kan personer straffes efter Straffelovens § 266b (racismeparagraffen), hvis de kommer med udtalelser, der truer, håner eller nedværdiger en anden person eller persongruppe på baggrund af dennes race. Baggrunden for racismeparagraffen stammer fra 1939, hvor formålet med bestemmelsen var at beskytte de danske jøder. Senere hen er racismeparagraffen bl.a. blevet udvidet med seksuel orientering (1987) og skærpelsen over for propaganda (1995).

Kritik af racismeparagraffen

Racismeparagraffen er blevet debatteret og kritiseret vidt og bredt gennem tiden. Kritikere mener bl.a., at den begrænser ytringsfriheden, som altid bør have ubegrænsede rammer i alle offentlige anliggender. Desuden kan det somme tider være svært at skildre decideret truende, hånende og nedværdigende ytringer, så de kan bedømmes som direkte racistiske. Racismeparagraffen har også fået kritik for, at der sjældent rejses tiltale eller fældes dom over personer, som kommer med racistiske bemærkninger eller udtalelser. De manglende straffe kan få den konsekvens, at racismeparagraffen er med til at acceptere hånlige ytringer, som den egentlig skulle modvirke.

Racisme i USA

USA har en lang og kompleks historie med racisme og diskrimination af befolkningsgrupper. I løbet af 1500-tallet ankom de første nybyggere fra Europa til Nordamerika, hvor den oprindelige befolkning, indianerne, blev dræbt eller jaget bort fra deres jord for at gøre plads til bosætterne. Disse handlinger opfattes i dag som racistiske og diskriminerende, men dengang ansås de for berettigede.

Op igennem 1600- og 1700-tallet førte koloniseringen (link) til indførelsen af slaver fra Afrika, som skulle arbejde for plantageejerne i de nordamerikanske kolonier. De nordlige stater var dog imod slaveri, og det blev en grundene til den amerikanske borgerkrig fra 1861-1865. Ved borgerkrigens afslutning blev slaveriet ophævet, men det medførte ikke øjeblikkelig ligestilling for de afrikanske amerikanere. For eksempel vedtog sydstaternes regeringer stadig love, som adskilte den sorte og hvide befolkning og sørgede for, at de sorte amerikanere blev undertrykt og holdt uden for indflydelse. Derudover gjorde visse befolkningsgrupper i sydstaterne oprør mod de nye regler. I forbindelse med ophævelsen af slaveriet i USA oprettedes den ekstremt højreekstremistiske organisation, Ku Klux Klan, i Tennessee i 1866 med formålet at genetablere det hvide overherredømme.

Med tiden voksede den antiracistiske bevægelse sig dog større og større, bl.a. ved hjælp af forkæmpere som Martin Luther King, som i 1960’erne talte for ophævelsen af adskillelse mellem racer. Martin Luther Kings ukuelige kamp endte dog med at koste ham livet i 1965.

I dag er forholdene for etniske minoriteter i USA, herunder de sorte amerikanere, i høj grad forbedret. Dog lever racismen stadig, og raceadskillelsen og uligheden mellem befolkningsgrupperne ses bl.a. i arbejdsløshedstallene, dannelsen af ghettoer og dårligere levevilkår for visse minoriteter i samfundet.

Racisme i Sydafrika

I 1948 indførte Sydafrika det berygtede apartheidstyre, som inddelte befolkningen i racer med tilhørende rettigheder. Det medførte en total adskillelse af befolkningen, hvor de hvide sad på den politiske og økonomiske magt og havde langt bedre vilkår end de sorte afrikanere og asiater. Først efter årtiers voldelig modstand mod apartheidstyret blev det racistiske samfundssystem i 1994 afskaffet, og den antiracistiske bevægelses berømte leder, Nelson Mandela, blev Sydafrikas nye præsident. Forsoningsprocessen mellem befolkningsgrupperne er dog stadig problematisk, selvom Sydafrika i dag er et demokratisk land. Der hersker stadig konflikter mellem den hvide og sorte del af befolkningen, og de sorte har fortsat langt dårligere kår end de hvide, selv om de formelt har samme rettigheder.