Planøkonomi

Begrebet planøkonomi refererer til en bestemt form for politisk-økonomisk system, hvormed staten styrer og påvirker den primære udvikling af det pågældende lands økonomi.

Hvad er planøkonomi?

I et planøkonomisk samfund kontrolleres det økonomiske marked – altså priser og mængder af producerede varer – af staten. Samfundet er oftest centraliseret, og al økonomisk planlægning og beslutningstagen, hvad angår offentlige aktiviteter, udføres af en topstyret regering eller en mindre gruppe aktører inden for den statslige myndighed. Normalt vil planlægningen ske ud fra en overordnet prioritering af de samfundsmæssige behov for varer og ydelser. Planøkonomi kan derfor ses som modpol til markedsøkonomi, hvor priser og produktion bestemmes af udbud og efterspørgsel for hver enkelt vare på markedet. I tilfælde hvor den politiske styring ikke foretages af demokratisk valgte politikere, taler man om ’kommandoøkonomi’. Kommandoøkonomi er den direkte modpol til ren markedsøkonomi og har tendens til at forårsage økonomisk anarki.

Planøkonomi forbindes ofte med socialismen, men den forudsætter ikke nødvendigvis, at staten ejer samfundets produktionsmidler. I visse planøkonomiske samfundsmodeller gives der plads til private virksomheder med selvbestemmelsesret over egne økonomiske aktiviteter.

Planøkonomi i praksis

Den centrale planlægning inden for planøkonomien har til formål at forbedre et lands produktivitet og koordination af økonomiske aktiviteter ved at give myndighederne beslutningsret over områder, som kan påvirke udviklingen af landets økonomi. På den måde kan det nøjagtigt besluttes, hvor meget der skal produceres af visse varer i en specifik periode. Det kan dog vise sig problematisk at afstemme, hvor meget der skal produceres af hver enkelt vare for, at forbrugernes ønsker bliver opfyldt – det er som udgangspunkt umuligt for staten at forudsige. Derfor sker det ofte, at der produceres for meget af nogle varer og for lidt af andre i et planøkonomisk system. Det medfører på den ene side et stort spild af ressourcer, som let overstiger det ressourcespild, man ser i markedsøkonomierne. Dette er en af de største planøkonomiske ulemper. Dertil kommer mangel på produktudvikling, fordi den topstyrede myndigheds beslutninger ikke dikteres af efterspørgende kunder på markedet. På den anden side er en af fordelene ved planøkonomi, at planøkonomiske programmer muliggør en stærkere modstandskraft overfor globale økonomiske kriser, som ofte rammer markedsøkonomierne hårdt.

Statens muligheder for planøkonomisk styring

En stat kan vælge at tilrettelægge sin planøkonomi gennem forskellige aktivitets- og beslutningsprocedurer. For eksempel kan staten vælge at fastholde den direkte beslutningsret over dele af produktionsapparatet i økonomien. På den måde får statens planlægning af produktionen indirekte virkning på andre dele af økonomien, da man kontrollerer udbud og efterspørgsel på bestemte varer. Det får en dominoeffekt på associerede vareområder, som dermed også påvirkes af statens planlægning.

Et andet eksempel på økonomisk styring er statens mulighed for at begrænse omfanget og tilladelsen af privat ejendom og at regulere rentesatser samt fastsætte grænserne for bankers udlån og investeringer.

Et tredje eksempel er at påvirke økonomien indirekte ved hjælp af finansielle tiltag. Det kan være gennem nye skatter og afgifter på forskellige varer, offentlige udgifter til køb af varer, forskellige former for bistand til personer og virksomheder og lignende tiltag, som påvirker udviklingen af det økonomiske marked.

Et fjerde eksempel er statens mulighed for at påvirke beslutningsprocesserne på områder, hvor økonomien i forvejen styres af private virksomheder og organisationer. Dette kan opnås ved at påvirke grundlaget for beslutningerne og tilrettelægge samarbejdet på en bestemt måde. Dette kaldes indikativ planlægning og kendetegnes af statens egne beslutninger, påbud og forbud over for private dele af økonomien. Statens beslutninger kan dermed få direkte betydning for måden, hvorpå de private virksomheder driver deres forretninger og planlægger deres økonomi.

Der findes virkelige eksempler på samtlige måder at påvirke den økonomiske udvikling på i både planøkonomiske og markedsøkonomiske økonomier. Al økonomisk planlægning koncentrerer sig om at koordinere beslutninger og tiltag på disse forskellige områder ud fra en helhedsanalyse af effekten af de forskellige tiltag i samspil med hinanden.

Det kan derfor siges, at mange landes økonomier indeholder planøkonomiske elementer – dog vil både indhold, form og effektivitet variere alt efter landenes specifikke planer. Planlægningen i kapitaliske lande, hvor privat ejendom og private virksomheder frit kan trives, sker i høj grad gennem forsøg på styring gennem penge- og finanspolitik og gennem indikativ planlægning. Derimod vil planlægning i en socialistisk økonomi i langt højere grad domineres af statens direkte planlægning og styring af den statsstyrede del af erhvervslivet.

Planøkonomiske samfundsmodeller

Gennem tiden er planøkonomi primært blevet praktiseret af kommunistisk ledede lande rundt omkring i verden. Planøkonomi forbindes især med Sovjetunionen, hvis økonomi fra 1928-1991 blev styret af fem- og syvårsplaner. De økonomiske planer blev afstemt ved hjælp af koordinering mellem den øverste planlægningsmyndighed, Gosplan, og et antal ministerier for de enkelte brancher, som derefter afstemte planerne med samfundets virksomheder.

Planøkonomisk styring var dog også en del af Adolf Hitlers økonomiske politik, som regulerede Tyskland fra 1934 i form af fireårsplaner for den tyske produktionsudvikling. Derudover har også USA forsøgt sig med planøkonomiske modeller, hvilket kom til udtryk i landets krigsøkonomi under 2. Verdenskrig, hvor økonomien i høj grad var statsstyret. Yderligere eksempler er Frankrig, Norge og Sverige som i forskellige perioder efter 2. Verdenskrig har oplevet vellykkede gennemførelser af længevarende økonomiske planer.

Fra 1980’erne og op gennem 1990’erne begyndte mange planøkonomiske samfund at gå over til markedsøkonomi ved at lade private virksomheder træffe deres egne beslutninger i forhold til forvaltning og prisfastsættelse af deres varer og ydelser. Gradvist blev der åbnet op for friere markedsaktivitet, særligt i Østeuropa i løbet af 1980’erne, og i 1992 afskaffede det nyligt uafhængige Rusland den sovjetiske priskontrol.

Selvom de fleste samfundsøkonomier i dag er markedsbaserede blandingsøkonomier (dvs. med planøkonomisk styring på visse områder) findes der stadig fuldkommen planøkonomiske samfund forskellige steder i verden, bl.a. i Nordkorea, Laos og Cuba.