Diskursanalyse

SPROG OG DISKURS
Diskursanalyse er en analysemetode, der er velegnet til at give en sproglig analyse af en tekst eller en tale set i den kommunikative og sociale sammenhæng, den indgår i.
Diskurs: En måde at tale om et emne på.
Virkeligheden er altid fortolket gennem sproget. Om en person, der udfører bombesprængninger, kaldes ”terrorist” eller ”frihedskæmper” er ikke lige meget. Den betegnelse vi vælger, påvirker vores opfattelse af personen. Det er heller ikke ligegyldigt, om danske politikere betegner situationen i Irak som ”borgerkrig” eller ”uroligheder”. For det kan påvirke en beslutning om, de danske soldater skal forblive eller trækkes hjem.
Sprog og handling er tæt vævet sammen.
Møder vi betegnelsen ”terrorist” er det sandsynligt, at vi også møder ord som ”ekstremisme” og måske ”Osama Bin Laden”. Omvendt vil vi måske møde ordet ”frihedskæmper” sammen med ordene ”fædreland” og ”folk”. Ordene danner semantiske skemaer. I diskursanalysen kaldes semantiske skemaer, der udtrykker sammenhængende fortolkninger af et emne en diskurs.
Et emne kan formuleres og fortolkes af flere diskurser, der ofte kæmper om retten til ”sandheden” om emnet. Indenfor området politik findes der f.eks. 2 store diskurser, en liberalistisk og en socialistisk. De har forskellige grundlæggende værdier og dermed forbundne ”yndlingsord”. Liberalisterne har ”frihed”, socialisterne ”fællesskab”.
Diskurs og ordvalg
En diskurs kendes lettest på sit ordvalg. Inden for dette vil der være nogle nøgleord /nogle begreber, der er fundament for diskursen. I en politisk diskurs er ”demokrati” et nøgleord. I en national diskurs er det ”folk”, i en markedsdiskurs ”forbruger”. Dette kaldes et nodalpunkt. 
Omkring  nodalpunktet slynger sig kæder af ord, der får betydning i forhold til nodalpunktet. F.eks. omkring nodalpunktet ”frihed” i en liberalistisk diskurs findes typisk en kæde af ord som ”den enkelte”, ”frit valg”, ”selvbestemmelse”, frit marked”. Ord, der grupperer sig omkring nodalpunktet, kaldes ækvivalenskæder.
Både liberalistiske og socialistiske politikere bruger ord som ”ansvar”, kvalitet”, men de tillægger ordene forskellig betydning: Liberalisten vil lægge vægt på den enkeltes ansvar for sig selv, socialisten for borgernes ansvar for hinanden og fællesskabet. Fordi disse ord er åbne og vage i deres betydning kaldes de flydende betegnere.
Opsummering:
Nodalpunkt: Diskursens nøgleord
Ækvivalenskæde: Kæde af ord, der grupperer sig omkring nodalpunktet og får betydning fra det
Flydende betegner: Positivt ladet ord, der først får præcis betydning i lyset af nodalpunktet.

DISKURSANALYSE:
Der er 3 niveauer:
Overordnet kontekst
Konkret kontekst
Selve teksten/billedet med dens blanding af sproglige, visuelle eller lydlige udtryk

Ad 1) Overordnet kontekst – tekstekstern analyse
Her undersøger man, hvilke handlinger, kulturelle  traditioner eller politisk kontekst  talen kan forbindes med.
Officielle taler som dronningens og statsministerens nytårstaler indgår i et helt fast ritual, der gentages år for år. Statsministeren kan bruge talen til at sende politiske signaler, der får betydning for samarbejdet i regering og folketing det kommende år. Sprog og handling væves sammen.
Ad. 2) Konkret kontekst – tekstekstern analyse
Her undersøger man, hvem der er afsender og modtager af ytringen. Hvad der er ytringens hensigt (at sælge en vare, at oplyse borgere, at præsentere en institution.)
Afsenderen kan være privatperson eller repræsentant for noget andet – en institution eller et firma.
Modtageren bliver tiltalt i forskellige roller, f.eks. som dansker, forbruger, medarbejder, familiemedlem. I en national diskurs vil modtageren typisk blive tiltalt som dansker, i en markedsdiskurs som forbruger etc.
Ad. 3) Selve teksten/talen – tekstintern analyse
Her undersøger man tekstens sprog og indhold i lyset af den situation, den optræder i. Man kan bruge forskellige sproglige analysemetoder:
En semantisk analyse, der viser, hvordan indholdet er struktureret og hvilke overordnede værdier teksten giver udtryk for
En retorisk analyse, der viser, hvordan teksten er udformet for at påvirke sin modtager på den mest effektive måde ved fx at appellere til fornuft, følelser og humor; ved fx at bruge billedsprog og andre retoriske virkemidler.

________________________________

Diskursteori 
Laclau og Mouffes diskursteori bygger på en sammentænkning af marxisme, strukturalisme og poststrukturalisme. Marxismens fokus på det sociale og strukturalismens teori om betydning forenes sådan at det sociale felt forstås som et væv af betydningsdannelsesprocesser (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 35).
Verden opfattes som ustabil, flertydig og kaotisk og stabiliserer sig kun i kortere tid, i kraft af konstruerede betydninger, der giver en forbigående orden og struktur. Dermed bliver sprogbrugen et socialt fænomen, idet at det er i sproget at betydningsstrukturer fastlægges. Betydninger af ord og begreber forandres konstant gennem forhandlinger i det sociale rum (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 35). Man forsøger at fiksere betydninger, for at opnå en struktur. Dette kan kun ske momentvis, idet at betydningerne kun kan fastlægges i kort tid, fordi de konstant er til debat og under forhandling. Det kan altså kun lade sig gøre at skabe et øjebliksbillede af betydningsstrukturen, ikke et endegyldigt overblik. Når den verden vi handler i konstant ændres, vil menneskets identitet og handlinger også være under stadig forandring og til forhandling. Diskursteori beskæftiger sig med de processer, der skaber, stabiliserer og forandrer den diskursive kontekst for vores tale, tanker og handlinger (Dyrberg et al. 2000, s. 8-9).

Laclau og Mouffes diskursteori bygger videre på de teorier lingvistikken har produceret. Saussure introducerede teorien om, at der ikke er sammenhæng mellem tegn og deres betydning, altså at der ikke er nogen bagvedliggende årsag til at lyden ”ko” henviser til ideen om dyret ”ko”. For Saussure havde det enkelte tegn to sider, udtryk og indhold - signifié og signifiant7. Saussure tog dog ikke højde for, at et tegn kunne have mere end én betydning. Han mente at der kun kunne være ét udtryk til ét indhold (isomorfi) (Dreyer Hansen 2001).
Louis Hjelmslev udvidede Saussures ideer til at analysen af sproget ikke kun behøvedes at forholde sig til sprog manifesteret som lyd, men også kunne være i form af skrift, tegnsprog, symboler osv. Alle betydningsbærende elementer kunne dermed analyseres, men samtidigt blev det sværere at adskille udtryk og indhold. Hjelmslev indførte en inddeling af tegnet i mindsteenheder, både indenfor udtryk (fonemer) og indhold (morfemer). Disse mindsteenheder er ikke betydningsbærende i sig selv, men først idet de sættes sammen med andre, får de betydning. Så på grund af manglen på isomorfi mellem udtrykssiden og indholdssiden er betydningsdannelse afhængig af veldefinerede sammenhænge (kontekster), der kan sikre forbindelsen mellem de to sider (Dreyer Hansen 2001).
Roland Barthes tilføjede teorien om flydende udtryk. Ifølge Barthes kan et tegn have et ustabilt forhold mellem udtryk og indhold, hvor udtrykket ikke er i stand til at opnå en fast forbindelse med et enkelt indhold, men tværtimod flyder over flere forskellige (Dreyer Hansen 2001).
Laclau og Mouffes terminologi (Tine)
Det er altså disse lingvistiske teorier, der ligger til grund for diskursteorien. Et begreb kan have én betydning i én sammenhæng og en helt anden i en anden kontekst. En diskurs kan forstås som en (mere eller mindre kortvarig) fastlæggelse af betydninger indenfor et bestemt domæne. De forskellige indholds tilknytning til forskellige udtryk, er betingede af hvilke diskurser de indgår i. Ved at stabilisere indholdet af et tegn, kan en diskurs afgrænse sig fra en anden diskurs. Ved at udelukke de andre betydninger tegnene måtte have og være relaterede til hinanden på, konstitueres diskursen som en helhed – et net af tegn, der får betydning i kraft af deres relationer til hinanden. De betydninger af begreberne diskursen dermed udelukker og ikke medtages i diskursen, udgør det Laclau og Mouffes kalder det diskursive felt (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 36-37). Afgrænsningen af diskurserne sker ikke helt af sig selv, der ligger ofte en form for magt eller strategi bag og udøves i kraft af italesættelse og forhandling af begreberne, som hele tiden er åben for alternative betydninger og afgrænsninger (Dreyer Hansen 2001).

Diskursanalysens formål er at kortlægge de processer, hvor kampene om fastlæggelsen af tegnenes betydning foregår. Processerne omdanner de italesatte begrebers betydninger og identitet, og etablerer nye relationer mellem dem. Selve processen kalder Laclau og Mouffe for artikulationer, mens den strukturerede totalitet som kommer ud af det er selve diskursen (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 36).
En diskurs kan altså forstås som en række artikulationer, der tilsammen udgør en forståelsesramme, hvor der konstant forhandles (og genforhandles) mening. Dermed skal diskursen også hele tiden bekræftes og reproduceres gennem artikulation, for at den ikke svinder bort (Kristiansson 2003, s.192).
Artikulationerne foregår omkring begreber, der endnu ikke har fået fikseret deres mening i forhold til diskursen. Begreberne, der kaldes elementer, indgår i det diskursive felt og truer konstant med at bryde diskursens entydige forståelse af begreberne. Når elementerne bliver artikuleret, forsøges deres flertydighed at blive reduceret til en entydighed. Dermed bliver deres betydning fastlagt i forhold til diskursen og de bliver til momenter i diskursen. Denne fastlæggelse resulterer i en lukning af diskursen, dvs. at dens begreber stopper midlertidigt med at glide i betydninger. Denne lukning vil altid kun være midlertidig, idet det diskursive felt hele tiden truer med nye forståelser af begreberne (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 38). Diskursens lukning om betydningsstrukturen vil altid kun være kortvarig, idet at diskursen og artikulationen er kontingent og altid ville kunne være på en anden måde (Kristiansson 2003, s. 195). Dermed er momenterne samtidigt elementer, idet de altid er kontingente og således potentielt flertydige. Diskursen kan ikke endeligt udelukke deres flertydighed, men højst have reduceret antallet af  betydninger (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 36-39).
Nogle elementer er meget åbne for forskellige betydninger og giver i sig selv ikke nogen mening. De kan rumme mange forskellige betydninger på én gang og har derfor fået betegnelsen tomme betegnere. Eftersom de ikke har noget indhold i sig selv, forsøger forskellige diskurser at udfylde indholdet af begrebet med forskellige betydninger. Dermed kan begrebernes indhold glide og begreberne benævnes derfor som flydende betegnere (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 36-39). De flydende betegnere har altså forskellig betydning, alt efter hvilken kontekst de optræder i. Man opfatter dem ikke på samme måde, i de forskellige sammenhænge de indgår i (Kristiansson 2003, s. 194).
De flydende betegneres betydning kan fastlægges, via begrebets relationer til andre begreber i diskursen. Begrebet kan kædes sammen med andre begreber, der alle sammen er inden for diskursens ramme. Begreberne ækvivaleres med hinanden, hvilket relaterer dem til hinanden i såkaldte ækvivalenskæder. Ækvivalenskæderne adskiller begrebernes betydning fra det de ikke betyder. Dermed tillægger de mening til de flydende betegnere, der så fikseres midlertidigt i diskursen.
I ækvivalenskæden indgår også diskursens nodalpunkter. Nodalpunkterne er tomme betegnere, som de andre begreber ordnes omkring og får deres betydning i forhold til. Nodalpunkterne skaber de flydende betegneres betydning i sammenhængen med de andre begreber i ækvivalenskæden og fastholder deres betydninger. De andre begreber skal læses og tolkes udfra nodalpunkterne (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 37-59). Nodalpunkterne er diskursens forankringspunkter, eller krystalliseringspunkter. De indgår altså både i diskursen og i det diskursive felt, men udgør en slags symbolske navigationscentre i diskursen og styrer dermed meningsdannelsen indenfor den etablerede diskurs (Frølund Thomsen 1996, s. 184-185).
I kampen om at fylde betydning i de flydende betegnere, udbryder der konflikter mellem de forskellige diskurser – konflikterne kaldes Antagonismer. Antagonismerne opstår der, hvor forskellige diskurser støder sammen og opløses via en hegemonisk intervention (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 60). Den hegemoniske intervention er en artikulation, der anvender den eksisterende diskurs som modpol og forsøger at opnå hegemoni omkring forståelsen af begreberne (Kristiansson 2003, s. 199).
Den hegemoniske intervention kan foregå ved artikulationer af en dislokation. En dislokation opstår ved at der indtræffer en begivenhed eller et fænomen, der ikke umiddelbart kan optages eller fortolkes via diskursen. Dislokationen italesættes via artikulationer, som dermed kan være med til at udfordre, undergrave og destabilisere diskursen (Kristiansson 2003, s. 195-199). Den hegemoniske intervention stabiliserer diskursen og opretter entydigheden på ny (Winther Jørgensen & Phillips 1999, s. 60).
Diskursens kontekst er kontingent, da forskellige kræfter hele tiden forsøger at genforhandle og omfortolke det diskursive felt. Diskursen definerer sine grænser i forhold til det, den ekskluderer af det diskursive felt. Den konstituerer altså hele tiden sig selv i forhold til det den ikke er, hvilket er en konstant kamp om betydninger (Winther Jørgensen & Phillips, s. 37).

________________________

Diskursanalyse 
En diskursanalyse undersøger, hvordan vi bruger sproget til at forhandle vores identiteter, sociale relationer og forståelse af verden. Analysen sætter fokus på diskurser, dvs. bestemte måder at tale om verden og forstå verden på. Målet er at afdække, hvordan diskurser er opstået, samt hvordan de udvikles i en stadig kamp om magten – om sandt eller falsk.

Man tager udgangspunkt i et overordnet område – en diskursorden – som fx kan være global opvarmning, ulandsbistand eller indfødtes rettigheder. Empirien kan fx være medietekster som avisartikler, dokumentarer eller reklamer.

Analysen består af tre dele:

En systematisk, sproglig analyse af teksten med fokus på brug af bl.a. modsætningspar og identitetsmarkører (fx vi over for dem)
En sammenlignende analyse af teksten
En undersøgelse af, hvordan diskurserne indgår i den sociale orden, dvs. i magtforhold i samfundet.
I en diskursanalyse stilles der spørgsmål som:

Hvilke diskurser er i spil i fx en debat?
Kæmpes der om definitionen af centrale begreber?
Bruger parterne identitetsmarkører, indforståede sandheder eller modsætninger?
Er der en dominerende diskurs?
Hvornår er diskursen opstået, og hvordan forandres den gennem tiden?
Metoden kræver baggrundsviden om historiske, sociale og politiske forhold på det tidspunkt, hvor teksterne er skrevet. Den kan med fordel kobles til analyse af nyhedskriterier, retorik og argumentation, postkolonial teori m.m.

http://at.systime.dk/index.php?id=735

_______________________________________

Sproglig-sociologisk diskursanalyse - Laclau og Mouffe 
De to samfundsteoretikere Ernesto Laclau og Chantal Mouffe har formuleret en diskursanalyse med et særligt sæt af begreber. I hovedtræk:

Diskurs er en struktureret helhed af udsagn, skabt af en artikulation, dvs. en beskrivelse af et givet område med sammenkædning af begreber, et betydningsunivers. I diskursen vil der være en række elementer – fx personer og standpunkter – der karakteriseres ved deres relationer, og de får derved identitet og bliver til momenter i en given diskurs.

Diskursen holdes sammen af et centralt begreb eller en central modsætning der kaldes nodalpunktet, og omkring dette punkt samler sig en række ligeledes centrale ord og begreber der uddyber og præciserer nodalpunktet i form af en ækvivalenskæde. Til diskursen hører også de flydende betegnere, dvs. typisk abstrakte ord som alle er enige om er positive (fornuft, frihed osv.), og som gives en bestemt betydning i en given diskurs.

Afgrænsning til andre diskurser sker i form af antagonismer, dvs. de elementer der er grundlæggende uforenelige med diskursen (fx diktatur i forhold til demokrati), og agonismer der er en del af diskursen, men som ikke vurderes positivt.

http://metoderidansk.systime.dk/index.php?id=175

_______________________________________

Se også eks. på diskursananalysedele: http://miljoepolitik.systime.dk/index.php?id=485

_______________________________________

Dvs. en måde hvorpå du bl.a. vil kunne analysere/foretolke fx politisk kommunikation i fx taler. I diskursanalysen knytter sig en række begreber, bl.a. artikulation, antagonistiske relationer, nodalpunkter, ækvivalenskæder, newspeak (fra George Orwells 1984), flydende betegnere, appelformer, mv. 

Appelformer = etos, logos, patos (i nogle diskursanalysemodeller inddrages disse begreber dog ikke)

Artikulation = Aktører skaber og udvikler diskurser gennem artikulation, dvs. ved at tale om noget på en bestemt måde (italesætte). 

Antagonisme = Når en diskurs skabes med nogle begreber, udelukkes nogle andre. En diskurs er altid fjendtlig (antagonistisk) overfor visse andre begreber, diskurser og/eller grupper i samfundet (os/dem). Der er i princippet ingen grænse for, hvilke momenter (begreber) der kan artikuleres til én diskurs, og hvilke der kan udelukkes

Flydende betegnere = Positivt ladede ord, som mange gerne vil forbinde deres diskurs med. Flydende betegneres indhold er ikke fast defineret, men de opfattes som noget indlysende godt. Fx: Frihed, forandring, retfærdighed, demokrati, danskhed, etc. Begreber som er svære at definere/kategorisere. 

Nodalpunkt = Diskurser dannes omkring nøglebegreber, fx i en politisk tekst med emnet vækst, hvor nodalpunkterne dernæst vil være nøgleord der knytter sig til økonomisk vækst. 

Ækvivalenskæder = Begrebet ækvivalenskæde benyttes indenfor diskursanalysen om det fænomen, at forskellige ord og udtryk i en tekst kædes sammen, således at der konstrueres en ensartethed eller identitet mellem dem. Ækvivalenskæden er bygget op omkring et nøgleord, et såkaldt nodalpunkt. I Pia Kjærsgaards tale på Dansk Folkepartis årsmøde i 2010 optræder følgende ækvivalenskæde, der slynger sig rundt om nodalpunktet indvandrer:

- disse udlændinge, umuliusser, uduelige somaliere, muslimske fanatikere, muslimske terrorist, umulige udlændinge, muslimsk galning, islamisk helvede, osv.

Ordene i ækvivalenskæden forbinder sig med hinanden og sender betydning tilbage til kædens nodalpunkt, der således tager farve af betydningerne fra samtlige ord i kæden.

Ofte forekommer der ækvivalenskæder i en tekst, der står i et konfliktfyldt og antagonistisk forhold til hinanden. I Pia Kjærsgårds tale optræder der en en antagonisme eller modsætning mellem ækvivalenskæden omkring nodalpunktet indvandrer og en ækvivalenskæde omkring nodalpunktet Danmark eller danskere. Omkring det sidste punkt kredser følgende ord:

- Os, borgere, børn og børnebørn, sosu-assistenten, fysioterapeuten, nation, kolonihavehus, campingplads, Jellingestenen, Holger Danske osv.

Newspeak = George Orwell opfandt ordet Newspeak i romanen 1984 (1949). Han forklarer at Newspeak præges af ord der skal ”impose a desirable mental attitude upon the person using them”. Den slags ord kendte han til både fra det kommunistiske parti, som han blev grundigt træt af at være allieret med under den spanske borgerkrig, og fra nazismen. Tænk på ordet koncentrationslejr, som jo egentlig er harmløst og blot siger at det er en lejr hvor man samler/koncentrerer noget eller nogen. I 1984 hører vi at en tvangsarbejdslejr på Newspeak hedder en joycamp!

Newspeak har eksisteret til alle tider, men dynamiske politikere og organisationer i nutidens vestlige demokratiet arbejder systematisk med det – hele tiden, ikke kun i valgkampagner. George W. Bush's første kommunikationschef, Karen Hughes, fastslog at man altid skulle vælge bestemte ord for visse begreber. Business (erhvervslivet) skulle hedde employers, parents blev til det mere intime moms and dads, og tax cuts skulle hedde tax relief (herom nedenfor).
Et mere beskidt eksempel, også fra USA, handler om hvordan sludge (kloakslam) blev til biosolids. Ordet blev indført efter en navnekonkurrence i 1991. Andre foreslåede navne var: urban biomass, nutri-cake, Black Gold og ROSE (for "recycling of solids environmentally"). Konkurrencens arrangør var sammenslutningen af rensningsanlæg, der selv har skiftet navn en del gange: Federation of Sewage Works Associations (1928), Federation of Sewage and Industrial Wastes Associations (1950), Water Pollution Control Federation (1960) og endelig Water Environment Federation.
Sml. Dansk Agrokemisk Forening, der for nogle år siden blev til Dansk Planteværn.
Alle disse eksempler er det man kan kalde eufemistisk Newspeak.
Eufemistisk Newspeak indeholder typisk to forskydninger: Man betegner noget med et ord der, sammenlignet med andre betegnelser, 1) er mere abstrakte og 2) har flere positive konnotationer. Et skoleeksempel fra den nuværende regering er Udlændingeservice. Eller starthjælp - en ydelse til trængende personer der kommer til Danmark fra lande uden for Norden, EU og Liechtenstein (!), og som er væsentlig mindre end kontanthjælpen. Både start og hjælp har positive associationer, og starthjælp er mere abstrakt, dvs. uigennemskueligt, end f.eks. ”nedsat kontanthjælp” eller ”flygtningeydelse”. Flygtningene er jo målgruppen, skønt ordet tilslører det; de ”skal have et bedre incitament til at søge arbejde”, siger Venstres Eivind Vesselbo om ordningen (Politiken 4.6.2003). Starthjælp har været ret succesfuld Newspeak; selv dens modstandere bruger ordet.
Ikke mindst om skat m.v. findes der meget eufemistisk Newspeak. Skattestoppet efter regeringsdannelsen i 2001 blev ikke finansieret ved at skære og fyre, men ved at fastfryse, prioritere, effektivisere samt ved at skabe produktionsforbedringer og incitament (= nedskæringer der lægger pres på modtagerne, jf. Vesselbos udtalelse lige ovenfor).
Nyrup-regeringen dyrkede især Newspeak der skulle få skatter til at glide ned. I 1993 fik vi bruttoskatten. Men dette ord vedgår åbent at der er tale om skat; brutto har associationer til "brutal" og angiver (som sandt er) at denne skat beregnes uden fradrag. Det går jo slet ikke. I det pæne ord arbejdsmarkedsbidrag derimod har begge led positive associationer: Arbejdsmarkedet vil fleste gerne være med i; bidrag er noget man villigt yder til gode formål. Ydermere valgte skatteminister Ole Stavad at bruttoskatten ikke skulle oplyses på den velkendte forskudsopgørelse med tilhørende skattekort, men på et særskilt dokument. I begyndelsen fik man endda ikke at vide hvor meget den var beregnet til. Stavad fastslog dog: ”Der er ingen form for kosmetik blandet ind i det her.”
Men oppositionens ordførere, især Anders Fogh Rasmussen, kunne genkende Newspeak når de så det. I B.T. (29. november 1993) skrev han: ”Skatteministeren har helt bevidst skjult bruttoskatten. Skattevæsenet har alle oplysninger om bruttoskatten. Derfor kunne og burde den beregnede bruttoskat fremgå klart af forskudsopgørelsen. … Regeringen prøver at fuppe vælgerne med bruttoskatten. Ved at skjule bruttoskatten vil regeringen give befolkningen et falsk indtryk af personskatten.” Bemærk her hvordan Fogh vader i det uønskede ord bruttoskat. Han vandt gehør. Masser af debatindlæg fra skatteborgere udtrykte tilsvarende vrede og mistænksomhed over for regeringens hensigter.
Sagen viser hvordan en regering med ubehændig Newspeak kan grave sig egen grav. Kommunikationen om bl.a. bruttoskatten skabte en skummel oplevelse hos et vælgerflertal af at en socialdemokratisk ledet regering blot ville stramme skatteskruen i ét væk, alt imens man vildledte os med slørende betegnelser og beregningsmåder. Langt hen ad vejen kan Socialdemokraterne, ironisk nok, takke deres eget overspillede Newspeak for den succes Fogh fik med sit skattestop.
Der findes også ”dysfemistisk”, dvs. negativ Newspeak. Hvis man ønsker at folk skal have en negativ holdning til noget, f.eks. en planlagt moské, kalder man den konsekvent en stormoské, uha, uha. Venstrefløjen prøvede, uden meget held, at bruge ordet sultecirkulæret om starthjælp-reglerne. Unge hjemmeboendes SU kaldes nedsættende cafépenge.
Som man kan se, er Newspeak i dag en vedvarende krig på ord. Tre forhold ved den fortjener særlig opmærksomhed.
For det første kan det være legitimt at vælge ord der fremhæver bestemte sider ved et emne (positive eller negative); men der er en grænse, og krydses den, forlader man det redelige og nærmer sig løgn. Eller måske bullshit - der af filosoffen Harry Frankfurt er defineret som udsagn man alene fremsætter alene for virkningens skyld, uden at bekymre sig om deres sandhed eller falskhed. Hvor går grænsen? Et par eksempler til overvejelse:
Eufemistisk Newspeak: Bush-regeringen i USA har fået indført en lov om luftforurening der tillader meget mere udledning af skadelige stoffer end den hidtidige "Clean Air Act". Den nye lov hedder Clear Skies Act. OK?
Dysfemistisk Newspeak: Højrefløjen i USA vil afskaffe/reducere arveafgiften og kalder den derfor death tax. OK?
For det andet: Som vi så med arbejdsmarkedsbidrag, og som vi måske ser for tiden med Bush-administrationens kommunikation, kan overdreven eller ubehændig Newspeak give bagslag og skade afsendernes troværdighed.
For det tredje: Det listige ved Newspeak er at det, når det fungerer, kan overføre anskuelser til andre uden at de opdager det. Eller i hvert fald uden at de tænker meget over dem. Og uden at man har argumenteret for dem.
Det er dét som er det rigtig problematiske ved vor tids florerende Newspeak.
At man vil ændre andres anskuelser, er legitimt. Alle de teorier – f.eks. en del af Jürgen Habermas' ideer – som går ud på at det er væmmeligt at ville være ”strategisk”, dvs. at ville overbevise andre om sit eget standpunkt. At man vil opnå andres tilslutning, er jo netop en af sprogets vigtigste funktioner. Men: Hvis man vil ændre folks anskuelser, så er det redeligt at signalere klart hvad man er ude på. Og at give grunde, også kaldet argumenter. At prøve at skyde genvej og ville ændre folks anskuelser uden at give dem grunde til det, er fusk.
Newspeak er bare én form for dette fusk. Newspeak er toppen af et isbjerg. Nedenunder er der mange andre slags påvirkning-uden-argumentation. Lad os prøve at identificere nogle af dem.

Se også om newspeak i artiklen: http://avisen.dk/politikernes-ord-styrer-dine-tanker_82725.aspx