Det folkelige gennembrud

Det folkelige gennembrud er en litterær tendens, der udspiller sig i Danmark i starten af 1900-tallet (ca. 1900-1920). Den kan til dels ses som en forlængelse af det moderne gennembrud (ca. 1870-1890), hvor forfatterne satte problemer som religion, seksualitet og opdragelse til debat. Idealet om realisme går igen i det folkelige gennembrud, men særligt kendetegnende for perioden er det, at der nu er fokus på den realistiske skildring af småfolk som tyende, arbejdere, husmænd og daglejere. Ligeledes skrives litteraturen nu også af forfattere med rødder i miljøet – deraf navnet det folkelige gennembrud. 

Det danske samfund omkring år 1900

Omkring år 1900 får det danske landbrug et opsving grundet øget eksport, og bønderne bliver en både økonomisk og politisk betydningsfuld befolkningsgruppe. Venstre bliver et magtfuldt parti, og i 1901 får det traditionelle bondeparti for første gang regeringsmagten. Også i byen ser man en øget velstand grundet den omfattende industrialisering med anlæg af nye fabrikker og produktionsvirksomheder. Der opstår en ny stand af industriarbejdere, som organiseres under Socialdemokratiet og de nyetablerede fagforeninger.  

Nogle befolkningsgrupper oplever dog en stigende marginalisering, da de ikke har del i den generelle velfærdsforbedring. Her er tale især tale om landarbejdere, daglejere og husmænd, også kaldet landproletariatet. Det er denne gruppes elendige levevilkår, som Det folkelige gennembrud tager sit udgangspunkt i. 

Litteraturen i Det folkelige gennembrud

I det folkelige gennembrud er litteraturen først og fremmest præget af store samtidsromaner, fx Jeppe Aakjærs Vredens Børn, Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn samt Johan Skjoldborgs Gyldholm og En stridsmand. I romanerne skildres hverdagslivet for fattige arbejdere på landet, fx deres kamp for overlevelse, kummerlige arbejds- og boligforhold samt undertrykkelsen af voldelige og uretfærdige storbønder og herremænd. Romanerne tager ofte udgangspunkt i biografisk stof fra forfatternes eget liv og opvækst på landet, og det folkelige gennembruds litteratur er således karakteriseret ved at være skrevet både af, for og om den danske landbefolkning. På den ene side forsøger forfatterne at skildre den særlige folkelige kultur på landet, som på dette tidspunkt er ved at forsvinde pga. industrialiseringen og folkevandringer mod storbyerne. På den anden side leverer de en kras social kritik af de forfærdelige forhold, som tyende og daglejere måtte leve under.

Udover romaner er det folkelige gennnembruds litteratur fra denne tid præget af sange og digte, fx Jeppe Aakjærs Rugens Sange og Johan Skjoldborgs Dynæs digte. Se mere om digtanalyse.