Skabelon til disposition

Her giver vi dig en skabelon til at skrive en disposition til en større skriftlig opgave samt et eksempel på en disposition til SRP.

Denne skabelon til disposition er ét eksempel på, hvordan en disposition kan udarbejdes. Dispositionens udformning afhænger udelukkende af, hvilken opgavetype du står overfor. Dispositionen vil altså udformes forskelligt både afhængigt af fag – om det er en disposition i Matematik eller en disposition i Historie, og af selve opgavetypen, som du står overfor. Du kan læse mere om udformningen og råd til en disposition her.

Eksempel på disposition

Nedenstående er der udarbejdet et dispositionsforslag til et SRP i Dansk og samfundsfag. Opgaven har fokus på selviscenesættelse og identitetsdannelse. Denne disposition er derfor udformet med henblik på en større skriftlig opgave.

Det første udkast til en disposition skal indeholde en oversigt over de overskrifter, som din opgave skal indeholde. Her skal du først gøre dig klart, hvilke krav din opgavetype stiller dig. I dette tilfælde er der, som førnævnt, tale om et SRP i Dansk og Samfundsfag, og derfor opstiller vi følgende overskrifter i vores første udkast til dispositionen:

  • Resumé
  • Indholdsfortegnelse
  • Indledning
  • Redegørelse
  • Analyse
  • Diskussion
  • Konklusion
  • Perspektivering
  • Litteraturliste

Afsnit som ”indholdsfortegnelse” og ”litteraturliste” kan du vælge at undlade fra din disposition. Du kan dog også medskrive dem for at skabe overblik og sikre, at du ikke pludseligt mister grebet og glemmer noget undervejs. Derudover er det en stor fordel for dig selv, hvis du udfylder din litteraturliste undervejs igennem dit arbejde med opgaven. Ellers kan det ende med, at du skal gennemrode adskillige internetsider og bøger for at finde det litteratur, som du har anvendt. Du skal gøre det, der giver bedst mening for dig, for en disposition er udelukkede et værktøj til dig selv.   

Stikord til afsnittene

Når afsnittene er opstillet, har du et overblik over strukturen på din opgave. Det næste, du skal gøre, er, at du skal have knyttet nogle korte sætninger eller stikord til hvert af afsnittene. Her skal du hele tiden holde ordene op imod din problemformulering, så du sikrer dig, at det netop er den, din opgave besvarer. Da det er en disposition til en skriftlig opgave, er det ikke afgørende, om du vælger at skrive stikord eller korte sætninger, og vi har i denne skabelon valgt korte sætninger. De korte sætninger til afsnittene skal starte din arbejdsproces med opgaven. For at du kan knytte sætninger til eksempelvis analyseafsnittet, så kræver det, at du begynder at grave dybt i din tekst. Du skal altså påbegynde din analyse ved at gennemtænke, hvad det er for nogle elementer, som du vil lægge vægt på i din analyse – og ikke mindst hvad du vil fravælge i din analyse.

Sammenhængen mellem afsnittene

I dit arbejde med din opgave vil du i langt de fleste tilfælde være nødt til at uddybe din disposition undervejs. Hvis du, som i dette tilfælde, skriver et SRP, og du undervejs finder nogle elementer, som du vil have med i din analyse, så skal du overveje, om det da også er nødvendigt at knytte nogle nye stikord til din diskussion. Du skal hele tiden tænke på, at dine afsnit skal hænge sammen, for på den måde sikrer du den røde tråd i din opgave. Analysen skal åbne op for, at det senere er interessant at diskutere emnet.

Et fyldestgørende dispositionsforslag

Nedenstående er der opstillet en fyldestgørende skabelon for en disposition i et SRP i Dansk og Samfundsfag. Dispositionen er udviklet undervejs, og derfor er der eksempelvis knyttet det litteratur på, som opgaven bygger på.

Resumé:

  • Redegør for Giddens og Lash + analyse af ”Plastic” (kaster lys på selviscenesættelse) + diskuter de senmoderne problematikker omkring identitet og selviscenesættelse. 

Indholdsfortegnelse:

  • Oversigt over indhold

Indledning:

  • Motivér, at selviscenesættelse er et varmt emne: kom med eksempler fra reality-programmer

Redegørelse:

  • Redegørelse af Giddens teorier
  • Redegørelse af Lash' teorier

Analyse (af Mette Thomsens roman ”plastic”):

  • Hovedperson: Mona Hansen, bistandsmodtager og 20 år. Mindreværdskompleks. Drømmer om at blive skuespiller.
  • Skuepillerdrømmen: afspejler fantasiverden, udtrykker selviscenesættelse.
  • ”Plastik” symboliserer noget falsk – en identitet hun ønsker at være.
  • ”Her er ingen luft” (citat s. 39) – mangler basale ting i hendes verden.
  • Veras efternavn ”Antroph”: det græske ord for menneske. Hun er Monas modsætning (symbolik).
  • Mona dræber Vera med en plastik pose → operation ”det hvide snit” → Mona 10 år efter: hjemløs.
  • Ender som posedame (symbolik til hendes afhængighed af plastik).
  • Fortællertype: 3. persons fortæller med indre synsvinkel på Mona.
  • Temaet: berører problematikken om identitetsdannelse i det senmoderne samfund.

Diskussion (af selviscenesættelse og identitetsproblematikken):

  • Medtag tendenserne fra analysen (husk citat på side 33).
  • Giddens' ontologiske usikkerhed: identitet er blevet et usikkert men refleksivt projekt.
  • Giddens: kulturel frisættelse → vi er ikke længere bundet af den sociale arv.
  • Lash: narcissismen hersker i individet. Medieverden som et led i usikkerheden hos narcissisten.

Konklusion:

  • Manglende refleksion over vores handlinger → kyniske og følelsesforladte mennesker.
  • Man skal finde livets middelvej.
  • Lash og Giddens – senmoderne dynamikker er mulighedsskabende, men de har også en pris.

Perspektivering:

  • Hvad bliver modreaktionen til senmoderniteten? Bliver menneskeligheden træt af at være involveret i andres liv (igennem sociale medier)?
  • Vil vi helt miste fodfæstet?

Litteratur:

  • Klassisk og moderne samfundsteori
  • De udleverede bilag (husk både bilag 1 og 2)
  • Giddens: modernitet og selvidentitet
  • Lash: Narcissismens kultur
  • Samfundsstatistik (udgave fra 2011)

Den ovenstående Samfundsfag- og Dansk dispositionsskabelon er et bud på, hvordan man kan opstille en disposition til et SRP. Et dispositionseksempel i Dansk og/eller Samfundsfag vil aldrig være endegyldigt, for det afhænger af den opgave, som man skal udforme. De ovenstående afsnit vil dog være dem, som man normalt vil kombinere i et SRP, hvis man vælger at skrive i fagene Samfundsfag og Dansk. Dog med den undtagelse at 'perspektivering' ikke er et krav til opgaven, og den medskrives derfor kun, hvis den bidrager med noget yderligere til opgaven. Dispositionsskabelonen kan du benytte som en hjælp til, hvordan du opstiller en hvilken som helst disposition, du skal blot opstille og udskifte de afsnit, som er relevante for netop din opgave. Dispositionen har den egenskab, at den udover at sikre sammenhæng og 'den røde tråd' i din opgave, også hjælper dig til at starte på en opgave, der ellers kan virke helt uoverskuelig.