Folkeeventyr

Folkeeventyr er mundtligt overleverede fortællinger, og mange folkeeventyr blev nedskrevet omkring 1800-tallet af eksempelvis Brødrene Grimm.

Hvad er et folkeeventyr?

Der er to hovedgenrer inden for eventyr: folkeeventyr og kunsteventyr. Man kan hurtigt afgøre, om et eventyr er et folkeeventyr eller et kunsteventyr ved at se på, om der er en forfatter eller ej. Et folkeeventyr er kendetegnet ved, at der netop ikke er nogen forfatter. Det har kunsteventyr derimod. Folkeeventyr er blevet overleveret mundtligt gennem mange århundreder, og det anes derfor ikke, hvor de præcist stammer fra.  (Det samme gælder for folkeviser, som folkeeventyr er nært beslægtede med.)

Eksempler på folkeeventyr

Brødrene Grimms eventyr er gode eksempler på folkeeventyr, da Grimm-brødrene har nedskrevet mange af de mest kendte folkeeventyr. En liste over disse folkeeventyr indeholder bl.a. Snehvide, Den Lille Rødhætte, Hans og Grete, Tornerose, Askepot, Rumleskaft, Klokkeblomst (eller Rapunzel) og mange, mange flere.

Trylleeventyr

Trylleeventyr er en undergenre til folkeeventyr. Et trylleeventyr er et folkeeventyr, som udspiller sig i et overnaturligt miljø. I trylleeventyr spiller magi en væsentlig rolle, og derfor optræder magiske elementer og overnaturlige væsner som en del af fortællingen.

I trylleeventyr bliver magien dog ikke anset som noget fremmed eller fra en anden dimension, og miljøet i et trylleeventyr kan man derfor karakterisere som endimensionelt. Askepot er et eksempel på et trylleeventyr. I dette eventyr får Askepot hjælp fra magiske væsner, men dette bliver aldrig set som noget mærkværdigt.

Folkeeventyrets genretræk

Der er en del fællestræk for genren folkeeventyr. Disse træk kan bl.a. findes i folkeeventyrets fortællestil, handlingsforløb, persongalleri og miljø. Nedenfor gennemgås folkeeventyrets kendetegn ud fra netop disse 4 genretræk.

Fortællestil

Folkeeventyrets tekster bærer meget præg af enkelthed og mundtlig fortællestil. Sproget er ikke fornemt eller kompliceret, og denne enkelthed bidrog til, at folkeeventyrene var nemmere at huske, når de skulle fortælles videre.

Der findes mange gentagelser af vendinger og begreber i folkeeventyr. Tallene 3, 7 og 9 og vendinger som ”Der var engang..” og ”De levede lykkeligt til deres dages ende” optræder hyppigt.

Handlingsforløb

Handlingsforløbet i et folkeeventyr er kronologisk og er, ligesom sproget, enkelt.

Hovedpersonen i et folkeeventyr gennemgår et udviklingsforløb, som vi også benævnes kontraktmodellen. Kontraktmodellen kan helt simpelt opstilles således: hjem – ude – hjem. Dette betyder, at hovedpersonen går fra at være hjemme, hvor der er sikkert, til at være ude, hvor der er usikkert, til endelig at vende hjem igen. I et folkeeventyr vinder de gode til sidst.

Persongalleri

Persongalleriet i et folkeeventyr består af ”flade” karakterer. Prinsessen er smuk, og konen er gammel; de er stereotype og uden dybde.

Karakterer står også tit i kontrast til hinanden; f.eks. den gode prins mod den onde heks.

Karaktererne i et folkeeventyr kan som regel opstilles i aktantmodellen, hvori der indgår en giver, et objekt, en modtager, en hjælper, et subjekt og en modstander. Personerne har altså altid en funktion i et folkeeventyr.

Miljø

Miljøet i et folkeeventyr er sjældent beskrevet særligt tydeligt. Ligesom med persongalleriet er steder tit kun beskrevet med ét enkelt ord; den farlige skov eller det store slot. Dette hænger sammen med enkeltheden i folkeeventyrets sprog.

Idet folkeeventyr foregår i et miljø, hvor dybde og tilfældighed ikke findes, kan miljøet i et folkeeventyr karakteriseres som ”syntetisk” eller ikke-realistisk. Man finder eksempelvis ikke fire søstre i et folkeeventyr, men (næsten) altid 3, eller et af de andre typiske (an)tal. Man finder heller ikke en god prins, som også har dårlige egenskaber eller en delvis ond side. Det er enten/eller for figurerne, det er ikke en både/og-tankegang.

Desuden sker ting og hændelser i folkeeventyret på det helt rigtige tidspunkt. En gammel kone kan eksempelvis dukke op på det helt rigtige tidspunkt med præcis det sværd, som prinsen skal bruge til at slå trolden ihjel med. Man kan altså sige, at folkeeventyrets særlige kendetegn er årsagen til, at miljøet er ”syntetisk”.

Analyse af folkeeventyr: Snehvide

Snehvide er et af de folkeeventyr, som Grimm Brødrene har nedskrevet, og i dette folkeeventyr optræder mange af de elementer, som er karakteristiske for genren. Snehvide er et såkaldt trylleeventyr, da historien udspiller sig i et magisk univers. Folkeeventyret bærer altså præg af endimensionalitet i og med at der f.eks. findes et magisk spejl i folkeeventyret, uden at dette anses for at være underligt.

Eventyret er opbygget efter den såkaldte kontraktmodel. Snehvide kommer ud og væk fra sit hjem, da den onde dronning, som er hendes stedmoder, sætter en jæger til at slå hende ihjel ude i skoven. Jægeren kan dog ikke få sig selv til at gøre det, og han bringer i stedet indvolde fra et vildsvin tilbage til dronningen som et bevis for Snehvides død. Snehvide kommer hjem igen, da en kongesøn finder hende død i en glaskiste og beslutter sig for at tage hende med sig.

Tallene i Snehvide er også meget genkendelige for genren. Der er syv dværge, og da den onde dronning forsøger at slå Snehvide ihjel, besøger hun hende tre gange ude i skoven. Den tredje gang lykkes det for hende.

Snehvide og den onde dronning repræsenterer modsætninger i folkeeventyret; Snehvide er god og ung, dronningen er ond og gammel.

Alle karaktererne i Snehvide kan også opstilles i aktantmodellen. Dronningen er modstanderen, kongesønnen er modtager, jægeren er hjælper, og dværgene er både hjælpere og givere, da det er dem, der giver kongesønnen lov til at tage Snehvide med sig hjem. Snehvide fungerer både som objekt og subjekt. Hun er objekt, idet hun er en meget passiv karakter. Hun er ikke selv ansvarlig for hverken sin udsendelse eller hjemkomst, og hun bliver givet væk til prinsen.

Det er dog Snehvides skønhed, som er grundlag for hele handlingen; det er grunden til, at hun bliver sendt ud, at hun bliver hjulpet, at hun bliver slået ihjel og til sidst bliver reddet og gift. Til sidst bliver den onde dronning også straffet for sin jalousi over Snehvides skønhed. I folkeeventyr er der ofte ét tema, og dette er centralt i et folkeeventyrs analyse. Et bud på et tema i Snehvide kunne derfor være jalousi, og budskabet ligger i den straf, som den onde dronning må lide.