Modernisme

Modernisme er et internationalt fænomen, der overordnet beskriver en kulturel strømning men som derudover er et meget bredt begreb.

Hvad er modernisme?

Modernisme er et begreb, vi bruger til at karakterisere en strømning, der gjorde sig gældende indenfor kunst, kultur, film og litteratur.  Af den grund kan det ikke siges helt klart hvornår modernismen starter, eller hvornår den slutter. I Danmark kan man også tale om, at modernismen kommer i flere bølger. Disse vil blive beskrevet i kompendiet her. Der vil hovedsageligt være fokus på litteraturen, men også modernismekunst og modernismearkitektur vil blive behandlet.

Konfrontationsmodernisme

Modernismen er ofte vendt både indad mod eksempelvis et menneskes indre og udad mod kosmos - og nogle gange endda samtidig. I litteraturen er det på indholdssiden ofte en udforskning af det inderste af mennesket. Der kan også i modernismens indhold være en stræben efter at se på mennesket i relation til den virkelighed, som omgiver mennesket. Som en form for konfrontation med virkeligheden. Den benævnes derfor konfrontationsmodernisme.

I modernismen viser denne konfrontation med virkeligheden ofte, at mennesket er splittet. Mennesket finder verden meningsløs og som i strid med sig selv. Verden, livet, kærligheden og kunsten spænder imellem at være smuk og grim, fantastisk og uudholdeligt. Netop det giver en følelse af en indre tomhed og splittelse hos mennesket. Splittelse er et klassisk tema i modernistisk litteratur.

Modernismelitteratur

I litteraturen er modernisme ofte kendetegnet ved at være destabiliserende. I modernismen rokker man ved de velkendte former og måder at skrive på. Det skal vi se flere eksempler på herunder. Modernismen leger med det velkendt og den bryder med det traditionelle. Det kan både være som en leg med ordvalg på en måde, så to ord, der ikke traditionelt har noget med hinanden at gøre, sættes sammen. Det kan få den effekt, at det, der beskrives med nye ord, således underliggøres, som det kaldes. Ting bliver underliggjort, ved at blive beskrevet på en ny måde eller sat i en ny kontekst.

Modernismen kan siges at komme i flere forskellige bølger i løbet af 1900-tallet. I Danmark ses den første gruppe af modernistiske forfattere således lige efter århundredeskiftet. Eksempler på modernismeforfattere i denne første modernismebølge i Danmark er Johannes V. Jensen, Emil Bønnelycke og Rudolf Broby Johansen. Hvad der karakteriserer de tre, og hvad der gør, at de kan kaldes modernister gennemgås herunder.

Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen er en dansk forfatter, som er svær at sætte i bås. Han spænder over flere forskellige ismer og strømninger i dansk litteratur. Udover den del af hans forfatterskab, der kan karakteriseres som modernisme, er Jensen kendt for sine fortællinger om bønder, som typisk regnes for at være en del af det folkelige gennembrud i Danmark.

Jensen debuterer i 1906 med sine Digte. Heri høres stemmen af et splittet subjekt, der betragter en splittet verden, som i dette eksempel, der er fra digtet ”Interferens”:

”… Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod /

end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit /

Sinds Knivsystemer /

Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under /

mødes med overbevisningen om alle Tings /

Endelighed, /

da lever jeg. /

Denne Knagen af Akslerne, /

dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd /

frigør de transcendentale Smærtevibrationer, /

der er Formen for mit inderste Jeg. //

(…) To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes /

og skærpes i mit Hjærte. //

Det ses her i ”Interferens”, at der er modsatrettede kræfter på spil i jegets indre. Interferens er et fysisk fænomen, som ses, når overlejrede bølger forstærker hinanden, eller slukker hinanden. Interferens betyder, at virkningen af to bølger til sammen er det samme som virkningen af dem hver for sig. Egenskaben kan ses ved flere forskellige former for bølger i den fysiske natur for eksempel bølger i vand, lydbølger, lysbølger eller bølger på en snor. Og det er altså denne fysiske egenskab, interferens, som Jensen bruger til at beskrive, de indre spændinger eller bølger, som jeget i digtet føler. Der er interferens, modsatrettede bølger, der påvirker hinanden, i jegets indre. Disse bølger støder sammen som ”djævelske sammenstød af psykisk Lyd”.

”Interferens” skildrer et splittet menneske i en verden, der på en gang er skøn, men samtidig sørgelig ”Naar forestillingen om Verdens topmaalte Under / mødes med overbevisningen om alle Tings / Endelighed”. Verden, digtet og jegets sind er fyldt med modsætninger, der støder sammen som bølger, og derved skaber spændinger.

Deri består nogle af Jensens modernistiske træk. Der er et subjekt, som befinder sig i en verden, der ikke er entydig enten god eller dårlig. På samme tid skildrer digtet klart nogle indre psykiske tilstande, som også ofte er et af kendetegnene ved modernisme.

Om formen kan man sige, at den bryder med den klassiske komposition, hvor digtet struktureres af eksempelvis lige lange og rimende strofer. Her er ingen rim. Til gengæld består digtet af afbrudte sætninger, der tilsammen, hvis ikke de var knækket over i linjer, godt ville kunne være et stykke prosa. På den måde kan man sige, at det ikke kun er i indholdet, at der finder en splittelse sted, det gør der også i formen, hvor sætningerne er som skåret i stykker.

Emil Bønnelycke

I 1918 udgives endnu et værk, der kan karakteriseres som modernisme, i Danmark. Her seksten år efter Johannes V. Jensen udgiver sine Digte, kommer Emili Bønnelyckes digtsamling med titlen Asfaltens sange. Denne digtsamling kredser om storbyen og den moderne teknologi. Der er nærmest tale om en hyldest til den pulserende storby og de teknologiske fremskridt. Derudover beskrives nogle af de mennesker, som er at finde i byen. Særligt kvinderne har fanget den unge digters opmærksomhed.  

Asfaltens sange indledes med digtet ”Aarhundredet”. Det er et prosadigt, hvor et lyrisk jeg beretter om alle de ting jeget elsker ved storbyen, ved århundredet og ved teknologien, som det fremgår her:

”Jeg elsker en Sporvognsmast, en Plakatsøjle, en Cigaret, en Tændstik mere end et af Christian Winthers Digte (…) Er en stejl Fabriksskorsten af Jernbeton ikke nydelig i Linjerne? Enkel, fast og præcis. Er Asfalten ikke morsommere Ting end Grønsværen? Er Sporvognene, Bilerne, Cyklerne, Kioskerne, Butikkerne, Reklamerne, Aviserne ikke en ny frodig Side i Menneskeaanden?”

Jeget elsker alt, hvad der et nyt og moderne, og som befinder sig i byen. Han hylder byen her. Digtet handler dog ikke kun om, hvordan byen, mennesket og fremskridtet er entydigt godt og skønt. Der er også spor af den splittelse, som vi også så repræsenteret ved Jensen. Den kommer eksempelvis til udtryk i citatet her, der også fra ”Aarhundredet”:

”Jeg elsker dig, du lykkelige Ullykestid… / Jeg elsker dig, du selvfølgelige Rædselstid… / Jeg elsker dig, du fornuftige Vanvidstid… / Jeg elsker dig, du kaotiske Systemtid… / Jeg elsker dig, Mørkets Tid, Opstandelsestid, / Epokernes store Selvmodsigelsestid…”

Her træder kompleksiteten i den moderne verden frem, samtidig med at det afsløres, hvordan jeget, altså til trods for stor kærlighed for den moderne verden, også har et ambivalent forhold til den. Den moderne verden er på én gang lykkelig og ulykkelig, fornuftig og vanvittig, kaotisk og systematisk. Århundredet, som altså er 1900-tallet, er i den grad fremstillet som en ”selvmodsigelsestid” af Bønnelycke.

Dermed kan man også indlemme dette digt i modernistisk litteratur. Det er rettet mod en verden, der i sig selv er splittet og tvetydig, hvilket gør, at jegets kærlighed til tiden og stedet og teknologien er paradoksal, kompleks og ambivalent.

Rudolf Broby-Johansen

I 1922 udgiver Rudolf Broby-Johansen sin digtsamling Blod, som kommer til at ryste den danske kunst og litteraturverden. For netop denne udgivelse blev Broby-Johansen tiltalt for og siden dømt skyldig i at have krænket den offentlige blufærdighed med sin bog. Grunden til, at Blod blev modtaget på denne måde, er, at den er brutal og voldsom i sit udtryk. Den gengiver med versaler, store bogstaver, de grimmere sider og sandheder om byen, som Bønnelycke ser bort fra i Asfaltens sange fire år tidligere.

Hos Broby-Johansen er der intet, der er for grimt eller drabeligt til at komme med i digtsamlingen, som beskriver scener fra forskellige liv levet i storbyen. Livet i byen er ikke smukt, på samme måde som vi ser det hos Bønnelycke. Vold, mord, voldtægt er bare nogle af de handlinger, som udspiller sig i storbyens verden, og som Broby beskriver uden at tage stilling til, hvorvidt disse handlinger er moralsk korrekte eller forkastelige. Beskrivelserne er nærmere som konstateringer. Konstateringer af hvordan blodet flyder i byen af en række forskellige årsager. Det er også tilfældet i digtet ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT”, der omhandler en illegal abort:

”SKAMSLIDT DIVAN / PÅ RYGGEN TØS / MED CHEMIS-VALK OVER MAVE / SPREDBEN / BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA / GURGLENDE / LIG KØNS-KRYBER“

Noget af det første, man bemærker ved Broby-Johansens digte, er, hvordan sætningerne er brudte - men uden at være delt med kommaer eller punktummer. I nogle af digtene er der gjort brug af skråstreg, tankestreg og kolon, men aldrig komma og punktum. Dertil kommer, at de er skrevet med versaler, altså udelukkende store bogstaver. Denne form minder om, hvordan man i begyndelsen af 1900-tallet, altså i Broby-Johansens samtid, udformede telegrammer. Telegrammer er korte og præcise beskeder, der skal informere modtager om noget. Derfor kan Broby-Johansens digte ses som en række af små informative telegrammer til læseren, om hvad der egentlig foregår i byen på dette tidspunkt.

Versalerne blev også i perioden brugt på reklameskilte og avisernes forsider. Fælles for disse og telegrammerne er, at de formidler sensationer eller nyheder. De meddeler modtager om et vigtigt budskab. Således kan man også se på digtene. Eksempelvis kan titlen på ovenstående digt ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT” lyde som en avisoverskrift og på den måde være en fremstilling af, måden disse er skrevet på. På den måde viser Blod de moderne måder at kommunikere på, og har så at sige dette som et formmæssigt tema, fordi der i det litterære værk gøres brug af stilistiske virkemidler, som ellers bruges i moderne kommunikation.

Udover at være voldsom i sin sprogbrug og sit indhold er digtet ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT” også et eksempel på, hvordan Broby-Johansen har sædelighed og borgerskabets dobbeltmoral som et gennemgående tema i Blod. I digtet er det en bordelpige, der er blevet gravid, muligvis fordi en mand af borgerskabet har gjort brug af de ydelser, hun tilbyder. Digtet beskriver, hvordan pigen står tilbage med problemer, som er forårsaget af borgerskabets mangel på sædelighed og forbrug af seksuelle ydelser, piger som hende tilbyder.

Det faktum, at der i digtene gøres brug af ubestemte navneord, har også en vigtig funktion. Det gør, at de i digtene beskrevne situationer fremstilles som almene. Det er ikke særtilfælde. Det er en bordelpige ud af byens utallige, og som blot er en af dem der får en af mange foretagne aborter. På den måde kommer digtene ikke kun til at handle om enkeltstående tilfælde af situationer i nogle bestemte individers liv, men bliver almengyldige beskrivelser af en hel civilisation - og ligeså vigtigt en kritik af denne.

Broby-Johansen kan forstås som forfatter i den modernistiske litteratur på den måde, at han ikke har æstetikken som sit primære fokus. Han har fokus på at konfrontere læseren med den moderne virkelighed. Han vil ikke forskønne virkeligheden eller moralisere over den. Han præsenterer nogle realiteter, og lader det være op til læseren selv at tage stilling til det, der foregår i det moderne bymiljø. Han er også modernistisk i sin form og sit udtryk. Versalerne bliver nærmest råbende og larmende på bogsiden. Han nedbryder og eksperimenterer med de gængse former og måder at skrive digte på. Han næsten nedbryder sætningsstrukturerne, sådan at alt overflødigt er udeladt lige bortset fra de små ting, der sker i digtene, som når man ”BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA”.

Dansk modernisme i 1950’erne og 1960’erne

En anden og måske mere kendt bølge af modernisme i Danmark bryder igennem i slutningen af 1950’erne og ikke mindst i 1960’erne. Forud herfor oprettes i 1954 det litterære tidsskrift ved navn Vindrosen. Dets formål var at skabe et forum for drøftelse af forskellige holdninger i litteratur- og kulturdebatten. Efter anden verdenskrig herskede der i litteraturen og kulturen en form for tomhed og afmagt, og meget litteratur pegede bagud på krigen og behandlede dens begivenheder. Denne melankolske efterkrigsstemning og meget andet forsøgte man at italesætte i Vindrosen.

I slutningen af 1950’erne sker der et brud i debatten i Vindrosen. Den dengang unge litteraturkritiker, Torben Brostrøm, indleder en kritik mod alle forfattere i Danmark med sin berømte programartikel med titlen ”Det umådelige mådehold”. I den går han skarpt til angreb mod den danske samtidige litteratur. Han mener, den er for tilforladelig og alt for gennemsyret af mådehold. Som andre steder, eksempelvis i Europa og USA, mener Brostrøm at man i litteraturen bør begynde at se udad, fremad og sætte livets realiteter skarpere op, end man har gjort hidtil. Der skal fornyelse og et opgør med traditionen til ifølge Brostrøm. Han mener, det er på høje tid at åbne øjnene for den moderne virkelighed, i stedet for at blive ved med at sidde fast i efterkrigstidsmelankoli.

I samme artikel giver Brostrøm sit bud på, hvad modernisme er og bør være. For ham er modernismen en stræben efter at søge ned i menneskets uudforskede dele af sindet. For at komme derned, skal man gribe til viden fra eksempelvis den moderne psykologi. Modernismen skal forholde sig til det nye verdensbillede og de realiteter, som det moderne menneske står overfor. Derudover skal modernismen tage fat i de ”farligere” dele af mennesket og ikke kun de dele, som er rare og hyggelige. Det inderste af mennesket skal op til overfladen via litteraturen ifølge Torben Brostrøm. Hvad, der er ret ironisk ved Brostrøms opråb på dette tidspunkt, er, at han netop efterspørger alt det, som Broby-Johansen gjorde allerede i 1922. Broby-Johansens digtning var i sandhed ikke mådeholden eller ufarlig, men nærmere det direkte modsatte heraf.

Villy Sørensen

Et eksempel på en dansk forfatter, der opfylder Brostrøms krav om at lægge al mådeholdenhed på hylden, er Villy Sørensen. Han udgiver i 1953 sine Sære historier. De er alt andet end ufarlige. Sære historier er en række mere eller mindre absurde historier, der på hver sin måde afdækker menneskets eksistensvilkår eller psykologi. Sproget er ofte naivt barnligt eller skrevet i en eventyrlignende stil. Det er historier, der sætter menneskets dybdepsykologi og moral på spil.

Et eksempel herpå er historien ”Blot en drengestreg”. Den omhandler to brødre, hvis leg med en anden og mindre dreng går så vidt, at de ender med at save benet af den lille dreng. Historien om de to drenge viser, hvad der sker, når en drengestreg går alt for vidt. Den moralske stopklods, som voksne og de fleste mennesker har, besidder drengene ikke. Derfor er det for sent at stoppe legen og katastrofen, da de indser, hvad de har gjort. De to brødre mener, de er nødt til at save den lille drengs ben af, fordi han har slået hul på sin storetå. Storebroren mener derfor, at den lille dreng vil få blodforgiftning, hvis de da ikke når at save benet af, før ”bakcillerne” når ind i blodet. Scenen, hvor de to brødre gennemfører amputeringen, er også beskrevet som om, det er det eneste fornuftige at gøre, set fra de to brødres perspektiv:

”Der var heldigvis ingen hjemme så lillebror fik lagt Peter til rette på køkkenbordet mens storebror hentede sin løvsav. Peter pludrede uafbrudt om løbende heste og anede ikke uråd da lillebror smøgede hans bukser op og storebror hævede saven. Men da savbladet bare rørte benet, sparkede han og skreg og ville hjem, og da han nu forekom helt uimodtagelig for fornuftsargumenter, vidste brødrene intet bedre end at binde ham med tøjsnoren.”

Citatet viser, hvordan moral og etik er sat på spil i historien. Der er et misforhold imellem det, at moren ”heldigvis” ikke var hjemme, og at Peter på den anden side ikke vil lytte til brødrenes ”fornuftsargumenter”. For hvis drengene virkelig tror, at det de har gang i er fornuftigt, burde det ikke være nødvendigt at skjule det for moren. Det samme kan man sige om forholdet mellem tekstens handling og dens titel. At to drenge tager livet af en anden lille drenge, er ikke hvad, man traditionelt vil kalde ”blot en drengestreg”. Derfor kan historien siges at lege med tanken om, at individer leger med grænsen for, hvad der er etisk forsvarligt, under undskyldning af at de blot er børn.

Samtidig er historien helt absurd. Den er absurd både i sin handling og sit sprog. Sproget er naivt og uskyldigt, imens handlingen er det modsatte heraf, hvilket fremgår af dette citat:

”Stolt satte han da saven i benet et godt stykke over knæet og savede så det var en lyst. Ubehagelig overrasket blev han over at der kunne være så meget blod i så lille et ben, men de enedes om at anse det for et vidnesbyrd om at blodforgiftningen var langt fremskreden hvorfor det var på høje tid at komme det til livs. Og storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden der ikke blev så lige som den helst skulle.”

Her er sproget som om, at det, drengene laver, er legalt. Samtidig er der en barnlig naivitet blandet med absurditet, over måden det er beskrevet, hvordan ”savrenden” ikke ”blev så lige som den helst skulle”. Det, at fremhæve problemet i at de to drenge ikke saver lige, uden at komme ind på det problematiske i, at tage livet af en lille dreng, er absurd, ligesom hele situationen for øvrigt er det.

Villy Sørensen er i sine Sære historier modernistisk på en måde, der opfylder mange af de krav til modernismen, som Brostrøm stiller. Brostrøm ønskede, som sagt, en litteratur, der ikke var mådeholden. Han ønskede en litteratur, der skulle bryde med traditionen og bevæge sig ud over patetisk patos og trist melankoli. Modernismen skulle ifølge Brostrøm være et forsøg på at komme ned i det dybeste af mennesket, der skulle opfattes som værende dybere og decideret farligere end hidtil. Samtidig hermed skulle digteren forsøge at finde frem til et sprog og en form, der også kunne afspejle netop det, at mennesket er dybt og komplekst og befandt sig i en tid, hvor etik, politik, sociale normer og meget andet gennemgik markante forandringer eksempelvis i efterkrigstiden. Forfattere og digtere skulle forsøge at være mere ekstreme i deres udtryk og bevæge sig væk fra det trygge, det kendte og det han kaldte for ”det hyggelige”.   

Villy Sørensen kan siges at gøre netop disse ting her i Sære historier som i ”Blot en drengestreg”. Der eksperimenteres med sproget og formen. Det naive sprog står i kontrast til de absurde handlinger. Det er en farlig historie, der bevæger sig væk fra det hyggelige og forhandler vores grænser for, hvordan man kan se og tolke moral og etik frit, og for, hvordan begrebet om en drengestreg kan forstås.

Klaus Rifbjerg

Da Brostrøm efterspurgte en dansk modernisme, var det egentlig hovedsageligt poesien han hentydede til. Mens forfattere som Villy Sørensen og Peter Seeberg opfyldte Brostrøms krav til modernismen i prosaen, er det imidlertid digtere som Klaus Rifbjerg, der kom til at indfri og forløse modernismen i brostrømsk forstand i poesien.

I Rifbjergs første digtsamling, Under vejr med mig selv, er der ikke nær så stor (modernistisk) slagkraft, som i den anden med titlen Konfrontation, der er udgivet i 1960. Den er et af de centrale værker i den danske modernisme, og kommer endda til at lægge navn til en hel strømning indenfor digtningen, der kaldes konfrontationsdigtning eller konfrontationspoesi. Her har vi bevæget os ind i den del af den danske modernisme, der kaldes 60’er-modernismen. Hvad konfrontationsdigtningen ville konfrontere læseren med var i høj grad den moderne virkelighed og industrisamfundet, som skulle have en fremmedgørende effekt på mennesket. Konfrontationen med den moderne virkelighed ses eksempelvis i dette digt fra Konfrontation med titlen ”Rigor Mortis”:

”Hjertet vil ikke mere slå / rigor mortis / bevæger sin standhaftige tinsoldat / mellem ubelyste skilte med ostereklamer / (…) / Overlevelsestrangen animerer hjertefunktionen / med forventning / om eneretten til at overvære / et polychromt sporvognssammenstød 5.18.”

I digtet her konfronteres læseren både med det velkendte eksistensvilkår, at vi alle skal dø, ved at døden nærmer sig her ved, at ”hjertet vil ikke mere slå”, og at dødsstivhed eller ”rigor mortis” nævnes. Udover at dette eksistensvilkår er nærværende, er også den moderne teknologi til stede i digtet. Det er i form af en moderne sporvogn, der her også udgør en dødstrussel af den moderne verden.

Derudover er et andet fænomen fra den moderne verden repræsenteret i eksemplet her - reklamer. Der er ”ubelyste skilte med ostereklamer”. Det, at de er ubelyste, markerer nogle af de forskelle, der er på nat og dag i en moderne verden, som nu ikke kun kan ses ved, om det er måne eller sol, der er at se på himlen. Dernæst vidner reklamen om, at samfundet er blevet et forbrugssamfund, hvor individet bombarderes med reklamer, der opfordrer individet til at købe og dermed deltage i forbrugssamfundet. På den måde opfylder Rifbjerg også den modernistiske kurs ved at se den moderne verden i øjnene og se individet i den kontekst. Det er i høj grad den moderne virkelighed, der trænger sig på hos Rifbjerg, og det er den, læseren bliver konfronteret med i hans digte.

Udover at man kan tale om modernismelitteratur, kan man også tale om modernismen i arkitekturens og i kunstens verden.

Modernismearkitektur

Modernismen slog også igennem i arkitekturen i 1920’erne og 1930’erne. Den kom blandt andet til udtryk som funktionalisme i Europa, og i USA var en lignende strømning, der er kendt som the international style. Man kan tale om modernisme som en strømning indenfor arkitekturen helt frem til og op igennem 1960’erne. I den modernistiske arkitektur afspejledes det moderne og industrielle samfund. I funktionalismen var der også særligt fokus på, hvad de forskellige bygninger skulle bruges til - de skulle være funktionelle, som navnet antyder.

Internationalt blev det, indenfor modernistisk arkitektur, populært at bruge andre materialer end de traditionelle mursten og tegl. Man begyndte at bruge andre materialer som beton, glas og stål. Udtrykket for den modernistiske arkitektur skulle være rent med enkle snit, former og linjer. Mottoet om at ”less is more” slog i den grad igennem i den moderne arkitektur. Den ideelle form var enkel. Ordene blev sagt af den amerikanske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe. Ud over den funktionalistiske strømning er strømninger som minimalisme, strukturalisme, hig tech og den såkaldte brutalisme alle at regne for at være en del af den modernistiske arkitektur.

En af de kendte modernistiske arkitekter i Danmark er Arne Jacobsen. Et eksempel på et stykke moderne arkitektur, som han står bag er SAS Royal Hotel i København, der blev opført i årene fra 1956 til 1961, og også Århus rådhus står han bag. Begge bygninger opfylder modernismens arkitektoniske idealer om enkelhed og rene linjer og former. Dog var det helt klart USA, der gik forrest indenfor den modernistiske arkitektur. Allerede før 2. verdenskrig var modernismearkitekturen udbredt i USA, mens den først for alvor slog helt igennem i Europa i efterkrigstiden. På det tidspunkt lod europæerne sig i høj grad inspirere af de amerikanske arkitekter.

Modernismekunst

Indenfor kunsten kan man også tale om modernisme. Her er modernisme et meget bredt begreb, der næsten som en paraply dækker over nogle underbegreber som eksempelvis surrealisme, kubisme, minimalisme og impressionisme. Det, der er fællesnævneren for alle disse strømninger, og gør dem alle sammen til modernisme er, at de alle eksperimenterer med og interesserer sig for, hvilket formsprog der anvendes i kunsten. Med formsprog i kunsten menes der valg af farver, former, valg af materialer og komposition eksempelvis. Derudover er en anden fælles tendens indenfor de forskellige modernistiske ismer, at de generelt har et ønske om at skildre mennesket og den menneskelige psykologi i den moderne og sociale virkelighed, de indgår i.

Modernismens veje i kunsten går gennem først impressionisme, der bryder igennem i Frankrig omkring 1870 med blandt andre kunstnere som Claude Monet. Herefter bevægede kunsten sig imod et mere abstrakt udtryk som slog igennem med kubismen omkring 1900-tallet med en maler som Pablo Picasso i front. Herefter blev ekspressionismen stor både i Europa og i USA frem til 1960, hvor minimalismen opstod som en reaktion mod den subjektive kunst, som modernismen hidtil havde været ifølge minimalisterne. Men her opstod der problemer, da man ikke længere var i stand til på overbevisende måde at leve op til forestillingen om, at kunsten kan pege på det moderne livs problemer og indgå i en løsning af dem. Efter det taler man derfor knap så meget om modernismekunst, men snarere om postmodernisme - kunst, der kommer efter modernismen.