Molins model

Molins model er opkaldt efter den svenske politolog Björn Molin (1932-). Han opstillede i 1965 en model til undersøgelse af, hvordan politiske partier vælger deres standpunkter.

Her ses (den udvidede) Molins model:

Molins model – forklaring

Molins oprindelige model fra 1965 er sidenhen blevet udvidet med en ekstra faktor og anvendes især i samfundsfag til forståelse af det politiske miljø, og hvordan det udvikler sig. Den oprindelige model indeholder følgende tre faktorer, som kan bruges til at forklare eller forudsige partiers handlinger og stillingtagen:

  1. interessefaktoren
  2. opinionsfaktoren
  3. den parlamentariske faktor

Interessefaktoren

Interessefaktoren beskriver de hensyn, som et parti må tage til sit eget ideologiske grundlag, til sine kernevælgere og til sine støtteorganisationer for at sikre overensstemmelse med partiets grundlag. Den fokuserer altså på de interesser, som partiet stræber efter at varetage i samfundet. Konkret kan interessefaktoren vise sig, hvis en politiker for eksempel udarbejder et lovforslag, som i høj grad inddrager partiets kerneværdier. Interessefaktoren beskæftiger sig derfor med partiets engagement i dets partiprogram og mærkesager.

Opinionsfaktoren

Opinionsfaktoren fremstiller forholdet til partiets vælgere og fokuserer på de hensyn, som partiet bør tage til vælgerne. Konkret skal partiet konstant forholde sig til, hvordan deres standpunkter opfattes og accepteres af vælgerne. Samtidig skal partiet passe på med at formulere nye standpunkter hele tiden, da vælgerne vil kunne opfatte det som et brud på den politiske linje, hvis de strider imod tidligere fremsatte standpunkter. I alvorlige tilfælde kunne en sådan kursændring være i strid med partiets ideologi og således stemples som utroværdigt og falskt af vælgerne. Opinionsfaktoren ser desuden på meningsmålinger, og på hvordan vælgerne vil reagere på politiske udspil.

Den parlamentariske faktor

Den parlamentariske faktor fokuserer på mulige hensyn til politiske samarbejdspartnere og modstandere. For eksempel kan et parti ønske at fremsætte et standpunkt, som stemmer fint overens med partiets værdigrundlag og som også accepteres af partiets bagland. Det kan dog vise sig at være svært at fremsætte det nye standpunkt for vælgerne, da det kan stride imod et eller flere af samarbejdspartiernes standpunkter. Den parlamentariske faktors udfordringer viser sig ofte mellem partier i en regering, som skal arbejde sammen om at udarbejde lovforslag, selvom de ikke deler alle hinandens værdier og standpunkter.

Udover interessefaktoren, opinionsfaktoren og den parlamentariske faktor, er Molins model sidenhen blevet tilføjet en ekstra faktor:

Personfaktoren

Personfaktoren fokuserer på partiets leder, og i hvilken grad han/hun opfattes som troværdig, pålidelig og sympatisk. Personfaktoren foreslår, at hvis en politiker er meget troværdig kan han/hun bedre slippe afsted med at fremsætte et upopulært standpunkt blandt vælgerne, fordi det ikke vil have en voldsom negativ effekt på lederens eller partiets ry. Hvis der i modsat fald sættes spørgsmålstegn ved personens troværdighed, kan et upopulært standpunkt beskadige politikerens ry, og politikeren vil da kunne opfattes som usympatisk af vælgerne.

Hvordan bruger du Molins model i samfundsfag? 

Et parti vil oftest vægte faktorerne i Molins model på en bestemt måde, hvilket får afgørende betydning for partiets valg af standpunkter. Partiet er nemlig påvirket af en række aspekter, som påvirker processen for valget af partiets standpunkter. Denne proces er tydeliggjort i figuren ovenfor.

Aspekterne inkluderer ydre faktorer, for eksempel meningsmålinger, debatter i samfundet og parlamentsvalg i udlandet, som kan ændre politikernes prioriteter og stemningen i samfundet. De ydre faktorer påvirker partiets politiske strategi, som derefter får afgørende indflydelse på de fire faktorer, interessefaktoren, opinionsfaktoren, den parlamentariske faktor og personfaktoren. Disse faktorer og deres kendetegn får i sidste ende indflydelse på partiets valg af standpunkt(er).

Partier, som i høj grad fokuserer på ideologifaktoren, kaldes for ideologiske partier. Partier, som prioriterer opinionsfaktoren, kan betegnes som populistiske, fordi de gerne vil appellere til vælgerne. Partier, som vægter den parlamentariske faktor højt, kaldes for pragmatiske partier, da de lægger mere vægt på at opnå resultater og deltage aktivt i lovgivningsprocessen end på at tage nøje hensyn til partiets specifikke ideologiske grundlag.

Den originale Molins model ser således ud: