eurozonen

Det er sørme et godt spørgsmål, men det er muligvis også en smule anakronistisk. Det er altid let at komme med kritik i bagklogskabens ulideligt klare lys, men det er oftest svært at forudsige fremtiden.

Først og fremmest er der vist ingen tvivl om, at euroen har været et politisk projekt i mindst lige så høj grad, som det har været et økonomisk projekt. Desuden var det en naturlig udvikling på samarbejdet i Europa at skabe en fælles valutaunion, hvis det indre marked skulle fungere optimalt, idet en sådan kunne fjerne en del af den usikkerhed, der kunne forekomme ved flydende valutakurser. 

Tanken om en fælles valutaunion var heller ikke fremmed i Europa. Landene havde indgået i flere valutafælleskaber (læs: Bretton-Woods, slangesamarbejdet, EMS). Problemet med disse var dog eksempelvis, at det var muligt at spekulere imod valutaerne, så det kunne betyde, at landene måtte hæve renterne markant eller devaluere valutaen. For at hindre for store valutaudsving var James Tobin ude med en artikel, hvor han hævdede, at hele verden burde have den samme valuta, men da han vidste, at dette ej var en mulighed, skrev han, at en skat (Tobin tax) i stedet skulle være med til at mindske volatiliteten i valutaerne.

Udover dette var der også store fordele for en hel del af landene i at indgå i en fælles valutaunion med Tyskland. Tyskland havde relativt lave renter, fordi den tyske Bundesbank succesfyldt havde formået at holde inflationen på et lavt og konstant niveau. For lande som eksempelvis Italien ville et samarbejde med Tyskland (hvor troværdigheden til pengepolitikken blev opretholdt) betyde, at inflationen i Italien også ville falde, og renterne dermed blive lavere qua mindsket usikkerhed. I øvrigt skete dette også med Danmark, da vi i 1982 indgik i et fastkurssamarbejde med Tyskland.

For at sikre en vis stabilitet i eurosamarbejdet blev visse konvergenskrav formuleret, som eurolandene skulle overholde for, at det kunne sikres, at euroområdet kunne betragtes som et optimal valutaområde (dvs fordelene er større end omkostningerne). Problemet ved disse var, at landene kun kunne (og ville) overholde disse, indtil de var optaget i euroen. Desuden var der for få sanktionsmuligheder over for de lande, der ikke levede op til kravene, men det blev endda først for alvor udstillet , da end ikke Tyskland og Frankrig kunne overholde kravene mere. Desuden viste det sig senere, at lande som Grækenland og Italien havde snydt sig ind i euroen ved at agere på lyssky vis, så de midlertidigt adlød konvergenskravene.

Mit bedste bud må derfor være, at der har været en politisk tro på (og i nogen grad også en økonomisk fagligt tro på), at Euroområdet faktisk var et optimalt valutaområde. Der har så bare efterfølgende vist sig at være større udfordringer, end det blev forudset. Men der er meget litteratur på dette område, hvis du vil læse om det.