”Og hvilke floder vi end spejler os i ser vi først os selv når vi har vendt ryggen til

Det er en interessant sætning, idet den kan tolkes på mange måder, formoder jeg :). Som jeg forstår det, gengiver et spejlbillede i en flod aldrig en selv nøjagtigt, men idet man vender ryggen til, kan man samle den følelse man har af at være sig selv med det billede, man så i floden, og dette er måske nok det tætteste, man kan komme på et ”selvportræt”.

Jeg tænker umiddelbart:

At ét billede alene ikke kan beskrive dig som person, hvilket du først vil opdage, når dette er gået op for dig.

 

Så er vi stort set enige: Jeg tror blot ikke, at personen, der så sig selv i floden glemmer billedet umiddelbart efter, at denne har vendt ryggen til.

Tankegangen er den samme som i det klassiske filosofiske spørgsmål:
Kan man bade i den samme flod to gange?

I virkeligheden nej!.. men i hovedet? Principielt er intet husket som det oplevede, men hvis man tager det som standpunkt er hele verden jo en illusion.